B 62 Forslag til folketingsbeslutning om lange dyretransporter.

Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2023-24
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 15-11-2023

Fremsat den 15. november 2023 af Søren Søndergaard (EL), Pelle Dragsted (EL), Jette Gottlieb (EL), Runa Friis Hansen (EL), Anne Hegelund (EL), Rosa Lund (EL), Trine Pertou Mach (EL), Søren Egge Rasmussen (EL) og Victoria Velasquez (EL)

20231_b62_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 15. november 2023 af Søren Søndergaard (EL), Pelle Dragsted (EL), Jette Gottlieb (EL), Runa Friis Hansen (EL), Anne Hegelund (EL), Rosa Lund (EL), Trine Pertou Mach (EL), Søren Egge Rasmussen (EL) og Victoria Velasquez (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om lange dyretransporter

Folketinget pålægger regeringen at arbejde for EU-regler, som sikrer, at slagtedyr og dyr til opdræt maksimalt må transporteres i 8 timer, og som sikrer, at de enkelte EU-lande får mulighed for nationalt at vedtage strammere regler af hensyn til dyrevelfærden. Indtil sådanne regler indføres i EU, pålægges regeringen at indføre nationale regler i Danmark, således at slagtedyr og dyr til opdræt maksimalt må transporteres i 3 timer.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag B 66, folketingsåret 2018-19, 1. samling. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, B 66 som fremsat).

Hvert år bliver millioner af levende dyr transporteret rundt imellem EU-landene med henblik på bl.a. avl, opfedning og slagtning. Det gælder bl.a. grise, kyllinger, køer, kalve og heste, som sendes til slagtning i særlig Polen og Tyskland.

Dyrs lidelser under transport er veldokumenterede. For hver ekstra time, de transporteres, bliver de mere stressede og får flere smerter, og de interne kampe mellem dyrene om plads og adgang til mad og vand tager til. Dødeligheden for både kvæg og grise stiger på transporter på over 8 timer. Undersøgelser har påvist seks gange så høj dødelighed for kødkvæg på transporter på over 300 km og en femdobling i antallet af dødsfald hos slagtesvin (»Stop lange dyretransporter«, Dyrenes Beskyttelse, den 20. juni 2017).

Reglerne om dyretransport findes i forordning (EF) nr. 1/2005 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter. Denne indeholder ingen fast grænse for, hvor længe dyr i EU må transporteres.

Der har gennem tiden været en række forsøg på at presse EU til at stramme reglerne, så de lange dyretransporter forbydes. Både i 2012 og 2017 lykkedes det en række dyrevelfærdsorganisationer at indsamle mere end 1 million underskrifter fra borgere i Europa, som ønskede at få Europa-Kommissionen til at fremsætte et forslag om forbud imod dyretransporter på over 8 timer (»En million europæere siger fra over for lange dyretransporter«, politiken.dk, den 2. januar 2012).

Det er lykkedes at få EU-Kommissionen til at love at fremsætte et forslag til revision af EU-reglerne om dyretransporter inden udgang af 2023 (EU-Kommissionens arbejdsprogram 2024). Det er vigtigt, at den danske regering i de kommende forhandlinger vil arbejde på at sikre et maksimum på, hvor lang tid levende dyr kan transporteres i EU, og at det samtidig gøres muligt for de enkelte lande at kunne gå foran ved at vedtage endnu strammere regler.

Det er dog endnu for tidligt at sige, om en revision af EU-reglerne om dyretransporter vil føre til et stop for lange dyretransporter, ligesom tidshorisonten for en revision af reglerne kan være meget lang. Allerede tilbage i 2004 stemte den danske regering imod de EU-regler, som tillader de lange dyretransporter. Danmark blev dog stemt ned, da Danmark var det eneste land, som modsatte sig reglerne (»Danmark stemt ned i EU«, ritzau.dk, den 22. november 2004). I dag, næsten 20 år efter, er der endnu ikke fundet en løsning på problemet. Forslagsstillerne mener derfor, at Danmark bør indføre nationale regler på området sideløbende med arbejdet med at få ændret EU-reglerne.

Nationale regler

Alene i Danmark er transporten af grise gennem årene steget eksplosivt. I 1990 eksporterede danske svineproducenter således knap 9.000 levende grise til udlandet. I 2020 var det antal steget til over 15 millioner grise. I 2023 blev der således for første gang eksporteret flere grise, end der blev slagtet i Danmark (»Der eksporteres flere grise end der slagtes«, Nyt fra Danmark Statistik nr. 314, den 11. september 2023).

Den Europæiske Revisionsret har peget på, at forskellige omkostningsniveauer forbundet med slagtning i de forskellige EU-lande er en drivende faktor for de lange dyretransporter, idet virksomheder kan maksimere deres indtjening ved at få dyrene slaget i det land med de laveste lønomkostninger (»Transport af levende dyr i EU: udfordringer og muligheder«, Den Europæiske Revisionsret, Analyse 03, 2023). De lange dyretransporter koster på den måde også arbejdspladser i Danmark. Tidligere har Danish Crown lukket slagterier i Danmark og flyttet produktionen til udlandet med henvisning til konkurrencesituationen. I juni 2023 lukkede Danish Crown bl.a. sit slagteri i Sæby, hvor 800 medarbejdere blev afskediget. For at beskytte arbejdspladser i Danmark og for at sikre bedre dyrevelfærd ønsker forslagsstillerne derfor, at Danmark indfører nationale regler, der indebærer, at man i kommercielt øjemed maksimalt må transportere levende dyr 3 timer eller til nærmeste slagteri. Myndigheder skal dog kunne give dispensation i særlige tilfælde, når det handler om avlsdyr, forskning og arbejde med bevaring af truede dyrearter. Denne tidsgrænse kan ikke forlænges ved ophold i samlestalde og lign. Forslagsstillerne er opmærksomme på, at sådanne nationale regler kan være i strid med EU-retten, men mener, at Danmark bør være villig til at tage den nødvendige procesrisiko, idet forslagsstillerne bemærker, at det tidligere er lykkedes Danmark at presse ændringer igennem i EU-systemet ved at udfordre eksisterende EU-regler.

Skriftlig fremsættelse

Søren Søndergaard (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om lange dyretransporter.

(Beslutningsforslag nr. B 62)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.