Unge hjælper politikere med at løse samfundsproblemer

06.09.2021

Folketingets EU-Oplysning deltager på Ungdommens Folkemøde, hvor elever debatterer såkaldte LGBT-fri zoner i Polen og SU til udenlandske studerende. Kom og vær med! 

Hvad skal Danmark gøre ved stigende SU-udgifter til studerende fra andre EU-lande, og hvem skal blande sig i såkaldte LGBT-fri zoner i Polen? De spørgsmål debatterer unge i Samfundsteltet på Ungdommens Folkemøde torsdag klokken 11.30-12.15.

Eleverne har forberedt en række opfindsomme løsninger på samfundsudfordringerne og vil forsøge at overbevise et panel af politikere om, at netop deres løsning er en god idé.

Politikerpanelet består af europaparlamentarikerne Peter Kofod (DF) og Nikolaj Villumsen (EL) samt folketingspolitikerne Katarina Ammitzbøll (KF) og Rasmus Nordqvist (SF).  

I Samfundsteltet står Folketingets oplysningstjenester også klar med svar på spørgsmål om Folketinget og EU. Både onsdag og torsdag drejer et kæmpe lykkehjul rundt, og besøgende kan teste deres viden i quizzer og sjove spil. 

Kom og vær med i Samfundsteltet torsdag den 9. september klokken 11.30!
Find vej til Ungdommens Folkemøde

Ungdommens Folkemøde skal give unge lyst til at deltage i demokratiet 

Ungdommens Folkemøde er en årlig demokratifestival, som skal styrke den demokratiske samtale og unges medborgerskab.

Folkemødet afholdes den 8. og 9. september i Valbyparken i København, og Folketinget deltager med aktiviteter for at styrke unges engagement i og viden om demokratiet.

Folketingets EU-Oplysning arrangerer debatten torsdag, hvor gymnasieelever fra Bjerringbro og Christianshavn byder ind med løsninger på de to samfundsudfordringer: SU til studerende fra andre EU-lande og såkaldte LGBT-fri zoner i Polen.

Eleverne har forud for Ungdommens Folkemøde arbejdet med EU-Oplysningens nye undervisningsfilm om disse emner. 

Se EU-Oplysningens undervisningsmateriale