Karen Melchior

Karen Melchior har været medlem af Europa-Parlamentet siden 2019 for Radikale Venstre. Hun har været løsgænger siden august 2022, hvor hun meldte sig ud af partiet. Lær hende lidt bedre at kende her.

Større

Løsgænger

Forny Europa

Hvad er din livret?

På en varm sommerdag er det burrata med solmodne tomater og nybagt brød.

Hvilket EU-land bør Danmark se op til?

Tyskland. Fordi her tager man ansvar for sin historie på både det gode og det onde. I dag står man fast på de værdier, som vi byggede det europæiske fællesskab på, hvor vi hjælper dem, der må flygte, og ikke diskriminerer på grund af religion, etnicitet eller race. 

Hvordan vil du benytte dit mandat?

Jeg vil være bindeled mellem de europæiske beslutninger og de europæiske borgere, sådan at danskere føler sig hørte og oplyste.

Hvad frygter du, der kan ske i Parlamentet?

At vi drukner i procedurer og studehandler.

Hvad er den største misforståelse om EU?

At det er kompliceret og umuligt at forstå. Hvis du forstår nok om, hvad der foregår i din kommune, så kan du også forstå EU. Dansk kommunalpolitik er mere kompleks, og der er færre, som gør en indsats for at oplyse os om, hvordan kommunerne hænger sammen med Christiansborg, end der er, som arbejder for at forklare, hvordan Europa-Parlamentet og Rådet gør. 

Hvad er din vigtigste opgave som medlem af Europa-Parlamentet?

At sikre de europæiske borgeres rettigheder i et frit og åbent Europa. EU er et værdifællesskab, som underbygges af et fællesmarked. Det er vigtigt for mig at opretholde de værdier om retsstat, frihed og lighed, både i den analoge og den digitale verden. Vi lever mere og mere af vores liv digitalt, og derfor skal rettigheder og værdier også følge med der.

Hvad er det vigtigste resultat, du har opnået, når valgperioden ender i 2024?

Der vil være bedre beskyttelse af vores ukrænkelighed som mennesker og borgere mod profilering og diskrimination gennem masseovervågning ved f.eks. sundhedsdata og ansigtsgenkendelse.  

Senest opdateret: [21.03.2024]
Sideansvarlig: Sofie Hvid Bang