Pernille Weiss

Pernille Weiss har været medlem af Europa-Parlamentet siden 2019 for Det Konservative Folkeparti. Lær hende lidt bedre at kende her.

Større

Det Konservative Folkeparti

EPP

Hvad er din livret?

Min mormors ‘ostestænger’. Smager himmelsk med fynsk rørt rygeost og friske radiser. Simpelthen. Morgen, middag og aften. Altid!

Hvilket EU-land bør Danmark se op til?

Det er svært at sige, fordi vi kan lære af alle. Det er en overset pointe, som især blænder os danskere. Derfor bør vi se op til Frankrig. De har verdens anden største diplomati, hvor vi har sparet i alt for mange år. Især et lille land som vores skal se at komme i gang. Frankrig har været der længe, og det har givet dem stor indflydelse i både EU og FN. Verden lytter mere til Frankrig, selvom Danmark har helt særlige kompetencer inden for især grøn omstilling og innovation. Frankrig investerer i deres diplomati. Det bør vi også gøre, for det tjener sig hjem flerfold. 

Hvordan vil du benytte dit mandat?

Jeg vil forsøge at bidrage til at reducere CO2-udslippet på en måde, så Europas yngste og ældste generationer kan anerkende EU for at gøre det allerbedste, vi overhovedet kan. Borgerne skal have tilliden og troen på politikerne tilbage, så vi sammen kan passe godt på demokratiet, retsstaten og det frie marked. 

Hvad frygter du, der kan ske i Parlamentet?

At jeg – og andre – har for travlt med for mange ting på én gang, så vi glemmer at trække vejret og finde overblikket til at se de vigtigste mønstre og møder. Ligesom jeg frygter, at kommunikationen fra mig og andre i arbejdet med især klimaudfordringen ikke bliver god nok til, at borgere oplever sig selv som informerede, at de er inddraget og i al fald bekræftede i, at ‘det går den rigtige vej’. 

Hvad er den største misforståelse om EU?

At EU er noget udenfor os selv som danskere. At det er noget, vi kan vælge fra eller til, som det passer os. Vi er en del af Europa, og derfor er EU vores ‘forening af nationalstater’, så vi kan få Europa til at fungere indadtil og udadtil. Der er en masse ‘hår i suppen’, men den er det bedste, vi har, på demokratiets menu. De hår, der er i suppen, kan vi nemt fiske op eller relativt nemt lære at leve med. EU er det eneste redskab til at påvirke de grænseoverskridende udfordringer, der truer Danmark. 

Hvad er din vigtigste opgave som medlem af Europa-Parlamentet?

Det er at passe mandatet med ordentlighed, proaktivitet, ansvarlighed og masser af kommunikation, der er til at forstå. Det betyder, at jeg skal passe godt på mig selv, mine værdier som menneske, mine grundholdninger som konservativ, mit etiske kompas og min fysiske krop. Mange tidligere medlemmer af Europa-Parlamentet har advaret mod de mange receptioner og manglen på dagslys, fordi man bruger mange timer indenfor. Som sundhedsekspert ved jeg, at det er gift for krop og sjæl. Derfor kræver det personlig bevidsthed og gode livsvaner.  

Hvad er det vigtigste resultat, du har opnået, når valgperioden ender i 2024?

At alle dem, der stemte på mit parti og personligt på mig, synes, at det var hele krydset værd. For klimaet, for danske arbejdspladser og for mere tryghed og optimisme for fremtiden. Og at de samme mennesker har lyst til at gøre det igen plus mange flere, når vi rammer valgdagen i maj 2024. Det ønsker jeg mig, og det arbejder jeg for at opnå. 

Senest opdateret: [21.03.2024]
Sideansvarlig: Sofie Hvid Bang