B 42 Forslag til folketingsbeslutning om fortsat dansk bidrag til en multinational sikringsstyrke i Irak.

Af: Udenrigsminister Per Stig Møller (KF)
Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: 2. beh/Vedtaget

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 04-11-2004

Beslutningsforslag som fremsat

20041_b42_som_fremsat (html)

B 42 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om fortsat dansk bidrag til en multinational sikringsstyrke i Irak.

Fremsat den 4. november 2004 af udenrigsministeren (Per Stig Møller)

Forslag til folketingsbeslutning

om fortsat dansk bidrag til en
multinational sikringsstyrke i Irak

 

Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker fortsat stilles til rådighed for en multinational sikringsstyrke i Irak, herunder at danske militære styrker fortsat stilles til rådighed for beskyttelsen af civilt dansk personel og ejendom i landet samt at dansk militært personel bidrager til NATOs træningsindsats i Irak.

Bemærkninger til beslutningsforslaget

I. Det internationale samfund yder på grundlag af mandat fra FNs sikkerhedsråd og efter anmodning fra den midlertidige irakiske regering en omfattende indsats for at bidrage til genopbygningen af Irak og for at skabe rammerne for en demokratisk udvikling i Irak. FN vedtog den 8. juni 2004 resolution 1546, der endosserede dannelsen af en suveræn midlertidig irakisk regering, der overtog regeringsmagten den 28. juni 2004. Resolution 1546 endosserer tillige forløbet for den efterfølgende politiske proces frem mod dannelsen af en demokratisk regering. Første milepæl var afholdelse af en national konference den 15.-18. august 2004, hvor en midlertidig folkeforsamling blev etableret. Næste milepæl er afholdelse af direkte valg ikke senere end den 31. januar 2005 til et overgangsparlament, der vil skulle vælge en overgangsregering. Herefter vil der skulle udarbejdes en endelig forfatning, på hvis grundlag en demokratisk regering vil skulle vælges ved udgangen af december 2005.

Den danske styrke i Irak har ved Folketingsbeslutning af 2. juni 2004 mandat indtil den 2. december 2004. Resolution 1546 indeholder en appel til FNs medlemsstater om at yde bidrag til sikringsstyrken, herunder med militære styrker, for at imødekomme det irakiske folks behov for stabilitet og sikkerhed, humanitær assistance og genopbygning samt støtte FNs tilstedeværelse i landet. På denne baggrund foreslår regeringen, at der træffes beslutning om forlængelse i 6 måneder af det danske militære bidrag til en multinational sikringsstyrke i Irak, herunder at danske styrker fortsat stilles til rådighed for beskyttelsen af civilt dansk personel og ejendom i landet samt at dansk militært personel bidrager til NATOs træningsindsats i Irak. Såfremt det skulle vise sig hensigtsmæssigt at forlænge bidraget yderligere, agter regeringen at forelægge sagen for Folketinget.

II. Det folkeretlige grundlag for den multinationale sikringsstyrke i Irak udgøres i dag af FNs Sikkerhedsråds resolution 1546 af 8. juni 2004 og de dertil hørende breve fra den irakiske premierminister Allawi og USAs udenrigsminister Powell til formanden for Sikkerhedsrådet, hvor den irakiske premierminister har anmodet om den multilaterale sikringsstyrkes fortsatte tilstedeværelse i Irak.

Det danske bidrag til den multinationale sikringsstyrke i Irak vil €" som alle øvrige udenlandske tropper - være undergivet folkeretten, herunder den humanitære folkeret.

III. Den multinationale sikringsstyrkes opgaver er fastlagt i FNs Sikkerhedsråds resolution 1546 og de dertil hørende breve fra den irakiske premierminister og USAs udenrigsminister til formanden for Sikkerhedsrådet. Resolution 1546 indeholder bemyndigelse til at anvende alle nødvendige foranstaltninger, herunder brug af væbnet magt, til at bistå med opretholdelse af stabilitet og sikkerhed i landet, herunder bekæmpelse af terrorisme, bl.a. med henblik på at sikre, at FN er i stand til at udfylde en større rolle i Irak og samtidig sikre, at den irakiske befolkning uden intimidering kan implementere tidsplanen og programmet for den politiske proces og kan drage nytte af fremskridt i genopbygningen af landet.

Det fastslås i FNs Sikkerhedsråds resolution 1546, at mandatet for den multinationale sikringsstyrke skal evalueres på anmodning fra den irakiske regering eller 12 måneder fra vedtagelsen af resolution 1546, samt at dette mandat udløber efter gennemførelsen af den politiske proces opregnet i resolutionen, og at mandatet vil ophøre tidligere, hvis den irakiske regering anmoder herom.

Sikringsstyrken er for nærværende opdelt i divisioner og brigader, der geografisk dækker hver sit område af Irak. USA har påtaget sig at varetage ledelsen af tre divisioner, mens UK, Polen og Sydkorea hver står i spidsen for en division.

Sikringsstyrken har p.t. deltagelse af følgende lande udover Danmark: Albanien, Australien, Azerbajdjan, Bulgarien, Estland, El Salvador, Georgien, Holland, Italien, Japan, Kasakhstan, Letland, Litauen, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Mongoliet, Tonga, Moldova, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Sydkorea, Tjekkiet, UK, Ukraine, Ungarn og USA. I en række af de anførte lande pågår der for tiden overvejelser om spørgsmålet om forlængelse af den militære tilstedeværelse i Irak.

IV. Danmark deltager på flere områder aktivt i den internationale indsats, som det er nødvendigt at yde i relation til Irak. Foruden Danmarks militære bidrag til den multinationale sikringsstyrke har regeringen for 2003-2004 afsat 180 mio. kr. i humanitær bistand og 170 mio. kr. i genopbygningsbistand til Irak. Den danske humanitære indsats ydes via FN-organisationer og danske organisationer med international erfaring inden for bl.a. humanitær minerydning, rehabilitering af uddannelsessystemet, sundhed, vand og sanitet samt repatriering af flygtninge og genbosættelse af internt fordrevne. Genopbygningsbistanden ydes især til projekter inden for uddannelse/sundhed, infrastruktur, støtte til demokratisering og menneskerettigheder samt renovering af olieindustrien. På FFL 05 er afsat yderligere 150 mio. kr. for 2005-2006 til humanitære- og genopbygningsindsatser i Irak.

Som et led i den humanitære indsats har den danske militære styrke, i lyset af den skærpede sikkerhedssituation, fået tilført humanitære midler til gennemførelse af mindre civile projekter i operationsområdet sammen med lokale myndigheder og entreprenører.

På donormødet i Tokyo den 13.-14. oktober fremlagde den midlertidige irakiske regering en national strategi for genopbygningen af Irak, hvori der opstilles et nationalt budget for 2005-2007. Det er første gang siden magtoverdragelsen den 28. juni 2004, at den midlertidige irakiske regering fremlægger en national strategi, hvor mål og midler prioriteres. Det er et godt udtryk for, at den generelle irakisering af myndighedsopgaverne i landet er i fremdrift. Med kapacitetsopbygningen af den irakiske administration, herunder gennemførelsen af den nationale strategi, vil et hovedformål med den fortsatte danske styrketilstedeværelse i Irak være opfyldt. Opgaven består i at medvirke til at skabe stabilitet og fred i Irak, så den irakiske befolkning selv kan beslutte sin fremtid og regere sig selv.

Med overdragelsen af regeringsmagten til den midlertidige irakiske regering og nu præsentationen af den midlertidige regerings strategi for genopbygningen er de danske bistandsaktiviteter gradvist blevet integreret i de irakiske regeringsstrukturer samt civilsamfund primært i Basra-området. Hermed bidrages til skabelsen af selvbærende irakiske institutioner, ligesom den danske bistandsindsats medvirker til at opfylde strategien. Det gælder f.eks. på fødevareområdet, hvor der fra dansk side bidrages til kapacitetsopbygning af de relevante irakiske myndigheder samt, efter irakisk ønske, rådgives om en privatisering af det statslige irakiske system, således at små, private landmænd i højere grad vil kunne bidrage til såvel skabelsen af arbejdspladser som den irakiske økonomi. Tilsvarende bidrager den danske indsats på retsområdet, politiet samt lokalforvaltning i Basra-provinsen til såvel kapacitetsopbygning som opfyldelse af den nationale strategi og økonomisk vækst. Irakisk ejerskab og brug af den dansk-irakiske ressourcebase, herunder hjemvendte irakere, vil være en central del af det nye aktstykke vedrørende bistanden til Irak, der skal udmønte bevillingen for 2005 og 2006.

Med henblik på at bidrage til genopbygningen af Iraks økonomi drøftes desuden blandt Iraks bilaterale kreditorer en generel gældslettelse. Danmark, som har tilgodehavender (eksportkreditter) i størrelsesordenen 220 mio. kr., deltager i disse drøftelser . Regeringen er indstillet på at yde en væsentlig gældslettelse til Irak.

V. På grundlag af Folketingets vedtagelse af beslutningsforslag nr. B 165 den 15. maj 2003 blev et dansk styrkebidrag på ca. 380 personer i begyndelsen af juni 2003 indsat under den britisk-ledede division i det sydøstlige Irak. Fra august 2003 har Danmark endvidere bidraget med op til 10 stabsofficerer til den polsk-ledede multinationale division.

Efterfølgende forværredes sikkerhedssituationen i Irak, herunder i det danske ansvarsområde. Løsningen af de opgaver, der påhviler det danske militære kontingent i Irak, har på den baggrund vist sig at kræve en mere omfattende indsats end oprindelig antaget. På denne baggrund besluttede regeringen efter rådføring i Det Udenrigspolitiske Nævn den 16. juli 2003 at forøge den danske styrke med ca. 40 personer til i alt ca. 410 personer. På baggrund af en yderligere forværring af sikkerhedssituationen, herunder et akut behov for beskyttelse af personale og rådgivere ved danske repræsentationer i Bagdad og Basra, vedtog Folketinget den 10. oktober 2003 at styrke bidraget, jf. beslutningsforslag nr. B 1. Styrkelsen indebar forøgelse af det danske bidrag til sikringsstyrken med i alt ca. 90 personer. Derudover omfattede det supplerende danske bidrag et mindre antal soldater, i første omgang ca. 10, specielt uddannet i personbeskyttelse samt to pansrede civile køretøjer m.h.p. beskyttelse af personer knyttet til de danske repræsentationer i Bagdad og Basra. Den 2. december 2003 og efterfølgende den 2. juni 2004 vedtog Folketinget henholdsvis ved beslutningsforslag B 56 og B 213 at forlænge det danske bidrag i yderligere 6 måneder. Efter rådføring med Det Udenrigspolitiske Nævn den 2. juli 2004 besluttede regeringen, at den danske styrkes ansvarsområde kunne udvides til at omfatte hovedparten af Basra provinsen samt at flytte lejren mod syd til den britiske base Shaiba Log Base. Udvidelsen blev gennemført den 31. august 2004. Det nye område omfatter væsentlig infrastruktur såsom vej-, olie- og havne forbindelser. I B 213 er anført, at det danske styrkebidrag omfatter i alt ca. 520 personer, inklusive et bidrag med op til 10 stabsofficerer til den polsk-ledede multinationale division samt et mindre antal soldater, i første omgang ca. 10, specielt uddannede i personbeskyttelse. I B 213 er ligeledes anført, at på baggrund af udvidelsen af antallet af civilt udsendte personer tilknyttet repræsentationerne i Bagdad og Basra ville yderligere fem soldater til personbeskyttelse blive udsendt i løbet af sommeren 2004. Det aktuelle samlede danske styrkebidrag, inklusiv bidraget med op til 10 stabsofficerer til den polsk-ledede multinationale division, omfatter derfor i alt ca. 525 personer.

VI. Regeringen finder det vigtigt, at Danmark sammen med den bredest mulige kreds af lande fortsat deltager i en multinational sikringsstyrke i Irak. Regeringen lægger vægt på, at sikringsstyrken er nødvendig for at understøtte og sikre den internationale indsats i Irak, således at den langsigtede genopbygning af landet kan finde sted og den politiske transitionsproces kan gennemføres. Det store antal væbnede anslag mod den internationale indsats, og særligt mod den irakiske civilbefolkning, understreger kun behovet for at videreføre en beslutsom international indsats, herunder bred international deltagelse i den multinationale sikringsstyrke. Den irakiske regerings sikkerhedsstyrker er under opbygning og vil gradvis spille en større rolle for varetagelsen af sikkerheden i landet og i sidste ende overtage det fulde ansvar for opretholdelse af sikkerhed og stabilitet i Irak. Udvidelsen af den danske styrkes ansvarsområde er et led i denne gradvise overdragelse af ansvaret for sikkerheden i Irak til de irakiske sikkerhedsstrukturer. Sikringsstyrken vil fortsat medvirke til at understøtte bestræbelserne på at etablere et fredeligt og stabilt Irak til gavn for hele den irakiske befolkning, herunder også tilbagevendende flygtninge og internt fordrevne. Regeringen har drøftet vigtigheden af tilbagevenden til Irak med den irakiske regering, der i den forbindelse særligt har betonet vigtigheden af at fremme frivillig tilbagevenden til Irak til stabile og sikre forhold. Regeringen lægger vægt på at fortsætte sin aktive medvirken til at gennemføre den internationale støtte, på grundlag af FNs Sikkerhedsråds resolutioner.

Som led i regeringens initiativ om samtænkning vil der fortsat inden for en international koordineret ramme i videst muligt omfang blive gennemført en koncentreret dansk civil indsats i det danske ansvarsområde. Genopbygningsindsatsen vil overordnet blive koordineret af Udenrigsministeriet, som i muligt omfang vil inddrage civile danske organisationer samt evt. private virksomheder i bistandens gennemførelse. Udgangspunktet for den humanitære indsats er, at det er de civile danske og internationale nødhjælpsorganisationer, der bør forestå gennemførelsen af dansk finansierede humanitære indsatser. På grund af den forværrede sikkerhedssituation har det imidlertid vist sig vanskeligt for de humanitære organisationer at operere, hvilket kan medføre, at det danske militære styrkebidrag i større omfang end kendt fra andre operationer, vil skulle involveres i humanitære og andre civile indsatser med henblik på at bidrage til normalisering af forholdene for civilbefolkningen. Regeringen ønsker herved at sikre, at der fortsat sker konkrete fremskridt i det irakiske samfund, selvom sikkerhedssituationen er alvorlig, idet der efter regeringens opfattelse er en direkte sammenhæng mellem forbedring af den sociale og økonomiske situation og forbedringer af sikkerhedssituationen.

Regeringen finder det helt centralt for Iraks udvikling, herunder for fremdrift i den irakiske selvbærende varetagelse af myndighedsopgaverne i landet, at FN, EU og NATO sikres en langt stærkere rolle som grundlag for det langsigtede internationale engagement i Irak. Den midlertidige suveræne irakiske regering har bedt FN være den ledende rådgiver på valgområdet. FN har udsendt et hold af eksperter, der arbejder tæt sammen med den uafhængige irakiske valgkommission. Danmark bidrager med 25 mio. kr. til FNs valgfond. Herudover bidrager Danmark samt en række EU-lande finansielt til den særlige enhed, der vil skulle yde beskyttelse til FNs tilstedeværelse i Irak. Det danske bidrag udgør 3,6 mio. kr. EU har sendt to missioner til Irak med henblik på at sammensætte en pakke med konkrete genopbygningsindsatser, som EU kan støtte, herunder se på muligheder for EU-støtte til polititræning og træning af civile administratorer. En første skitse til pakken blev fremlagt på Det Europæiske Råds møde den 5. november 2004. Regeringen vil støtte bestræbelser på at fremme en sådan udvikling gennem en konkret udmøntning af EU-pakken. Ud over denne direkte støtte fra EU til den midlertidige irakiske regering, har EU-Kommissionen allerede allokeret i alt 204 mio. euro til en række multilaterale organisationer, herunder til FN-systemet og Verdensbanken. Midlerne anvendes indenfor områderne vand og sanitet, sundhed, uddannelse, landbrug og fødevarer, jobskabelse samt menneskerettigheder og god regeringsførelse, herunder træning af den uafhængige irakiske valgkommissions personale samt civilsamfundsorganisationer. På NATO-topmødet i Istanbul besluttedes det, at NATO skulle tilbyde NATOs assistance til den irakiske overgangsregering med træning og uddannelse af irakiske sikkerhedsstyrker. Efterfølgende har den irakiske premierminister anmodet NATO om hjælp vedrørende træning. En sådan NATO-indsats er nu ved at blive iværksat. Regeringen støtter, at NATO bidrager til genopbygning af myndighedsstrukturen i Irak gennem træning og uddannelse af irakiske sikkerhedsstyrker.

VII. Det danske militære bidrag vil indtil videre blive opretholdt på det aktuelle niveau og med de nuværende opgaver, idet der dog nu også som en yderligere opgave forudses bistand til NATOs træningsindsats. Det nuværende bidrag er sammensat af følgende enheder: et panserinfanterikompagni, en let opklaringseskadron, et stabs- og logistikkompagni, et ingeniørdetachement, et militærpolitidetachement, en sanitetsdeling, et element til civilt-militært samarbejde, et nationalt støtteelement, stab og stabsofficerer, herunder op til 10 stabsofficerer tilknyttet den polsk-ledede multinationale division samt et mindre antal soldater, p.t. ca. 17, specielt uddannede i personbeskyttelse m.h.p. beskyttelse af personer knyttet til danske repræsentationer i Bagdad og Basra. I takt med at antallet af civilt udsendte danskere tilknyttet repræsentationerne endeligt afklares, kan der vise sig behov for at tilføre yderligere militært personel og materiel til beskyttelse af disse. Forsvarsmyndighederne vil forberede udsendelse af militært personel til at varetage disse opgaver i takt med at behovet måtte opstå. I forbindelse med udsendelse af danske politifolk til det sydlige Irak for at bistå med træning af det nye irakiske politi vil støtte, herunder indkvartering, logistik og beskyttelse, blive tilvejebragt i samarbejde med det danske styrkebidrag. Derudover vil, afhængig af endelig NATO-beslutning, et mindre antal personer kunne bidrage til NATOs træning og uddannelse af irakiske sikkerhedsstyrker.

Et bidrag fra Litauen på ca. 55 personer ventes fortsat tilknyttet de danske bidrag til sikringsstyrken.

Det danske bidrag, der i øjeblikket har underlagt britiske enheder, vil fortsat være indsat i den sydøstlige del af Irak inden for rammerne af den britisk-ledede multinationale division. Endvidere vil et mindre antal danske stabs- og forbindelsesofficerer fortsat være placeret ved militære hovedkvarterer i Irak uden for det egentlige danske operationsområde. Som hidtil vil der også fremover i mindre omfang kunne blive tale om indsættelse af personel i andre dele af Irak.

Det danske styrkebidrag vil som den øvrige sikringsstyrke have bemyndigelse til at anvende alle nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt væbnet magt. Udover adgang til at anvende magt i selvforsvar vil der således være adgang til i fornødent omfang at anvende magt til at gennemføre de pålagte opgaver.

Indsættelsen af de danske militære bidrag i Irak er forbundet med risiko. Forsvarets Efterretningstjeneste har afgivet bl.a. følgende vurdering af situationen i Irak:

»Truslen for angreb mod danske styrker, herunder terrortruslen vurderes som høj i det sydlige Irak og meget høj i det centrale Irak. Truslen fra civile uroligheder og sabotage mod danske styrker vurderes som middel. Den landmilitære minefare og faren fra ueksploderet ammunition vurderes som middel til høj. Truslen mod lufttransport af danske styrker i irakisk luftrum varierer fra lav til høj, afhængig af flyvehøjde og område. Modstandsgrupperinger angriber hyppigt med improviserede sprængladninger fortrinsvis i form af vejsidebomber. Truslen for denne type angreb vil fortsætte og er ligesom for øvrige angreb høj i det sydlige Irak og meget høj i det centrale Irak.

Der foregår omfattende indhentning af oplysninger om koalitionen fra irakiske modstandsgrupper og udenlandske efterretningstjenester, og truslen fra spionage vurderes som høj. Truslen fra biologiske og kemiske kampstoffer vurderes som lav, mens truslen fra terrorgruppers egenfremstillede biologiske og kemiske giftstoffer vurderes som middel. Truslen mod danske enheder i form af organiseret kriminalitet, der også kan omfatte gidseltagning, vold og brug af håndvåben, vurderes at være høj.«

Det danske styrkebidrag består dels af fastansat personel, dels af kontraktansat personel, herunder personel på reaktionsstyrkekontrakt fra Den Danske Internationale Brigade. Personellets uddannelse, erfaring og motivation er på højt niveau. Styrkebidragene råder over fuldt moderne udrustning, herunder personlig udrustning. Med personellets uddannelse og træning, materiellets beskaffenhed samt iagttagelsen af nødvendige procedurer vil der blive taget de bedst mulige forholdsregler over for mulige faremomenter.

Forsvarets personel vil under udsendelsen være omfattet af forsvarets særlige erstatnings- og godtgørelsesordning. Forsvarets personel vil under udsendelsen være omfattet af den reviderede Coalition Provisional Authority Order nr. 17 af 27. juni 2004 vedrørende statusforhold.

VIII. Da det danske militære bidrag vil indgå i en indsats, hvor der kan blive tale om anvendelse af militære magtmidler, forelægges sagen for Folketinget under henvisning til Grundlovens § 19, stk. 2 med anmodning om, at Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker fortsat stilles til rådighed for en multinational sikringsstyrke i Irak, herunder at danske militære styrker fortsat stilles til rådighed for beskyttelsen af civilt dansk personel og ejendom i landet samt at dansk militært personel bidrager til NATOs træningsindsats i Irak.

IX. Bidraget vil blive forlænget for en seks måneders periode. Såfremt det skulle vise sig hensigtsmæssigt at forlænge bidraget yderligere, agter regeringen at forelægge sagen for Folketinget. Såfremt det i øvrigt skulle vise sig hensigtsmæssigt at justere bidraget, herunder ansvarsområdet væsentligt, eller såfremt der i øvrigt skulle ske en væsentlig ændring i opgavernes karakter eller det folkeretlige grundlag for sikringsstyrkens tilstedeværelse, vil regeringen rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn herom eller om nødvendigt på ny forelægge sagen for Folketinget.

X. Merudgiften ved fortsat udsendelse af det danske militære bidrag til Irak, herunder udgiften til leje af et antal af de civile pansrede køretøjer, vurderes samlet at udgøre ca. 210 mio. kr. for en seks måneders periode. Den del af udgifterne, der henregnes til december 2004, vil blive afholdt inden for den ramme, der er afsat til forsvarets internationale aktiviteter, samt ved overførsel af op til 45 mio.kr fra finanslovens § 35.11.21.10. (international reserve til freds- og stabilitetsskabende indsatser m.m.) inden for rammerne af det i beslutningsforslag B 213 af 2. juni 2004 anførte. Regeringen vil snarest forelægge et aktstykke om den nævnte overførsel. Alle udgifter, der henregnes til 2005, afholdes af finanslovens § 35.11.26. (Reserve til merudgifter forbundet med forsvarets og politiets internationale operationer).