L 120 Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

(Forbedring af reglerne for pasning af alvorligt syge børn).

Af: Familie- og forbrugerminister Henriette Kjær (KF)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 17-11-2004

Fremsættelsestale af lovforslag

20041_l120_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (17. november 2004)

 

 

Familie- og forbrugerministeren (Henriette Kjær):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Forbedring af reglerne for pasning af alvorligt syge børn)

(Lovforslag nr. L 120).

Baggrunden for lovforslaget er, at der i forbindelse med udmøntningen af satspuljen for 2005 er afsat 10 mio. kr. årligt til forbedring af vilkårene for familier med alvorligt syge børn.

Formålet er at give forældre bedre mulighed for at være sammen med deres barn i tilfælde af alvorlig sygdom. Forslaget indebærer en forbedring af forældres mulighed for at få dagpenge, hvis de i forbindelse med barnets sygdom helt eller delvis opgiver arbejdet.

Der stilles forslag om, at aldersgrænsen for børn ændres fra 14 år til 18 år, så alle børn i aldersgruppen 0-17 år omfattes af ordningen.

Samtidig ændres betingelsen om, at barnets sygdom skal medføre behov for ophold på hospital eller lignende institution i 25 dage eller mere, så længden af barnets sygdomsperiode fremover kun er 12 dage eller mere. Hermed vil flere forældre med mere end almindeligt syge børn få mulighed for at være sammen med deres børn i en for børnene meget vanskelig periode.

Lovforslaget er en del af udmøntningen af satspuljen for 2005, hvor der er afsat 10 mio. kr. årligt. Finansieringen af ordningen er delt mellem staten og kommunerne. Kommunerne kompenseres for deres andel af udgifterne.

De økonomiske konsekvenser skal forhandles med de kommunale parter.

Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. januar 2005.