L 59 Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse.

(Gennemførelse af direktiv om Århuskonventionen).

Af: Miljøminister Connie Hedegaard
Udvalg: Miljø- og Planlægningsudvalget
Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-10-2004

Fremsættelsestale af lovforslag

20041_l59_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (28. oktober 2004)

 

Miljøministeren (Connie Hedegaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Gennemførelse af direktiv vedr. Århus-konventionen)

(Lovforslag nr. L 59).

Lovforslaget sigter mod at ændre miljøbeskyttelsesloven således, at der kan skabes hjemmel til at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35 af 26. maj 2003 om offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF og 96/61/EF for så vidt angår offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse. Lovforslaget vedrører kun de bestemmelser i direktivet, der handler om borgernes inddragelse, når myndighederne udarbejder planer og programmer på miljøområdet og foretager ad hoc-revurderinger af miljøgodkendelser. De øvrige bestemmelser i direktivet kræver ikke lovændringer.

Direktivet selv tilsigter bl.a. at tilpasse EU-lovgivningen om offentlighedens deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer og revurderinger i miljøgodkendelser til konventionen om adgang til miljøoplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet ( Århus-konventionen). Danmark har ved lov nr. 447 af 31. maj 2000 gennemført Århus-konventionen i dansk ret og tiltrådte konventionen den 29. september 2000.

Direktivet er imidlertid ikke kun en ordret implementering af konventionen, men supplerer og fortolker denne. Konsekvensen er, at direktivet ikke på alle punkter svarer til den danske implementering af konventionen. Hertil kommer, at den danske implementering af konventionens regler om offentlighedens deltage i planer og programmer i en vis grad hviler på praksis, som ikke er tilstrækkelig til at implementere EU-regler.

Der foreslås derfor en bemyndigelse i miljøbeskyttelsesloven til at fastsætte nærmere regler om borgernes inddragelse, når myndighederne udarbejder planer og programmer på miljøområdet. Bemyndigelsen supplerer andre specifikke bemyndigelser til at fastsætte regler om offentlighedens indragelse på miljøområdet. Bemyndigelsen skal først og fremmest bruges til at fastsætte offentlighedsbestemmelser for nogle de EU planer og programmer, der er omfattet af direktivet. Det drejer sig for tiden om en national affaldsplan og evt. et program om batterier og akkumulatorer og ved justeringer af nitrathandlingsplanen.

Der forslås endvidere en bemyndigelse i loven til at fastsætte regler om offentlighedens inddragelse i forbindelse med, at der træffes beslutning efter miljøbeskyttelseslovens § 41 a, som omhandler de situationer, hvor der- ud over den regelmæssige revurdering efter § 41 b €" skal ske en revision i miljøgodkendelsens vilkår.

Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler jeg det til Folketingets velvillige behandling.