L 67 Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsfremme.

(Regler om industrisamarbejde ved køb af forsvarsmateriel og betaling for akkrediteringsydelser).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 16-12-2004

Lovforslag som vedtaget

20041_l67_som_vedtaget (html)

L 67 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsfremme. (Regler om industrisamarbejde ved køb af forsvarsmateriel og betaling for akkrediteringsydelser)

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 16. december 2004

Forslag

til

Lov om ændring af lov om erhvervsfremme

(Regler om industrisamarbejde ved køb af forsvarsmateriel og betaling for akkrediteringsydelser)

 

§ 1

I lov om erhvervsfremme, jf. lovbekendtgørelse nr. 992 af 8. december 2003, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 6 indsættes:

»§ 6 a. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om industrisamarbejde mellem udenlandske leverandører og danske virksomheder i forbindelse med Danmarks indkøb af forsvarsmateriel.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan pålægge berørte danske virksomheder at afgive de oplysninger om industrisamarbejdsaftalernes gennemførelse og opfyldelse, der er nødvendige for at føre kontrol med overholdelse af reglerne om industrisamarbejde.«

2. § 13 affattes således:

»§ 13. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrer til dækning af udgifterne ved administration af loven.

Stk. 2. Henlægger Sikkerhedsstyrelsen administrationen af de i § 10, stk. 1, 1. og 2. pkt., nævnte opgaver til en privat organisation, jf. § 10, stk. 4, kan denne for driftsopgaverne i forbindelse med levering af akkrediteringsydelser beregne sig en kommercielt baseret betaling. Rammerne for fastsættelsen af den kommercielle betaling skal dog aftales mellem styrelsen og den private organisation.

Stk. 3. Ved driftsopgaver som nævnt i stk. 2 forstås akkreditering af laboratorier til prøvning og kalibrering samt akkreditering af virksomheder til certificering, inspektion, attestering og miljøverifikation, både i Danmark og i udlandet, jf. § 10, stk. 1, 1. og 2. pkt.«

3. I § 14 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Den, der undlader at efterkomme pålæg efter § 6 a, stk. 2, kan straffes med bøde.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2005.

§ 3

Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne. Dog kan § 13 i lov om erhvervsfremme som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, sættes i kraft for Grønland og Færøerne ved kongelig anordning med de afvigelser, som de særlige grønlandske og færøske forhold tilsiger.