L 119 Forslag til lov om ændring af lov om CO2-kvoter.

(Anvendelse af kreditter i kvoteordningen).

Af: Transport- og energiminister Flemming Hansen (KF)
Udvalg: Det Energipolitiske Udvalg
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 26-05-2005

Lovforslag som vedtaget

20042_l119_som_vedtaget (html)

L 119 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om CO2-kvoter. (Anvendelse af kreditter i kvoteordningen).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 26. maj 2005

Forslag

til

Lov om ændring af lov om CO2 -kvoter 1)

(Anvendelse af kreditter i kvoteordningen)

 

§ 1

I lov nr. 493 af 9. juni 2004 om CO2 -kvoter foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter », side 32)«: »og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/101/EF af 27. oktober 2004 om ændring af direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet, for så vidt angår Kyoto-protokollens projektmekanismer, (EU-Tidende 2004 nr. L 338, side 18)«.

2. § 1 affattes således:

»§ 1. Loven har til formål at fremme en reduktion af udledningen af drivhusgassen CO2 og andre drivhusgasser på en omkostningseffektiv måde gennem et system med omsættelige kvoter og kreditter.«

3. § 2 affattes således:

»§ 2. I denne lov forstås ved følgende:

1) Biomasse: Brændsler, som efter bilag 1 har en CO2 -udledningsfaktor på nul, samt tilsvarende brændsler af biologisk oprindelse, lossepladsgas, slam og lign.

2) CDM-land: Et land, som har ratificeret Kyotoprotokollen, og som ikke er nævnt i bilag B til protokollen og dermed ikke har kvantitative reduktionsforpligtelser efter protokollen.

3) CDM-kredit: En CDM-kredit er et tilgodehavende på et antal CO2 -ækvivalenter, som er udstedt i medfør af Kyotoprotokollens artikel 12 og beslutninger vedtaget i henhold til FN€™s klimakonvention eller Kyotoprotokollen. Betegnes i ændringsdirektivet som CER.

4) CO2 -ækvivalent: En mængde drivhusgas, der har samme effekt på den globale opvarmning som 1 t CO2 set over en given periode.

5) Driftsleder: Den juridiske eller fysiske person, der ejer en produktionsenhed eller driver produktionsenheden for egen regning.

6) Drivhusgasser: Kuldioxid (CO2 ), metan (CH4 ), lattergas (N2 O), hydrofluorcarboner (HFC), perfluorcarboner (PFC) og svovl­hexafluorid (SF6 ).

7) Emissionsfaktor: Udledning af CO2 pr. brændselsenhed pr. ton af en vare el. lign. i forbindelse med aktiviteter omfattet af loven.

8) Executive Board: Det af FN under Kyoto-protokollen nedsatte organ til godkendelse af CDM-kreditter.

9) FN€™s klimakonvention: De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer af 9. maj 1992 (UNFCCC).

10) Fossile brændsler: Brændsler, der er udvundet fra eller fremstillet på basis af fossilt, ikke fornybart organisk materiale, herunder kul, koks, naturgas, raffinaderigas, mineralolieprodukter, tørv og brunkul.

11) Fossil kapacitet: El- eller varmekapaciteten på en produktionsenhed ved anvendelse af fossile brændsler. Anvendes både fossile og andre brændsler, bestemmes den fossile kapacitet pro rata.

12) Fossil elproduktion: Den del af en elproduktion, der tilvejebringes ved anvendelse af fossile brændsler. Anvendes både fossile og andre brændsler, bestemmes den fossile elproduktion pro rata.

13) I drift: En produktionsenhed eller en del heraf anses at være i drift den 1. i måneden efter det tidspunkt, hvor der første gang finder en CO2 -udledning sted fra denne. Produktionsenheder eller en del heraf, som første gang udleder CO2 efter den 31. marts 2004, anses dog først at være i drift den 1. i måneden efter det tidspunkt, hvor der første gang i forbindelse med produktion finder en CO2 -udledning sted fra denne.

14) Indfyret effekt: Den maksimale indfyrede brændselsmængde i MW eller MJ/s, som kan tilføres et anlæg.

15) Investorland: Det land, der investerer i et projekt til generering af CDM- eller JI-kreditter, eller det land, hvor investor i et projekt til generering af CDM- eller JI-kreditter er hjemmehørende.

16) JI-land: Et land, som har ratificeret Kyoto-protokollen, og som er nævnt i bilag B til protokollen og derfor efter denne har kvantitative reduktionsforpligtelser.

17) JI-kredit: En JI-kredit er et tilgodehavende på et antal CO2 -ækvivalenter, som er udstedt i medfør af Kyotoprotokollens artikel 6 og beslutninger vedtaget i henhold til FN€™s klimakonvention eller Kyotoprotokollen. Betegnes i ændringsdirektivet som ERU.

18) Kapacitet: Den maksimale produktionsevne pr. tidsenhed, jf. §§ 5-8.

19) Kyotoprotokollen: Klimaaftalen under klimakonventionen, vedtaget den 11. december 1997, med tilhørende fortolkningsbidrag vedtaget under partskonferencer.

20) Kvote: Bevis for retten til at udlede 1 t CO2 i en nærmere angivet periode.

21) Kvotedirektivet: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF.

22) Ministeren: Transport- og energiministeren.

23) Produktionsenhed: En teknisk enhed, der består af et eller flere anlæg beliggende på samme lokalitet, hvorfra der udføres de af loven omfattede aktiviteter.

24) Produktionsrate: Faktisk produktion pr. tidsenhed, f.eks. ton pr. time el. lign.

25) Procesudledning: Udledninger af CO2, som ikke er brændselsrelaterede, og som opstår som et resultat af tilsigtede eller utilsigtede reaktioner mellem materialer eller gennem deres omdannelse i en proces.

26) Supervisory Committee: Det organ under Kyotoprotokollen, som FN nedsætter til godkendelse af JI-kreditter.

27) Værtsland: Det land, hvor et projekt til generering af CDM- eller JI-kreditter gennemføres.

28) Ændringsdirektivet: Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/101/EF af 27. oktober 2004 om ændring af direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet, for så vidt angår Kyoto-protokollens projektmekanismer, (EU-Tidende 2004 nr. L 338, side 18).«

4. § 3, stk. 3 og 4, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 3. Hvis flere driftsledere på samme lokalitet i et samarbejde driver flere anlæg, som har en tæt driftsmæssig eller fysisk sammenhæng, kan transport- og energiministeren beslutte, at disse anlæg anses for at udgøre én produktionsenhed.

Stk. 4. Hvis flere fysiske eller juridiske personer på samme lokalitet i et samarbejde driver flere anlæg, som har en tæt driftsmæssig eller fysisk sammenhæng, kan transport- og energiministeren beslutte, at disse anlæg anses for at udgøre én produktionsenhed.

Stk. 5. Hvis en produktionsenhed bringes ned under lovens kapacitetsgrænser efter §§ 5-8, kan ministeren beslutte, at produktionsenheden fortsat skal være omfattet af loven.

Stk. 6. Ministeren kan pålægge driftsledere for anlæg nævnt i stk. 3, driftsledere for andre produktionsenheder med flere driftsledere og fysiske og juridiske personer nævnt i stk. 4 at udpege én fuldmægtig, som på deres vegne varetager opgaverne i henhold til denne lov. Driftslederne og de i stk. 4 nævnte personer hæfter solidarisk for de økonomiske forpligtelser og andre forpligtelser, som følger af denne lov.«

Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 7 og 8.

5. I § 4 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Såfremt det fossile brændselsforbrug på en produktionsenhed omfattet af loven udgør mindre end 1 pct. af produktionsenhedens samlede brændselsforbrug, kan transport- og energiministeren beslutte, at der ses bort fra det fossile brændselsforbrug ved vurdering af produktionsenhedens forhold efter loven. Ministeren kan stille vilkår om, hvorledes brændselsforbruget skal dokumenteres.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

6. § 13, stk. 1, affattes således:

»Enhver kvote skal kunne identificeres entydigt og kan kun anvendes til dækning af udledninger af CO2 fra en produktionsenhed i den periode, for hvilken den er tildelt.«

7. I § 19, stk. 1, ændres »stk. 3-7« til: »stk. 3-8«.

8. I § 19, stk. 4, indsættes efter »pr. installeret MW«: » fossil«.

9. § 19, stk. 7, affattes således:

»Stk. 7. Ved en større udvidelse efter denne bestemmelse forstås:

1) For produktionsenheder omfattet af stk. 3, 4 og 6 en udvidelse af kapaciteten på mindst 10 MW indfyret effekt eller en forøgelse af den indfyrede kapacitet med mindst 20 pct. i forbindelse med etablering af kraft-varme-produktion.

2) For produktionsenheder omfattet af stk. 5 en udvidelse på mere end 10 pct. af den før udvidelsen installerede produktionskapacitet.«

10. I § 19 indsættes som stk. 8 :

»Stk. 8. Kvotetildeling efter stk. 3-7 er betinget af, at produktionsenheden helt eller delvis anvender et fossilt brændsel, for hvis udledning driftslederen skal anvise kvoter til annullering efter § 26. Såfremt der kun delvis anvendes fossilt brændsel, reduceres kvotetildelingen forholdsmæssigt.«

11. Efter § 21 indsættes:

»Kreditter opnået gennem projekter

§ 21 a. CDM-kreditter og JI-kreditter kan anvendes til opfyldelse af forpligtelsen i § 26, stk. 1 eller 2, såfremt disse opfylder de betingelser herfor, som er angivet i denne lov.

Stk. 2. CDM- og JI-projekter, som udføres for at reducere drivhusgasudledninger med henblik på at opnå CDM- og JI-kreditter, må kun igangsættes og gennemføres af juridiske eller fysiske personer hjemmehørende i Danmark efter tilladelse fra miljøministeren eller fra den kompetente myndighed i et EU-land, som ikke er værtsland for projektet, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Projekter, som påtænkes udført i Danmark til opnåelse af JI-kreditter, må kun igangsættes og gennemføres efter tilladelse fra miljøministeren.

Stk. 4. Ansøgning om tilladelse efter stk. 2 og 3 fra miljøministeren sker ved indsendelse af ansøgning herom bilagt nødvendig dokumentation for projektet.

Stk. 5. Ansøgning om tilladelse til udførelse af projekter i Danmark kan imødekommes, såfremt projektet skønnes at være i overensstemmelse med dansk klimastrategi og udføres af en fysisk eller juridisk person, der ikke er hjemmehørende i Danmark.

Stk. 6. JI-projekter, der direkte eller indirekte begrænser drivhusgasudledninger fra produktionsenheder omfattet af denne lov, kan ikke opnå tilladelse efter stk. 3.

Stk. 7. Tilladelse efter stk. 2 og 3 kan ikke gives, såfremt projektet skønnes at være i strid med dansk lovgivning, EU-retten eller internationale forpligtelser, herunder retningslinjer, fremgangsmåder og procedurer vedtaget i henhold til FN€™s klimakonvention og Kyotoprotokollen. Tilladelse kan afslås, såfremt miljøministeren finder, at ansøgeren ikke er i besiddelse af de fornødne tekniske eller økonomiske forudsætninger og derfor ikke kan anses for at være kvalificeret til at gennemføre opgaven.

Stk. 8. Tilladelse til vandkraftanlæg over 20 MW kan afslås, såfremt miljøministeren skønner, at projektet er i strid med en miljømæssigt forsvarlig eller bæredygtig udvikling for værtslandet.

Stk. 9. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for tilladelser efter denne bestemmelse, herunder regler om de oplysninger, ansøgningen skal indeholde, tidsfrister for indsendelse heraf, og at ansøgning skal ske i en bestemt form.«

12. § 24 affattes således:

»§ 24. Miljøministeren etablerer et elektronisk register, som skal indeholde oplysninger om tildeling, beholdning, overdragelse og annullering af kvoter efter denne lov. Registeret indeholder endvidere CDM- og JI-kreditter, som indehavere heraf ønsker indsat i dette.

Stk. 2. Enhver fysisk eller juridisk person har adgang til at få oprettet konti i registeret til brug for registrering af kvoter eller kreditter.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om de oplysninger, som indeholdes i registeret, om den nærmere indretning af dette, om registerets opgaver og udførelsen heraf, herunder om samarbejdet med andre registre, om driften af registeret, om anvisning af kvoter til annullering efter § 13, stk. 3, samt om offentlighedens adgang til oplysninger i registeret.

Stk. 4. Miljøministeren fastsætter regler om betaling af gebyr for registerets kontohavere. Miljøministeren fastsætter endvidere regler om gebyrer til dækning af omkostninger ved tildeling af tilladelser efter § 21 a, stk. 2 og 3, og i forbindelse med godkendelser efter § 26 a, stk. 1.«

13. § 25 affattes således:

»§ 25. Ethvert køb eller salg af en kvote eller en kredit indsat i registeret skal indberettes til miljøministeren og registreres af denne, jf. stk. 4.

Stk. 2. Det er en forudsætning for handel efter stk. 1, at både køber og sælger har en konto i det danske register eller i et tilsvarende register oprettet i en anden stat. Enhver med konto i registeret kan forlange, at miljøministeren annullerer kvoter eller kreditter, som den pågældende råder over.

Stk. 3. Indberetningen efter stk. 1 skal indeholde en entydig identifikation af køber og sælger samt af de omsatte kvoter eller kreditter.

Stk. 4. Miljøministeren afgør, om indberetningen udgør et tilstrækkeligt grundlag for registrering af handelen. Finder miljøministeren, at dette ikke er tilfældet, afvises registrering af handelen.«

14. I § 26, stk. 1, indsættes efter »produktionsenheden«: », jf. dog § 26 a«.

15. I § 26, stk. 2, indsættes efter »tidligere år«: », jf. dog § 26 a«.

16. I § 26, stk. 3, ændres »stk. 1 og 2,« til: »stk. 1 eller 2,«.

17. Efter § 26 indsættes:

»§ 26 a. CDM- og JI-kreditter, som er indsat i det danske kvoteregister, kan efter godkendelse fra miljøministeren anvendes til opfyldelse af forpligtelsen i § 26, stk. 1 eller 2.

Stk. 2. Godkendelse efter stk. 1 gives, medmindre dette skønnes at være i strid med stk. 3 eller 4, dansk lovgivning i øvrigt, herunder fastsatte grænser for anvendelse af kreditter, EU-retten eller internationale forpligtelser.

Stk. 3. Anvendelse af JI-kreditter til opfyldelse af forpligtelsen efter § 26, stk. 1 eller 2, kan først ske efter den 1. januar 2008.

Stk. 4. CDM- og JI-kreditter fra nukleare anlæg og fra arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug kan ikke anvendes til opfyldelse af forpligtelsen efter § 26, stk. 1 eller 2.

Stk. 5. Godkendelse efter stk. 2 er betinget af, at alle rettigheder over kreditten samtidig med godkendelsen overdrages til miljøministeren.

Stk. 6. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for godkendelse efter stk. 1, herunder om de oplysninger, som ansøgningen skal indeholde, om tidsfrister for indsendelse heraf, og at ansøgning skal ske i en bestemt form.«

18. § 30 affattes således:

»§ 30. En driftsleder, hvis produktionsenhed er omfattet af loven, er ansvarlig for årligt senest den 31. marts at rapportere verificerede CO2 -udledninger for det foregående år fra produktionsenheder, som denne er ansvarlig for, til transport- og energiministeren og til det i § 24 nævnte register.

Stk. 2. Rapporteringen til transport- og energiministeren skal omfatte følgende oplysninger for hver produktionsenhed:

1) Identifikationsdata for produktionsenheden.

2) Aktivitetsdata, emissionsfaktorer, oxidationsfaktorer, samlede udledninger og usikkerhed for opgørelsen for hver af de af loven omfattede aktiviteter, der udføres på produktionsenheden.

Stk. 3. En driftsleder, hvis produktionsenheds udledninger af CO2 for det foregående år ikke er verificeret og rapporteret efter stk. 1 senest den 31. marts, kan ikke omsætte kvoter eller kreditter gennem det i § 24 nævnte register, førend forholdet er bragt i orden.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om rapporteringen efter stk. 1 og 2.

Stk. 5. Ministeren meddeler senest den 20. april hvert år miljøministeren ændringer til de af driftslederen anmeldte udledninger efter stk. 1 og eventuelle oplysninger om driftsledere, der ikke har rapporteret udledninger, jf. stk. 3.

Stk. 6. Transport- og energiministeren og miljøministeren kan videregive de indrapporterede oplysninger til en anden offentlig myndighed med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.«

19. § 31, stk. 1, affattes således:

»Såfremt en driftsleder ikke har overholdt sin forpligtelse efter § 26, stk. 1 eller 2, pålægger transport- og energiministeren driftslederen at betale en afgift til statskassen. Afgiften udgør et beløb svarende til 100 euro for hver ton CO2, som er udledt uden anvisning af kvoter eller kreditter til annullering, jf. § 26, stk. 1 og 2, og § 26 a. For overskridelser i årene 2005, 2006 og 2007 udgør afgiften dog et beløb svarende til 40 euro pr. ton.«

20. § 31, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Afgiftsbetalingen efter stk. 1 fritager ikke driftslederen for forpligtelsen til at returnere en kvote- eller kreditmængde svarende til de overskridende udledninger til miljøministeren senest den 30. april det efterfølgende kalenderår.«

21. I § 32 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Til brug ved administrationen af denne lov kan transport- og energiministeren indhente oplysninger fra den statslige told- og skatteforvaltning, herunder i elektronisk form.«

22. I § 33 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Ubetalte beløb efter denne bestemmelse kan inddrives på samme måde som angivet i § 31, stk. 7 og 8.«

23. I § 35, stk. 1, indsættes efter »§ 13«: », 21 a«.

24. I § 36, stk. 1, nr. 1, ændres »§ 3, stk. 4,« til: » § 3, stk. 6,«.

25. Efter § 38 indsættes:

»§ 38 a. Miljøministeren offentliggør oplysninger om projekter omfattet af § 21 a, som Danmark deltager i eller tillader andre at deltage i.

Stk. 2. Transport- og energiministeren offentliggør rapporter efter § 30 om produktionsenheders udledninger.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2005, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Henvendelser eller ansøgninger modtaget inden den 1. juli 2005 behandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3. Transport- og energiministeren kan træffe afgørelse om, at beslutning efter § 1, nr. 5, skal have virkning fra den 1. januar 2005.


1) Denne lov gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/101/EF af 27. oktober 2004 om ændring af direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet, for så vidt angår Kyoto-protokollens projektmekanismer, (EU-Tidende 2004 nr. L 338, side 18).