L 143 Forslag til lov om ændring af lov om havne.

(Skibsrelaterede hjælpetjenester).

Af: Transport- og energiminister Flemming Hansen (KF)
Udvalg: Trafikudvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 06-04-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20042_l143_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (6. april 2005)

 

 

Transport- og energiministeren (Flemming Hansen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om havne (Skibsrelaterede hjælpetjenester).

(Lovforslag nr. L 143).

Formålet med lovforslaget er at iværksætte en forsøgsordning, hvorefter en kommunal selvstyrehavn eller en helt eller delvist kommunalt ejet aktieselskabshavn i særlige tilfælde kan få tilladelse til at udføre skibsrelaterede hjælpetjenester, enten selv eller i samarbejde med private virksomheder.

En tilladelse skal gives af transport- og energiministeren.

Efter lov nr. 326 af 28. maj 1999 om havne afhænger de opgaver, en havn må udføre, af havnens organisationsform. En havn kan bl.a. organiseres som en kommunal selvstyrehavn eller et helt eller delvis kommunalt ejet aktieselskab. Disse kan normalt ikke udføre skibsrelaterede hjælpetjenester.

Da visse havne før havnelovens vedtagelse i en årrække havde udført opgaver, der lå udover bestemmelserne i loven, blev det fastsat, at de tilladelser til at udføre stevedorevirksomhed, som transport- og energiministeren efter de hidtil gældende regler havde meddelt visse havne, skulle forblive i kraft. Ligeledes blev det fastsat, at de havne, der hidtil havde udført skibsrelaterede hjælpetjenester, herunder lodsning, bugsering og trosseføring, fortsat kunne udføre disse tjenester.

Andre kommunale selvstyrehavne og kommunalt ejede aktieselskabshavne har nu fremhævet, at der er tale om urimelige konkurrenceforhold, og at der bør være en mulighed også for andre havne af disse kategorier til at opnå tilladelse til at udføre skibsrelaterede hjælpetjenester.

Den nu foreslåede forsøgsordning indebærer, at havne med en godsomsætning på over 3 millioner tons gods om året i gennemsnit over de seneste 3 år vil kunne komme i betragtning.

En tilladelse til forsøg kan gives, når havnen kan dokumentere, at havnens behov for skibsrelaterede hjælpetjenester ikke er opfyldt i privat regi. I dokumentationen kan indgå forhold som, at det ikke er muligt at få private operatører til at betjene havnen, eller at der er et reelt problem med den eksisterende servicestruktur, som havnen selv kan forbedre eller være med til at forbedre i samarbejde med private virksomheder.

Skibsrelaterede hjælpetjenester skal udøves i et skattepligtigt selskab, og aktiviteterne skal udskilles fra den øvrige havnedrift i et selvstændigt selskab. Et vilkår for havnens deltagelse i et skattepligtigt selskab vil være, at det skattepligtige selskab ikke må give underskud i 3 på hinanden følgende år. Transport- og energiministeren vil kunne tillade, at operatøren kan drive forskellige former for skibsrelaterede hjælpetjenester i samme selskab for at kunne udnytte stordriftsfordele.

Forsøgsordningen vil blive evalueret, når der foreligger tilstrækkeligt materiale og erfaringer.