L 168 (som vedtaget): Forslag til lov om
Grønlands landsstyres indgåelse af folkeretlige
aftaler.
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den
17. juni 2005
Forslag
til
Lov om Grønlands landsstyres
indgåelse af folkeretlige aftaler
Denne lov bygger på en overenskomst
mellem Grønlands landsstyre og den danske regering som
ligeværdige parter.
§ 1.
Grønlands landsstyre kan med fremmede stater og
mellemfolkelige organisationer forhandle og indgå
folkeretlige aftaler, herunder forvaltningsaftaler, som fuldt ud
angår overtagne sagsområder.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke
anvendelse ved forhandling og indgåelse af folkeretlige
aftaler, som vedrører både Grønland og
Færøerne. Efter beslutning af såvel
Grønlands landsstyre som Færøernes landsstyre
kan de to landsstyrer dog handle i forening ved folkeretlige
aftaler i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lov.
Stk. 3. Folkeretlige aftaler, der er
indgået efter stk. 1 og stk. 2, 2. pkt., kan opsiges
efter de samme bestemmelser.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3
omfatter ikke folkeretlige aftaler, som berører forsvars- og
sikkerhedspolitikken, samt folkeretlige aftaler, som skal
gælde for Danmark, eller som forhandles inden for en
mellemfolkelig organisation, hvoraf Kongeriget Danmark er
medlem.
Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1-3
begrænser ikke de danske myndigheders
forfatningsmæssige ansvar og beføjelser
vedrørende forhandling, indgåelse og opsigelse af
folkeretlige aftaler, herunder aftaler, der er omfattet af
stk. 1-3.
§ 2.
Folkeretlige aftaler i medfør af § 1, stk. 1,
indgås på rigets vegne af Grønlands landsstyre
under betegnelsen Kongeriget Danmark, for så vidt angår
Grønland. Folkeretlige aftaler i medfør af
§ 1, stk. 2, 2. pkt., indgås af
Grønlands landsstyre og Færøernes landsstyre i
forening under betegnelsen Kongeriget Danmark, for så vidt
angår Færøerne og Grønland. Om
nødvendigt kan andre lignende betegnelser fastlægges i
medfør af stk. 2, 2. pkt.
Stk. 2. Nærværende lov
forudsætter et nært samarbejde mellem den danske
regering og Grønlands landsstyre med henblik på, at
Kongeriget Danmarks samlede interesser ikke tilsidesættes, og
at regeringen underrettes om påtænkte forhandlinger,
inden disse påbegyndes, og om forløbet af
forhandlingerne, inden folkeretlige aftaler indgås eller
opsiges. Regeringen fastlægger efter forhandling med
Grønlands landsstyre de nærmere rammer for
samarbejdet.
§ 3. Ved
ansættelse af repræsentanter for Grønlands
landsstyre på Kongeriget Danmarks
udenrigsrepræsentationer til særlig varetagelse af
anliggender, som fuldt ud er overtaget af de grønlandske
myndigheder, finder § 16, stk. 1, i lov om
Grønlands hjemmestyre tilsvarende anvendelse.
§ 4. Hvor
internationale organisationer åbner adgang for, at andre
enheder end stater og sammenslutninger af stater kan opnå
medlemskab i eget navn, kan regeringen efter anmodning fra
Grønlands landsstyre beslutte at indgive eller støtte
en ansøgning herom for Grønland, hvor dette er
foreneligt med Grønlands forfatningsmæssige
status.
§ 5. Loven
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.