L 173 Forslag til lov om ændring af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber.

(Salg af private andelsboligforeningsejendomme).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Boligudvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 14-06-2005

Lovforslag efter 2. behandling

20042_l173_efter_2behandling (html)

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 14. juni 2005

 

Forslag

til

Lov om ændring af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber

(Salg af private andelsboligforeningsejendomme)

§ 1

I lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 652 af 2. juli 2001, som ændret ved § 2 i lov nr. 137 af 20. marts 2002, § 3 i lov nr. 1219 af 27. december 2003, § 4 i lov nr. 1235 af 27. december 2003, lov nr. 204 af 29. marts 2004 og § 1 i lov nr. 412 af 1. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. I § 2 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. En andelsboligforening kan ikke gyldigt indgå aftale om erhvervelse af en ejendom, der inden for de seneste 5 år har været ejet af en andelsboligforening, et boligaktieselskab eller et boliganpartsselskab. En nystiftet andelsboligforening kan dog erhverve beboelseslejligheder i en bygnings uudnyttede tagetage eller i en eller flere nye etager, som er opdelt i ejerlejligheder i medfør af § 10, stk. 2, i lov om ejerlejligheder. To eller flere andelsboligforeninger, hvis ejendomme er opført kontinuerligt som en samlet bebyggelse, eller som har fælles friarealer, kan uanset forbuddet i 1. pkt. sammenlægges. Reglerne om tilbudspligt i kapitel XVI i lov om leje gælder ikke for ejendomme, der inden for de seneste 5 år har været ejet af en andelsboligforening, et boligaktieselskab eller et boliganpartsselskab.«

Stk. 2-7 bliver herefter stk. 3-8.

2. I § 2, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.

3. I § 2, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres »stk. 1-2 og stk. 6« til: »stk. 1, 3 og 7«.

4. I § 9, stk. 1, ændres »stk. 2-3« til: »stk. 2-4«.

5. I § 9, stk. 2, ændres »stk. 4-5« til: »stk. 5 og 6«.

6. I § 15, stk. 1, ændres »stk. 3, stk. 4 eller stk. 5« til: »stk. 4, 5 eller 6«.

7. I § 15 indsættes efter stk. 7 som nyt stykke:

»Stk. 8. Den, der overdrager en ejendom til en andelsboligforening, et boligaktieselskab eller et boliganpartsselskab i strid med reglerne i § 2, stk. 2, jf. § 9, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Tilsvarende gælder den, der som tegningsberettiget foretager en sådan handling på vegne af en juridisk person.«

Stk. 8 bliver herefter stk. 9.

8. I § 16, stk. 5, ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 2, stk. 2, 1. pkt., jf. § 9, stk. 1, i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1 og 4, finder anvendelse på aftaler, der er indgået efter lovens ikrafttræden, om erhvervelse af ejendomme, der efter lovens ikrafttræden er eller har været ejet af en andelsboligforening, et bo­lig­ak­tie­sel­skab eller et boliganpartsselskab.

Stk. 3. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, finder anvendelse på ejendomme, der efter lovens ikrafttræden er eller har været ejet af en andelsboligforening, et boligaktieselskab eller et boliganpartsselskab.