L 32 Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. og lov om kommunal anvisningsret.

(Indsats mod ghettoisering).

Af: Socialminister Eva Kjer Hansen (V)
Udvalg: Boligudvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 23-02-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20042_l32_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (23. februar 2005)

 

 

Socialministeren (Eva Kjer Hansen) :

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. og lov om kommunal anvisningsret (Indsats mod ghettoisering)

(Lovforslag nr. L 32).

Forslaget indgår som et led i udmøntningen af regeringens strategi mod ghettoisering, som blev fremlagt i maj 2004. Der er tale om en genfremsættelse af L 135, som blev fremsat for Folketinget den 8. december 2004 og førstebehandlet den 16. december 2004, og som bortfaldt ved folketingsvalgets udskrivelse.

Ghettoisering er karakteriseret ved, at der i en række boligområder i stigende omfang sker en koncentration af personer, der ikke i kraft af arbejde eller uddannelse har kontakt til det omgivende samfund. Tilflytning af ressourcesvage grupper og fraflytning af ressourcestærke er kernen i ghettoiseringsprocessen. Det afgørende for en vellykket indsats er derfor at forhindre, at flere ressourcesvage borgere flytter ind i de problemramte boligområder. Samtidig skal mere ressourcestærke tiltrækkes.

Det foreslås på den baggrund at ændre de 2 love.

Forslaget består af nye udlejningsregler i problemramte områder med alment boligbyggeri og bedre anvisningsmulighed i privat udlejningsbyggeri.

Forslaget indeholder følgende hovedpunkter:

Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at boligorganisationen ved udlejning af almene familieboliger i afdelinger i almene boligområder med en høj andel af personer udenfor arbejdsmarkedet skal afvise boligsøgende på ventelisten, der i en længerevarende periode har modtaget kontanthjælp, starthjælp eller introduktionsydelse. Kan boligen ikke lejes ud til andre boligsøgende på ventelisten, lejes den dog ud til de nævnte boligsøgende.

Afviste boligsøgende på ventelisten skal af kommunalbestyrelsen have anvist en anden passende bolig. Dette skal så vidt muligt ske inden for 6 måneder, og ellers hurtigst muligt herefter.

For at imødekomme det heraf følgende anvisningsbehov kan socialministeren godkende, at kommunens anvisningsret til kommunens øvrige almene boligafdelinger forhøjes.

Kommunalbestyrelsen kan også beslutte, at boligorganisationen skal stille indtil 100 pct. af de ledige boliger i afdelingerne til rådighed for kommunalbestyrelsen med henblik på styrkelse af beboersammensætningen.

Lov om kommunal anvisningsret kan fremover kun anvendes i de kommuner, hvori der ligger almene afdelinger, hvor kommunalbestyrelsen har besluttet kombineret udlejning.

En aftale om kommunal anvisningsret kan enten - som nu - vedrøre højst hver fjerde ledige lejlighed eller bestemte boliger i ejendommen. De private udlejere får herved mulighed for at udvælge, hvilke bestemte boliger som bedst vil kunne indgå i aftalen.

Den maksimale godtgørelse for anvisningen, som kommunerne kan få refunderet fra staten, forhøjes til 30.000 kr. Fremover opereres alene med ét beløb på 30.000 kr. pr. anvist bolig uafhængigt af boligens størrelse.

Forslaget om kombineret anvisning forudsættes at ville komme til at omfatte 20-25 almene boligområder med i alt 30-35.000 boliger. Det skønnes, at der i disse afdelinger årligt vil blive afvist omkring 600 kontanthjælpsmodtagere m.v. Det skønnes, at 2/3 af de afviste kontanthjælpsmodtagere m.v. vil tage imod den anviste erstatningsbolig. Kommunen betaler efter allerede gældende regler lejen for de anviste boliger i perioden fra boligen stilles til rådighed for kommunalbestyrelsen til boligen udlejes til den anviste boligsøgende. Derudover garanterer kommunen for lejerens opfyldelse af kontraktmæssige forpligtelser til at istandsætte boligen ved fraflytning. Med den kombinerede udlejning gives der de omfattede kommuner et redskab til at løse opgaver, der allerede henhører under kommunerne. Der er tale om en frivillig mulighed for kommunerne, og der er ikke hermed tilsigtet kommunale merudgifter.

Forslaget om forbedring af kommunernes muligheder for at indgå aftaler om kommunal anvisningsret i privat udlejningsbyggeri har ingen økonomiske konsekvenser for det offentlige, idet udgifterne til ordningen holdes inden for de eksisterende rammer.

De kommunaløkonomiske konsekvenser skal forhandles med de kommunale parter.

Forslaget vil ikke have administrative konsekvenser for stat og amter, for kommunerne vil der blive tale om en mindre administrativ merbelastning.

Det foreslås, at loven træder i kraft 1. juni 2005.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.