L 36 Forslag til lov om ændring af lov om leje, lov om midlertidig regulering af boligforholdene og lov om leje af almene boliger.

(Skærpelse af reglerne om frakendelse af retten til at administrere udlejningsejendomme m.v.).

Af: Socialminister Eva Kjer Hansen (V)
Udvalg: Boligudvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 17-05-2005

Lovforslag som vedtaget

20042_l36_som_vedtaget (html)

L 36 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om leje, lov om midlertidig regulering af boligforholdene og lov om leje af almene boliger. (Skærpelse af reglerne om frakendelse af retten til at administrere udlejningsejendomme m.v.).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 17. maj 2005

Forslag

til

Lov om ændring af lov om leje, lov om midlertidig regulering
af boligforholdene og lov om leje af almene boliger

(Skærpelse af reglerne om frakendelse af retten til at administrere udlejningsejendomme m.v.)

§ 1

I lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 920 af 10. september 2004, foretages følgende ændringer:

1. I § 6, stk. 4,ændres »hæfte« til: »fængsel indtil 4 måneder«.

2. § 113 a, stk. 1, affattes således:

»Ejere af udlejede beboelseslejligheder kan ved dom frakendes retten til at administrere ejendomme med udlejede beboelseslejligheder eller til at bestemme, hvem der skal administrere ejerens ejendomme med udlejede beboelseslejligheder. Dette gælder dog ikke for ejere af én udlejet beboelseslejlighed. Frakendelse kan ske på tid fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom.«

3. I § 113 a, stk. 3, nr. 1, ændres »hæftestraf« til: »fængselsstraf«.

4. I § 113 a, stk. 3, nr. 2,ændres »gang« til: »gange«, og »andre, eller« til: »andre,«.

5. I § 113 a, stk. 3, nr. 3, ændres »udlejningsejendomme.« til: »udlejningsejendomme,«.

6. I § 113 a, stk. 3,indsættes som nr. 4og 5:

»4) ikke har efterlevet tre eller flere endelige huslejenævnsafgørelser inden for en periode på 2 år eller

5) tre eller flere gange af Grundejernes Investeringsfond, jf. § 60 i lov om midlertidig regulering af boligforholdene, har fået påbegyndt arbejder inden for en periode på 10 år.«

7.§ 113 a, stk. 4,affattes således:

»Stk. 4.Sager om rettighedsfrakendelse efter stk. 2 og 3 samt efter stk. 5 føres i strafferetsplejens former. Til brug for sager om rettighedsfrakendelse, jf. stk. 3, nr. 4, indberetter huslejenævnene, når de bliver gjort opmærksomme herpå, til Grundejernes Investeringsfond oplysning om endelige afgørelser, som en ejer ikke har efterlevet. Når Grundejernes Investeringsfond har fået indberetning om tre endelige afgørelser inden for 2 år, som en ejer ikke har efterlevet, skal Grundejernes Investeringsfond give meddelelse om dette til de involverede huslejenævn. Det eller de involverede huslejenævn foretager en vurdering af, om betingelserne for rettighedsfrakendelse er opfyldt. Er der blandt de involverede nævn enighed om, at der efter loven er grundlag for en sag om rettighedsfrakendelse, indgives der politianmeldelse. Til brug for sager om rettighedsfrakendelse, jf. stk. 3, nr. 5, skal Grundejernes Investeringsfond give meddelelse til de involverede huslejenævn, når fonden tre gange inden for 10 år har påbegyndt arbejder for en ejer i henhold til § 60 i lov om midlertidig regulering af boligforholdene. Det eller de involverede huslejenævn foretager en vurdering af, om betingelserne for rettighedsfrakendelse er opfyldt. Er der blandt de involverede nævn enighed om, at der efter loven er grundlag for en sag om rettighedsfrakendelse, indgives der politianmeldelse. Sag om rettighedsfrakendelse efter stk. 2 og stk. 3, nr. 3-5, kan alene rejses, hvis huslejenævnet har anmodet herom. Sager kan rejses, uden at der samtidig nedlægges påstand om straf.«

8. I § 113 a, stk. 6, ændres »hæfte« til: »fængsel indtil 4 måneder«.

9. I § 113 a indsættes som stk. 7:

»Stk. 7. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«

10. I § 113 b, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Grundejernes Investeringsfond kan beslutte, at administrationen for ejerens regning overlades til en efter fondens vurdering egnet administrator.«

11. I § 113 b indsættes som stk. 4 :

»Stk. 4. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om Grundejernes Investeringsfonds administration, jf. stk. 2.«

§ 2

I lov om midlertidig regulering af boligforholdene, jf. lovbekendtgørelse nr. 922 af 10. september 2004, foretages følgende ændring:

1. I § 16, stk. 1, 1. pkt.,og i § 29 a, stk. 1, ændres »hæfte« til: »fængsel indtil 4 måneder«.

§ 3

I lov om leje af almene boliger, jf. lovbekendtgørelse nr. 921 af 10. september 2004, foretages følgende ændring:

1. I § 7, stk. 4, 1. pkt., ændres »hæfte« til: »fængsel indtil 4 måneder«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2005.

Stk. 2. Rettighedsfrakendelse efter den foreslåede § 113 a, stk. 3, nr. 4, kan kun ske, hvis alle tre huslejenævnsafgørelser inden for en 2-årig periode, der udløser frakendelsen, er truffet efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Rettighedsfrakendelse efter den foreslåede § 113 a, stk. 3, nr. 5, kan kun ske, hvis de tre gange, der er foretaget arbejder af Grundejernes Investeringsfond inden for en 10-årig periode, og som udløser frakendelsen, er påbegyndt efter lovens ikrafttræden.