L 82 Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttese, forskellige love om digeanlæg, lov om havne, lov om luftfart og lov om færgefart.

(Konsekvensrettelser som følge af kommunalreformen).

Af: Trafik- og energiminister Flemming Hansen (KF)
Udvalg: Trafikudvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-02-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20042_l82_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2005)

 

 

Trafik- og energiministeren (Flemming Hansen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse, forskellige love om digeanlæg, lov om havne, lov om luftfart og lov om færgefart (Konsekvensrettelser som følge af kommunalreformen)

(Lovforslag nr. L 82).

Dette lovforslag indeholder de ændringer i kystbeskyttelses- og havnelovene samt i forskellige love om digeanlæg, der skal gennemføres, fordi det er fastsat i strukturaftalen, at amternes opgaver på disse områder skal overføres til kommunerne.

Lov om luftfart skal ændres, fordi den indeholder enkelte bestemmelser om amtskommuner, der nedlægges ved kommunalreformen.

Af samme grund skal der også foretages mindre ændringer i lov om færgefart, da denne lov giver amterne mulighed for at drive færgefart.

Jeg kan oplyse følgende om de enkelte områder:

På kystbeskyttelses- og digeområdet vil staten ved Kystdirektoratet fortsat varetage det overordnede ansvar og myndighedsudøvelsen på kystbeskyttelsesområdet. Kommunerne, der overtager amternes opgaver og beføjelser, får bedre muligheder for at prioritere kystbeskyttelsesopgaver i sammenhæng med planerne for kommunernes udbygning. Kommunerne kan således selv forestå kystbeskyttelse til gavn for udnyttelse af rekreative arealer.

På havneområdet har amtsråd siden havneloven trådte i kraft 1. jan. 2000 haft mulighed for at deltage i driften af en havn ved at deltage i et kommunalt fællesskab.

Både Viborg og Sønderjyllands amtsråd har indgået kommunale fællesskaber med henholdsvis Hanstholm og Skærbæk kommuner for at drive de tidligere statshavne i Hanstholm og Rømø som kommunale selvstyrehavne. Som følge af amternes nedlæggelse skal både den pågældende bestemmelse i havneloven og de to kommunale fællesskaber ophæves.

De nye kommuner kan så afgøre, om de vil oprette nye kommunale fællesskaber, eller om de vil styre havnene selvstændigt.

På luftfartsområdet er den væsentlige ændring, at Billund, Århus, Karup, Odense og Sønderborg lufthavne, der har delt amtsligt og kommunalt ejerskab, efter kommunalreformen skal have fælleskommunalt ejerskab. Dette kræver ingen lovændring.

Da ordet amtskommuner imidlertid forekommer tre steder i luftfartsloven, skal loven ændres, så disse tre ord udgår.

På færgefartsområdet har staten, amtskommuner og kommuner mulighed for at varetage færgedrift, enten ved at drive færgeruter selv eller ved at indgå aftale om at yde andre betaling for driften af færgeruter. Da amterne nedlægges, skal loven om færgefart fra 1999 ændres, så kun staten og kommuner kan varetage færgedrift efter kommunalreformens gennemførelse.

De færgeruter, der i dag varetages af amter og kommuner i fællesskab, vil således efter lovens ikrafttrædelse kunne varetages af de involverede kommuner alene.

Der fastsættes ikke en selvstændig forpligtelse for kommuner til at opretholde færgeruter. Færgedriften mellem to kommuner skal fastlægges efter forhandling mellem kommunerne.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til Tingets hurtige og velvillige behandling.