L 172 Forslag til lov om ændring af lov om Vækstfonden.

(Lovmæssige rammer for en ny kapitalstærk venturefond).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 15-03-2006
1. behandlet / henvist til udvalg 28-03-2006
Betænkning afgivet 27-04-2006
2. behandlet/direkte til 3. behandling 04-05-2006
3. behandlet, vedtaget 09-05-2006
Ministerområde:
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Resumé:
Lovens formål er at skabe det nødvendige lovmæssige grundlag for at gennemføre regeringens beslutning om at etablere en ny kapitalstærk venturefond i et samspil mellem Vækstfonden og private institutionelle investorer.
Med loven skabes hjemmel til, at Vækstfondens bestyrelse kan deltage aktivt ved etableringen af den nye venturefond ved udskillelse af en eller flere investeringsenheder fra fonden. Disse enheder skal på Vækstfondens vegne kunne forvalte hidtidige kapitalindskud, herunder træffe beslutning om tilførsel af yderligere kapital, salg af ejerandele etc. ud fra rent kommercielle overvejelser. Derudover skal det være muligt for de udskilte enheder fra Vækstfonden at modtage private midler til forvaltning på lige vilkår med Vækstfondens kapital og ejerandele.
Der skabes endvidere hjemmel til, at Vækstfondens bestyrelse efter økonomi- og erhvervsministerens godkendelse fremover kan udskille forvaltningen af dele af Vækstfondens aktiver til private enheder.
Med udskillelsen af investeringsenhederne og en række af Vækstfondens eksisterende investeringer sker der en klar opsplitning af Vækstfondens rent formueforvaltningsmæssige eller kommercielle aktiviteter og Vækstfondens erhvervsfremmeindsats.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 105 stemmer (V, S, DF, KF, RV og SF) mod 2 (EL).