Den næste sag på dagsordenen var:
9) Første behandling af lovforslag nr. L 60:
Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsuddannelser. (Ny mesterlære). Af undervisningsministeren (Bertel Haarder). (Fremsat 9/11 2005).

Forhandlingen kan ikke åbnes, da undervisningsministeren ikke er til stede.
     Jeg skal foreløbig udsætte mødet til kl. 15.25.

Mødet udsat kl. 15.18.

Mødet genoptaget kl. 15.26.

Inden jeg giver ordet til den første ordfører, hr. Kurt Kirkegaard, bliver jeg nødt til at påtale over for undervisningsministeren, at ministeren ikke var til stede, da Folketinget startede behandlingen af denne sag. Vi har et meget stort arbejdspres, ikke mindst her op til decemberafslutningen, og derfor er det meget vigtigt, at ministrene bidrager positivt.
     Jeg vil også sige til undervisningsministeren, at henvisningen til, at kolleger har begået tilsvarende forseelser, også i tidligere regeringer, ikke gælder.

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Regeringen har vendt den negative udvikling i antallet af praktikpladser under SR-regeringen. Skolepraktikken er begrænset, og der arbejdes nu mere aktivt på at skabe rigtige praktikpladser for elever, skoler og virksomheder.
     Det er i alles interesse, at unge får rigtige praktikpladser i virksomhederne. Skolepraktikken er kun den næstbedste løsning, som skal sikre, at alle, der ikke får virksomhedspraktik, får en uddannelse, og derfor må skolepraktikken aldrig blive mere attraktiv end virksomhedspraktikken, og skolepraktikken må ikke uddanne folk til arbejdsløshed.
     Socialdemokratiet hævder, at uden skolepraktikken lades tusindvis af unge i stikken, og at den såkaldte uddannelsesgaranti er væk. Det er forkert. Skolepraktikken på de danske erhvervsskoler har været et populært tilbud, som flere og flere har brugt, men tilbuddet giver problemer.
     For det første har skolepraktikken betydet, at nogle uddannelser frakoblede arbejdsmarkedet. Antallet af praktikpladser påvirkede nemlig ikke optaget, og resultatet var, at der på mange områder blev uddannet til arbejdsløshed. Det gavner imidlertid hverken den unge eller samfundet, hvis man fastholder eleverne i en flerårig skolepraktik, vel vidende at chancerne for job er små - og ikke nok med det: På mange områder giver skolepraktikken også arbejdsgiverne en forkert adfærd. Hvorfor skal en mindre virksomhed f.eks. investere i uddannelsen af unge, når den kan lade erhvervsskolerne uddanne rigeligt med unge i skolepraktikken? Endelig er mange unge blevet tiltrukket af skolepraktikken, fordi der har ikke været økonomisk tilskyndelse til at få en rigtig praktikplads.
     Endvidere er kravene til de unges fleksibilitet ikke blevet håndhævet tilstrækkelig strengt. Derfor har det ikke været attraktivt at søge over i andre studieretninger eller andre geografiske områder, også selv om der har været ledige
- i gåseøjne - rigtige praktikpladser her. Med fase 2-aftalen om erhvervsskolerne blev der skabt bedre økonomiske vilkår for skolerne og et mere fleksibelt system for både de unge og virksomhederne. Samtidig blev ydelsen for skolepraktikken nedsat til samme niveau som produktionsskolerne, og dermed fik eleverne et langt større incitament til at tage en praktikplads. Samtidig blev indsatsen for at skabe praktikpladser styrket betydeligt. Reformen har virket. I 2004 er der skabt over 1.800 praktikpladser mere end i 2003, og for første gang i 6 år er udviklingen i antallet af praktikpladser positiv.

     Der er dog stadig unge, som ikke har fået praktikpladser inden for deres ønskefag. Erhvervslivets efterspørgsel er en naturlig adgangsbegrænsning på erhvervsuddannelserne. Unge på mange videregående uddannelser oplever også adgangsbegrænsninger. Erhvervsskolerne skal derfor sørge for, at disse unge vejledes til beslægtede uddannelser eller praktikpladser i andre landsdele.
     En anden mulighed er de mange nye uddannelsestilbud, som blev indført fra årsskiftet. Fra den 1. januar 2005 er der blevet udbudt 28 nye erhvervsuddannelser, som er blevet til efter forslag fra arbejdsmarkedets parter. Det vil give nye uddannelsesmuligheder og derved nye praktikpladser for de unge.
     Socialdemokraterne har trods de mange positive tal for antallet af praktikpladser igen og igen angrebet ændringerne af skolepraktikken. Partiet vil fastholde skolepraktikken for alle interesserede, uanset at det leder de unge til arbejdsløshed. Derudover vil forslagsstillerne indføre en ordning, så virksomheder, der tager elever i praktik, får en økonomisk præmie, som betales af de virksomheder, som ikke har praktikanter.
     Men forslagsstillerne foreslår en ny skat til virksomhederne. Ordningen er uretfærdig, og den løser ikke problemet, men skaber mere administrativt bøvl.
     Venstre kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Beslutningsforslaget? Ja, ja. Jeg tror, der er lidt forvirring om, hvad det er, vi behandler i øjeblikket. Behandler vi ikke et lovforslag fremsat af undervisningsministeren, forslag til lov om ændring af lov om erhvervsuddannelser, forslag nr. L 60?
     Jeg beder ordføreren om at blive stående og modtage et spørgsmål til netop denne sag. Der er to, der har bedt om ordet. Den første er hr. Carsten Hansen, og den næste er fru Anne Baastrup. Hr. Carsten Hansen, værsgo.

Jeg tror, vi skal være ordentlige ved hinanden. Jeg vil i hvert fald gerne spørge hr. Kurt Kirkegaard, om han ikke bakker ministerens forslag om ny mesterlære op

Naturligvis gør jeg det. Det var en fejl i mit manuskript. Det beklager jeg meget.

Det er jeg glad for at høre. Vi har jo siddet og læst om alle de fine ting her i lovforslaget. Men derfor vil jeg alligevel spørge, hvis hr. Kurt Kirkegaard har læst forslaget, og det gør jeg ud fra, om hr. Kurt Kirkegaard ikke synes, det er underligt, at man skriver - man får næsten helt associationer til Niels Hausgaard - at det bliver en mulighed for praktisk begavede unge, mens man samtidig siger, at det der med et grundforløb kan man sådan springe lidt let hen over, og så kan man få mere intensiv undervisning i hovedforløbet.
     Vil det ikke være sådan, som de allerfleste af høringsparterne skriver, at det i virkeligheden bliver for dem, som har et netværk, og dem, som i virkeligheden er de bedre begavede unge, nemlig studenter og dem, som kan klare sig selv?

Det mener jeg bestemt ikke at det gør. Altså, det her lægger op til, at vi fortsat har den mesterlære, som vi har kendt igennem mange år. At vi så udvider mesterlæren med en mere praktisk indgang, er kun til gavn for de unge mennesker. Vi har sammen med erhvervsskolerne, sammen med eleven, sammen med virksomheden en mulighed for at tilrettelægge en planlægning for uddannelsen, så vi mener, at alle forhold er tilgodeset.
     Og vi mener på ingen måde, at det ændrer forholdene for dem, som har kunnet få merit i de tidligere uddannelser. De vil fortsat kunne få merit, og det er jo naturligt, at man gør sådan.

Vi har jo i fællesskab talt en hel del med forskellige typer folk fra erhvervsskolerne. I den forbindelse har vi jo begge
i et panel hørt om en ung, der var lærling hos en mester i det almindelige erhvervsuddannelsesforløb. Han betroede os jo, herunder alle dem, der hørte på, at han stort set ikke havde lært noget som helst i hele sit forløb, at han blev beskæftiget med alt muligt andet end det faglige. Det, der så kan rette ham op, er den der løbende tilbagevenden til skolen. Det, jeg så godt vil spørge Venstres ordfører om, er:
Når folk starter på et forløb hos deres mester, hvordan kan vi så sikre, at der rent faktisk kommer kontrol af, at de dér får det, som skal kompensere for det manglende grundforløb, og skal sikre, at de får en praktisk, ordentlig tilgang til uddannelsen?

Det er jo fortsat sådan, at de faglige udvalg har deres indflydelse på undervisningen på skolerne, men også skal godkende lærestederne til at have de unge mennesker i lære. Man har, som jeg sagde før, muligheden for at have kontakten til skolerne, eleven og virksomheden for at lave en planlægning af det uddannelsesforløb, det unge menneske i den pågældende situation skal gennemløbe, og den uddannelse kan være individuel fra person til person.

Men hr. Kurt Kirkegaard indrømmer, at vi kan løbe ind i nogle problemer. Det næste er, at der jo er mange, der så siger, at det da er en fin måde for studenter at slippe for grundforløbet på, og så hopper de direkte ud. Det, vi også hører, er, at de forskellige arbejdsgivere er noget tilbageholdende med at få lærlinge, dels fordi det er et langvarigt forløb, dels fordi de unge ikke kan det, som mesteren synes de skal kunne.
     Hvordan kan vi sikre, at det bliver de praktisk begavede, der rent faktisk får den her mulighed, og ikke dem, der i øvrigt skøjter heroppe?

Kort bemærkning.
Jeg skal jo nok lige korrigere og sige, at jeg mener, at lovgivningen er helt på plads, hvad angår det her. Det har jeg ingen problemer med. Så vil jeg gerne sige, at det jo er en individuel indgang til en uddannelse, vi vil forsøge at få lagt her, sådan at vi får mulighed for at give endnu flere unge mennesker en faglig uddannelse.
     Vi vil fortsat give merit for uddannelserne, og hvorvidt man søger at komme ind under den her mesterlæreuddannelse, eller man søger at komme ind under den almindelige mesterlære, er for os ligegyldigt. Det, det drejer sig om for os, er at få vores unge mennesker uddannet, sådan at de står klar til at klare udfordringen ude i den globaliserede verden.

Det er jo positivt, at vi alle sammen ønsker, at de unge skal uddanne sig, det hører jeg ordføreren sige at de skal, men finder ordføreren ikke, at der er et problem i, at vi allerede i dag ikke er i stand til at skaffe praktikpladser til de unge, der rent faktisk søger en?
     Kunne man ikke forestille sig, hvis sådan et lovforslag skulle blive vedtaget, at man stillede krav til virksomhederne om, at de stillede praktikpladser til rådighed, enten ved at det var en del af en liciteringsaftale, eller ved at de krav blev stillet på anden facon, når kommunerne udliciterede, for et sådant mesterlæreforslag falder jo fuldstændig til jorden, hvis diverse praktikpladser ikke eksisterer?

Kort bemærkning.
Nu er det jo sådan, at diverse praktikpladser til de unge mennesker jo for så vidt eksisterer langt hen ad vejen. Vi har stadig væk en udfordring, et salgsjob, der skal gøres med hensyn til uddannelse, men ved at indføre den her nye mesterlære er vi helt sikre på, at virksomhederne får incitamentet til også at ansætte nogle flere elever i virksomhederne, idet man har efterspurgt unge mennesker, som er mere ude i virksomheden. Det vil bevirke, at de små og mellemstore virksomheder også kan finde lønsomhed i udvikling af deres elever. Og der ser vi det her som en godt ting, også med hensyn til udvikling af praktikpladser.

Jeg finder det noget optimistisk bare at tro, at det nok skal gå, at de her praktikpladser kommer til, for vi ved jo, at det er et reelt problem, og at der er unge, der løber rundt i dag og ikke kan få den praktikplads, der gør, at de færdiggør deres uddannelse.
     Så jeg finder det en smule optimistisk og måske også lidt for optimistisk af Venstre at tro, at de bare kommer af sig selv. Jeg mener, at man bør gå ind og stille krav om, at praktikpladserne bliver stillet til rådighed, hvis vi skal sikre, at sådan nogle uddannelser fortsat kan eksistere, for ellers er der ikke noget for de unge at gå efter.

Kort bemærkning.
Jeg vil gerne lægge optimisme til grund for det her lovforslag. Optimismen er, at vi udvider muligheden for at få en uddannelse, og det er jo alt andet lige et fremskridt for de unge mennesker. Derfor ser vi det kun som en positiv udvikling af uddannelsesforløbene.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er Carsten Hansen.

Selv om hr. Kurt Kirkegaard gjorde så glimrende rede for, hvad vi mener om skolepraktikken og andre gode emner, så vil jeg sige, at det jo ikke er Venstres dag i dag. Ministeren kommer for sent, og ordføreren holder en forkert ordførertale.
     Jeg vil nu alligevel tage det med mesterlæren op. Jeg vil starte med at sige, at vi i Socialdemokratiet, efter at vi har læst forslaget, grundlæggende er positivt indstillet over for at give nogle flere muligheder, men man skal huske på, hvorfor vi afskaffede mesterlæren.

     Jeg var selv på et af de første hold efg-elever i sin tid på Odense Tekniske Skole, og det var jo, fordi der ikke var sikkerhed og garanti for, at de lærlinge, som rendte rundt, i mange, mange tilfælde ikke bare var ølhentere ude i virksomhederne. Efter de havde været arbejdsdrenge i et halvt år, kunne de gå fire år i lære og ikke lære en skid. Ja, undskyld, formand - men der ville man altså sikre, at det her nu var en skolebaseret undervisning ...

Ja, jeg er nødt til lige at afbryde: Selv om det udtryk, som ordføreren anvendte før, er udbredt i det danske sprog, så hører det absolut ikke hjemme på Folketingets talerstol.

Jeg skal rette det til »ikke at lære en pind«. Men da var det udbredt opfattelsen, at rigtig mange lærlinge ikke fik noget ud af deres lærlingeophold og deres uddannelse, fordi mestrene var uddannelsesansvarlige. Det ændrede man på, således at det var skolerne, der var uddannelsesansvarlige.
     Nu vender man så tilbage med en afart af mesterlæren. Jeg vil godt sige, at jeg synes, det ser ud, som om den på en række områder er hegnet rimeligt ind, men man burde nok have lavet et centralt tilsyn med de her mestre. Jeg ved godt, der skal udarbejdes en uddannelsesplan, men det ser ud, som om der måske godt kunne have været strammet op på det, sådan at man løbende, som LO også har skrevet i deres høringssvar, havde fulgt de her mestre, som nu skal uddanne.
     Det er for mig uforståeligt, når man har gennemgået sit grundforløb, enten det nu er hos en mester, hvor man har fået sin uddannelsesplan, eller det er et grundforløb på en teknisk skole, at man så ikke skal være parat til at gå ind i hovedforløbet. Det viser sig nemlig, at man godt kan gå ind i hovedforløbet, hvis man er kommet i mesterlære, og så kan man blive opkvalificeret løbende undervejs.
     Hvem er det, der kan det? Det er søreme ikke de praktisk begavede eller praktisk orienterede unge, som der står i forslaget, så derfor er jeg lidt nervøs for, som ganske mange
i høringssvarene skriver, at det her er en ordning for dem, som kan selv, for dem, som har taget en god uddannelse, og som har tingene i orden. Det skal nu ikke afholde os fra at sige: Det kan så være godt nok. Men jeg tror ikke, det målretter sig så meget mod dem, som har behov for en hånd med, inden de går i gang med hovedforløbet. Det må selvfølgelig vise sig undervejs. Det undrer mig en lille smule, når vi ser på de besparelser, som ligger i det, at man nu begynder at indregne SU-penge. Jeg mente, at vi havde et SU-forlig, og jeg ved ikke rigtig, om man kan overføre penge der. Med hensyn til besparelser er der skrevet en to-tre gange om, hvem der tjener penge, og hvem der sparer penge, og hvor meget udgifterne er. Jeg synes, det er meget kringlet skrevet. Der må vi bede om undervejs i udvalgsforløbet at få tjekket op på det. Et andet spørgsmål er, at man skriver i lovforslaget, at man løbende vil tjekke med prøver og test. Der må vi have nogle eksempler på, hvad det er for nogle prøver og test, vi skal have ind i forslaget, for at sikre, at de er til stede. Og så erindrer jeg mig, da man diskuterede det her lovforslag første gang, at beskæftigelsesministeren var den, der på daværende tidspunkt præsenterede det, og han spurgte:
Skal en bager kunne engelsk? Jeg har tjekket, om en bager skal kunne engelsk. Ja, det skal han. Han får nemlig det, der svarer til 14 dage på et 9.-klasses-niveau. Den ene uge er det teknisk engelsk i forbindelse med bagerfaget, det drejer sig om, den anden uge opgraderer man sådan set det engelsk, han skal kunne for at kunne betjene en pc osv., Masser af bagere står rent faktisk på krydstogtskibe og åbne bagerier ...

Shhhhh!

I må undskylde, jeg lige holder tale, I to!... og snakker engelsk og har brug for et engelsk. Så derfor kan jeg være lidt nervøs for, at man ikke lægger så meget vægt på det almene og det almendannende, når nu man snakker om de mere praktisk begavede, som der står i lovforslaget. Derfor vil jeg alt i alt sige, at der er en lang række spørgsmål, som vi vil stille under udvalgsarbejdet. Vi mener godt, at man kunne have styrket denne her vej, men på den anden side vil vi ikke stå i vejen for at få afprøvet ideen. Vi synes, det ser voldsomt overvurderet ud med 2.500, der skal igennem, hvoraf de 1.500 skulle have valgt den anden del af grundforløbet. Vi synes jo, at man reelt forsøger at flytte en debat fra at handle om, at man har fjernet store dele af uddannelsesgarantien for de unge mennesker, for erhvervsuddannelserne, til at handle om at få et eller andet diffust mesterlæreforløb, som måske i virkeligheden lidt er et appendiks, et vedhæng til praktikadgangsvejen, og stort set er lidt det samme med lidt forringelser i; men nu ser vi. Vi har vi hvert fald vedtaget med os selv, at vi prøver på at få stillet de lidt frække spørgsmål undervejs, og vi vil følge det her nøje. Og så ligger der selvfølgelig den tryghed, og det vil jeg gerne medgive, at det er de faglige udvalg, som er inde over. Man har dog ikke turdet gå så langt som til at fjerne dem. Og så vil jeg bare sige, at når der står i lovforslaget, at alle parterne er enige om det, og at det er efter indstilling fra dem, så er den gengivelse, jeg hører udefra, at det i virkeligheden var et politisk flertal med regeringen og Dansk Folkeparti, der gik til parterne og sagde: Vi er enige om, at der skal gennemføres mesterlære. Vil I komme med en indstilling? Det er en væsentlig forskel i forhold til det, der står i lovforslaget. Det har man fra flere sider gjort mig opmærksom på.

Ja, så går vi videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Søren Krarup.

Lad mig begynde med at bekende, at jeg har haft en stor svaghed for mesterlæren, siden jeg lærte Journalisthøjskolen at kende.
     Før denne blev oprettet, bestod en journalistuddannelse nemlig i, at det unge menneske blev kastet på hovedet ud i uddannelsen på en avis og således blev uddannet via mesterlærere. Det betød naturligvis, at ikke blot blev hans uddannelse kontant og konkret og ledsaget af evne til at klare en vanskelig situation i en snæver vending, men det betød også, at der var selvstændighed i uddannelsen. Journalisterne blev ikke dengang skåret over en kam, de blev lige så forskellige, som mennesker og meninger er forskellige.
     Anderledes, i hvert tilfælde efter min erfaring, da Journalisthøjskolen blev oprettet. Dette skete selvsagt i den bedste hensigt. Journalistelever skulle lære mere og vide bedre. Men resultatet var, at journalisterne i alt for vid udstrækning kom til at mene det samme. De fik samme skoling og dermed ofte samme holdning.
     Jeg har været udsat for handlinger på Journalisthøjskolen, som i ubehagelig grad har mindet om hjernevask og ensretning: meninger, der ikke måtte udtrykkes, holdninger, der ikke kunne få ørenlyd, kætterier, der skulle brændes. Og jeg sagde til mig selv: Hvor langt bedre er det ikke med mesterlæren?
     Også disse erfaringer betyder, at jeg og vi er meget imødekommende over for dette forslag. For ganske vist har det ikke med journalistuddannelsen at gøre, men det har med den praktiske uddannelse og det selvstændige greb om tingene at gøre, overvåget og hjulpet af en mester. Egentlig kan vi ikke forestille os en bedre måde at blive uddannet på.
     Man bliver ansvarlig for sit arbejde eller sit resultat, og man har samtidig en mester at rådspørge, som kan hjælpe en over døde punkter eller uløselige vanskeligheder.
     Jeg husker mange skoletrætte unge mennesker, nogle af dem mine konfirmander, som havde umådelig godt af at komme ud
i praktisk virksomhed som lærlinge i mesterlære. Men jeg husker også dem, der efter mesterlærens ophævelse fortsatte på skolebænken og vantrivedes ved det. Vi er overbeviste om, at dette forslag om en ny mesterlære vil være til gavn og glæde for mange unge, og at det vil sætte flere af dem i stand til at gå i gang med en uddannelse. Lad os blot tilføje, at vi tillige er overbeviste om, at ikke mindst unge med indvandrerbaggrund vil få glæde af denne mesterlæreordning, fordi den gør det enklere at gå i gang uden sproglige eller teoretiske krav. Lad mig endelig understrege, at Dansk Folkeparti i 3½ år har anbefalet mesterlærens genindførelse og drevet på med dens realisering. Således har vi i dag også grund til at glæde os over forslaget. På den måde er der god mening i, at lovforslaget tillige er en del af den integrationsaftale, som Dansk Folkeparti indgik sammen med regeringen den 17. juli. Via denne nyordning er der mulighed for virkelig integration. Det vil sige, at den unge indvandrer kommer i et arbejde og dermed et fællesskab sammen med danske unge, der derved kan oplære ham i og lære ham dansk sprog og dansk skik og brug. Vi er ikke i stand til at finde virkelige svagheder ved forslaget, heller ikke efter læsning af høringssvarene, og vi siger med glæde ja til lovforslaget om ny mesterlære.

Vi har i dag det, der hedder praktikadgangsvejen. Kan hr. Søren Krarup forklare mig, hvad forskellen er på mesterlæren og praktikadgangsvejen, og hvorfor den i virkeligheden ikke var god nok?
     Det er en mulighed, der har været benyttet af ganske få. De unge ønsker den ikke, arbejdsgiverne ønsker det ikke, og hvad skulle så gøre, at mesterlæren i virkeligheden gjorde den store forskel? For mulighederne har faktisk eksisteret, helt tilbage fra vi etablerede de daværende efg-ordninger og andre ordninger.

Det er jo fuldstændig rigtigt. Der har hele tiden været to veje. Der har været det, der hedder skoleadgangsvejen og praktikadgangsvejen. Men dette er altså den nye mesterlære, som på en helt anden måde gør praktikken praktisk, det vil sige altså virkelig lægger den ud på arbejdspladsen som den gamle mesterlære, og på den måde virkelig også gør det til et spørgsmål om en lærling under en mesters undervisning og vejledning. Det er en udvidelse af det praktiske, som ganske givet vil komme mange, mange unge mennesker til gavn.

Er vi ikke enige om, at det, der står i lovforslaget, er, at det kun er i det første år, mesteren får ansvaret, i øvrigt i samarbejde med skolen og med en uddannelsesplan for det, der hedder mesterlæren? Resten foregår via hovedforløb, ligesom det plejer. Så er det, jeg spørger: Hvad er forskellen på praktikadgangsvejen, som i dag også kan benyttes, og så mesterlæren? Og hvad får Dansk Folkeparti til at tro, at der skulle komme mange ekstra den vej rundt, når den anden mulighed faktisk ikke har været benyttet?

Det er naturligvis, fordi der bliver en kraftig overvægt af det praktiske, hvad der ikke har været før. Der var også noget, der hed praktikadgangsvejen, men det har slet ikke haft den overvældende betydning, som det nu får, når man med den nye mesterlære på en helt anden måde virkelig knyttes til en arbejdsplads. Så vi er overbeviste om, at især unge med indvandrerbaggrund, der kan have forskellige grunde til at befinde sig dårligt i skolesammenhænge, her får en mulighed for at arbejde praktisk i en sammenhæng med arbejdskammerater, som også kan hjælpe dem i gang.

Tak til ordføreren. Så går vi videre. Det er fru Carina Christensen som ordfører.

Der er stor risiko for, at unge mennesker, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse, havner i en ledighedssituation, og derfor må vi også gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at så mange unge mennesker som overhovedet muligt starter på og gennemfører en ungdomsuddannelse, når de er færdige med folkeskolen. I dag gennemfører 78 pct. af en årgang en ungdomsuddannelse, og det er selvfølgelig godt, men det er ikke godt nok. I Det Konservative Folkeparti bakker vi fuldt op om regeringens målsætning om, at mindst 95 pct. af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse i år 2015.
     Hvis vi skal nå det mål, kræver det, at vi sætter ind på en række områder, og et af midlerne til at nå målet er en genetablering af mesterlæren som et supplement til de mange eksisterende muligheder for at tilrettelægge en erhvervsuddannelse. Og det er netop, hvad det her lovforslag lægger op til.
     I Det Konservative Folkeparti er vi meget glade for, at mesterlæren nu kommer tilbage for fuld styrke, hvis man kan sige det sådan. Ordningen vil ikke mindst være til gavn for de praktisk orienterede unge, som har et særligt behov for at være tilknyttet en arbejdsplads fra starten af deres uddannelse. Vi tror også, at ordningen vil tiltale de unge mennesker, som vil finde det attraktivt at kunne begynde deres uddannelse med en længerevarende lønnet virksomhedspraktik frem for ulønnet skoleundervisning. Mesterlæren vil formentlig også være attraktiv for de virksomheder, som i dag undlader at ansætte elever, fordi de mener, at skolegangen fylder for meget i forhold til praktiktiden, og de virksomheder må forventes at ville ansætte elever til praktisk oplæring, der delvis eller helt træder i stedet for grundforløbet. Endelig forventer vi også, at mesterlæreordningen vil bidrage til at mindske frafaldet hos de elever, der i dag opgiver deres uddannelse, fordi de mener, at der er for mange timer på skolebænken og for lidt praktik.
     I Det Konservative Folkeparti har vi derfor kun ros tilovers for, at mesterlæren nu genindføres, og vi forventer, at vi med den her ordning vil nå et langt skridt i retning af at sikre, at endnu flere unge vil gennemføre en ungdomsuddannelse. Alt i alt et særdeles godt og fornuftigt forslag, som vi varmt støtter.

Tak til ordføreren. Der foreløbig tre, der har bedt om bemærkninger. Først fru Majbrit Berlau.

Ordføreren siger i sin tale, at virksomhederne skulle være begejstrede for, at eleverne springer grundforløbet over og går direkte til det praktiske. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordførerens kommentar til, at grundforløbet jo ikke først og fremmest er en udgift for virksomheden, fordi eleverne får S.U., når de er på grundforløb, og også spørge:
Hvorfor skulle virksomhederne være begejstrede?
     Når jeg har snakket med eleverne udeomkring, er det fremgået, at virksomhederne faktisk til dels er glade for, at eleven har været på grundforløbet, har fået basisviden i, hvordan maskinerne virker, har fået basisviden i noget almindelig teori og faglighed inden for faget, hvorimod de jo faktisk er et blankt stykke papir, når de kommer ud i virksomheden, såfremt de ikke har været på et grundforløb. Det kunne jeg godt tænke mig ordførerens kommentar til.

Det er selvfølgelig en trossag, og vi har formentlig begge to snakket med mange virksomheder. Jeg har i hvert fald den klare opfattelse, at der er mange virksomheder, som synes, at skoletiden fylder rigtig meget, og derfor synes de, de skal undvære de unge mennesker for lang tid i virksomheden. Der tror jeg, at mange virksomheder vil synes, det er attraktivt, at de nu har mulighed for at have de unge mennesker gående i virksomheden og for at præge dem i højere grad, som hr. Søren Krarup så rigtigt sagde det om den rigtige mesterlæreordning, hvor mesteren følger eleven på tæt hold på en anden måde, end det er tilfældet i dag. Det tror jeg vil være attraktivt for mange virksomheder. Der er selvfølgelig også nogle, der vil foretrække, at skolerne tager sig af den mere grundlæggende oplæring, men jeg tror også, der er mange virksomheder, der rigtig gerne vil selv.

Nu over i en helt anden boldgade: Som feminist, der læser det her forslag og også det forslag, der kommer efter - uden at diskutere det for meget - kan jeg have en vis bekymring for, at der lægges op til, at det særlig er folk med anden etnisk herkomst, der skal ind på de to uddannelser, vi behandler nu og i det efterfølgende forslag. Jeg kan have en bekymring for, at man i beskæftigelsesfremmende tilbud sikrer, at mændene går via erhvervsskolerne, og at kvinderne skal via SOSU-uddannelserne.
     Jeg kunne godt tænke mig, at ordføreren for De Konservative, også som garant for en regering, gav en garanti for, at man vil tilstræbe, at vejledningen ikke går i den retning, og sikre, at man på den måde ikke har en kønsopdelt vejledning, når der vejledes udeomkring i arbejdsformidlinger, socialforvaltninger, skoler osv.

Fra Det Konservative Folkepartis side har vi ingen interesse
i at kønsdiskriminere. Jeg må sige, at jeg slet ikke har læst det her lovforslag sådan. Det her er et godt tilbud og en god ordning, og mestertilbuddet gælder selvfølgelig både mænd og kvinder. Der er vi helt enige.

Fru Carina Christensen gør med rette meget ud af, at der er unge, som har vanskeligt ved skolegangen. Så vil jeg godt høre, hvordan fru Carina Christensen får kompenseret for de problemer, de unge har, når man i hovedforløbet sætter intensivt ind med mere undervisning, flere kurser og det, der
i øvrigt skal sikre, at det ikke gennemløbne grundforløb så reelt bliver kompenseret via hovedforløbet. Hvorfor tror fru Carina Christensen, at bogligt svage unge, der ikke har været glade for deres folkeskolegang, bliver jublende lykkelige af at gå på erhvervsskolen i hovedforløbet meget længere tid end deres kammerater i øvrigt?

Jeg synes, det er en meget relevant problemstilling at rejse, og det er også noget, vi er meget opmærksomme på. Jeg mener, der er nedsat et udvalg, eller også kommer der i hvert fald et meget snart, der netop skal se på indretningen af erhvervsuddannelserne og på de krav, der bliver stillet i erhvervsuddannelserne.
     Der må vi ind og se på, om der er nogen boglige krav, der i dag måske er overflødige, eller som kunne omlægges på en måde, så det var lidt nemmere for de praktisk orienterede unge også at komme igennem en erhvervsuddannelse. Der vil vi være meget åbne for forslag, der måtte være, om en forbedring på det område.

Så har jeg også en lille kommentar til det der med, at arbejdsgiverne er jublende lykkelige over, at de nu i langt højere grad kan få en lærling i et helt forløb. Men er det ikke rigtigt forstået, at eleverne på hovedforløbet stadig væk er på skole? Efter gældende regler er de, lige så snart de kommer, på grundforløb, så i praktik, så på hovedforløb og så i praktik igen. Altså, det er da ikke forkert forstået, at de alligevel er væk i den samme periode, så jeg har lidt svært ved at se begrundelsen for, at lige præcis arbejdsgiverne skulle være glade for, at de havde dem i længere tid. For det har de vel i virkeligheden ikke, de er jo stadig væk på skole i hovedforløbet.

Det er rigtigt, at der stadig væk er et skoleforløb, og derfor må virksomheden naturligvis undvære eleven i et stykke tid. Der er dog visse af især de store virksomheder, der har sagt, at de faktisk tager så mange elever, at de ville være i stand til at oprette deres egen klasse på virksomheden. Det kan være Grundfos, det kunne være Danfoss, de helt store virksomheder, og det vil vi faktisk være positive over for, hvis de i øvrigt kan dokumentere, at kvaliteten af den undervisning, de har i virksomheden, er i orden.
     Så man kunne på sigt måske faktisk godt forestille sig, at man fik et elevforløb helt uden skolegang på den traditionelle erhvervsuddannelse.

I de to adgangsveje, vi kender i dag, er det sådan, at det faglige udvalg efter et grundforløb har muligheden for at foretage en helhedsvurdering af, om eleven er klar til at gå ind i hovedforløbet, og det bliver også som regel afsluttet med et projekt. Hvad er begrundelsen for, at Det Konservative Folkeparti og regeringen har undladt at tage med, at de faglige udvalg faktisk har mulighed for at vurdere undervejs, om eleven efter sit grundforløb er klar til at gå ind i hovedforløbet? Jeg vil godt sige, at det for vores vedkommende nemlig ikke er afgørende, hvor lang tid man er i grundforløbet - det er jo derfor, vi har det fleksible grundforløb - men at eleven er parat til at gå ind i den her uddannelse og har vist, at det er noget, man kan og vil. Hvad er begrundelsen for, at det ikke er indført, når vi snakker mesterlære og man i øvrigt gerne vil gøre den ligestillet med de to andre indgangsveje?

Vi er sådan set helt enige i, at det selvfølgelig er vigtigt, at man, når man er færdig med grundforløbet, rent faktisk også reelt er klar til at starte på hovedforløbet. Vi har valgt at lade det være op til de faglige udvalg at lave en realkompetencevurdering af den enkelte elev for at se, om vedkommende er klar til at gå ind på hovedforløbet.
     Men hvis man i et fagligt udvalg beslutter, at man vil stille krav om projektopgave eller noget andet for at være helt sikker på, at eleven, som kommer fra mesterlæreordningen og skal ind i hovedforløbet, er parat til det, så vil vi da ikke stille os i vejen for det. Men vi tror godt, de kan løse det lokalt.

Det er jo den kompetence, vi har overladt til de faglige udvalg på de to andre adgangsveje. Derfor er det faktisk et godt svar at få fra fru Carina Christensen, for det vil sige, at jeg gerne må sige alle vegne, at fru Carina Christensen er indstillet på at indføre præcis de samme betingelser og præcisere lovbestemmelserne, så det er muligt for de faglige udvalg også på mesterlæreuddannelsen at gå ind og foretage en konkret helhedsvurdering, inden man går over i hovedforløbet.

Vi synes da naturligvis, at det ville være at gøre de unge mennesker en bjørnetjeneste, hvis vi ikke sikrede, at de rent faktisk har de færdigheder, der er nødvendige for at kunne gennemføre et hovedforløb, når de afslutter grundforløbet.
     Hvordan de faglige udvalg vil sikre det, synes jeg at vi skal lade være op til dem lokalt at beslutte, om det skal være fuldstændig identisk med den måde, de gør det på i dag, eller om de har alternative løsningsforslag. Det vil vi da være åbne over for, men selvfølgelig skal grundlaget være i orden, inden man starter på hovedforløbet.

Tak til ordføreren. Jeg giver ordet til den næste ordfører, fru Charlotte Fischer.

Jeg skal i ordførerens fravær fremlægge Det Radikale Venstres synspunkter på det her lovforslag og svare på eventuelle spørgsmål, hvis der måtte være sådanne.
     For os at se er formålet med det her lovforslag at få flere til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er vi jo alle sammen enige om er et vigtigt formål. Lige nu går det ikke helt så godt, som vi gerne ville have det skulle gå, tværtimod kan man sige, at vi kan spore en svag tendens til, at antallet af unge, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse, stiger, men vi mener, at lovforslaget trækker i den rigtige retning.
     Vi tror ikke på, at der er mirakelløsninger, at det her lovforslag med et snuptag vil løse alle de problemer, der er på det her område, men det handler jo om at finde delløsninger, ting, der trækker i rigtig retning, og at de så tilsammen kan skabe en bedre løsning på området.
     Lovforslaget handler om at indføre en slags mesterlære. For os er det vigtigt at betone, at deri ligger muligheden for en større fleksibilitet. Det er fleksibilitet for den unge med hensyn til, hvordan man kommer i gang med sin uddannelse, og det er en fleksibilitet for virksomhederne.
     Fremover skal en elev kunne indgå en uddannelsesaftale med en virksomhed om, at grundforløbet i en erhvervsuddannelse erstattes helt eller delvis af praktisk oplæring i virksomheden. Det, der er vigtigt for os, er, at der heri ligger flere valgmuligheder. Vi giver i virkeligheden den enkelte elev, virksomheden og skolerne mulighed for at tilrettelægge et forløb, der passer meget bedre til dem.
     Hensigten er at give praktisk orienterede unge et bedre fodfæste i erhvervsuddannelserne, og det skal ses i lyset af, at frafaldet er alarmerende. Det er det især for unge med anden etnisk baggrund, men det er det også for danske unge, så her har vi virkelig en opgave.
     Spørgsmålet er selvfølgelig, og det har flere været inde på, om det her virker, som det skal. Vi lytter meget til den bekymring, der gives udtryk for i høringssvarene, og som der også er givet udtryk for her i dag, og vi er opmærksomme på, at der kan være faldgruber. Derfor har vi specielt lagt vægt på, at der sker en evaluering af området, og at det i det hele taget følges tæt.
     Vi skal selvfølgelig vide, om de faglige mål rent faktisk nås, at den faglige kvalitet holder vand, også når grunduddannelsen sker gennem mere eller mindre, man kan sige, ren praktik ude i virksomheden. Meningen er jo, at de unge, der afvikler deres grunduddannelse på virksomheden, skal nå frem til at kunne det samme som dem, der starter på skolerne.
     Vi skal vide, at de unge rent faktisk oplæres, som de skal, og at de ikke bare bliver parkeret på lav elevløn uden oplæring, for så får den unge jo for alvor et problem - det har flere ordførere også været inde på - for man skal indhente det siden hen.
     Vi synes alt i alt, at det er et godt forslag, der også peger i retning af en mere fleksibel tankegang. Jeg vil bare kort nævne, at vi har været med til at fremsætte et forslag om en ny individuel ungdomsuddannelse, hvor den unge under kyndig vejledning og inden for bestemte rammer får mulighed for selv at sammensætte sin uddannelse, og sagt her i al fredsommelighed synes vi faktisk, at man skulle tænke mere ud ad det fleksible spor og lade det være op til de enkelte, hvordan han eller hun vil sammensætte sin uddannelse, selvfølgelig inden for nogle helt bestemte rammer.
     Kan der tænkes mere kreativt og fleksibelt, hjælper vi gerne til med det.

Sagt i al fredsommelighed går vi også ind for det her forslag, så der er ingen diskrepans der.
     Det, som vi jo kan være bekymret for - det er så det, man lægger mest vægt på, altså at der kan være nogle ting i det - er bl.a. det, som jeg spurgte den konservative ordfører, fru Carina Christensen, om, nemlig at mulighden for at bedømme mesterlæreeleverne på samme måde som eleverne på de to øvrige adgangsveje, når de er færdige med deres grundforløb, er skrevet ud.
     Jeg vil høre, om Det Radikale Venstre vil være med til at få præciseret, at de faglige udvalg faktisk har mulighed for at få lavet en bedømmelse og lavet et afgangsprojekt for grundforløbet ovre i hovedforløbet, så man bedømmer eleverne ens. Vi er nemlig nervøse for, at det bagefter skal hedde sig, at mesterlæreelever ikke er nogle man kan bruge til noget. Vi vil gerne sikre, at de får lige så god en uddannelse som de øvrige. Vil Det Radikale Venstre være med til det?

Nu skal jeg nok vogte mig for at tage alt for store ord i munden, når jeg ikke er ordfører i det hele taget. Men jeg vil sige det sådan, at vi har den samme bekymring som den socialdemokratiske ordfører. Det er da vigtigt at sikre, at de unge, der bliver omfattet af denne her mesterlære, opnår en uddannelse, der er lige så god som de andres. Det skal ikke være en discountuddannelse.
     Jeg vil lægge meget vægt på, at den beslutning netop ligger lokalt - ligesom i øvrigt den konservative ordfører gjorde opmærksom på det - og at de faglige udvalg har et afgørende ord i den sammenhæng.

Jeg vil gerne takke for det foreløbige tilsagn, jeg har fået, og jeg vil selvfølgelig stille spørgsmål undervejs og også sende dem frem, for jeg synes, at det er et problem, fordi det er eleverne, der kommer i klemme.
     Det andet er, at jeg synes, det er meget dejligt at se, at der også er kommet en evaluering ind efter 3 år, men problemet er, at 3 år er en hel uddannelsestid for et ungt menneske. Derfor vil jeg spørge fru Charlotte Fischer: Er der ikke et særligt problem i, at man nu bare vil følge udviklingen og ikke have systematisk tilsyn med de mestre, der nu får hovedansvaret for uddannelsen i grundforløbet?
     Da jeg kom i lære tilbage i starten af 1970'erne, var der faktisk ganske mange mestre, der havde ansvaret, og det gik ikke godt. Jeg var ved at sige et ord, som man ikke må sige fra talerstolen, men det er i virkeligheden det med at sikre kvaliteten og indholdet og ikke bare overvåge udviklingen, som man plejer. Vil Det Radikale Venstre være med til at sikre, at vi også får et systematisk tilsyn med de mestre, der nu får uddannelsesansvar?

Jeg forstår godt ordførerens synspunkt, og man kan altid diskutere, om et løbende tilsyn er bedre end en evaluering efter et vist antal år.
     Nu har vi det synspunkt, at det var vigtigt, når ordningen har været i kraft i et antal år, at gå ind og få en samlet viden om, hvilken effekt ordningen rent faktisk får. Så det har været vores valg at prioritere evalueringen.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Anne Baastrup.

Der findes desværre ikke få elever i folkeskolen, som gør mere indtryk på folkeskolen, end folkeskolen gør på dem.
     Vi har unge med handicap, vi har unge, der har sociale problemer, og som derfor ikke er i stand til at tage en ungdomsuddannelse på linje med de 78 pct. af en ungdomsårgang
- er det vist - der kan tage en uddannelse. Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden har blikket rettet mod vores ungdomsuddannelsessystem. Det skal skrues sammen på en sådan måde, at det rent faktisk bliver muligt også for de unge, som jeg startede med at tale om, at få en ungdomsuddannelse. At være forældre til et handicappet barn, som efter endt folkeskole spørger om, hvad det så skal gå i gang med, og at skulle svare, at der ikke er noget tilbud, er ikke et svar, som er rart at give sit barn. Det her forslag løser ikke de handicappede børns problem. Jeg tvivler også på, at det løser problemerne for de børn, som jeg nævnte, som har et andet forhold til folkeskolen, hvor folkeskolen ikke har været det dejligste sted i verden at opholde sig. Men derfor skal ministeren jo ikke have skæld ud over, at han i hvert fald kommer med et bud på, hvordan det kan løses. Det, vi også bare skal være opmærksomme på, er, at det ikke er en stor ændring i forhold til det, der ligger i systemet i dag. Man kan som ung tage en meget lille del af grundforløbet; man kan starte med at have en kontakt med en arbejdsgiver og få en lære- og praktikplads; man kan springe grundforløbet over, hvis man er god; man kan gå direkte i praktik og så efterfølgende tage et hovedforløb, hvis man har forudsætningerne for at klare det. Derfor tvivler jeg meget på, at ministeren kan komme op på den relativt store andel af unge, der herigennem får en ekstra mulighed for at få en uddannelse.

     Jeg har i de korte bemærkninger til de forskellige ordførere også peget på et problem, vi har, nemlig når vi står med en gruppe unge, som har haft svært ved at klare folkeskolen, og som derfor gik fuldstændig i baglås ved tanken om, at de skulle ind på teknisk skole og sidde på en skolebænk. De starter nu i praktikken og skal klare et hovedforløb med en intensiveret undervisning, hvor der er fokus på nogle af de ting, som de andre kammerater har lært i grundforløbet, og hvor de på samme tid har det endemål, at de
i øvrigt skal være fuldstændig på niveau med de andre kammerater, der har været gennem grundforløbet og hele vejen igennem systemet. Jeg tvivler på, at det kan lade sig gøre, men vi vil dog alligevel godt støtte ministerens forsøg. Det, der så bare er helt afgørende vigtigt, er, at man går i gang med pædagogikken på erhvervsskolerne. Et af de største problemer, jeg oplever for den her gruppe elever, er, at de udsættes for lærerfri undervisning. De har ikke en fast voksenkontakt. De unge, som har problemer med at vænne sig til overhovedet at være på en skolebænk, har samtidig oplevelsen af, at man på skolen ikke har tid til at tage sig af dem, tid til at lære dem nogle ting. De kommer så oven i købet ind fra sidelinjen på teknisk skole, hvor deres venner, som de i øvrigt skal være sammen med i grundforløbet, har viden om, hvordan teknisk skole forløber, har viden om, hvordan undervisningssystemet hænger sammen, og derfor vender tilbage til skolen i hovedforløbet. Så kommer der en gruppe unge, som skal være i med hovedforløbet, men som ikke har været på skolen før, som ikke har nogen kammerater, som ikke ved, hvordan dagen foregår. Det tror jeg altså faktisk er en pædagogisk udfordring af de meget, meget store, hvor jeg ikke oplever, at man i tilstrækkelig grad har været opmærksom på den her helt anden måde at tænke på. Vi vil gerne være med i forløbet, men vi vil også meget gerne i spørgsmålene til ministeren prøve at gå et spadestik dybere: Hvad er det for en pædagogik, man rent faktisk forventer vil komme ud af tillægstaksten? Hvor mange penge vil der konkret være til den her gruppe? Kan vi være sikre på, at det er den her gruppe unge, der får det tilbud? Eller vil vi, når vi nu skal have evalueringen om 3 år, møde det samme, nemlig lærerfri undervisning? Jeg har sagt det her så mange gange. Der var en elektrikerlærling, der fortalte mig, at første gang de mødte på den tekniske skole - nu skulle de starte på deres uddannelse, og de havde glædet sig det - kommer der en voksen mand ind og siger: Nu skal I finde ud af, hvad det er, I vil lære, når I skal være elektrikere, og
i øvrigt er der lærerfri undervisning. Det er ikke motiverende for en ung.

Tak til ordføreren. Jeg giver ordet til næste ordfører, fru Majbrit Berlau.

Alle er ikke ens. Alle unge er heller ikke ens. Nogle er bogligt stærke, andre er ikke, men alle har ressourcer og potentialer, og alle skal have muligheder for at udvikle dem. Så langt er vi vist alle sammen enige. Vi er også enige om, at der skal være forskellige adgangs- og indgangsveje til uddannelsessystemet.
     Problemet med det her forslag om en ny mesterlære er, som vi ser det, at det ikke virker helt gennemtænkt, fordi man netop ikke erkender, at alle ikke er ens, og fordi man foretrækker kasser, som hver enkelt skal passe ned i.
     Vi kan godt blive bekymrede over de kasser, der opstilles i begge de to forslag, vi skal behandle i dag, hvor det næsten pr. definition er folk med udenlandsk baggrund, som er målgruppen for dem. Det er altså ikke sådan, at alle fra et etnisk mindretal i det her land ønsker en erhvervsuddannelse eller en SOSU-uddannelse.
     Overordnet må jeg sige, at jeg også er stærkt bekymret for, at der kan ligge en meget gammeldags kønsopfattelse til grund for, at man lige netop laver de her to uddannelser om til mesterlære. Jeg vil sige, at Enhedslisten vil være meget opmærksom på ved en evaluering, om det er sådan, at man har vejledt mænd af udenlandsk herkomst til at gå via erhvervstekniske skoler og kvinderne til at gå via SOSU-uddannelsen.

     Vi er yderligere bekymrede for, at sådan et mesterlæreforslag vil blive benyttet af arbejdsgiverne til at få billig arbejdskraft. Vi har set det i den gamle mesterlæreuddannelse, og en sådan udvikling vil vi også følge meget, meget tæt. Vi ønsker faktisk en sikring fra ministeren af, at noget sådan ikke sker.
     Det er vigtigt for os at sige, at målsætningen med det her forslag jo gerne skal indløses, nemlig at sikre, som det hedder i forslaget, praktikorienterede unge en plads i uddannelsessystemet. Som vi kan se af flere af høringssvarene, er der en risiko for, at det f.eks. er elever med studentereksamen, som vælger mesterlæreindgangen til erhvervsuddannelserne, da de på den måde undgår at tage grundforløbet.
     Såfremt det er korrekt, retter forslaget sig altså ikke mod de mennesker, som man faktisk ønsker at give en bedre indgang til uddannelsessystemet. Den bekymring kunne vi godt tænke os at få ministerens kommentarer til, for det er der ikke redegjort for i høringssvarene.
     Hvis vi nu alligevel forestiller os, at det er de svageste elever, der vil benytte den her indgangsvinkel til erhvervsuddannelsen, så mener vi faktisk, at der er nogle grundlæggende ting, som ikke er på plads i forslaget.
     Først og fremmest virker det meget optimistisk, at man kan fremskaffe de praktikpladser, som et sådan forslag kræver. Det er alment kendt, at der ikke er praktikpladser nok på nuværende tidspunkt, og jeg vil sige, at jeg vil være meget ærgerlig, hvis det bliver sådan, at det er de svageste elever i uddannelsessystemet, som havner i den situation, at de er nødt til at afvente, at en sådan udvikling vender. Det kan godt have lange udsigter.
     Dernæst undrer det os, at der ikke er de samme krav til praktikpladserne, som der er på andre uddannelser. Hvilke pædagogiske forudsætninger har en mester for at videregive faglighed og videregive viden til en elev? Hvorfor er det ikke sådan, at man har praktikvejlederuddannelser, ligesom der er det på de mellemlange videregående uddannelser?
     Så er det også vores opfattelse i Enhedslisten, at hvis man skal hjælpe de svageste elever igennem uddannelsessystemet, kræver det en utrolig tæt kontakt til en lærer på et uddannelsessted eller en vejleder ude i praktikken. Der mener vi, at som uddannelsen er skruet sammen
i dag, er der alt, alt, alt for lidt kontakt til en lærer på erhvervsuddannelserne, og det er vi meget kede af at det her forslag på ingen måde retter op på. Men vi erkender, at der er behov for at se på uddannelsessystemet med ret friske øjne for at sikre, at alle får mulighed for at få en uddannelse, men vi synes, der ligger et langt og et grundigt stykke arbejde foran os, før vi kan sige, at lovforslaget om en ny mesterlære faktisk opfylder de ambitioner, vi har for et uddannelsessystem. Så vi ser frem til et meget grundigt stykke arbejde i udvalget.

Jeg forstod på Enhedslistens ordfører tidligere i dag, at Enhedslisten har det synspunkt, at man skal stille krav til virksomhederne om at oprette praktikpladser. Så vil jeg spørge, hvordan det passer sammen med, at man på det her område har frit optag. Der er jo ikke adgangsbegrænsninger til erhvervsuddannelserne.
     Egentlig vil jeg spørge om, hvordan det skal passe sammen: Skal virksomhederne oprette lige præcis det antal pladser, som de unge ønsker, eller skal der være en styring af de unges uddannelsesønsker?

Først og fremmest skal der jo bare flere praktikpladser til, det kan vel ingen af os benægte. Jeg vil sige det på den måde, at Enhedslistens forslag er ret klokkeklart, at de offentlige virksomheder sikrer, at der udbygges med flere praktikpladser, men også at der stilles krav til de private virksomheder. Det kunne ske i form af, at når en kommune udliciterer til en privat virksomhed, skal der indskrives i den udliciteringsaftale, der etableres, at der skal stilles praktikpladser til rådighed.
     Så kan man sige, at hvis der i sidste ende er så ekstremt mange praktikpladser, at der ikke er elever til dem, er det jo kun positivt. Men opgaven er først og fremmest at skaffe praktikpladser til de elever, der gerne vil have det, for de er der ikke i øjeblikket.

Det var sådan set blot for at få bekræftet, at der er et grundlæggende dilemma, hvis vi på den ene side har et system, hvor unge frit vælger, hvor de vil hen, og vi så nu går ind og pålægger virksomheder, at de skal oprette et bestemt antal praktikpladser på deres virksomhed.
     Det er egentlig bare for at spørge, om man med det krav, som Enhedslisten forestiller sig at stille, vil være parat til at gøre op med det princip, vi har i dag med, at unge frit vælger, hvor de vil søge ind og få en erhvervsuddannelse.

Jeg kan garantere for, at vi ikke ønsker at gøre op med muligheden for frit at vælge uddannelse i Danmark. Det skal stadig væk hundrede procent være den enkelte, der tager den beslutning.
     Jeg mener faktisk ikke, at der er nogen modsætning mellem kravet om oprettelse af flere praktikpladser og så stadig væk at have det frie optag, for virkeligheden er, at praktikpladserne ikke er der i dag. Vi skal altså først forøge den mængde. Kommer vi i den luksussituation, at der er for mange praktikpladser til rådighed, kan virksomhederne jo sådan set bare sige: Så er der ikke nogen elev til os i år, så venter vi til næste år med at få besat den praktikplads, som vi ønsker at få besat. Så det opfatter jeg ikke på nogen måde som et dilemma.

Jeg vil forfølge sporet en lille smule. For så vidt man stiller krav i forbindelse med udlicitering af opgaver i kommunerne om, at virksomhederne skal have ansat elever, hvordan forestiller Enhedslisten sig så, at en virksomhed, der f.eks. ligger i Vestjylland, som ikke kan få elever, fordi der simpelt hen ikke er elever til rådighed inden for det pågældende område, skal straffes? Skal det være sådan, at virksomhederne skal straffes dobbelt ved på den ene side ikke at kunne få elever og på den anden side så heller ikke kunne få opgaver af kommunen?

Nu er jeg ikke bekendt med, om det er sådan, at der slet ingen erhvervsuddannelser ligger i Vestjylland. Hvis det er sådan, at der er regionale områder i det her land, hvor der simpelt hen ikke er elever, virker det jo noget fjollet at kræve af en virksomhed, at den skal stille praktikplads til rådighed. Det er jeg sådan set enig med Venstres ordfører i.
     Jeg vil nu sige det sådan, at den viden, jeg har på området, er, at der faktisk er unge mennesker i det her land, der ønsker elevpladser, og de er demografisk ret fornuftigt fordelt over landet, så jeg har svært ved at forestille mig en sådan situation. Men skulle vi komme i den, er det klart, at en virksomhed ikke skal straffes, hvis der ikke er nogen elever til at tage den læreplads.

Jeg har i frisk erindring, at jeg i går talte med en person, der havde været leder af en AOF-daghøjskole, som havde medvirket ved et projekt, hvor man søgte elever til bagerfaget i Nordjylland. Han havde faktisk kontakt til 100 ledige, som man tilbød en praktikplads, fordi der var behov for disse nye bagerlærlinge i det nordjyske. Der var kun fire, som ønskede sig praktikpladsen.
     Finder Enhedslisten ikke, at det er et problem, at man helt undgår den diskussion om, hvordan vi får de unges uddannelsesønsker matchet noget bedre med det arbejdsmarkedsbehov, der ligger? Hvor er det Enhedslisten mener, at Enhedslisten kan bidrage til den diskussion om at få unge i gang på praktikpladser ud fra en betragtning om behov og ønsker også i virksomhederne?

Nu er vi i Enhedslisten af den opfattelse, at arbejdsmarkedet ikke er det, der skal være styrende for, hvordan mennesker skal leve deres liv, altså forstået på den måde, at selv om der mangler bagere eller ingeniører eller andet, så skal folk gudhjælpemig ikke tvinges ind i det.
     Det er faktisk også den bekymring, vi rejser i forhold til det her forslag og det forslag, vi skal behandle næste gang. Jeg kan da godt være bekymret for, at man tvinger unge piger af anden etnisk herkomst ind på SOSU-uddannelserne, netop fordi der er mangel på det område. Den udvikling ville jeg være meget bekymret for.
     Det er vores meget klare opfattelse, at hvis mennesker skal gennemføre en uddannelse, hvor kvaliteten er i orden, skal de være drevet af egen frie vilje og egen lyst og ikke af, hvad en socialrådgiver på en arbejdsformidling eller regeringens bud er på, hvilke job der nu skal besættes i erhvervslivet.

Jeg vil spørge Enhedslistens ordfører, fru Majbrit Berlau, om ikke hun mener, at det er et voldsomt problem, at der står over 8.000 unge mennesker og venter på en praktikplads. Det problem løser mesterlæreforslaget ikke efter vores overbevisning og vel heller ikke efter Enhedslistens mening.
     Det andet, jeg vil spørge om, er, om fru Majbrit Berlau er klar over, at der faktisk findes sociale klausuler i dag, som bliver brugt, men ikke i fornødent omfang. Man bruger dem
f.eks. ved bygningsrenoveringer og andre steder. Er Enhedslisten ikke er enig i, at det faktisk er en meget god mulighed, som vi skal søge at udbygge? Det findes faktisk allerede i lovgivningen og er næsten vedtaget her i Folketinget.

Først kan jeg bekræfte, at vi er bekymrede over, at der i dag står elever uden praktikpladser. Det er en stærkt bekymrende udvikling, og vi mener, at regeringen og også det samlede Folketing har et ansvar for en sådan udvikling. Men da det er flertallet, der bestemmer, har der jo ikke været mulighed for at stille krav om flere praktikpladser.

     Så refererer hr. Carsten Hansen til de sociale kapitler, hvor man har mulighed for at oprette sådanne klausuler. Det er selvfølgelig positivt, når det er skrevet ned på papir, men når det ikke etablerer de pladser, der er brug for, er det jo bare brandærgerligt, og så må man sige, at der skal tages nogle andre redskaber i brug. Her er det, at vi går ind og foreslår, at der sættes meget skrappe krav op og eventuelt også krav i forbindelse med udliciteringer.

Men fru Majbrit Berlau er vel enig med mig i, at det er en mulighed, der eksisterer, og at man i virkeligheden fra de offentlige myndigheders side burde stille langt stærkere krav, når man bygger, og når man udliciterer opgaver, om at bruge de sociale klausuler. De er der i forvejen og er ikke, som andre går og tror, noget, man skal til at indføre, for de eksisterer allerede.

Det var også det, jeg sagde. Jeg mener, det er rigtigt og fornuftigt, at de er der, og Enhedslisten har selvfølgelig støttet det, når sådanne er blevet etableret. Men man kan sige, at når de ikke bliver brugt mere, er det enten, fordi, som ordføreren selv refererer til, mange måske er ukendte med, at de eksisterer, og dermed ikke bruger dem, eller også er det, fordi de sociale klausuler ikke er gode nok.
     Jeg tror, ordføreren kan have ret i, at de ikke bliver brugt nok, fordi der ikke er kendskab til de her klausuler. Men så er det jo en opgave for dem af os, som mener, at det er vigtige klausuler, at udbrede kendskabet til dem, men det påhviler selvfølgelig også regeringen at sikre kendskabet til, at sådanne klausuler eksisterer.
     Jeg vil så også gå videre og sige, at såfremt man ikke kan levere de praktikpladser, der er behov for, har vi behov for at tage skridtet videre. Og jeg synes, at udviklingen i øjeblikket kræver, at der bliver taget et ekstra skridt for at sikre praktikpladser.

Tak til ordføreren. Jeg giver ordet til undervisningsministeren.

Tak for den usædvanlig brede opbakning til dette lovforslag, som jo også skal ses i lyset af, at der har været nedsat et udvalg, hvor arbejdsmarkedets parter har bidraget særdeles positivt til forarbejdet.
     Der har været forskellige spørgsmål, som jeg vil samle på følgende måde: Når det gælder om at sikre, at eleverne får de almene fag, kan man jo ikke få alting på en gang. Der er et notorisk behov for et mere praktisk forløb for en del af eleverne, og derfor vil det være muligt at klemme de første
20 uger sammen til 2 eller 3 eller 5 uger. Jeg kan sende eksempler på sådanne forløb til udvalget, hvis det ønskes. Det betyder så, at man i disse uger får et intensivt forløb, og det gør man også i det efterfølgende hovedforløb. Jeg tror, at vi kan være trygge ved, at det faglige niveau vil blive holdt, fordi slutmålene vil være de samme. Det handler først og fremmest om en praktisk indgang til erhvervsuddannelserne. Når så hr. Carsten Hansen og andre spørger, om vi kan være sikre på, at vi her imødekommer et behov, om vi kan være sikre på, at der ikke er nogen med forholdsvis gode boglige forudsætninger, måske endda nogle lidt ældre, som vil vælge denne praktiske vej, er svaret, at der i de kommende år efter alt at dømme bliver mangel på arbejdskraft. Derfor skal vi ikke betragte antallet af job i virksomhederne som en konstant størrelse, og vi skal heller ikke betragte antallet af lære- og praktikpladser som en konstant størrelse. Så hvis man ad denne vej får et bredere rekrutteringsgrundlag i den enkelte branche, er det ikke noget, vi skal være kede af. Så sent som i sidste uge fik jeg brev fra snedkerbranchen, som bad om, om jeg ikke godt kunne sørge for, at skolerne også vil reklamere for de fag, som de ikke selv tilbyder, for ellers er der brancher rundtom i visse områder af landet, som vil få meget svært ved at rekruttere. Se, det er jo en god nyhed at få i sådan et brev, og det er et signal om, at vi er på vej fra pladsmangel til elevmangel
i flere og flere fag. Jeg tror dog ikke, at det nye og det, der rykker noget, vil være, at en række personer med gode forudsætninger vil søge mesterlærevejen, for personer med gode forudsætninger og erfaring kan i forvejen få afkortet grundforløbet. Det kan de
i forvejen, så der er altså ikke så meget nyt i det. Det nye er, at man kan komme som helt ung og skoletræt og slippe for at skulle gå lige fra den ene skole til den anden, og at det sikres, at virksomheden får god tid til at se eleven an, før han eller hun skal på skole i en længere periode. Det er det, der er brug for, når vi skal have flere unge gennem en uddannelse, og det afgørende er, at slutmålene er de samme.

     Til sidst vil jeg sige tak til både embedsmændene og arbejdsmarkedets parter, som så konstruktivt har arbejdet med på, at vi skal have denne praktiske vej ind i erhvervsuddannelserne.

Jeg vil godt understrege, at Enhedslisten har en meget kritisk indstilling til forslaget, for vi synes, der er en lang række ting i det, der bekymrer os.
     En af de ting, jeg ikke fik fremført oppe fra talerstolen, er bekymringen over, at der står i lovforslaget, at hvis en ung ikke opnår de kvalifikationer, der er fastlagt
i grundforløbet, i mesterlæren, har den pågældende mulighed for at få ekstra timer i hovedforløbet, men ikke sådan at hovedforløbet forlænges. Der bliver bare proppet ekstra timer
i hovedforløbet. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om ministeren ikke finder det uambitiøst, at man på den måde kan redde en mesterlære. Der må da stilles sådanne krav i praktikken, at målene nås i langt højere grad, end tilfældet er i dag. Og hvem skal bestemme, hvem der skal have de ekstratimer? Her forekommer forslaget mig noget uklart.

Jeg vil gøre opmærksom på, at skolerne jo er engagerede i disse mesterlæreforløb, og dernæst er det jo desværre sådan, at der i øjeblikket klages over, at skoleopholdene er for tynde - forstået sådan at det kniber med, at man under skoleopholdet kan få en fuld arbejdsdag og en fuld arbejdsuge. Det nævner jeg for at illustrere, at der godt kan være plads til lidt mere intensive undervisningsforløb, uden at de unge bliver overanstrengte.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge, om ministeren ikke kan være bekymret for, at man ikke når de mål, der skal nås i praktikken, hvis der ikke gives meget, meget stærkere støtte til mesteren, end der er lagt op til i forslaget. Jeg tænker på det forslag, jeg fremlagde i min ordførertale, nemlig en praktikvejlederuddannelse til mesteren. Det er det ene.
     Det andet, jeg godt kunne tænke mig at få ministeren til at forholde sig til, er spørgsmålet: Hvem bestemmer, hvem der har ret til de ekstra timer, en elev kan få, hvis den pågældende elev ikke har nået målet i mesterlæren, når hovedforløbet starter? De to spørgsmål vil jeg godt have ministeren til at forholde sig til.

Svaret er, at skolen som hidtil har ansvaret for, at målene nås. I skolens bestyrelsen sidder der repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, som vil vogte over, at denne nye type elever og lærlinge når de samme mål, som man i almindelighed skal nå i den pågældende uddannelse.
     Det er jo ikke en spareøvelse, og det fremgår også klart af lovforslagets bemærkninger. Det er en måde, hvorpå man forhåbentlig kan gøre uddannelsen attraktiv for flere unge og for flere virksomheder, herunder virksomheder som i dag er trætte af, at et elevforløb starter med, at man skal undvære eleven i en meget lang periode, og at praktikperioderne er for korte.

Jeg tror, vi alle sammen er optaget af at få bredt det lidt ud og i virkeligheden også kan se, at der måske kan være nogle muligheder. Vi synes måske, man har tænkt lidt for snævert på nogle områder, men alligevel i hvert fald er optaget af kvaliteten og indholdet.

     Jeg kan se, man har gjort nogle forsøg på det, men der er et punkt, som jeg også har spurgt en række ordførere om undervejs. I de to andre adgangsveje til erhvervsuddannelserne er det sådan, at de faglige udvalg ved overgangen fra grundforløbet til hovedforløbet har mulighed for at få indført i bekendtgørelsen, at der skal være et projekt, og at man skal bedømmes på lige fod osv., men det er skrevet ud af mesterlæreforslaget. I virkeligheden har de faglige uddannelser ansvaret for tilsynet og for, at slutmålene nås, så hvorfor ikke give de faglige udvalg mulighed for at lave et projekt i grundforløbet? Hvordan ser ministeren på, at vi ad den vej kunne sikre kvaliteten i overgangen fra grundforløb til hovedforløb?

Det synes jeg lyder som forarbejdet til et rigtig godt spørgsmål fra udvalget, som jeg gerne vil besvare. Jeg er nemlig ikke sikker på, at hr. Carsten Hansen har ret i, at vi har skrevet det ud af lovforslaget, men jeg vil godt svare på det, og jeg kan i øvrigt også sende beskrivelser af typiske uddannelsesforløb under mesterlæren til udvalget, så man får noget konkret at forholde sig til.

Jeg vil godt takke for ministerens svar.
     Jeg er kun lægmand i dette spørgsmål, men jeg har fået nogle, som arbejder tæt på det, til at kigge på det, og de siger simpelt hen, at der mangler mulighed for at indføre bestemmelser i de enkelte uddannelsesbekendtgørelser om, at eleverne skal gennemføre det samme afslutningsprojekt som de øvrige elever, så de dermed også bliver bedømt på samme måde. Men jeg betragter det som et tilsagn om, at hvis det ikke er tilfældet i dag, er ministeren indstillet på at indføre den samme bedømmelsesform i mesterlæren som i de to øvrige adgangsveje. Det vil jeg bare have ministeren til nikke bekræftende til.

Jeg vil give præcis det svar, som jeg kan give på baggrund af det grundige forarbejde, der har været i udvalget, hvor man naturligvis også har taget dette i betragtning.

Jeg tillader mig også at spørge, fordi ministeren oplyste, at han af og til får breve fra brancher, der mangler lærlinge osv. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad ministeren svarer en branche, der er kommet i den situation, at den mangler lærlinge, men synes, at den godt kunne tage nogle flere ind. Hvad er svaret? Det er vel først og fremmest erhvervet selv, der skal sørge for videreuddannelse, så det har arbejdskraft nok, også selv om nogle forlader erhvervet.

Jeg glæder mig over, at vi er på vej fra pladsmangel til elevmangel, for det giver nemlig flere unge mennesker en chance. Men jeg synes da, man skal tage det alvorligt, når en branche klager over, at det kniber med tilgangen, for hvis vi
f.eks. skal have bygget alle de boliger i hovedstadsområdet, som der blev lovet i valgkampen, skal vi have nogle flere elever i byggefagene. Allerede i dag er der 23 pct. flere elever i byggefagene, end der var for et års tid siden. Men der er tilsyneladende ikke nok inden for visse områder, og det er selvfølgelig glædeligt, fordi det giver de unge unge en chance, men det er sandelig også vigtigt, at vi benytter lejligheden til at udvide rekrutteringsgrundlaget. Så er det
i øvrigt meget godt, at man i et vist omfang kan hente arbejdskraft i udlandet, hvis jeg må sige det og dermed minde om hr. Bjarne Laustsens og min fælles fortid i integrationspolitikken.

Den fælles fortid, også de nordjyske rødder, er jo ikke til at kimse ad.
     Jeg synes, at brancherne selv skylder at komme ud på alle skolerne - det burde de i øvrigt have været for flere år siden - og agitere for, hvorfor det er vigtigt at få en håndværksmæssig uddannelse, for så havde de måske ikke stået
i den situation, de står i nu. Det er jo tudetosset - det vil jeg godt høre om ministeren ikke er enig i - at vi på den ene side oplever en begyndende mangel på arbejdskraft, og at der på den anden side stadig er folk på kontanthjælp eller dagpenge, som arbejdsgiverne ikke vil have. Vi har et voksenlærlingesystem, vi har alt muligt, så hvorfor pokker kan det ikke lade sig gøre at få arbejdsgiverne til at vågne op og tage de lærlinge, de nu har pladser til? Så mange penge koster det jo heller ikke at have en lærling, det er faktisk ret billigt. Det er ikke noget, der vælter en virksomheds økonomi, så det er hele adfærden og uddannelsesforpligtelsen, som jeg tror vi alle sammen i fællesskab, men selvfølgelig først og fremmest ministeren, skal være med til at rette op på.

Svaret er ja, ja og atter ja. Men så sent som i dag er jeg blevet ringet op i anledning af en undersøgelse, der viser, at 15 pct. af drengene i skolernes afgangsklasser ikke har tænkt sig at gå i gang med en uddannelse, og hvad kunne jeg svare?

     Jeg kunne svare, at netop i dag har vi første behandling af to lovforslag, som antagelig vil appellere til ganske mange af de drenge, der sikkert er skoletrætte og ikke vil gå lige fra den ene skole til den anden. Måske længes de efter at komme væk fra pædagogers varetægt, hvem ved? Her er der en chance for, at de kan komme ud i et job, tjene en løn og føle sig anerkendt - måske for første gang overhovedet - samtidig med at de går i gang med en uddannelse. I løbet af mesterlæreåret vil de sandsynligvis opleve, at de har brug for at lære lidt mere, og så er de bedre motiverede, end hvis de skulle gå lige fra den ene skole til den anden.

Ministeren er jo i virkeligheden enig med mig i, at de undervisningstilbud, man giver mange steder på erhvervsskolerne, ikke er gode nok, al den stund ministeren kan sige, at i hovedforløbet oplever vi, at de unge, der starter på skolen, slet ikke har en fuld arbejdsdag, så derfor er det a piece of cake at putte nogle ekstra undervisningstimer ind til den gruppe.
     Jeg synes faktisk, det er lidt beskæmmende, at undervisningsministeren er enig med mig. Jeg troede, det bare var von-hören-sagen, og at ministeren var helt sikker på, at alt gik godt. Men vi har lige fået konstateret, at der ikke er ressourcer nok på de tekniske skoler til at give de unge et ordentligt undervisningsforløb, og så bliver jeg nødt til at spørge: Hvad vil ministeren gøre ved det?

Man kan altid bruge flere penge, men her har vi altså uændrede ressourcer, og nu indretter vi det sådan, at der bliver flere måder at gennemføre en erhvervsuddannelse på. Det er ikke en spareøvelse, det er tværtimod en øvelse, som vil koste penge, fordi vi håber, at flere unge vil benytte sig af muligheden for at få en uddannelse, når der bliver flere adgangsveje. Sådan er det.

Det var i virkeligheden ikke det spørgsmål, jeg ville stille. Jeg syntes bare, jeg var nødt til at konfrontere ministeren med hans egne ord, og så må vi jo ordne det bagefter, for vi skal jo i gang med en taxameterordning og i gang med at se på, at de unge generelt set skal have en ordentlig uddannelse.
     Men ministeren kommenterede slet ikke det måske lidt filosofiske problem, jeg rejste, nemlig: Hvad er det for en pædagogik, der skal tilbydes disse unge, som kommer via mesterlæreperioden, som ikke har haft en ordentlig tilværelse
i folkeskolen, og som nu skal mødes med unge, der er vant til at gå på teknisk skole - unge, der kender til dagligdagen og præcis ved, hvad det er for nogle ting, der forlanges? Hvordan skal vi sikre, at de unge, der kommer fra mesterlæren til den tekniske skole, ikke mister enhver form for selvtillid igen? Hvilke overvejelser har ministeren gjort sig om det?

Det er et rigtig godt spørgsmål, som der arbejdes intenst med på skolerne. Der er jo ingen tvivl om, at efter den reform, vi drøfter i dag, vil eleverne på skolerne nok blive endnu mere forskellige, og det vil yderligere sætte en streg under behovet for en form for niveaudeling i visse fag, f.eks. nogle af de almene fag, også fordi vi meget gerne vil have, at de tekniske skoler bliver vejen til videre uddannelse, så bogligt stærke elever f.eks. først vælger en teknisk skole og derefter vælger at gå videre til en ingeniøruddannelse. Det er noget, erhvervslivet meget gerne ser.
     Jeg siger ikke, at erhvervsskolerne skal løse alle problemer i Danmark, men nu får de i hvert fald en bredere vifte af muligheder, og virksomhederne får bedre mulighed for at hjælpe sig selv til at få den arbejdskraft, de får brug for i fremtiden.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Fjerde næstformand (Niels Helveg Petersen):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.