L 123 Forslag til lov om ændring af ejendomsavancebeskatningsloven, selskabsskatteloven og andre skattelove.

(Afståelse af væsentligt beskadiget fast ejendom, udjævningsreserver i kredit- og kautionsforsikringsselskaber m.v.).

Af: Skatteminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2005-06
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 18-01-2006

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l123_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (18. januar 2006)

 

 

Skatteministeren (Kristian Jensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af ejendomsavancebeskatningsloven, selskabsskatteloven og andre skattelove (afståelse af væsentligt beskadiget fast ejendom, udjævningsreserver i kredit- og kautionsforsikringsselskaber m.v.)

(Lovforslag nr. L 123).

Regeringen ønsker med forslaget at hjælpe ejere af en fast ejendom, der pludselig og uden egen medvirken oplever en så væsentlig beskadigelse af en fast ejendom, at ejendommen efterfølgende må rives ned.

Med de foreslåede ændringer sikres, at ejere af en væsentligt beskadiget ejendom kan afstå ejendommen skattefrit, hvis ejendommen før skaden skete kunne være afstået skattefrit efter den såkaldte "parcelhusregel".

Dernæst har lovforslaget til formål, at indføre et fradrag for lovpligtige udjævningsreserver, der afsættes i kredit- og kautionsforsikringsselskabernes årsregnskab, på samme måde som det var tilfældet med udjævningshensættelser før 1. januar 2005.

Lovforslaget indeholder desuden en lovfæstelse af praksis for fradrag for udgifter til efterforskning af råstoffer i tilknytning til den skattepligtiges erhverv.

Endelig indeholder lovforslaget en ændring af vurderingslovens regler om skovfordeling og ejerboligfordeling og præcisering af henvisninger til vurderingsloven i anden lovgivning.

Skattefriheden for væsentligt beskadigede ejendomme har begrænset provenumæssig virkning. Det skyldes, at skattefriheden efter gældende regler kan opnås ved at afstå grund før rydning.

Fradraget for udjævningsreserver skønnes at medføre et engangsprovenutab på ca. 28 mio. kr., hvorved en øget skattebetaling for forsikringsselskaberne som følge af nye regnskabsregler delvist imødegås.

Ændringerne af vurderingsloven skønnes at medføre en administrativ engangsudgift på 360.000 kr.

Derudover skønnes forslaget ikke at have provenumæssige eller administrative konsekvenser.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.