L 173 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven.

(Ophævelse af eksklusivbestemmelser og krav om foreningsmedlemskab i praksissektoren).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 15-03-2006

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l173_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (15. marts 2006)

 

Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Ophævelse af eksklusivbestemmelser og krav om foreningsmedlemskab i praksissektoren)

(Lovforslag nr. L 173).

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fastslog den 11. januar 2006, at den danske retstilstand med hensyn til sikring af foreningsfriheden ikke er i overensstemmelse med artikel 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Domstolens afgørelse vedrører lønmodtagere på arbejdsmarkedet. Regeringen finder imidlertid, at der i lyset af de principielle hensyn til mere generelt at sikre foreningsfriheden for den enkelte person som udøver et erhverv, er god grund til at gøre op med eksklusivbestemmelserne for de liberale erhverv, idet regeringen ønsker, at man frit skal kunne udøve sit erhverv, uanset om man er medlem af en bestemt forening eller ej.

Lovforslaget forbyder således, at der fremover kan indgås overenskomster i praksissektoren, der indeholder eksklusivbestemmelser, ligesom eksklusivbestemmelser i eksisterende overenskomster vil være ugyldige fra lovens ikrafttræden. Forslaget indeholder endvidere et forbud mod at lægge vægt på foreningsforhold i forbindelse med meddelelse af tilladelse til at tiltræde overenskomster i praksissektoren.

Idet jeg henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale det til Folketingets velvillige behandling.