L 188 Forslag til lov om ophævelse af lov om amtskommunal indkomstskat og ophævelse af lov om regulering af statstilskud til amtskommuner ved ændringer i den amtskommunale udskrivningsprocent.

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 29-03-2006

Lovforslag som fremsat

20051_l188_som_fremsat (html)

L 188 (som fremsat): Forslag til lov om ophævelse af lov om amtskommunal indkomstskat samt ophævelse af lov om regulering af statstilskud til amtskommuner ved ændringer i den amtskommunale udskrivningsprocent.

Fremsat den 29. marts 2006 af indenrigs‑ og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)

Forslag

til

Lov om ophævelse af lov om amtskommunal indkomstskat
samt ophævelse af lov om regulering af statstilskud til
amtskommuner ved ændringer i den amtskommunale
udskrivningsprocent

 

§ 1

Lov om amtskommunal indkomstskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 272 af 14. april 2003, ophæves den 1. januar 2007.

§ 2

Lov om regulering af statstilskud til amtskommuner ved ændringer i den amtskommunale udskrivningsprocent, jf. lov nr. 94 af 12. februar 2003, ophæves den 1. januar 2007.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget fremsættes med henblik på at ophæve lov om amtskommunal indkomstskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 272 af 14. april 2003, som ændret ved lov nr. 549 af 24. juni 2005, og l ov om regulering af statstilskud til amtskommuner ved ændringer i den amtskommunale udskrivningsprocent, jf. lov nr. 94 af 12. februar 2003.

2. Gældende ret

2.1 Lov om amtskommunal indkomstskat

Lov om amtskommunal indkomstskat. jf. lovbekendtgørelse nr. 272 af 14. april 2003 som ændret ved § 6 i lov nr. 549 af 24. juni 2005 bestemmer pligten til at svare amtskommunal indkomstskat og amtskommunal ejendomsværdiskat efter reglerne i henholdsvis lov om kommunal indkomstskat og lov om en kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat.

Den amtskommunale indkomstskat og ejendomsværdiskat svares til den amtskommune, der er den skattepligtiges skattekommune. Personer, hvis skattekommune er Københavns, Frederiksberg eller Bornholms Kommune, svarer ikke amtskommunal indkomstskat.

Efter den gældende lov tilfalder den amtskommunale indkomstskat og ejendomsværdiskat udelt amtsskattekommunen, uanset om vedkommende skattepligtige person har ophold uden for denne kommune i det pågældende kalenderår.

Den amtskommunale indkomstskat beregnes efter den gældende lov på grundlag af den til statsskat opgjorte skattepligtige almindelige indkomst og svares med en udskrivningsprocent, der fastsættes af amtsrådet for det pågældende kalenderår.

2.2 Lov om regulering af statstilskud til amtskommuner ved ændringer i den amtskommunale udskrivningsprocent

I lov om regulering af statstilskud til amtskommuner ved ændringer i den amtskommunale udskrivningsprocent er fastsat bestemmelser om regulering af amtskommunernes bloktilskud med det formål at medvirke til, at amtskommunerne overholder skattestoppet.

3. Lovforslagets indhold

3.1 Lov om amtskommunal indkomstskat

Lovforslaget er en del af den samlede lovgivningsmæssige gennemførelse af kommunalreformen.

Lovforslaget er således et led i udmøntningen af regeringens aftale fra juni 2004 med Dansk Folkeparti om en strukturreform, den efterfølgende aftalte udmøntningsplan fra september 2004 og skal ses som en forudsætning for aftalen af 27. februar 2006 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om en kommunal finansieringsreform.

Aftalerne indebærer, at der gennemføres en kommunalreform, som grundlæggende ændrer rammerne for varetagelsen af de offentlige opgaver og den offentlige service i Danmark.

Som følge af kommunalreformen nedlægges amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Hovedstadens Udviklingsråd, fem nye regioner oprettes, der sker en ny fordeling af de opgaver, der løses i den offentlige sektor mellem kommuner, regioner og statslige myndigheder, og antallet af skatteudskrivende niveauer reduceres fra tre til to.

Det foreliggende lovforslag indebærer, at den gældende lov om amtskommunal indkomstskat ophæves, som led i udmøntningen af den del af aftalen, der vedrører amtskommunernes nedlæggelse.

Den amtskommunale indkomstskat afløses delvist af det statsligt udskrevne sundhedsbidrag, jf. det af skatteministeren samtidig hermed fremsatte forslag til lov om ændring af personskatteloven og andre skattelove (Indførelse af et sundhedsbidrag, ændringer som følge af den kommunale finansieringsreform, m.v.). Den øvrige del af den amtskommunale indkomstskat tilgår kommunerne, og indgår ved fastsættelsen af den kommunale skatteudskrivning for 2007, der er reguleret i forslag til lov om begrænsninger i den kommunale skatteudskrivning for 2007.

Som følge af aftalen af 27. februar 2006 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om en kommunal finansieringsreform og det af skatteministeren samtidig hermed fremsatte forslag til lov om ændring af personskatteloven og andre skattelove (Indførelse af et sundhedsbidrag, ændringer som følge af den kommunale finansieringsreform, m.v.), tilfalder ejendomsværdiskatten fra den 1. januar 2007 fuldt ud staten.

3.2 Lov om regulering af statstilskud til amtskommuner ved ændringer i den amtskommunale udskrivningsprocent

Som følge af kommunalreformen, jf. aftale mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti om strukturreform fra juni 2004 og nedlæggelsen af amtskommunerne foreslås lov om regulering af statstilskud til amtskommuner ved ændringer i den amtskommunale udskrivningsprocent ophævet.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

4.1 Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Det amtskommunale indkomstskatteprovenu udgjorde i de 13 amtskommuner 70,1 mia. kr. i budget 2005. For kommunerne København, Frederiksberg og Bornholm skønnes den amtskommunale del af indkomstskatten at have udgjort i alt 10,8 mia. kr., således at det samlede amtskommunale indkomstskatteprovenu kunne opgøres til ca. 80,9 mia. kr. i budget 2005.

Den amtskommunale indkomstskat afløses delvist af det statsligt udskrevne sundhedsbidrag, jf. det af skatteministeren samtidig hermed fremsatte forslag til lov om ændring af personskatteloven og andre skattelove (Indførelse af et sundhedsbidrag, ændringer som følge af den kommunale finansieringsreform, m.v.). Den øvrige del af den amtskommunale indkomstskat tilgår kommunerne, og indgår ved fastsættelsen af den kommunale skatteudskrivning for 2007, der er reguleret i forslag til lov om begrænsninger i den kommunale skatteudskrivning for 2007. Af det samlede amtskommunale indkomstskatteprovenu vil ca. 56 mia. kr. herved skulle overføres til staten, mens det resterende amtskommunale indkomstskatteprovenu på ca. 25 mia. kr. vil skulle overføres til kommunerne.

De byrdefordelingsmæssige virkninger af overførslen af en del af amtsskatten til kommunerne er medtaget i beregningerne over de samlede virkninger af kommunalreformen i det fremsatte forslag til lov om kommunal udligning og om generelle tilskud til kommuner.

4.2 Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

4.3 Administrative konsekvenser for borgerne

Det foreliggende lovforslag skal ses i sammenhæng med skatteministerens samtidig hermed fremsatte forslag til lov om ændring af personskatteloven og andre skattelove (Indførelse af et sundhedsbidrag, ændringer som følge af den kommunale finansieringsreform, m.v.). Indførelsen af et sundhedsbidrag og overførsel af en del af de nuværende amtsskatter til kommunerne kan indebære forskydninger i skattesatserne for den enkelte borger.

Forslag til lov om begrænsninger i den kommunale skatteudskrivning for 2007 og regulering af de kommunale bidrag til regionerne i 2007 sikrer dog, at skatterne under ét ikke stiger, og at skatterne holdes i ro i overgangsåret.

4.4 Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

4.5 Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

5. Hørte myndigheder og organisationer

Lovforslaget har været sendt i høring hos Kommunernes Landsforening (KL) og Amtsrådsforeningen (ARF).

Vurdering af lovforslagets konsekvenser

 

Positive konsekvenser

Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Den amtskommunale indkomstskat afløses delvist af det statslige sundhedsbidrag. Den øvrige del af den amtskommunale indkomstskat tilgår kommunerne, og indgår ved fastsættelsen af den kommunale skatteudskrivning for 2007, der er reguleret i forslag til lov om begrænsninger i den kommunale skatteudskrivning for 2007.

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Der vil kunne ske forskydning i skattesatserne for den enkelte borger som følge af indførelsen af sundhedsbidraget og overførsel af amtskommunale skatter til kommunerne. Forslag til lov om begrænsninger i den kommunale skatteudskrivning for 2007 og regulering af de kommunale bidrag til regionerne i 2007 sikrer dog, at skatterne under ét ikke stiger, og at skatterne holdes i ro i overgangsåret.

Der vil kunne ske forskydning i skattesatserne for den enkelte borger som følge af indførelsen af sundhedsbidraget og overførsel af amtskommunale skatter til kommunerne. Forslag til lov om begrænsninger i den kommunale skatteudskrivning for 2007 og regulering af de kommunale bidrag til regionerne i 2007 sikrer dog, at skatterne under ét ikke stiger, og at skatterne holdes i ro i overgangsåret.

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Det foreslås, at lov om amtskommunal indkomstskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 272 af 14. april 2003 som ændret ved lov nr. 549 af 24. juni 2005, ophæves den 1. januar 2007.

Baggrunden herfor er, at amtskommunerne nedlægges, jf. § 1 i lov nr. 537 af 24. juni 2005 om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Ophævelsen af loven indebærer, at der ikke foretages efterreguleringer vedrørende de foreløbige skattebeløb, der er udbetalt til amtskommunerne for skatteårene til og med 2006, jf. i øvrigt det samtidig fremsatte lovforslag om ændring af lov om kommunal indkomstskat og forslag til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, og bemærkningerne hertil.

Til § 2

Det foreslås, at lov om regulering af statstilskud til amtskommuner ved ændringer i den amtskommunale udskrivningsprocent, jf. lov nr. 94 af 12. februar 2003, ophæves den 1. januar 2007.

Baggrunden herfor er, at amtskommunerne nedlægges, jf. § 1 i lov nr. 537 af 24. juni 2005 om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab.