L 50 Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsdrivende virksomheders aflæggelse af årsregnskab m.v. (årsregnskabsloven), bogføringslov samt lov om statsautoriserede og registrerede revisorer.

(Reduktion af revisionspligt for visse virksomheder og reduktion af andre administrative byrder).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 16-11-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l50_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (16. november 2005)

 

 

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsdrivende virksomheders aflæggelse af årsregnskab m.v. (årsregnskabsloven), bogføringslov samt lov om statsautoriserede og registrerede revisorer (Reduktion af revisionspligt for visse virksomheder samt reduktion af andre administrative byrder)

(Lovforslag nr. L 50).

Som et led i at sikre gode rammevilkår for danske virksomheder ønsker regeringen en enkel, klar og effektiv erhvervslovgivning, der er så let som mulig for erhvervslivet at administrere og efterleve.

Administrative byrder beslaglægger ikke kun virksomhedernes tid og ressourcer, men kan i små virksomheder betyde, at virksomhedernes energi og virkelyst mindskes.

Et andet væsentligt element i gode rammevilkår er at sikre, at erhvervslivet har et lovgrundlag, som følger den teknologiske såvel som den internationale udvikling. Det skal således tilstræbes at udnytte de muligheder, som EU-reguleringen giver for at sikre en dynamisk og fleksibel lovregulering, til størst mulig fordel for danske virksomheder.

De foreslåede ændringer i de regnskabsretlige lovregler har således til hensigt at tilpasse regelgrundlaget i overensstemmelse med regeringens målsætning om at skabe bedre betingelser for erhvervslivet, herunder iværksættere og små virksomheder.

Lovforslagets indhold er blandt andet en reduktion af revisionspligten for de mindste virksomheder. Danmark er sammen med Malta og Sverige de eneste lande i EU, der fortsat kræver revisionspligt for samtlige små virksomheder. Skønsmæssigt antages omkring 90 pct. af samtlige små selskaber i EU at være undtaget fra kravet om lovpligtig revision. Forslaget vil således betyde, at de mindste danske virksomheder fremover vil blive underlagt samme vilkår som små virksomheder i andre lande.

Desuden indeholder forslaget en række yderligere forslag til lettelser i regnskabsreglerne til gavn for de små virksomheder.

Regeringen vil sikre, at en reduktion af revisionspligten ikke fører til øget skatteunddragelse. Regeringen vil således sikre, at der er tilstrækkelige ressourcer hos skattemyndighederne til at håndtere det ekstra arbejde, der er forbundet med at sikre en betryggende kontrol.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.