L 54 Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven, skatteforvaltningsloven og opkrævningsloven.

(Indførelse af motorankenævn m.v.).

Af: Skatteminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-11-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l54_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (9. november 2005)

 

Skatteministeren (Kristian Jensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven og skatteforvaltningsloven m.v. (Indførelse af motorankenævn m.v.)

(Lovforslag nr. L 54).

Det primære formål med lovforslaget er at styrke retssikkerheden ved administration af registreringsafgiftsloven.

Det sker ved at afskaffe den gældende ordning med vurderingsmænd. Disse vurderingsmænd afgør visse spørgsmål af skønsmæssig karakter efter registreringsafgiftsloven; de såkaldte vurderingssager. Vurderingsmændenes afgørelser er med enkelte undtagelser endelige forstået på den måde, at der ikke kan klages til anden administrativ myndighed over vurderingsmændenes afgørelser.

I stedet foreslås en ordning, hvor alle afgørelser i første instans om registreringsafgift træffes af told- og skatteforvaltningen. Dette er i overensstemmelse med intentionerne fra foråret med at samle al forvaltning af skattelove i told- og skatteforvaltningen.

Told- og skatteforvaltningen fastsætter allerede i dag en foreløbig værdi for hvert enkelt køretøj. Efter forslaget skal told- og skatteforvaltningen fremover fastsætte den endelige værdi. Herved undgås dobbeltarbejde, og ekspeditionstiden reduceres.

I ordningen indgår, at der etableres 3-4 motorankenævn til at afgøre klager over told- og skatteforvaltningens afgørelser i vurderingssager. Motorankenævnenes afgørelser vil kunne påklages til Landsskatteretten.

Andre afgørelser om registreringsafgift, truffet af told- og skatteforvaltningen, kan som i dag påklages direkte til Landsskatteretten.

Forslaget sikrer således, at der bliver en reel klagemulighed i vurderingssager, og at der bliver en adskillelse mellem den myndighed, der klages over, og den myndighed, der klages til.

Samtidig forventes den foreslåede ordning at kunne medføre en effektivisering af administrationen af registreringsafgiftsloven derved, at alle afgørelser i første instans om registreringsafgift fremover træffes af told- og skatteforvaltningen. Det forventes således, sagsbehandlingstiden vil kunne halveres.

Herudover foreslås nogle mindre justeringer af registreringsafgiftsloven. Bl.a. stilles der forslag om, at biler over 4 tons, der er specielt indrettet til erhvervsmæssige formål, afgiftsfrit kan anvendes til transport af idrætsudstyr, og i forbindelse hermed til privat personbefordring og beboelse. Dette vil være til gavn for såvel professionel som amatøridrætten.

Lovforslaget har ikke nævneværdige provenumæssige konsekvenser.

Lovforslaget har den administrative konsekvens for erhvervslivet og borgerne, at de hurtigere end i dag vil kunne få fastsat registreringsafgiften for en bil, og retssikkerheden styrkes ved indførelse af et administrativt klagesystem i vurderingssager.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til en hurtig og velvillig behandling i Folketinget.