L 69 Forslag til lov om ændring af lov om individuel boligstøtte.

(Nedsættelse af aldersgrænsen fra 23 år til 18 år for, hvornår børn indgår i boligstøtteberegningen som børn, m.v.).

Af: Socialminister Eva Kjer Hansen (V)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 16-11-2005

Lovforslag som fremsat

20051_l69_som_fremsat (html)

L 69 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om individuel boligstøtte. (Nedsættelse af aldersgrænsen fra 23 år til 18 år for, hvornår børn indgår i boligstøtteberegningen som børn, m.v.).

Fremsat den 16. november 2005 af socialministeren (Eva Kjer Hansen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om individuel boligstøtte

(Nedsættelse af aldersgrænsen fra 23 år til 18 år for, hvornår børn indgår i boligstøtteberegningen som børn, mv.)

 

§ 1

I lov om individuel boligstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 75 af 19. januar 2005, som ændret ved § 108 i lov nr. 428 af 6. juni 2005, § 52 i lov nr. 430 af 6. juni 2005, § 58 i lov nr. 431 af 6. juni 2005 og § 3 i lov nr. 574 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

1. I § 7, stk. 2, og § 41, stk. 2, 4. pkt., ændres »23 år« til: »18 år«.

2. I § 8, stk. 3, ændres »ligningslovens § 33 C« til: »§ 5 i lov om beskatning af søfolk«.

3. I § 54, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »beslutning i henhold til«: »lov om byfornyelse og udvikling af byer eller«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2006.

Stk. 2. Nedsættelsen af aldersgrænsen fra 23 til 18 år, jf. § 1, nr. 1, finder kun anvendelse for personer, der fylder 18 år den 1. januar 2006 og senere.

Stk. 3. For personer, der er fyldt 18 år den 1. januar 2006, finder aldersgrænsen i den hidtil gældende § 7, stk. 2, og § 41, stk. 2, 4. pkt., fortsat anvendelse.

Stk. 4. For husstande med hjemmeværende børn, der fylder 18 år den 1. januar 2006 og senere, ydes der i årene 2006, 2007 og 2008 et tillæg til den beregnede boligstøtte. Tillægget opgøres som en andel af forskellen mellem den beregnede boligstøtte efter den hidtil gældende aldersgrænse, og den beregnede boligstøtte efter den i denne lov fastsatte aldersgrænse. Denne andel udgør

1) 75 pct. i 2006,

2) 50 pct. i 2007 og

3) 25 pct. 2008.

Stk. 5. Reglerne i §§ 33, 34 og 42 a i lov om individuel boligstøtte finder anvendelse på summen af den beregnede boligstøtte og tillægget til den beregnede boligstøtte, jf. stk. 4.

 

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Forslaget fremsættes som led i udmøntningen af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om finansloven for 2006. Grænsen for, hvornår man regnes som barn, er i boligstøtteloven fastsat til det fyldte 23. år. Forslaget indebærer, at denne grænse ændres til 18 år.

Beregningen af boligstøtte er på en række områder påvirket af, om der er børn i husstanden. Dette gælder fx i forbindelse med, hvor stor en del af huslejen, der maksimalt kan opnås boligsikring til. Er der ingen børn i en husstand bestående af ikke-pensionister, kan boligsikringen maksimalt udgøre 15 pct. af den tilskudsberettigede husleje, mens denne grænse hæves, når der er børn i husstanden. Blandt andre elementer, der afhænger af, om der er børn i husstanden, kan nævnes, at grænsen for, hvornår boligstøtten påvirkes af indkomstens størrelse, forhøjes, når der er to, tre eller fire børn i husstanden. Desuden forhøjes den husleje, der maksimalt ydes boligstøtte til, med 5 pct. for hvert af de 4 første børn i husstanden.

Med forslaget om, at børn ikke længere skal kunne indgå i boligstøtteberegningen som børn fra det tidspunkt, de fylder 18 år, harmoniseres boligstøttelovens regler med den almindelige myndighedsalder og med størstedelen af lovgivningen i øvrigt.

Det foreslås, at den nye aldersgrænse kun skal gælde for de personer, der fylder 18 år den 1. januar 2006 og senere.

For at sikre en gradvis overgang til det nye regelsæt indeholder forslaget endvidere en overgangsordning. Overgangsordningen indebærer, at forslaget kun får 25 pct. virkning i 2006, 50 pct. virkning i 2007 og 75 pct. virkning i 2008. Fra og med 2009 får forslaget 100 pct. virkning.

Endelig indeholder lovforslaget to ændringer af redaktionel karakter.

Økonomiske virkninger af nedsat aldersgrænse

Lovforslaget påvirker ikke boligstøtten til de børnefamilier, der allerede har hjemmeboende unge på 18 år til 22 år. I takt med at de nuværende 18- til 22-årige flytter hjemmefra, og der rykker en ny generation af 18- til 22-årige op, vil de offentlige udgifter til boligstøtte blive reduceret.

Det er endvidere sådan, at ca. 80 pct. af de personer mellem 18 og 22 år, der i dag regnes som børn i boligstøttesammenhæng, er i aldersgruppen 18-20 år. Langt de fleste flytter således hjemmefra på et tidligere tidspunkt, uanset de gældende regler for boligstøtte.

Da forslaget ikke berører nuværende børnefamilier, der har hjemmeboende unge over 18 år, men kun de fremtidige, er det forbundet med usikkerhed at skønne over forslagets virkninger. Tages der udgangspunkt i de aktuelle modtagere, skønnes forslaget at berøre ca. 14.800 boligstøttemodtagere, som gennemsnitligt forventes at få reduceret boligstøtten med 494 kr. pr. måned (2006-pl).

Den foreslåede indfasningsordning betyder imidlertid, at reduktionen i boligstøtten for de berørte husstande først vil have fuld virkning fra og med 2009. Således udgør reduktion kun 25 pct. i 2006, 50 pct. i 2007 og 75 pct. i 2008.

Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget skønnes at give det offentlige mindreudgifter til individuel boligstøtte på 4,3 mio. kr. i 2006 stigende til 77 mio. kr. i 2009. Fuldt indfaset skønnes mindreudgifterne i 2012 at udgøre 87 mio. kr. fordelt med 41 mio. kr. hos kommunerne og 46 mio. kr. hos staten.

Forslaget skal forhandles med de kommunale parter.

Skønnede provenuvirkninger af ændret aldersgrænse for hjemmeboende børn. Mio. kr., 2006-pl.

Mio. kr.

2006

2007

2008

2009

Offentlige i alt

4,3

23,5

49,5

77,0

Heraf kommunerne

2,0

11,0

23,3

36,0

Heraf staten

2,3

12,5

26,2

41,0

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ikke konsekvenser for miljøet.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

Høring

Lovforslaget sendes samtidig med fremsættelsen i høring hos: KL, Amtsrådsforeningen, Børnesagens Fællesråd, Børnerådet, Landsforeningen Ældre Sagen, Ældremobiliseringen, De Samvirkende Invalideorganisationer, Det Centrale Handicapråd, Boligselskabernes Landsforening, Danmarks Lejerforeninger, Lejernes Landsorganisation i Danmark, Ejendomsforeningen Danmark og Jyske Grundejerforeninger.

Samlet vurdering af lovforslagets konsekvenser

 

Positive konsekvenser/
mindreudgifter

Negative konsekvenser/
merudgifter

Økonomiske konsekvenser for det offentlige

4,3 mio. kr. i 2006, 23,5 mio. kr. i 2007, 49,5 mio. kr. i 2008 og 77 mio. kr. i 2009.

Ingen

Administrative konsekvenser for det offentlige

Ingen

Ingen

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

 

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Aldersgrænsen for, hvornår man er barn i forhold til beregning af boligstøtte, ændres fra det fyldte 23. år til det fyldte 18. år. Dette medfører en harmonisering med den almindelige myndighedsalder, reglerne om børnetilskud m.v.

I henhold til boligstøttelovens § 41, stk. 2, skal alle husstandsmedlemmer skrive under på, at de hæfter solidarisk for eventuelle tilbagebetalingskrav. Dette gælder dog ikke børn. Børn i husstanden skal først underskrive erklæringen senest 3 måneder efter, de er fyldt 23 år. Som følge af den generelle nedsættelse af grænsen for, hvornår man er barn, fra det fyldte 23. år til det fyldte 18. år, ændres dette også i lovens § 41, stk. 2.

Til nr. 2

Forslaget er en redaktionel ændring som følge af, at reglen om de såkaldte DIS-indkomster (lønindkomst for personer, der arbejder på et skib, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister) i ligningslovens § 33 C er blevet ophævet og overflyttet til § 5 i lov om beskatning af søfolk.

Til nr. 3

Der er tale om en redaktionel ændring, idet henvisningen til lov om byfornyelse og udvikling af byer ved en fejl ikke blev medtaget i § 5 i lov nr. 1235 af 27. december 2003 (konsekvensændringer som følge af lov om byfornyelse og udvikling af byer).

Til § 2

Til stk. 1

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2006.

Til stk. 2-3

Det foreslås, at loven kun gælder for personer, der ikke er fyldt 18 år den 1. januar 2006. De personer, der er fyldt 18 år den 1. januar 2006, vedbliver således med at være børn ved beregning af boligstøtte, frem til de fylder 23 år.

Til stk. 4-5

Der er tale om en indfasningsregel, der indebærer, at husstande, som omfattes af loven, fra 2006 til 2008 får et tillæg til boligstøtten. Tillægget beregnes på følgende måde:

1) Kommunen beregner den boligstøtte, som husstanden ville have været berettiget til med den hidtil gældende aldersgrænse. Ved denne beregning benyttes reglerne i boligstøttelovens §§ 33, 34 og 42 a ikke.

2) Kommunen beregner boligstøtten efter den nye aldersgrænse. Ved denne beregning benyttes reglerne i boligstøttelovens §§ 33, 34 og 42 a ikke.

3) Forskellen mellem de to beløb opgøres.

4) Tillægget til boligstøtten udgør:

a) 75 pct. af forskellen i 2006.

b) 50 pct. af forskellen i 2007.

c) 25 pct. af forskellen i 2008.

Den samlede beregnede boligstøtte udgør herefter summen af dette tillæg og den beregnede boligstøtte efter den nye aldersgrænse.

Det følger af forslagets § 2, stk. 5, at boligstøttelovens bestemmelse om, at der ikke kan udbetales boligstøtte, hvis det beregnede beløb er mindre end en vis størrelse, jf. boligstøttelovens §§ 33 og 34, skal anvendes på den samlede boligstøtte, dvs. efter tillægget er lagt til. Tilsvarende vil en eventuel reduktion af boligstøtten i medfør af boligstøttelovens § 42 a (loft over kontanthjælpen) skulle foretages efter tillægget er lagt til.

Fra og med 2009 ydes der ikke noget tillæg til boligstøtten.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

 

Lovforslaget

 

 

§ 1

    I lov om individuel boligstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 75 af 19. januar 2005, som ændret ved § 108 i lov nr. 428 af 6. juni 2005, § 52 i lov nr. 430 af 6. juni 2005, § 58 i lov nr. 431 af 6. juni 2005 og § 3 i lov nr. 574 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:

 

 

 

    § 7. ---

     Stk. 2. For at et barn skal medregnes ved beregningen af boligstøtte, skal det være under 23 år og bo i lejligheden.

 

    § 41. ---

     Stk. 2. Det er en betingelse for udbe­ta­ling af boligstøtte, at samtlige hus­stands­medlemmer, der bebor den bolig, hvortil boligstøtte søges, har under­skre­vet en erklæring om, at de hæfter soli­da­risk for tilbagebetalingskrav, jf. § 48 b. Dette gælder dog ikke børn, jf. § 7, stk. 2 og 3. Husstandsmedlemmer, der ikke beboede boligen på an­søg­nings­tidspunktet, skal underskrive en sådan erklæring om solidarisk hæftelse senest 3 måneder efter indflytningen. Børn i husstanden skal underskrive en er­klæ­ring om solidarisk hæftelse senest 3 måneder efter, at de er fyldt 23 år.

 

1. I § 7, stk. 2, og § 41, stk. 2, 4. pkt., ændres »23 år« til: »18 år«.

 

 

 

    § 8. ---

     Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler for, hvorledes indkomster efter stk. 1, der ikke er skattepligtige her i landet, og indkomster, som er omfattet af ligningslovens § 33 C, skal indgå i husstandsindkomsten.

 

2. I § 8, stk. 3, ændres »ligningslovens § 33 C« til: »§ 5 i lov om beskatning af søfolk«.

 

 

 

    § 54. Efter bestemmelserne i §§ 55 og 56 ydes efter ansøgning lån til betaling af beboerindskud i byggeri omfattet af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. bortset fra almene ungdomsboliger uden selvstændigt køkken og i ejendomme, der tilhører almennyttige institutioner, såfremt der til disse sidste ejendommes opførelse er bevilget statsstøtte i medfør af lov om boligbyggeri kapitel 12 eller tidligere boligbyggerilove, jf. senest lovbekendtgørelse nr. 483 af 16. august 1973 kapitel 6. Det er en betingelse, at lejligheden eller enkeltværelset første gang er ibrugtaget den 1. april 1964 eller senere, eller at boligtageren har måttet fraflytte hidtidig lejlighed som følge af en sanering eller en beslutning i henhold til lov om byfornyelse eller lov om byfornyelse og boligforbedring.

 

3. I § 54, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »beslutning i henhold til«: »lov om byfornyelse og udvikling af byer eller«.