Jeg beklager, at jeg kom lidt for sent, men vi har lige haft sundhedsudvalgsmøde, så det er baggrunden for det.
Det, vi skal snakke om her, er en ændring af epidemiloven. Det er jo således, at formålet med epidemiloven er at forhindre smitte med visse meget alvorlige bakterier og vira fra menneske til menneske.
I dag er verden under forandring. Vi har set sygdomme som SARS holde deres indtog, og derfor er det også nødvendigt, at vi ser lidt på, hvordan kriterierne er for frit samkvem, når der kommer fly og skibe her til landet og mennesker forlader disse transportmidler. Vi skal måske se lidt anderledes på det, end vi har gjort hidtil. Vi havde jo den kedelige situation den 11. september, hvor vi oplevede terrorens grimme ansigt. Men terror er jo ikke bare at flyve ind i Twin Towers, men også at begynde at bruge andre våben som kemikalier og bakterier, f.eks. Bacillus anthracis, altså miltbrandbakterien, osv., som kan true befolkningen. Også på grund af, at vi har fået en kommunalreform og nye regioner, som rent teknisk kan ændre epidemikommissioner osv., er det derfor vigtigt, at vi ser lidt på, hvordan vi kan tage højde for de trusler, der kan være mod befolkningens sundhed, og derfor tager forslaget om ændring af epidemiloven, som ministeren har fremsat, bl.a. højde for, at vi skal have mulighed for at gribe ind over for substanser, som spredes via biologisk terror. Det er vigtigt at koordinere indsatsen, derfor vil man nu oprette en central administrativ myndighed med den fornødne kompetence under medicinaldirektørens supervision. Det er også vigtigt at udvide kredsen af medlemmer i den regionale epidemikommission, så der også kommer repræsentanter for det regionale sygehusberedskab og en repræsentant fra den statslige beredskabsstyrelse. Den generelle pligt, der har været indtil nu, for skibe til at kontakte myndighederne, hvis der var et eller andet med en person, der var syg osv., bliver afskaffet. Nu bliver reglerne strammet op, så der bliver krav om underretning om muligt smittede personer. En klassisk situation er, at et fly lander med en passager, der har siddet og hostet hele tiden med høj feber. Det kan måske være SARS, og nu får vores beredskab mulighed for at gribe ind. Epidemikommissionen får hjemmel til at afspærre områder på formodet mistanke om udlagt biologisk kampstof, dvs. bare på mistanke, og man kan også tilbageholde og kræve rensning af formodet smittede personer. Det er en nødvendig opdatering af reglerne i en verden, hvor der bruges forskellige tricks og våben, men det er også en nødvendig opstramning af de administrative led som led i kommunalreformen. På den baggrund kan jeg sige, at Venstre kan tiltræde forslaget.