L 143 Forslag til lov om ændring af skatteforvaltningsloven og forskellige andre love.

(Landsskatterettens og Skatteministeriets kompetence i visse sager m.v.).

Af: Skatteminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 31-01-2007

Fremsættelsestale af lovforslag

20061_l143_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (31. januar 2007)

 

 

Skatteministeren (Kristian Jensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af skatteforvaltningsloven og forskellige andre love (Landsskatterettens og Skatteministeriets kompetence i visse sager m.v.)

(Lovforslag nr. L 143).

Lovforslaget indeholder for det første en række forslag om ændringer i skatteforvaltningsreglerne. Disse forslag går nærmere ud på:

€" at fastslå, at Skatteministeriet er klagemyndighed for andre spørgsmål vedrørende told- og skatteforvaltningen end afgørelser og sagsbehandlingsspørgsmål, som knytter sig til afgørelser, samt at indføre hjemmel til, at skatteministeren ved bekendtgørelse kan afskære denne klageadgang,

€" at genindføre muligheden for at påklage en afgørelse til Landsskatteretten, når sagen har været under behandling ved et skatteankenævn i 3 måneder, uden at nævnet har truffet afgørelse,

€" at tillægge Landsskatteretten kompetence til at behandle klager over Økonomistyrelsens afgørelser i sager om tilbagebetaling af statsgaranterede studielån. Desuden tilrettes nogle myndighedsbetegnelser i loven om statsgaranterede studielån, som endnu ikke er rettet efter gennemførelsen af strukturreformen på skatteområdet,

€" at præcisere, at mere end 3 retsmedlemmer kan deltage i Landsskatterettens afgørelser i sager om registreringsafgift af motorkøretøjer og

€" at forkorte fristen for skatteministerens indbringelse for Landsskatteretten af skatterådsafgørelser, der indeholder stillingtagen til EU-retlige spørgsmål. Fristen forkortes fra 3 måneder til 1 måned.

Det foreslås, at disse ændringer skal have virkning fra 1. maj 2007.

Desuden indeholder lovforslaget forslag til mindre præciseringer og justeringer i en række andre love. Disse forslag går nærmere ud på:

€" at præcisere reglerne for, hvornår fratrædelsesgodtgørelser o.l. er omfattet af begrænset skattepligt til Danmark,

€" at præcisere reglerne om indeholdelsespligt for danske hvervgivere og arbejdsmarkedsfondsloven i forbindelse med arbejdsudleje,

€" at fjerne muligheden for, at ægtefæller i visse situationer kan få fradrag for de samme udgifter i både Danmark og udlandet og

€" at skabe hjemmel til, at lovbefalede elspareaktiviteter, der realiseres af net- og distributionsvirksomheder, ikke skal medregnes til den skattepligtige indkomst for modtageren.

Lovforslaget skønnes ikke at have provenumæssige konsekvenser. Det skønnes at medføre omkostninger på ca. 250.000 kr. til information og engangsudgifter til systemtilretning på 2 mio. kr.

Med disse bemærkninger skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.