L 143 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af skatteforvaltningsloven og forskellige andre love. (Landsskatterettens og Skatteministeriets kompetence i visse sager m.v.).

Fremsat den 31. januar 2007 af skatteministeren (Kristian Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af skatteforvaltningsloven og forskellige andre love

(Landsskatterettens og Skatteministeriets kompetence i visse sager m.v. )

§ 1

I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 907 af 28. august 2006, som ændret ved § 4 i lov nr. 405 af 8. maj 2006 og § 1 i lov nr. 1581 af 20. december 2006, foretages følgende ændringer:

1. I § 5 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Afgørelser, som er påklaget til skatteankenævnet efter stk. 1, nr. 2-9, kan efter klagerens valg påklages til Landsskatteretten efter § 11, stk. 1, nr. 1, hvis nævnet ikke har truffet afgørelse i sagen senest 3 måneder efter, at klagen er modtaget.«

2.§ 13, stk. 1, 5. pkt., affattes således:

» I sager, som vedrører registreringsafgiftsloven, skal mindst 3 retsmedlemmer deltage, og heraf skal mindst én være retspræsidenten eller en retsformand, mens mindst 2 skal være særligt motorsagkyndige medlemmer, der er udnævnt af skatteministeren efter § 12, stk. 4.«

3.§ 14, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Skatteministeren kan bestemme, at told- og skatteforvaltningens afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Skatteministeren kan fastsætte regler om retten til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser i personalesager, herunder fastsætte regler om tidsfrister for indgivelse af klage.

Stk. 3. Skatteministeren kan endvidere bestemme, at told- og skatteforvaltningens behandling af andre spørgsmål ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.«

4.§ 40, stk. 2, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»Anmodningen om behandling i Landsskatteretten skal være modtaget i Landsskatteretten senest 1 måned fra dateringen af den afgørelse, der ønskes behandlet. Bestemmelserne i § 42, stk. 2, og §§ 43-47 finder tilsvarende anvendelse.«

§ 2

I lov om statsgaranterede studielån, jf. lovbekendtgørelse nr. 951 af 16. december 1998, som ændret ved § 45 i lov nr. 430 af 6. juni 2005, § 22 i lov nr. 515 af 7. juni 2006 og § 9 i lov nr. 516 af 7. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 1, § 1, stk. 3, 2. pkt., og § 3, ændres »Økonomistyrelsen« til: »restanceinddrivelsesmyndigheden«, og i § 5, 1. pkt., ændres »Økonomistyrelsen« til: »restanceinddrivelsesmyndigheden«.

2. § 1 a, stk. 1, affattes således:

»Efter anmodning kan et statsgaranteret studielån overføres til Økonomistyrelsen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan på statskassens vegne yde låntager et nyt lån svarende til det beløb, der er nødvendigt for at indfri studielånet i låntagers hidtidige pengeinstitut.«

3.§ 7 affattes således:

»§ 7. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan hos offentlige myndigheder indhente de oplysninger om låntager, der er nødvendige for at administrere krav efter § 1, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold. Oplysningerne kan overføres elektronisk til restanceinddrivelsesmyndigheden på edb-medie.«

4. § 8, stk. 1, affattes således:

»De afgørelser, som restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe efter § 2, kan efter skatteministerens bestemmelse helt eller delvis henlægges til pengeinstitutterne og Økonomistyrelsen.«

5. Efter § 8 indsættes:

»§ 8 a. Landsskatteretten afgør klager over Økonomistyrelsens afgørelser efter denne lov. Skatteforvaltningslovens § 13 om Landskatterettens virke og §§ 40-46 om klager til Landsskatteretten finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Reglerne om domstolsprøvelse m.v. i skatteforvaltningslovens §§ 48 og 49 finder tilsvarende anvendelse ved prøvelse af Landsskatterettens afgørelser. «

§ 3

I kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1086 af 14. november 2005, som ændret bl.a. ved § 9 i lov nr. 515 af 7. juni 2006 og senest ved § 3 i lov nr. 1577 af 20. december 2006, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 1, nr. 1, indsættes som 4. og 5. pkt.:

»Skattepligten omfatter endvidere fratrædelsesgodtgørelser, løn i en opsigelsesperiode og lignende ydelser, når sådan indkomst erhverves i forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde udført her i landet, og lønindkomsten har været undergivet dansk beskatning. Vedrører en indkomst som nævnt i 4. pkt. arbejde udført såvel i som uden for Danmark, omfatter skattepligten kun den del, der forholdsmæssigt kan henføres til arbejde udført i Danmark.«

2.§ 43, stk. 2, litra h, affattes således:

»h) Vederlag til en person, der stilles til rådighed for at udføre arbejde her i landet af en virksomhed, der ikke har hjemting her i landet.«

§ 4

I lov om en arbejdsmarkedsfond, jf. lovbekendtgørelse nr. 1018 af 10. oktober 2006, som ændret ved § 3 i lov nr. 516 af 7. juni 2006 og § 9 i lov nr. 1545 af 20. december 2006, foretages følgende ændringer:

1. § 7, stk. 1, litra a, affattes således:

»a) Personer, der har lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført her i landet eller fra beskæftigelse udført i udlandet, i Grønland eller på Færøerne for en arbejdsgiver eller hvervgiver her i landet, og som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1 nr. 1 eller 3, eller stk. 2, samt personer, der har lønindkomst m.v. fra beskæftigelse udført i udlandet for en arbejdsgiver i udlandet, forudsat at de pågældende er omfattet af social sikringslovgivning i Danmark, jf. stk. 3 eller 4, og at de pågældende er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1,«.

2. I § 8, stk. 1, litra j, ændres ».« til: », og«.

3. I § 8, stk. 1, indsættes som litra k :

»k) vederlag i penge samt den skattepligtige værdi af fri kost og logi for at være stillet til rådighed for at udføre arbejde her i landet af en virksomhed, der ikke har hjemting her i landet, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra h.«

§ 5

I lov om indkomstskat af personer m.v. (personskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 959 af 19. september 2006, som ændret ved § 1 i lov nr. 405 af 8. maj 2006 og § 4 i lov nr. 1577 af 20. december 2006, foretages følgende ændringer:

1. I § 13, stk. 5, indsættes efter 1. pkt. :

»Den del af underskuddet, der svarer til udgifter, som den skattepligtige får fradrag for i udlandet, kan ikke overføres til ægtefællen.«

§ 6

I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven) jf. lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006, som ændret senest ved § 13 i lov nr. 1587 af 20. december 2006, foretages følgende ændringer:

1. I § 7 F, stk. 1, nr. 11, ændres » energibesparelser.« til: » energibesparelser,«.

2. § 7 F, stk. 1, nr. 12, affattes således:

»12) beløb, som sælgeren af en fast ejendom betaler til køberen til hel eller delvis dækning af præmie for ejerskifteforsikring i medfør af § 2, stk. 3, i lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v., og«

3. I § 7 F, stk. 1, indsættes som nr. 13 :

»13) tilskud, som i medfør af § 22, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning, § 14, stk. 1, nr. 3, i lov om naturgasforsyning og § 28 b, stk. 1, i lov om varmeforsyning ydes for at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser.«

4. I § 33, stk. 1, ændres » jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 19, stk. 2« til: » jf. dog pensionsafkastbeskatningslovens § 19, stk. 2«.

§ 7

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Lovens § 1 og § 2 har virkning fra den 1. maj 2007, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Lovens § 3, nr. 2, og § 5 har virkning fra indkomståret 2008.

Stk. 4. Lovens § 6, nr. 3, har virkning for tilskud, der ydes den 15. juni 2006 eller senere.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Lovforslagets hovedindhold

Lovforslaget går ud på

€" at fastslå, at Skatteministeriet er rekursmyndighed for andre spørgsmål vedrørende told- og skatteforvaltningen end afgørelser og sagsbehandlingsspørgsmål, som knytter sig til afgørelser, samt at indføre hjemmel til, at skatteministeren ved bekendtgørelse kan afskære denne klageadgang,

€" at genindføre muligheden for at påklage en afgørelse til Landsskatteretten, når sagen har været under behandling ved et skatteankenævn i 3 måneder, uden at nævnet har truffet afgørelse,

€" at tillægge Landsskatteretten kompetence til at behandle klager over Økonomistyrelsens afgørelser i sager om tilbagebetaling af statsgaranterede studielån samt at ajourføre nogle myndighedsbetegnelser i lov om statsgaranterede studielån,

€" at præcisere, at mere end 3 retsmedlemmer kan deltage i Landsskatterettens afgørelse i sager om registreringsafgift af motorkøretøjer,

€" at forkorte fristen for skatteministerens indbringelse for Landsskatteretten af skatterådsafgørelser, der indeholder stillingtagen til EU-retlige spørgsmål, fra 3 måneder til 1 måned samt

€" at gennemføre visse mindre præciseringer og justeringer i kildeskatteloven, arbejdsmarkedsfondsloven, personskatteloven og ligningsloven.

2. Lovforslagets baggrund

2. 1. Skatteforvaltningsloven

I juni 2004 indgik regeringspartierne (Venstre og Det Konservative Folkeparti) en aftale med Dansk Folkeparti om en strukturreform. I september samme år aftalte de samme partier en udmøntningsplan, der indebar, at strukturreformen på Skatteministeriets område skulle gennemføres allerede pr. 1. november 2005. Skatteforvaltningsloven, lov nr. 427 af 6. juni 2005, indeholder de lovgivningsmæssige forudsætninger for gennemførelsen af strukturreformen på Skatteministeriets område.

Ved skatteforvaltningsloven etableredes en statslig enhedsforvaltning på hele skatteområdet. Denne enhedsforvaltning er i loven betegnet told- og skatteforvaltningen og efterfølgende benævnt »SKAT«. Enhedsforvaltningen er dannet gennem en fusion mellem de statslige og de kommunale skattemyndigheder og gennem en sammenlægning af de myndigheder, der indtil den 1. november 2005 gik under fællesbetegnelsen ToldSkat, hovedsagelig Told- og Skattestyrelsen og told- og skatteregionerne. Endvidere blev skatteankenævnene gjort statslige, antallet blev nedsat, og sekretariatsbetjeningen heraf blev sammen med sekretariatsbetjeningen af vurderingsankenævnene og fra 1. april 2006 også motorankenævnene samlet under told- og skatteforvaltningen i en særlig enhed, der er organisatorisk adskilt fra den øvrige told- og skatteforvaltning.

Samtidig med etableringen af enhedsforvaltningen blev inddrivelsen af offentlige krav samlet under enhedsforvaltningen. For så vidt angår inddrivelsesfunktionerne, er enhedsforvaltningen i lovgivningen betegnet restanceinddrivelsesmyndigheden.

I øvrigt indeholder skatteforvaltningsloven i alt væsentligt en videreførelse af skattestyrelseslovens formelle regler for behandling af sagerne i første instans (told- og skatteforvaltningen) og i klageinstanserne. Der er dog i et vist omfang sket lovfæstelse af allerede gældende forvaltningsmæssig praksis, der er særegen for skatteområdet. Desuden nødvendiggjorde en samling af behandlingen af bindende forhåndsbesked og bindende ligningssvar i told- og skatteforvaltningen en samling af de to regelsæt. Dette resulterede i etablering af et nyt retsinstitut, bindende svar, til afløsning af de to hidtidige.

Derimod fandt skatteministeren det ikke hensigtsmæssigt - set i lyset af de dengang forestående meget store organisatoriske ændringer i skattemyndighedernes virke - at gennemføre materielle ændringer i de forvaltningsmæssige regler, som ikke havde direkte sammenhæng med de organisatoriske ændringer.

Nu €" lidt over et år efter gennemførelsen af strukturreformen på skatteområdet - er tiden imidlertid inde til at tydeliggøre og gennemføre visse forbedringer af borgeres og virksomheders retssikkerhedsmæssige stilling for så vidt angår de skatteforvaltningsmæssige regler.

Lovforslagets enkelte elementer gennemgås nedenfor i afsnit 3 og i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.

2.2. Lovforslagets øvrige elementer

Desuden indeholder lovforslaget forslag til ændringer i kildeskatteloven, arbejdsmarkedsfondsloven, personskatteloven og ligningsloven. Disse forslag har karakter af præciseringer og justeringer. De er omtalt i afsnit 3.7. nedenfor og i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.

3. Beskrivelse af lovforslagets enkelte elementer

3.1. Bestemmelser om, at told- og skatteforvaltningens afgørelser og andre spørgsmål ikke kan påklages til anden administrativ myndighed - § 1, nr. 3

3.1.1. Den nuværende ordning

Ved lov nr. 427 af 6. juni 2005 blev der oprettet en såkaldt enhedsforvaltning for told- og skatteforvaltningen (SKAT), hvilket bl.a. indebærer, at SKAT indgår i et sædvanligt administrativt hierarki inden for Skatteministeriets område. Der er således et almindeligt over- og underordnelsesforhold mellem Skatteministeriet (departementet) og SKAT, der bl.a. betyder, at Skatteministeriet har en almindelig tilsynsforpligtelse i forhold til SKAT.

Det forhold, at Skatteministeriet er overordnet myndighed i forhold til SKAT, indebærer endvidere, at SKATs afgørelser €" medmindre andet bestemmes ved lov €" kan indbringes for Skatteministeriet.

Det er i den forbindelse i skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, fastsat, at det er udgangspunktet, at Landsskatteretten er rekursinstans for SKATs afgørelser. Det følger endvidere af § 4 i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, at Landsskatteretten også er rekursinstans for de afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., som SKAT træffer som restanceinddrivelsesmyndighed.

I forhold til konkrete sager om skatteansættelse fremgår det endvidere udtrykkeligt af skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 1, at skatteministeren ikke kan træffe afgørelse om en ansættelse af skat eller en vurdering af fast ejendom, herunder om de med sådanne ansættelser forbundne bevillinger eller dispensationer.

Efter den gældende skatteforvaltningslovs § 14, stk. 2, er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte regler om retten til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at skatteministeren som nævnt ikke kan træffe afgørelse om en ansættelse af skat eller en vurdering af fast ejendom. Bestemmelsen indebærer bl.a., at det administrativt kan bestemmes, at klager over told- og skatteforvaltningens afgørelser om ansættelsesretlige forhold ikke skal kunne indbringes for Skatteministeriet.

Hjemmelen i skatteforvaltningslovens § 14, stk. 2, er benyttet til at udstede tre bekendtgørelser:

€" Bekendtgørelse nr. 1029 af 24. oktober 2005 om den kompetente myndighed.

€" Bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober 2005, som ændret ved bekendtgørelse nr. 360 af 24. april 2006, om klage i personalesager og delegering af udnævnelses- og afskedigelseskompetence.

€" Bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 om afgørelser fra told- og skatteforvaltningen, der ikke kan påklages til Skatteministeriet. Denne bekendtgørelse er nu ophævet, jf. herom nedenfor under 3.1.2.

Det var i § 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 fastsat, at told- og skatteforvaltningens stillingtagen til spørgsmål om sagsbehandling ikke kunne påklages til Skatteministeriet. Det fulgte endvidere af bekendtgørelsens § 1, 2. pkt., at told- og skatteforvaltningens afgørelser om aktindsigt i sager om sådanne spørgsmål kunne påklages til Skatteministeriet.

Formålet med den nævnte bestemmelse i § 1, 1. pkt., var bl.a. at afskære, at klager over SKATs behandling af sagsbehandlingsmæssige spørgsmål m.v., som ikke har tilknytning til konkrete sager om skatteansættelse m.v. €" og som derfor ikke kan indbringes for Landsskatteretten €" kunne indbringes for Skatteministeriet. Som eksempler på sådanne spørgsmål kan nævnes klager over (den generelle) sagsbehandlingstid og tilsidesættelse af god forvaltningsskik, herunder sagsbehandlerens almindelige fremtræden, sprog og omgangstone. En stort set tilsvarende bestemmelse fandtes i § 26, nr. 4, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning. Denne bekendtgørelse blev ophævet med virkning fra den 1. november 2005.

3.1.2. Forslagets baggrund

Ombudsmanden indledte i foråret 2006 en undersøgelse af, hvorvidt den gældende § 14, stk. 2, i skatteforvaltningsloven indeholder fornøden hjemmel til at udstede regler om, at told- og skatteforvaltningens stillingtagen til spørgsmål om sagsbehandling ikke kan påklages til Skatteministeriet.

Ombudsmanden konkluderer i en redegørelse af 11. oktober 2006, at ordlyden i § 14, stk. 2, omfatter klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser, men ikke klage over told- og skatteforvaltningens sagsbehandling. Efter ombudsmandens opfattelse er der ikke holdepunkter i lovteksten eller forarbejderne for at fravige det almindelige forvaltningsretlige afgørelsesbegreb.

På den baggrund er det ombudsmandens opfattelse, at der ikke er hjemmel til udstedelse af bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 om afgørelser fra told- og skatteforvaltningen, der ikke kan påklages til Skatteministeriet.

Ombudsmanden har derfor henstillet, at Skatteministeriet ophæver bekendtgørelsen. Ombudsmanden har endvidere henstillet, at der, hvis Skatteministeriet ønsker at afskære rekurs til ministeriet i sager om SKATs sagsbehandling €" hvilket ombudsmanden anfører, at han har forståelse for kan være hensigtsmæssigt €" søges tilvejebragt den fornødne lovhjemmel.

Bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 er på baggrund af Ombudsmandens henstilling nu ophævet ved bekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2007.

3.1.3. Skatteministeriets overvejelser og forslagets indhold

En overordnet myndighed er i medfør af almindelige ulovbestemte regler om administrativ rekurs som udgangspunkt forpligtet til at behandle klager over afgørelser, som er truffet af en underordnet myndighed. Nedenfor behandles under 3.1.3.1. spørgsmål om rekurs vedrørende afgørelser fra told- og skatteforvaltningen, og under 3.1.3.2. behandles spørgsmålet om indbringelse af andre spørgsmål hidrørende fra told- og skatteforvaltningen for Skatteministeriet.

3.1.3.1. Spørgsmål om rekurs vedrørende afgørelser fra told- og skatteforvaltningen

For så vidt angår afgørelser fra told- og skatteforvaltningen er det i afsnit 3.1.3. beskrevne udgangspunkt i meget vidt omfang fraveget ved skatteforvaltningsloven. Det er således udgangspunktet, at Landsskatteretten er rekursinstans for SKATs afgørelser, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1. I visse tilfælde, der er afgrænset i loven, er Landsskatteretten anden klageinstans, idet et skatte- eller vurderingsankenævn er første klageinstans. Det følger endvidere af § 4 i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, at Landsskatteretten også er rekursinstans for de afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., som SKAT træffer som restanceinddrivelsesmyndighed.

Den gældende skatteforvaltningslov indeholder en bestemmelse, § 14, stk. 2, som bemyndiger skatteministeren til at fastsætte regler om retten til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser. Det fremgår af bemærkningerne til denne bestemmelse, lovforslag L 110, Folketinget 2004-05, 2. samling, at bestemmelsen er tænkt anvendt til at henlægge afgørelsen af klage over told- og skatteforvaltningen til andre enheder end de kollegiale klageorganer og til at afskære klage til skatteministeren, herunder skatteministerens departement. Det fremgår endvidere, at bemyndigelsen kun er tænkt anvendt rent undtagelsesvis, og at muligheden for at afskære klage til skatteministeren bl.a. er tænkt anvendt til at afskære klager fra told- og skatteforvaltningen over afgørelser om ansættelsesmæssige forhold.

Skatteforvaltningslovens motiver understøttes efter Skatteministeriets opfattelse af, at der for tiden alene er udstedt to bekendtgørelser med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 14, stk. 2, jf. afsnit 3.1.1. Heraf omhandler den ene klager over afgørelser i personalesager, mens den anden €" i en ganske særlig situation, der indebærer kontakt mellem SKAT og skattemyndigheder i andre stater €" afskærer borgere fra at påklage visse forhold til Landsskatteretten.

Selv om der ikke er planer om at udstede yderligere bekendtgørelser med tilsvarende indhold, er det dog Skatteministeriets vurdering, at det er hensigtsmæssigt at bevare en bemyndigelse til skatteministeren til €" helt undtagelsesvis €" at ændre klagevejene for enkelte typer af afgørelser på ministerområdet.

Den nuværende bemyndigelsesbestemmelse i skatteforvaltningslovens § 14, stk. 2, foreslås opdelt, således at ministeren vedrørende klager i personalesager bemyndiges til at fastsætte regler om klage, herunder regler om tidsfrister for indgivelse af klage, mens ministeren vedrørende øvrige afgørelser truffet af SKAT alene kan bestemme, at disse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Det bemærkes, at det er hensigten at bevare de to ovenfor omtalte bekendtgørelser, hvilket bl.a. indebærer at visse nærmere beskrevne typer af afgørelser i personalesager fortsat vil kunne indbringes for Skatteministeriet.

3.1.3.2. Indbringelse af andre spørgsmål for Skatteministeriet

Som nævnt under afsnit 3.6.3. er en overordnet myndighed i medfør af almindelige ulovbestemte regler om administrativ rekurs som udgangspunkt forpligtet til at behandle klager over afgørelser, som er truffet af en underordnet myndighed. Den overordnede myndighed vil som rekursmyndighed bl.a. skulle efterprøve, om den underordnede myndighed ved behandlingen af den afgørelsessag, der er påklaget, har iagttaget kravene til korrekt sagsbehandling.

Redegørelsen af 11. oktober 2006 fra Folketingets Ombudsmand og Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 har imidlertid givet Skatteministeriet og Justitsministeriet anledning til at overveje et principielt forvaltningsretligt spørgsmål.

Spørgsmålet, er om der af en sædvanlig rekursordning også følger en ret til selvstændigt at klage til en overordnet myndighed over en underordnet myndigheds beslutninger og anden forvaltningsvirksomhed, selv om de pågældende beslutninger m.v. ikke har karakter af afgørelser. Som eksempler kan nævnes (den generelle) sagsbehandlingstid og tilsidesættelse af god forvaltningsskik, herunder sagsbehandlerens almindelige fremtræden, sprog og omgangstone.

Der kan i den forbindelse peges på, at det i forskellige dele af den forvaltningsretlige litteratur er antaget, at adgangen til administrativ rekurs retter sig mod trufne afgørelser, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat i lovgivningen. Forvaltningsvirksomhed, der ikke har karakter af afgørelser €" det, som traditionelt betegnes procesbeslutninger og faktisk forvaltningsvirksomhed €" kan derimod som udgangspunkt ikke selvstændigt påklages til den overordnede myndighed efter de almindelige ulovbestemte regler om administrativ rekurs. Der kan bl.a. henvises til Jon Andersen, Forvaltningsret, sagsbehandling, hjemmel og prøvelse, 4. udgave (2000), side 193, og Jens Garde m.fl., Forvaltningsret, Almindelige Emner, 4. udgave (2004), side 287.

I overensstemmelse hermed synes det i administrativ praksis i almindelighed at være lagt til grund, at der som led i en rekursordning kun kan klages til rekursinstansen over en underinstans€™ afgørelser (og sagsbehandlingsspørgsmål i tilknytning til en afgørelse), og således ikke underinstansens beslutninger og anden forvaltningsvirksomhed, der ikke har karakter af afgørelser.

Det bemærkes, at Hans Gammeltoft-Hansen m.fl. i fremstillingen Forvaltningsret, 2. udgave (2002), side 954, formentlig giver udtryk for en anden opfattelse. Det anføres her, at der ved administrativ rekurs forstås det forhold, at en borger klager over en forvaltningsmyndigheds afgørelse eller sagsbehandling til en anden forvaltningsmyndighed, som har pligt til at realitetsbehandle klagen, hvis visse grundlæggende formelle betingelser er opfyldt.

Det er på den baggrund Skatteministeriets og Justitsministeriets opfattelse, at de almindelige ulovbestemte regler om administrativ rekurs indebærer, at det kun er SKATs afgørelser, der €" i det omfang rekursen ikke er afskåret €" kan påklages til Skatteministeriet.

Det bemærkes, at denne opfattelse fører til, at § 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 711 af 26. juni 2006 er uden selvstændigt retligt indhold. De nævnte almindelige ulovbestemte regler om administrativ rekurs indebærer således, at der ikke er adgang til at påklage SKATs stillingtagen til spørgsmål om sagsbehandling til Skatteministeriet, herunder f.eks. spørgsmål om den generelle sagsbehandlingstid samt tilsidesættelse af god forvaltningsskik.

Hvis den nævnte opfattelse lægges til grund, vil der endvidere ikke være retligt behov for at tilvejebringe en særlig lovbestemmelse, hvorefter det administrativt kan bestemmes, at andre spørgsmål end klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.

For at udelukke enhver tvivl om retsstillingen på det foreliggende område foreslås det imidlertid, at der tilvejebringes udtrykkelig lovhjemmel til at afskære, at andre spørgsmål end afgørelser og sagsbehandlingsspørgsmål, som knytter sig til afgørelser, i kraft af reglerne om administrativ rekurs kan indbringes for Skatteministeriet. Der henvises i den forbindelse til den foreslåede bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 14, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Den foreslåede bestemmelse vil gælde for alle dele af SKATs virksomhed, herunder SKATs opgaver som restanceinddrivelsesmyndighed efter lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer.

Der kan i forlængelse af det anførte om adgangen til at klage til Skatteministeriet over SKATs virksomhed peges på, at Skatteministeriet som nævnt under afsnit 3.1.1. under alle omstændigheder har en almindelig tilsynsforpligtelse i forhold til SKATs virksomhed.

Dette skal ses i lyset af, at overordnede myndigheder i almindelighed har en forpligtelse til at føre tilsyn med underordnede myndigheder, der indgår i et hierarkisk over- og underordnelsesforhold. I den overordnede myndigheds tilsynsforpligtelse ligger et såkaldt legalitetstilsyn. Det vil sige, at den overordnede myndighed i kraft af over- og underordnelsesforholdet kan €" og efter omstændighederne skal €" påse, om der er sket en tilsidesættelse af retlige forhold, f.eks. tilsidesættelse af sagsbehandlingsregler og almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder om den underordnede myndighed har hjemmel til at træffe en konkret forvaltningsafgørelse.

Det præcise indhold af tilsynsforpligtelsen er vanskeligt at beskrive generelt, da omfanget heraf bl.a. afhænger af det enkelte forvaltningsområde. Særligt med hensyn til Skatteministeriets tilsyn med SKAT, bemærkes det, at Skatteministeriet i sagens natur jævnligt modtager henvendelser fra borgere og virksomheder, der har synspunkter vedrørende afgørelser fra eller sagsbehandlingen i SKAT og andre myndigheder, som hører under Skatteministeriets ressort. Skatteministeriet kan efter skatteforvaltningsloven § 14, stk. 1, nr. 1, som nævnt ikke træffe afgørelse i konkrete sager om ansættelse af skat m.v. Det forudsættes i overensstemmelse med denne kompetencebegrænsning, at Skatteministeriet i almindelighed kun vil skulle undergive de sager, henvendelserne vedrører, nærmere sagsbehandling, hvis de foreliggende oplysninger tydeligt peger i retning af, at der i sagen foreligger kritisable forhold af væsentlig betydning. Hvis Skatteministeriet over en periode modtager flere henvendelser, der samlet set tyder på, at der foreligger et generelt problem med hensyn til f.eks. sagsbehandlingen i en af Skatteministeriets institutioner eller i en enhed under disse, fører den omhandlede tilsynsforpligtelse endvidere til, at Skatteministeriet bør tage sådanne spørgsmål op.

Retssikkerhedsmæssigt anses det for betryggende, at der nu tilvejebringes sikker lovhjemmel for, at den før skatteforvaltningsloven værende praksis, hvorefter skatteministeren ikke behandlede klager over de underordnede skattemyndigheders sagsbehandling, kan videreføres.

3.2. Overspringsregel fra skatteankenævn til Landsskatteretten - § 1, nr. 1

3.2.1. Gældende ret

3.2.1.1. Gældende ret

Efter skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2, kan afgørelser, der som udgangspunkt kan påklages til et skatteankenævn, efter klagerens valg i stedet påklages til Landsskatteretten. Den eneste undtagelse hertil er klager over forskudsregistrering, hvor kun skatteankenævnene kan træffe afgørelse. Grunden er, at afgørelser om forskudsregisteringsspørgsmål meget hurtigt taber deres praktiske betydning. Derfor er det afgørende at få sådanne klagesager endeligt afgjort meget hurtigt.

Bortset fra denne undtagelse giver skatteforvaltningsloven altså klagerne mulighed for helt at fravælge skatteankenævnsbehandling og gå direkte til Landsskatteretten (den nye overspringsregel). Dette kan bl.a. være hensigtsmæssigt af hensyn til forretningsgangen i situationer, hvor person- og selskabssager er nært sammenhængende, f.eks. i hovedaktionærsager.

Under forberedelsen af skatteforvaltningsloven blev det skønnet, at ca. 1000 borgere på årsbasis ville benytte sig af den nye overspringsregel. En del af disse sager ville dog alligevel være blevet indbragt for Landsskatteretten som klager over skatteankenævnenes afgørelser, således at nettotilgangen af klagesager til Landsskatteretten forventedes at blive noget mindre end 1000 sager årligt. Jf. skatteministerens svar på spørgsmål 57 til lovforslag L 110, Folketinget 2004-05, 2. samling.

3.2.1.2. Historik

Den gældende regel i skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2, om fravalg af skatteankenævnsbehandling (den nye overspringsregel) har afløst en ordning, hvor klager skulle indbringes for skatteankenævnet, og hvor det først var muligt at gå videre til Landsskatteretten, når og hvis der var forløbet 3 måneder, uden at nævnet havde truffet afgørelse i sagen. Reglen herom fandtes i skattestyrelseslovens § 21, stk. 5 (den gamle overspringsregel).

3.2.2. Forslagets baggrund

Som led i regeringens intentioner om yderligere retssikkerhed på skatteområdet som beskrevet i regeringsgrundlaget » Nye mål« fra februar 2005 igangsatte Skatteministeriet projektet » Retssikkerhed på dagsordenen« (det såkaldte Retssikkerhedsprojekt). Projektet havde til formål at sætte retssikkerheden på den offentlige dagsorden med en række konkrete forslag til yderligere forbedring af borgernes retssikkerhed. Projektet blev afsluttet i juli 2005.

Retssikkerhedsprojektet har som led i sit arbejde bl.a. undersøgt, hvordan sagsbehandlingstiden i skattesager kan nedbringes. I den forbindelse har Retssikkerhedsprojektet gjort sig overvejelser om det forhold, at skatteforvaltningsloven ikke - som den tidligere skattestyrelseslovs § 21, stk. 5 - giver borgeren mulighed for at » overspringe« skatteankenævnet, når klagen én gang er indgivet dertil.

Retssikkerhedsprojektet har fundet det betænkeligt, at skatteforvaltningsloven har fjernet en lovfæstet mulighed for, at borgeren under skatteankenævnsbehandlingen kan indbringe klagen direkte for Landsskatteretten, og dermed muligheden for en hurtigere behandling i det administrative klagesystem. Med skatteforvaltningsloven risikerer borgerne en længere samlet sagsbehandlingstid i det administrative klagesystem.

Det er derfor Retssikkerhedsprojektets vurdering, at man ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn bør overveje at (gen)indføre den tidligere ordning, således at en klager igen kan påklage told- og skatteforvaltningens afgørelse til Landsskatteretten, hvis skatteankenævnet ikke har afgjort klagen inden 3 måneder efter klagens modtagelse.

3.2.3. Skatteministeriets overvejelser

Skatteministeriet finder, at der bør være mulighed for at påklage en sag til Landsskatteretten efter 3 måneders behandlingstid ved skatteankenævnet, ligesom det var tilfældet efter skattestyrelsesloven, som gjaldt indtil den 1. november 2005. Det kan nemlig ikke antages, at denne ordning har fuldstændig samme anvendelsesområde eller målgruppe som skatteforvaltningslovens regel om, at en klager helt kan fravælge skatteankenævnsbehandling og gå direkte til Landsskatteretten.

Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, kan en sag, der er indbragt for Landsskatteretten, indbringes for domstolene, når der er forløbet 6 måneder, uden at Landsskatteretten har truffet afgørelse. Når muligheden for at indbringe sager for Landsskatteretten efter 3 måneders sagsbehandlingstid i skatteankenævnet genindføres, har borgerne således altid mulighed for at få deres skattesager efterprøvet af domstolene uden at skulle afvente en administrativ klagebehandling. Det må antages, at visse skatteydere vil anse deres retssikkerhed for styrket herved.

3.2.4. Forslagets indhold

Det foreslås, at man genindfører adgangen for klagere, der har indbragt en sag for et skatteankenævn, til at indbringe sagen for Landsskatteretten, når der er forløbet 3 måneder, fra sagen blev indbragt for nævnet, uden at nævnet har truffet afgørelse.

Forslaget svarer til den regel, der var gældende efter skattestyrelseslovens § 21, stk. 5, indtil den 1. november 2005. Denne regel blev anvendt i under 100 tilfælde årligt. Reglen foreslås nu genindført, men alene som et supplement til reglen i skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2, om, at skatteankenævnsbehandling efter klagerens valg helt kan undgås. Reglen forventes derfor at få meget begrænset praktisk betydning.

Om forslagets retssikkerhedsmæssige konsekvenser bemærkes, at genindførelsen af muligheden for at påklage en afgørelse til Landsskatteretten efter 3 måneders sagsbehandlingstid ved skatteankenævnet bygger på en anbefaling fra Skatteministeriets projekt » Retssikkerhed på dagsordenen«. Forslaget giver borgere, der måtte ønske det, en mulighed for hurtigere at få deres klagesager ført igennem det administrative klagesystem. Det må antages, at visse borgere vil anse deres retssikkerhed for styrket herved.

3.3. Landsskatterettens kompetence i sager om tilbagebetaling af statsgaranterede studielån samt ændrede myndighedsbetegnelser - § 2

3.3.1. Gældende ret

Statsgaranterede studielån kunne optages i perioden fra 1964 til 1993. Fra og med 1998 har der kunnet overføres statsgaranterede studielån fra andre pengeinstitutter til Økonomistyrelsen som pengeinstitut på sædvanlige vilkår. De tidligere statsgaranterede studielån har en afviklingstid på 15 år. Inden for afviklingsperioden skal lånet betales tilbage med passende ydelser i forhold til gælden. Der er dog mulighed for udsættelse med tilbagebetalingen i særlige tilfælde.

Ved kongelig resolution af 27. november 2001, jf. bekendtgørelse nr. 1107 af 20. december 2001, blev administrationen af statsgaranterede studielån overført fra Finansministeriet til Skatteministeriet. Lov om statsgaranterede studielån regulerer denne type lån. Af lovens § 1 a, stk. 2, fremgår, at skatteministeren fastsætter regler for klageadgang m.v. Denne bemyndigelse er hidtil ikke anvendt. I medfør af resolutionen blev udstedt bekendtgørelse nr. 338 af 27. maj 2002, som fastlægger, at Økonomistyrelsen skal forvalte studielånene, og at klager over Økonomistyrelsen kan indbringes for Told- og Skattestyrelsen.

Administrationen af statsgaranterede studielån henhører således under skatteministerens sagsområde, men sagerne behandles af Økonomistyrelsen. Klager over Økonomistyrelsens afgørelser kan behandles af Told- og Skattestyrelsen, dvs. nu SKAT. Landsskatteretten kan derimod ikke behandle klagerne, da der ikke er tale om administration af lovgivning om skatter, jf. skatteforvaltningslovens § 1.

Som det fremgår, er der tale om en ordning under afvikling. I Økonomistyrelsen var der ved årsskiftet 2005/6 2.772 låntagere med statsgaranterede studielån under ordinær tilbagebetaling. Antallet falder med ca. 40 pct. om året. Antallet af klager har ligget på 2-3 om året.

3.3.2. Forslagets baggrund

Der henvises til afsnit 3.3.1. ovenfor.

3.3.3. Skatteministeriets overvejelser

Den kongelige resolution af 2001 indebar, at der blev indgået en administrationsaftale mellem skatteministeren og Økonomistyrelsen, og at Told- og Skattestyrelsen blev klageinstans for Økonomistyrelsens afgørelser.

Som led i fusionen er Told- og Skattestyrelsens virke som klageinstans imidlertid afskaffet i alle andre sammenhænge. Hovedreglen er nu, at alle afgørelser truffet af SKAT, herunder af restanceinddrivelsesmyndigheden, kan påklages til Landsskatteretten. Der henvises nærmere til afsnit 3.1.1.

Som et led i fusionen er inddrivelsen af alle offentlige krav endvidere overført til restanceinddrivelsesmyndigheden. Økonomistyrelsen oversender sager om misligholdelse af statsgaranterede studielån til behandling i restanceinddrivelsesmyndigheden. Restanceindddrivelsesmyndighedens afgørelser kan påklages til Landsskatteretten i overensstemmelse med skatteforvaltningslovens hovedregel. Derimod skal sager, som Økonomistyrelsen træffer afgørelse i, fortsat påklages til Told- og Skattestyrelsen ifølge den i afsnit 3.3.1. omtalte bekendtgørelse. Det vil sige, at der efter fusionen fortsat kan klages til SKAT for så vidt angår denne sagstype.

Skatteministeriet finder det uhensigtsmæssigt, at klager over afgørelser om statsgaranterede studielån således skal påklages til to forskellige klageinstanser, afhængig af, hvilken myndighed der har truffet afgørelsen i 1. instans. Endvidere finder Skatteministeriet det uhensigtsmæssigt, at der overhovedet finder klagebehandling i materielle sager sted i SKAT, da dette er i modstrid med intentionerne bag fusionen, jf. ovenfor.

Eftersom Landsskatteretten i forvejen behandler klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelsen af statsgaranterede studielån, finder Skatteministeriet det hensigtsmæssigt, at kompetencen til at behandle klager over Økonomistyrelsens afgørelser også tillægges Landsskatteretten. Det bemærkes herved, at der ikke er tale om mange klager, anslået 2-3 klager om året.

3.3.4. Forslagets indhold

Det foreslås, at klager over Økonomistyrelsens afgørelser i sager om statsgaranterede studielån skal kunne behandles af Landsskatteretten. Det forudsættes, at Landsskatteretten i medfør af skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3, vil fastsætte, at sådanne sager skal behandles uden deltagelse af retsmedlemmer.

Derudover foreslås en række myndighedsbetegnelser ændret.

Om forslagets retssikkerhedsmæssige konsekvenser bemærkes, at forslaget for det første styrker retssikkerheden ved at klargøre klagegangen for disse sager, der dog er ganske fåtallige. Dertil kommer, at forslaget medfører en højere grad af éntydighed i klagegangen på ministerområdet som helhed, hvilket styrker overskueligheden og dermed retssikkerheden generelt.

3.4. Sammensætning af Landsskatteretten i afgørelser om registreringsafgiftsloven - § 1, nr. 2

3.4.1. Gældende ret

Når Landsskatteretten træffer afgørelse i sager om lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v., deltager der særligt motorsagkyndige medlemmer i afgørelsen.

Skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, indeholder de gældende kompetenceregler for Landsskatteretten i sager, hvor der skal deltage retsmedlemmer i sagens afgørelse.

I hver enkelt sag skal således deltage mindst 3 retsmedlemmer. Heraf skal mindst én være retspræsidenten eller en retsformand, og mindst to skal være blandt rettens øvrige medlemmer. Disse medlemmer er enten valgt til Landsskatteretten af Folketinget eller udnævnt af skatteministeren. Der stilles ikke særlige krav til de pågældendes individuelle kvalifikationer, og disse retsmedlemmer kan deltage i afgørelsen af alle typer af sager.

Herudover har skatteministeren i henhold til skatteforvaltningsloven udnævnt fire særligt motorsagkyndige retsmedlemmer, hvoraf 2 skal repræsentere bilbranchen og 2 Færdselsstyrelsen. Disse motorsagkyndige retsmedlemmer skal deltage i afgørelser, som vedrører registreringsafgiftsloven, hvilket fremgår af den gældende bestemmelse herom i skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, 5. pkt. Formuleringen af bestemmelsen kan imidlertid give anledning til tvivl om, hvorvidt der kan deltage mere end 3 retsmedlemmer i sådanne sager, som tilfældet var det før indførelsen af skatteforvaltningsloven.

3.4.2. Forslagets baggrund

I forbindelse med indførelsen af skatteforvaltningsloven skete der en justering af kompetencereglerne for Landsskatteretten i sager, hvor der skal deltage retsmedlemmer i sagens afgørelse. Der var herved ikke tilsigtet nogen ændring af kompetencereglerne for så vidt angår sager vedrørende registreringsafgiftsloven. Formuleringen af den gældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, 5. pkt., kan imidlertid give anledning til usikkerhed herom.

Ved § 2 i lov nr. 1409 af 21. december 2005 om ændring af registreringsafgiftsloven, skatteforvaltningsloven og opkrævningsloven (Indførelse af motorankenævn m.v.) er antallet af særligt motorsagkyndige medlemmer endvidere forhøjet fra 2 til 4 med virkning fra den 1. april 2006. Landsskatteretten er samtidig gjort til 2. klageinstans vedrørende afgørelser, som har været behandlet i motorankenævn.

3.4.3. Skatteministeriets overvejelser

Der var ikke med indførelsen af skatteforvaltningsloven tilsigtet nogen ændring af kompetencereglerne for Landsskatteretten for så vidt angår sager vedrørende lov om registreringsafgift af motorkøretøjer. Den gældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, 5. pkt., bør efter Skatteministeriets opfattelse præciseres i overensstemmelse hermed.

I den forbindelse bemærkes, at det specielt efter det øgede antal særligt motorsagkyndige medlemmer må anses for hensigtsmæssigt, at alle 4 motorsagkyndige medlemmer kan deltage i afgørelser af principiel betydning, ligesom det også må anses for hensigtsmæssigt, at retten i sager, der vedrører fortolkning af loven, kan supplere sig med et medlem, der er dommer.

3.4.4. Forslagets indhold

Det foreslås, at bestemmelsen om Landsskatterettens sammensætning i sager om registreringsafgiftsloven præciseres, så det udtrykkelig fremgår, at der ligesom i Landsskatterettens øvrige sager kan deltage mere end 3 retsmedlemmer i en afgørelse. Dermed præciseres det også, at den eneste særregel for registreringsafgiftssagerne i sammenligning med rettens øvrige sagstyper er, at mindst 2 af de deltagende retsmedlemmer skal være særligt motorsagkyndige.

Om forslagets retssikkerhedsmæssige konsekvenser b emærkes, at forslaget har til formål at sikre kvaliteten af Landsskatterettens afgørelser i disse sager. Forslaget har dermed en positiv indvirken på retssikkerheden i denne sagstype.

3.5. Forkortelse af fristen for skatteministerens indbringelse af skatterådsafgørelser for Landsskatteretten - § 1, nr. 4

3.5.1. Gældende ret

Skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2, indeholder en regel om, at skatteministeren kan indbringe afgørelser truffet af Skatterådet for Landsskatteretten, når afgørelsen indeholder en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål. Fristen for skatteministerens stillingtagen hertil er på 3 måneder.

Når skatteministeren gør brug af sin mulighed for at indbringe en skatterådsafgørelse for Landsskatteretten, får den eller de borgere, der har været part i sagen for Skatterådet, samme status som den, der tilkommer en klager efter bestemmelserne om Landsskatterettens sagsbehandling i sager. I øvrigt finder Landsskatterettens bestemmelser om sagsbehandling tilsvarende anvendelse, når bortses fra bestemmelser om betaling og tilbagebetaling af klageafgift.

Det angives bl.a. i lovbestemmelsen, at skatteforvaltningslovens § 42, stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Det betyder, at fristen for skatteministerens stillingtagen til, om en skatterådsafgørelse skal indbringes, er på 3 måneder svarende til den almindelige frist, der gælder for klage til Landsskatteretten.

3.5.2. Forslagets baggrund

Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, lovforslag L 110, forslag til skatteforvaltningsloven, afsnit 4.3.2. og 4.14.) er formålet, at Landsskatteretten skal kunne forelægge spørgsmål om Skatterådets fortolkning af en EU-retlig problemstilling for EF-domstolen som en præjudiciel sag.

3.5.3. Skatteministeriets overvejelser

Det er Skatteministeriets opfattelse, at de motiver, der lå bag indførelsen af reglen i skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2, i 2005, fortsat gør sig gældende med en sådan vægt, at bestemmelsen bør bevares. Skatteministeriets forventning er endvidere, at det praktiske behov for bestemmelsen vil være meget begrænset, men dog stigende over tid som følge af udbygningen af den EU-retlige regulering. Skatteministeren har hidtil ikke anvendt reglen.

Selv om bestemmelsen kun forventes anvendt rent undtagelsesvis, indebærer bestemmelsen dog en marginal forringelse af borgernes retssikkerhed i sager, der vedrører EU-retlige spørgsmål. Selve reglens eksistens er egnet til at skabe retsusikkerhed for en meget lille kreds af borgere og virksomheder. Det drejer sig om borgere og virksomheder, hvis sager afgøres af Skatterådet og indeholder elementer af fortolkning af EU-retlig lovgivning.

Det forventes, at de få sager, der i praksis måtte forekomme, næsten altid vil være sager, hvor der er anmodet om bindende svar. Her kan told- og skatteforvaltningen vælge at forelægge sagen for Skatterådet til afgørelse netop med den begrundelse, at sagen indeholder et EU-retligt spørgsmål af væsentlig rækkevidde, jf. bemærkningerne til § 21, stk. 4, i skatteforvaltningsloven (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, lovforslag L 110).

Et bindende svar er efter skatteforvaltningslovens § 25, stk. 1, som hovedregel bindende for skattemyndighederne, men efter § 25, stk. 2, 2. pkt., er svaret ikke bindende, i det omfang svaret viser sig at være i strid med EU-retten.

Det betyder, at en borger eller virksomhed, som har fået et bindende svar fra Skatterådet, der indeholder en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål, ikke kan indrette sig i tillid til svaret, før der haves vished for, at skatteministeren ikke vil benytte sin adgang til at indbringe det bindende svar for Landsskatteretten.

Hvis svaret indbringes, kan borgeren eller virksomheden heller ikke indrette sig i tillid til svaret, før Landsskatteretten har truffet afgørelse i sagen.

I de situationer, hvor sagen rent faktisk forelægges for EF-domstolen, finder Skatteministeriet, at hensynet til den pågældende borger eller virksomhed må vige for de overordnede hensyn til, at sagen må finde sin korrekte afgørelse i henhold til EU-retten, det vil sige netop de hensyn, der lå til grund for indførelsen af reglen i skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2.

Derimod finder Skatteministeriet, at hensynet til de borgere og virksomheder, hvis sag skatteministeren ikke indbringer, taler for, at fristen for skatteministerens stillingtagen bør være så kort som muligt. Det bemærkes herved, at Skatteministeriet har adgang til at deltage i Skatterådets møder uden stemmeret, jf. § 1, stk. 3, i Skatterådets forretningsorden (bekendtgørelse nr. 1035 af 25. oktober 2005). Skatteministeriet har derved mulighed for at gøre sig bekendt med, at Skatterådet vil træffe en afgørelse med EU-retligt indhold, før afgørelsen træffes.

Af praktiske årsager vurderer Skatteministeriet, at der er behov for en frist på 1 måned fra den dato, hvor Skatterådets afgørelse træffes. Den periode, hvori borgeren eller virksomheden må forventes at ville afvente situationen og undlade at disponere i tillid til et bindende svar fra Skatterådet, kan dermed nedsættes fra de nuværende 3 måneder til 1 måned.

3.5.4. Forslagets indhold

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2, om, at skatteministerens anmodning til Landsskatteretten om behandling af en skatterådsafgørelse skal være modtaget i Landsskatteretten senest 1 måned fra Skatterådets datering af afgørelsen.

Om forslagets retssikkerhedsmæssige konsekvenser bemærkes, at forslaget skyldes hensynet til de borgere og virksomheder, hvis sag skatteministeren vælger ikke at indbringe for Landsskatteretten. Når fristen afkortes, får de pågældende hurtigere vished for, at deres afgørelse er endelig, hvilket indebærer en forbedring af deres retssikkerhed.

3.6. Øvrige præciseringer og justeringer

Der foreslås forskellige præciseringer og justeringer i kildeskatteloven, arbejdsmarkedsfondsloven, personskatteloven og ligningsloven.

3.6.1. Kildeskatteloven - § 3

Ændringerne vedrører dels fratrædelsesgodtgørelser, dels arbejdsudlejede personer, der er begrænset skattepligtige til Danmark.

3.6.1.1. Gældende ret

Ad fratrædelsesgodtgørelser : Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, er indkomst i form af vederlag erhvervet ved arbejde her i landet af en person, som ikke er fuldt skattepligtig til Danmark, omfattet af begrænset skattepligt. Det er uden betydning for skattepligten, hvilken form vederlaget udbetales i. Det er endvidere uden betydning, om retten til vederlaget er erhvervet efter ophør af arbejdet her i landet.

Ad arbejdsudlejede personer : Kildeskattelovens § 46, stk. 1, indeholder bl.a. regler om den danske hvervgivers indeholdelsespligt i forbindelse med arbejdsudleje. Der er tale om arbejdsudleje, når e n person er stillet til rådighed for at udføre arbejde her i landet for en dansk hvervgiver af en virksomhed, der ikke har hjemting her i landet €" det gælder selvom personen, der stilles til rådighed, er formidlet gennem en virksomhed med hjemting her i landet. I sidstnævnte situation anses den arbejdsudlejede person fortsat for at være stillet til rådighed for at udføre arbejde her i landet af en virksomhed, der ikke har hjemting her i landet.

Efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, jf. § 43, stk. 2, litra h, er en dansk hvervgiver for en arbejdsudlejet person med en udenlandsk arbejdsgiver kun indeholdelsespligtig af vederlag i penge samt fri kost og logi. Hvis den arbejdsudlejede person er begrænset skattepligtig til Danmark, dvs. har fast bopæl i udlandet, men indkomst med kilder fra Danmark, er den pågældende ikke selvangivelsespligtig, jf. skattekontrollovens § 2, stk. 1, nr. 2. Dette medfører, at der kun kan opkræves skat af vederlag i penge samt fri kost og logi til begrænset skattepligtige arbejdsudlejede personer med udenlandske arbejdsgivere, selv om disse personer i princippet er begrænset skattepligtige af alle skattepligtige personalegoder, jf. kildeskattelovens § 48 B, jf. § 2, stk. 1, nr. 3.

3.6.1.2. Forslagets baggrund

Baggrunden for forslaget vedrørende fratrædelsesgodtgørelser er, at Landsskatteretten i en kendelse og Skatterådet i et bindende svar er nået frem til modsat rettede afgørelser om den skattemæssige behandling af fratrædelsesgodtgørelser og løn i en opsigelsesperiode, som udbetales til en person, som har udført arbejde i Danmark, men som senere er blevet skattemæssigt hjemmehørende i udlandet.

Landsskatteretten afsagde i 2003 en kendelse i en sag, hvor en person var opsagt fra sin stilling i Danmark og samtidig fritstillet. Den pågældende flyttede derefter til udlandet. Landsskatteretten fandt, at opsigelsesperiodens længde og den løn, der blev udbetalt i opsigelsesperioden, udsprang af arbejde udført i Danmark. Lønnen i opsigelsesperioden kunne hermed beskattes i Danmark, selvom medarbejderen var flyttet til udlandet, og der i opsigelsesperioden ikke blev præsteret en arbejdsydelse i Danmark. Skatteministeriet har kommenteret den pågældende afgørelse. Kommentaren er offentliggjort på SKATs hjemmeside www.skat.dk som SKM2005.41.DEP.

Skatterådet har for nylig i en sag med stærke paralleller til ovennævnte sag afgivet et bindende svar, hvor der tages udgangspunkt i det synspunkt, at løn i en opsigelsesperiode og fratrædelsesgodtgørelse ikke er vederlag for arbejde udført her i landet i tidligere år. Der er derimod ifølge Skatterådet tale om vederlag for tab af fremtidige arbejdsindtægter €" dette uanset at det allerede nu af bestemmelserne fremgår, at det er uden betydning for skattepligten, om retten til vederlaget erhverves efter ophør af arbejdet i Danmark.

For så vidt angår begrænset skattepligtige arbejdsudlejede personer beskattes disse med 30 pct. af bruttoindkomsten. Ved lov nr. 425 af 6. juni 2005 blev bruttoindkomsten udvidet til at omfatte alle former for skattepligtige personalegoder, foruden vederlag i penge og fri kost og logi, som allerede var en del af den skattepligtige bruttoindkomst. Udvidelsen var en del af en generel udvidelse af den begrænsede skattepligt som medførte, at begrænset skattepligtige personer blev skattepligtige af alle personalegoder, der også var skattepligtige for fuldt skattepligtige personer. Imidlertid mangler der den fornødne indbyrdes sammenhæng mellem reglerne om skattepligtens omfang og reglerne om opkrævning af bruttoskatten på de 30 pct., således at der trods skattepligtens omfang efter gældende regler kun er hjemmel til at opkræve skat af vederlag i penge samt fri kost og logi.

3.6.1.3. Skatteministeriets overvejelser

For så vidt angår fratrædelsesgodtgørelser er der som beskrevet under 3.6.1.2. skabt retsusikkerhed om, hvordan fratrædelsesgodtgørelser, løn i en opsigelsesperiode og lignende ydelser skattemæssigt skal behandles, når sådanne ydelser udbetales til en person, som ikke længere er hjemmehørende i Danmark. Hvis Skatterådets fortolkning lægges til grund, skabes der mulighed for omgåelse af reglerne om begrænset skattepligt af lønindkomst, idet en medarbejder så vil kunne undgå dansk beskatning af sådanne ofte ganske betydelige beløb ved blot at flytte til udlandet.

Der er derfor behov for i loven at præcisere, at fratrædelsesgodtgørelse, løn i en opsigelsesperiode og lignende indkomst er omfattet af skattepligten til Danmark, når sådanne ydelser erhverves i forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde her i landet, og hvor lønnen har været undergivet dansk beskatning.

Efter ligningslovens § 7 U gives der et nedslag på 8.000 kr. ved beskatning af fratrædelsesgodtgørelser m.v. Dette nedslag gives med samme beløb uanset godtgørelsens størrelse. Der skal derfor ikke ske nogen forholdsmæssig nedsættelse, selv om ansættelsesforholdet har omfattet arbejde såvel i Danmark som i udlandet.

Det skal tilføjes, at sådanne fratrædelsesgodtgørelser m.v. efter dansk opfattelse er omfattet af artikel 15 om beskatning af lønindkomst i OECD€™s model for dobbeltbeskatningsoverenskomster. Lønindkomst kan efter denne bestemmelse som altovervejende hovedregel beskattes i det land, hvor arbejdet udføres.

For så vidt angår arbejdsudlejede personer findes der behov for at rette op på uoverensstemmelsen mellem reglerne om skattepligtens omfang og reglerne om opkrævning af skatten for begrænset skattepligtige arbejdsudlejede personer, med en udenlandsk arbejdsgiver og en dansk hvervgiver. Uoverensstemmelsen fjernes ved en generel præcisering af indeholdelsespligten for danske hvervgivere for arbejdsudlejede personer med udenlandske arbejdsgivere, da indeholdelsespligten for den danske hvervgiver bør være den samme, uanset om hvervgiveren har hyret en fuldt skattepligtig arbejdsudlejet person med en udenlandsk arbejdsgiver eller en begrænset skattepligtig arbejdsudlejet person med en udenlandsk arbejdsgiver.

3.6.1.4. Forslagets indhold

Det foreslås for det første præciseret, at fratrædelsesgodtgørelse, løn i en opsigelsesperiode og lignende indkomst er omfattet af skattepligten til Danmark, når sådanne ydelser erhverves i forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde her i landet, og hvor lønnen har været undergivet dansk beskatning. Hvis ansættelsesforholdet har omfattet arbejde i såvel Danmark som i udlandet, vil skattepligten omfatte den forholdsmæssige del, som svarer til den indkomst, som Danmark har kunnet beskatte. Herved sikres ens beskatning, hvad enten lønnen udbetales før eller efter medarbejderens fratræden.

Det foreslås for det andet præciseret, at den danske hvervgiver for begrænset skattepligtige arbejdsudlejede personer med udenlandske arbejdsgivere skal indeholde 30 pct.-skatten af den samlede bruttoindtægt, dvs. af vederlag i penge, fri kost og logi samt andre skattepligtige personalegoder. Det præciseres herudover, at den danske hvervgiver for en fuldt skattepligtig arbejdsudlejet person med en udenlandsk arbejdsgiver skal indeholde skat efter den arbejdsudlejede persons skattekort.

Retssikkerhedsmæssigt fjerner det første forslag den usikkerhed, der er opstået i forbindelse med Skatterådets bindende svar. Det tilføjes, at det bindende svar, der er afgivet, i den konkrete sag vil stå ved magt. Det andet forslag om præcisering af indeholdelsespligten for vederlag til arbejdsudlejede begrænset skattepligtige personer skaber den retstilstand, der oprindeligt var tiltænkt på dette område.

3.6.2. Arbejdsmarkedsfondsloven - § 4

Disse forslag er relateret til beskatning af arbejdsudlejede personer, jf. afsnit 3.6.1. ovenfor. Problemet er det samme, nemlig uklarhed om den indbyrdes sammenhæng mellem forskellige bestemmelser. Det foreslås præciseret, at der skal betales arbejdsmarkedsbidrag af vederlag i penge samt fri kost og logi til begrænset skattepligtige arbejdsudlejede personer. Det er som i andre tilfælde en forudsætning for bidragspligten, at den pågældende er undergivet dansk social sikringslovgivning.

Retssikkerhedsmæssigt skabes der herved den fornødne indbyrdes sammenhæng mellem disse regelsæt.

3.6.3. Personskatteloven - § 5

3.6.3.1. Gældende ret

Efter gældende regler skal en skattepligtig person overføre underskud til en samlevende ægtefælle. Ved opgørelsen af underskuddet skal der ses bort fra udenlandsk indkomst, der beskattes i udlandet. En person, der f.eks. bor i Danmark og arbejder i Tyskland, får ved opgørelsen af den danske indkomst således ikke medregnet sin tyske indkomst. Hvis personen i det pågældende tilfælde f.eks. ejer fast ejendom i Danmark, får den pågældende en negativ dansk skattepligtig indkomst som følge af det danske fradrag for prioritetsrenter. Dette underskud kan som nævnt efter gældende regler overføres til den samlevende ægtefælle. Hvis personen også får fradrag for de danske prioritetsrenter i udlandet ved den udenlandske skatteberegning, vil ægtefællerne få fradrag for de samme prioritetsrenter to gange.

3.6.3.2. Forslagets baggrund og Skatteministeriets overvejelser

Regeringen bestræber sig på at fjerne uhensigtsmæssige konsekvenser og huller i den gældende skattelovgivning. Forslaget er et led i arbejdet med at afdække sådanne uhensigtsmæssigheder. Arbejdet med at afdække uhensigtsmæssige konsekvenser og huller i den gældende skattelovgivning sker løbende.

3.6.3.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås at ændre personskattelovens § 13, stk. 5, så det ikke længere er muligt for ægtefæller under visse betingelser at få fradrag for de samme udgifter både i Danmark og i udlandet. Lovforslaget får kun betydning i de tilfælde, hvor en af ægtefællerne arbejder i et land, der giver en dansk bosat person fradrag for sine personlige udgifter ved den udenlandske skatteberegning. I det tilfælde medfører lovforslaget, at personen ikke kan overføre et fradrag for de samme udgifter til sin samlevende ægtefælle ved den danske skatteberegning.

Så vidt det foreligger oplyst, giver Tyskland ikke i øjeblikket fradrag for danske prioritetsrenter til en person, der bor i Danmark og arbejder i Tyskland. Lovforslaget har derfor på nuværende tidspunkt ikke nogen betydning for de dansk-tyske grænsegængere, der fortsat vil kunne overføre fradrag for danske prioritetsrenter m.v. til en samlevende ægtefælle.

For så vidt angår de dansk-svenske grænsegængere vil lovforslaget, med de gældende svenske skatteregler, heller ikke have nogen betydning. En person, der bor i Danmark og arbejder i Sverige, vil efter svenske skatteregler kunne vælge mellem enten at blive omfattet af den svenske SINK-beskatning, der er en 25 pct. bruttoskat, eller at blive beskattet efter de almindelige svenske indkomstskatteregler, dog uden fradrag for danske prioritetsrenter og andre udgifter, der ikke knytter sig til den svenske skattepligtige indkomst. Personen kan efter gældende regler således ikke få fradrag i Sverige for sine danske prioritetsrenter og vil efter lovforslaget derfor fortsat kunne overføre fradraget for danske prioritetsrenter m.v. til en samlevende ægtefælle.

Det kan ikke udelukkes, at Sverige og Tyskland fremover vil tillade, at personer, der bor i Danmark og arbejder i Sverige eller Tyskland, får fradrag for danske prioritetsrenter. I forhold til Sverige og Tyskland er forslaget således en fremtidssikring mod dobbeltfradrag.

Det skal bemærkes, at det ikke er unormalt, at arbejdslandet giver fradrag for private udenlandske udgifter som f.eks. prioritetsrenter til en udenlandsk bosat person, hvis personen overvejende arbejder i det pågældende land. Sådanne regler har vi eksempelvis i Danmark med de såkaldte grænsegængerreglerne. Udenlandsk bosatte personer, der arbejder i Danmark, og som har valgt at blive omfattet af de såkaldte grænsegængerreglerne, får således fradrag for udenlandske prioritetsrenter ved den danske skatteberegning.

Der er tale om fjernelse af et » hul« i lovgivningen, hvilket vil være en styrkelse af den kollektive retssikkerhed.

3.6.4. Ligningsloven - § 6

3.6.4.1. Gældende ret

Såfremt en distributionsvirksomhed inden for energisektoren yder et direkte tilskud til en energiforbruger med henblik på at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser, jf. bestemmelserne herom i lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning og lov om varmeforsyning, vil modtageren af dette tilskud være skattepligtig heraf, da ligningsloven ikke indeholder hjemmel til skattefritagelse. Tilskuddet kan f.eks. ydes til energiforbrugeren i forbindelse med udførelse af isoleringsarbejde på energiforbrugerens ejendom.

3.6.4.2. Forslagets baggrund

Ved lov nr. 520 af 7. juni 2006 blev lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning og lov om varmeforsyning ændret på en række punkter. Lovændringerne var en udmøntning af energispareaftalen af 10. juni 2005 mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.

En af disse ændringer bestod i, at netvirksomheder omfattet af lov om elforsyning, distributionsselskaber omfattet af lov om naturgasforsyning og varmedistributionsvirksomheder omfattet af lov om varmeforsyning (distributionsvirksomheder) blev pålagt at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser i overensstemmelse med regler fastsat af transport- og energiministeren. Disse er nu fastsat i Transport- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 1105 af 9. november 2006.

3.6.4.3. Skatteministeriets overvejelser

Efter ligningsloven § 7 F er der i dag skattefrihed for Elsparefondens tilskud til bygningsejere til installationsarbejder i bygninger i forbindelse med gennemførelsen af elbesparelsesaktiviteter samt tilskud til forbrugere ved køb af nye energieffektive apparater og udstyr. Der er endvidere skattefrihed for tilskud til forbrugere ved køb af nye energieffektive produkter samt installation af disse efter lov om statstilskud til produktrettede energibesparelser.

Der findes på tilsvarende vis at burde være skattefrihed for modtagere af tilskud, der ydes af nærmere bestemte distributionsvirksomheder i energisektoren for at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser.

3.6.4.4. Forslagets indhold

De foreslåede ændringer af ligningslovens § 7 F, stk. 1, nr. 11 og 12, er rent lovtekniske ændringer.

Formålet med den foreslåede materielle ændring i ligningslovens § 7 F er at indføre skattefrihed for modtagere af tilskud, der ydes af nærmere bestemte distributionsvirksomheder i energisektoren for at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser.

Der foreslås indsat en ny bestemmelse i ligningslovens § 7 F, stk. 1, nr. 13, om skattefrihed for tilskud, som distributionsvirksomhederne i energisektoren i medfør af § 22, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning, § 14, stk. 1, nr. 3, i lov om naturgasforsyning og § 28 b, stk. 1, i lov om varmeforsyning yder for at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser. Bestemmelsen gælder alle energiforbrugere, som distributionsvirksomhederne måtte vælge at yde tilskud til for at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser.

Den foreslåede ændring af ligningslovens § 33, stk. 1, er en rent teknisk ændring af henvisningen til pensionsafkastbeskatningslovens § 19, stk. 2.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget skønnes ikke at have provenumæssige konsekvenser.

SKAT har oplyst følgende om sin Kommunikationsplan for forslaget:

Lovens indhold vil blive kommunikeret til borgere og virksomheder med følgende midler:

€" Emnet vil i en periode være et tema på SKATs hjemmeside www.skat.dk

€" Der vil blive udsendt en pressemeddelelse i forbindelse med, at Folketinget vedtager lovforslaget.

Forslaget skønnes at medføre omkostninger på ca. 250.000 kr. til information.

Lovforslagets § 5, der vedrører en ændring af personskattelovens § 13, stk. 5, skønnes at medføre engangsudgifter til systemtilretning på ca. 2 mio. kr.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. Styrelsen vurderer, at forslaget indeholder beskedne administrative lettelser, men ingen administrative byrder. Samlet indeholder forslaget dog ikke administrative konsekvenser i et omfang, der berettiger, at lovforslaget bliver forelagt et virksomhedspanel. Forslaget bør derfor ikke forelægges et af Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget skønnes at medføre beskedne administrative lettelser for borgerne.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

9. Høring

De forslag, der findes i lovforslagets § 1 og § 2, blev sendt i høring den 30. juni 2006 som led i et lovforslag med titlen » Forslag til lov om ændring af skatteforvaltningsloven, ligningsloven og lov om statsgaranterede studielån (Omkostningsgodtgørelse i genoptagelsessager, syn og skøn, overspringsregel, Landsskatterettens og Skatteministeriets kompetence i visse sager, m.v.)«

Ud over ministerierne har følgende således haft lejlighed til at kommentere de enkelte forslag: Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibskreditfond, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk Iværksætterforening, Dansk Kunstnerråd, Dansk Landbrug, Dansk Told- og Skatteforbund, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den Danske Skatteborgerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Finansrådet, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen Registrerede Revisorer, Foreningen af Danske Skatteankenævn, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forsikring & Pension, Handels-, Transport- og Serviceerhvervene, HTS-A, HK-Stat, Håndværksrådet, InvesteringsForeningsRådet, Kommunernes Landsforening, Landbrugsrådet, Landsorganisationen i Danmark, Landsskatteretten, SKAT, Skatterevisorforeningen og Økonomistyrelsen.

I bilag 1 til lovforslaget kommenteres de høringssvar, som Skatteministeriet har modtaget fra ovennævnte organisationer m.v. ved høringsfristens afslutning. Der er dog ikke gengivet høringssvar og kommentarer vedrørende elementer, som ikke er medtaget i det fremsatte lovforslag.

Lovforslagets §§ 3-6 har ikke været i høring.

10. Sammenfatning af økonomiske og administrative konsekvenser

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2, kan afgørelser, som kan påklages til et skatteankenævn, efter klagerens valg i stedet påklages til Landsskatteretten. Er en afgørelse imidlertid indbragt for et skatteankenævn, skal nævnets stillingtagen afventes, inden sagen kan indbringes for Landsskatteretten.

Det foreslås, at man indfører adgang for klagere, der har indbragt en sag for et skatteankenævn, til at indbringe sagen for Landsskatteretten, når der er forløbet 3 måneder, fra sagen blev indbragt for nævnet, uden at nævnet har truffet afgørelse.

Forslaget svarer til den regel, der gjaldt efter skattestyrelseslovens § 21, stk. 5, indtil den 1. november 2005. Der er tale om et supplement til reglen i skatteforvaltningslovens § 5, stk. 2.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.2.

Til nr. 2

Efter skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, skal der som hovedregel ved afgørelsen af hver enkelt sag i Landsskatteretten deltage mindst 3 retsmedlemmer. Heraf skal mindst én være retspræsidenten eller en retsformand, og mindst to skal være blandt rettens øvrige medlemmer. Disse medlemmer er enten valgt til Landsskatteretten af Folketinget eller udnævnt af skatteministeren. Der stilles som hovedregel ikke særlige krav til de pågældendes individuelle kvalifikationer, og disse retsmedlemmer kan deltage i afgørelsen af alle typer af sager. Herudover har skatteministeren udnævnt 4 særligt motorsagkyndige retsmedlemmer, hvoraf 2 skal repræsentere bilbranchen og 2 Færdselsstyrelsen. Disse motorsagkyndige retsmedlemmer skal deltage i afgørelser, som vedrører registreringsafgiftsloven, hvilket fremgår af den gældende bestemmelse herom i skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, 5. pkt. Formuleringen af bestemmelsen kan imidlertid give anledning til tvivl om, hvorvidt der kan deltage mere end 3 retsmedlemmer i sådanne sager, som tilfældet var det før indførelsen af skatteforvaltningsloven.

Det foreslås, at bestemmelsen om Landsskatterettens sammensætning i sager om registreringsafgiftsloven præciseres, så det udtrykkelig fremgår, at der ligesom i Landsskatterettens øvrige sager kan deltage mere end 3 retsmedlemmer i afgørelserne. Mindst 2 af de deltagende retsmedlemmer skal være særligt motorsagkyndige retsmedlemmer, som skatteministeren har udnævnt efter skatteforvaltningslovens § 12, stk. 4.

Ændringen betyder f.eks., at der ikke er tvivl om, at der i sager om lovfortolkning kan deltage et medlem, der er dommer, og at alle 4 motorsagkyndige medlemmer kan deltage ved afgørelsen i principielle sager.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.4.

Til nr. 3

Efter gældende regler er skatteministeren bemyndiget til at fastsætte regler om retten til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser, jf. skatteforvaltningslovens § 14, stk. 2.

Det foreslås, at denne bemyndigelsesbestemmelse bevares, men opdeles i en generel bestemmelse og en særlig bestemmelse om personalesager.

Efter den generelle bestemmelse kan skatteministeren bestemme, at told- og skatteforvaltningens afgørelser ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. I givet fald fraviges således skatteforvaltningslovens generelle regler om, at klager over told- og skatteforvaltningens afgørelser kan indbringes for Landsskatteretten eller for et ankenævn. Det bemærkes, at Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 1029 af 24. oktober 2005 om den kompetente myndighed indeholder en sådan bestemmelse.

Efter den særlige bestemmelse om personalesager kan skatteministeren fastsætte regler om retten til at klage over told- og skatteforvaltningens afgørelser i disse sager og kan herunder fastsætte regler om tidsfrister for indgivelse af klage. Det bemærkes, at sådanne regler for tiden findes i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 1036 af 25. oktober 2005, som ændret ved bekendtgørelse nr. 360 af 24. april 2006, om klage i personalesager og delegering af udnævnelses- og afskedigelseskompetence.

Endelig foreslås der, for at udelukke enhver tvivl om retsstillingen, indsat en ny bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 14, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan skatteministeren bestemme, at også andre spørgsmål end told- og skatteforvaltningens afgørelser og sagsbehandlingsspørgsmål, som knytter sig til afgørelser, i kraft af reglerne om administrativ rekurs kan indbringes for Skatteministeriet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.

Til nr. 4

Efter skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2, kan skatteministeren indbringe afgørelser truffet af Skatterådet for Landsskatteretten, når afgørelsen indeholder en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål. Fristen for skatteministerens stillingtagen hertil er på 3 måneder.

Det foreslås, at fristen skal være på 1 måned regnet fra Skatterådets datering af afgørelsen.

Ændringen har primært betydning for de borgere og virksomheder, hvis afgørelser skatteministeren vælger ikke at indbringe. Ændringen nedsætter den periode, hvor de pågældende ikke kan indrette sig i tillid til f.eks. et bindende svar på grund af muligheden for, at skatteministeren vil indbringe Skatterådets afgørelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.5.

Til § 2

Til nr. 1-4

Ændringerne er hovedsagelig sproglige ændringer, der ændrer myndighedsnavne.

Ændringerne skal ses i lyset af, at opgaven med studiegæld ved kongelig resolution i 2001 blev overflyttet fra Finansministeriets til Skatteministeriets ressort. Loven blev ikke ændret sprogligt i den anledning.

Som konsekvens af kommunalreformen og de nye regler på inddrivelsesområdet, deriblandt samlingen af inddrivelsen i Skatteministeriet, blev reglerne ændret således, at det fremgår, at Økonomistyrelsen administrerer, og Skatteministeriet fastsætter regler for administrationen. Endvidere indførtes begrebet restanceinddrivelsesmyndigheden, som er en betegnelse for SKATs nye Inddrivelsescenter.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.3.

Til nr. 5

Der foreslås indsat en ny § 8 a i lov om statsgaranterede studielån, der regulerer klager over Økonomistyrelsens afgørelser efter loven.

Efter stk. 1 foreslås det, at klager over Økonomistyrelsens afgørelser skal afgøres af Landsskatteretten. Efter skatteforvaltningslovens § 11, stk. 3, afgør Landsskatteretten klager, der efter anden lovgivning er henlagt til Landsskatteretten til afgørelse. Stk. 1 er en sådan særlig kompetencebestemmelse.

Forslaget indebærer, at de 2-3 årlige klager over Økonomistyrelsens afgørelser kan behandles af Landsskatteretten efter tilsvarende regler, som gælder for klager af lignende art, herunder f.eks. klager over afgørelser om inddrivelse af statsgaranterede studielån, jf. afsnit 3.3.1. i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 13 om Landsskatterettens virke finder tilsvarende anvendelse. Landsskatteretten er som udgangspunkt et kollegialt klageorgan. Efter § 13, stk. 3, 1. pkt., kan Landsskatterettens præsident dog fastsætte regler om, at nærmere angivne typer af sager skal afgøres uden medvirken af læge retsmedlemmer. Denne kompetence er tænkt anvendt til at henlægge afgørelsen af klager i sagstyper, der generelt er ukomplicerede, til afgørelse af Landsskatterettens kontorer. Det forventes, at Landsskatteretten med hjemmel heri vil fastsætte, at de omhandlede klager skal behandles uden deltagelse af retsmedlemmer.

Det foreslås, at reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 40-46 om klage m.v. til Landsskatteretten skal finde tilsvarende anvendelse.

Efter § 40, stk. 1, kan klage til Landsskatteretten indgives af den, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den påklagede afgørelse.

§ 41 handler om klagebegrundende forhold, og § 42 handler bl.a. om fristen for klage til Landsskatteretten og om klagens udformning.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 43 omhandler mundtlig forhandling. Stk. 1 er en partshøringsregel, og stk. 2 giver Landsskatteretten mulighed for at bede den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, om at være repræsenteret ved den mundtlige forhandling. Endelig giver stk. 3 Landsskatteretten mulighed for at tilkalde sagkyndig bistand.

§ 44 om retsmøder forventes ikke at blive relevant for disse sager, jf. ovenfor, men er dog medtaget, fordi Landsskatterettens præsident efter § 13, stk. 3, 2. pkt., undtagelsesvis kan bestemme, at en sag skal afgøres under medvirken af retsmedlemmer. Skatteforvaltningslovens § 45 foreskriver bl.a., at det skal fremgå af en afgørelse fra Landsskatteretten, om der har deltaget retsmedlemmer i sagens afgørelse eller ej. Skatteforvaltningslovens § 46 vedrører genoptagelse.

I forslagets stk. 2 foreslås det i tilknytning til stk. 1, at reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 17 om domstolsprøvelse af Landsskatterettens afgørelser skal finde tilsvarende anvendelse. Skatteforvaltningslovens § 48 omhandler domstolsprøvelse af de administrative skattemyndigheders afgørelser, herunder Landsskatterettens afgørelser. § 48, stk. 2 er en overspringsregel, hvorefter sagen kan indbringes for domstolene, hvis der er gået 6 måneder, og sagen endnu ikke er afgjort af Landsskatteretten. Derudover indeholder § 48 regler om fristen for indbringelse af Landsskatterettens sager. § 49 omhandler skatteministerens indbringelse af Landsskatterettens afgørelser.

Til § 3

Til nr. 1

Ved en ændring af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, foreslås det præciseret, at fratrædelsesgodtgørelse, løn i opsigelsesperiode og lignende ydelser er omfattet af skattepligt til Danmark, når sådan indkomst erhverves i forbindelse med ophør af ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde udført her i landet, og lønindkomsten har været undergivet dansk beskatning. Vedrører en sådan indkomst arbejde udført såvel i som uden for Danmark, omfatter skattepligten efter forslaget kun den del, der forholdsmæssigt kan henføres til arbejde udført i Danmark.

Om baggrunden for, at en sådan præcisering af gældende ret er nødvendig, henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.6.1.

Til nr. 2

Ved en ændring af kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra h, foreslås det, at danske hvervgivere skal indeholde skat af hele det skattepligtige vederlag til personer, der er arbejdsudlejet til at udføre arbejde her i landet, og som har en udenlandsk arbejdsgiver. En arbejdsudlejet person anses fortsat for at have en udenlandsk arbejdsgiver, dvs. være stillet til rådighed for at udføre arbejde her i landet af en virksomhed, der ikke har hjemting her i landet, selvom den arbejdsudlejede person er formidlet gennem en virksomhed med hjemting her i landet.

Om baggrunden for forslaget henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.6.1.

Til § 4

Til nr. 1-3

Der foreslås tekniske præciseringer af arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra a, og § 8, stk. 1, litra k. Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.6.2.

Til § 5

Til nr. 1

Efter gældende regler i personskattelovens § 13 skal en skattepligtig person overføre underskud til en samlevende ægtefælle. Ved opgørelsen af underskuddet skal der ses bort fra udenlandsk indkomst, der beskattes i udlandet. En person, der f.eks. bor i Danmark og arbejder i udlandet, får ved opgørelsen af den danske indkomst således ikke medregnet sin udenlandske indkomst. Hvis personen f.eks. ejer fast ejendom i Danmark, får den pågældende en negativ dansk skattepligtig indkomst som følge af det danske fradrag for prioritetsrenter. Dette underskud kan som nævnt efter gældende regler overføres til den samlevende ægtefælle. Hvis personen også får fradrag for de danske prioritetsrenter i udlandet ved den udenlandske skatteberegning, vil ægtefællerne få fradrag for de samme prioritetsrenter to gange.

Det foreslås ved en ændring af personskattelovens § 13, stk. 5, at der ikke skal kunne overføres underskud mellem ægtefæller efter personskattelovens § 13, stk. 2 og stk. 4, der svarer til udgifter, som den skattepligtige også får fradrag for i udlandet. Hvis en person, som bor i Danmark og arbejder i udlandet, får fradrag for sine danske prioritetsrenter ved beregningen af udenlandsk skat, kan personen efter forslaget ikke overføre fradraget for de samme prioritetsrenteudgifter til en samlevende ægtefælle, der vil kunne få fradrag for de samme renteudgifter ved den danske skatteberegning.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.6.3.

Til § 6

Til nr. 1 og 2

Der foreslås rent lovtekniske ændringer i de gældende bestemmelser i ligningslovens § 7 F, stk. 1, nr. 11 og 12.

Til nr. 3

Efter gældende regler skal tilskud, som distributionsvirksomhederne i energisektoren i medfør af § 22, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning, § 14, stk. 1, nr. 3, i lov om naturgasforsyning og § 28 b, stk. 1, i lov om varmeforsyning yder for at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser, medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst.

Der foreslås indsat en ny bestemmelse i ligningsloven § 7 F, stk. 1, nr. 13. Efter bestemmelsen skal tilskud, som distributionsvirksomhederne yder i medfør af de ovennævnte bestemmelser, ikke medregnes til modtagerens skattepligtige indkomst.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.6.4.

Til nr. 4

Der foreslås en rent teknisk ændring af henvisningen i ligningslovens § 33, stk. 1, til en bestemmelse i pensionsafkastbeskatningsloven.

Til § 7

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, og at lovens §§ 1 og 2 har virkning fra den 1. maj 2007, jf. stk. 1 og 2. Det er herved forudsat, at loven er stadfæstet forud for den 1. maj 2007.

Det foreslås i stk. 3, at lovens § 3, nr. 2, og § 5 har virkning fra indkomståret 2008.

Det foreslås i stk. 4, at lovens § 6, nr. 3, har virkning for tilskud, der ydes for at sikre realisering af dokumenterbare energibesparelser 15. juni 2006 eller senere. Med det foreslåede virkningstidspunkt får reglen samme virkningstidspunkt som lov nr. 520 af 7. juni 2006, der udmønter energispareaftalen, efter hvilken tilskuddene ydes, jf. bekendtgørelse nr. 531 af 8. juni 2006. Der vurderes ikke at være problemer i at give bestemmelsen virkning forud for lovens ikrafttræden, da ændringen er rent begunstigende.