L 149 Forslag til lov om ændring af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

(Udvidelse af målgruppe for personlig assistance).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 22-05-2007

Lovforslag som vedtaget

20061_l149_som_vedtaget (html)

L 149 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. (Udvidelse af målgruppe for personlig assistance).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 22. maj 2007

Forslag

til

Lov om ændring af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

(Udvidelse af målgruppe for personlig assistance)

 

§ 1

I lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 29. januar 2001, som ændret ved lov nr. 1038 af 17. december 2002, § 1 i lov nr. 418 af 10. juni 2003, § 2 i lov nr. 523 af 24. juni 2005 og § 19 i lov nr. 1543 af 20. december 2006, foretages følgende ændringer:

1.§ 4 affattes således:

»§ 4. Der kan ydes personlig assistance til ledige, lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig personlig bistand.«

2. § 5, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Ledige personer med en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan få tilskud til personlig assistance under efteruddannelse forud for påbegyndelse af et konkret ansættelsesforhold.«

3.§ 6 affattes således:

»§ 6. Tilskud ydes til en virksomhed til aflønning m.v. af en personlig assistent for en ansat eller for en person, der skal ansættes i virksomheden, eller for virksomhedens indehaver.

Stk. 2. Den personlige assistent skal bistå personen med funktioner, der følger af beskæftigelsen, og som den pågældende på grund af funk­tionsnedsættelsen har behov for særlig personlig assistance til.

Stk. 3. Der kan ikke ydes tilskud til personlig assistance, hvis erhvervet er uforeneligt med funktionsnedsættelsen . «

4. § 7, stk. 3, 3. pkt., affattes således:

»En person, der har mere end én funktionsnedsættelse eller har en meget betydelig funktionsnedsættelse, kan efter en konkret vurdering få tilskud op til fuld tid.«

5. § 16 a, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Ansøgning om personlig assistance indgives af personen med funktionsnedsættelsen til staten i jobcenteret i den kommune, hvor personen med funktionsnedsættelsen er bosat.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2007.