L 158 Forslag til lov om Metroselskabet I/S og Arealudviklingsselskabet I/S.

Af: Transport- og energiminister Flemming Hansen (KF)
Udvalg: Trafikudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 01-06-2007

Lovforslag som vedtaget

20061_l158_som_vedtaget (html)

L 158 (som vedtaget): Forslag til lov om Metroselskabet I/S og Arealudviklingsselskabet I/S.

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 1. juni 2007

Forslag

til

Lov om Metroselskabet I/S og Arealudviklingsselskabet I/S

 

Kapitel 1

Oprettelse af Metroselskabet I/S og Arealudviklingsselskabet I/S

§ 1. Transport- og energiministeren, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune kan oprette et interessentskab ved navn Metroselskabet I/S med følgende ejerfordeling:

1) Københavns Kommune ejer 50 pct.,

2) transport- og energiministeren ejer 41,7 pct., og

3) Frederiksberg Kommune ejer 8,3 pct.

Stk. 2. Transport- og energiministeren, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune kan efter enstemmig beslutning ændre selskabets navn.

Stk. 3. Stiftelsen af Metroselskabet I/S kan i regnskabsmæssig henseende ske med virkning fra den 1. januar i stiftelsesåret.

§ 2. Transport- og energiministeren og Københavns Kommune kan oprette et interessentskab ved navn Arealudviklingsselskabet I/S med følgende ejerfordeling:

1) Københavns Kommune ejer 55 pct., og

2) transport- og energiministeren ejer 45 pct.

Stk. 2. Transport- og energiministeren og Københavns Kommune kan efter enstemmig beslutning ændre selskabets navn.

Stk. 3. Stiftelsen af Arealudviklingsselskabet I/S kan i regnskabs- og skattemæssig henseende ske med virkning fra den 1. januar i stiftelsesåret.

§ 3. Arealudviklingsselskabet I/S overtager ved stiftelsen samtlige aktiver og passiver i Københavns Havn A/S og indtræder i samtlige rettigheder og pligter i Københavns Havn A/S. Samtidig opløses Københavns Havn A/S uden likvidation.

Stk. 2. Der udløses ikke beskatning af fortjeneste og tab på Københavns Havn A/S€™ aktiver og passiver ved opløsning af Københavns Havn A/S i henhold til stk. 1.

Stk. 3. Opløsningen af Københavns Havn A/S kan i regnskabs- og skattemæssig henseende ske med virkning fra den 1. januar i stiftelsesåret for Arealudviklingsselskabet I/S.

§ 4. Metroselskabet I/S og Arealudviklingsselskabet I/S overtager ved stiftelsen alle aktiver og passiver og indtræder i samtlige rettigheder og pligter i Ørestadsselskabet I/S og Frederiksbergbaneselskabet I/S som nærmere anført i stk. 2-5. Samtidig opløses Ørestadsselskabet I/S og Frederiksbergbaneselskabet I/S.

Stk. 2. Metroselskabet I/S overtager ved stiftelsen samtlige aktiver og passiver og indtræder i samtlige rettigheder og pligter, der hører til Ørestadsselskabet I/S€™ metroaktiviteter.

Stk. 3. Metroselskabet I/S overtager ved stiftelsen samtlige aktiver og passiver i Frederiksbergbaneselskabet I/S og indtræder i samtlige rettigheder og pligter i Frederiksbergbaneselskabet I/S.

Stk. 4. Arealudviklingsselskabet I/S overtager ved stiftelsen samtlige aktiver og passiver og indtræder i samtlige rettigheder og pligter, der hører til Ørestadsselskabet I/S€™ arealudviklingsaktiviteter.

Stk. 5. Den endelige fordeling mellem Arealudviklingsselskabet I/S og Metroselskabet I/S af de overtagne aktiver og passiver, rettigheder og pligter fra Ørestadsselskabet I/S, jf. stk. 2 og 4, vil blive fastlagt ved aftaler mellem transport- og energiministeren, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune i forbindelse med udarbejdelsen af stiftelsesdokumenter for Arealudviklingsselskabet I/S og Metroselskabet I/S.

§ 5. Metroselskabet I/S stiftes ud over overtagelsen af Ørestadsselskabet I/S€™ metroaktiviteter og Frederiksbergbaneselskabet I/S, jf. § 4, stk. 2 og 3, med indskud af følgende nettoaktiver:

1) Københavns Kommune indskyder 4.000 mio. kr.,

2) Frederiksberg Kommune indskyder 800 mio. kr.,

3) Metroselskabet I/S får en fordring på ejerne vedrørende reinvesteringer i tekniske installationer vedrørende metroens etape 1-3 på 100 mio. kr. Fordringen fordeles på de tre ejere i forhold til ejerandelene, jf. § 1, stk. 1, og

4) Metroselskabet I/S får en fordring på Frederiksberg Kommune på 843 mio. kr. svarende til nutidsværdien af Frederiksberg Kommunes nuværende årlige finansieringsbidrag til Frederiksbergbaneselskabet I/S.

§ 6. Arealudviklingsselskabet I/S stiftes, ud over overtagelsen af Ørestadsselskabet I/S€™ arealudviklingsaktiviteter, jf. § 4, stk. 4, og Københavns Havn A/S, jf. § 3, stk. 1, med indskud af følgende nettoaktiver:

1) Staten indskyder den tidligere Rigsarkivgrund, beliggende i Ørestad Nord (en del af ejendommen matr. nr. 1 bh og 1 aa Eksercerpladsen, København).

2) Arealudviklingsselskabet I/S får en fordring på staten på 100 mio. kr.

3) Arealudviklingsselskabet I/S får en fordring på Københavns Kommune på 2.400 mio. kr., svarende til nutidsværdien af Københavns Kommunes fremtidige grundskyldtilbageføring vedrørende arealerne i Ørestad.

4) Arealudviklingsselskabet I/S får endvidere en fordring på Københavns Kommune på 800 mio. kr., svarende til Københavns Kommunes fremtidige grundskyldtilbageføring vedrørende arealerne i Nordhavnen.

§ 7. Tinglysning og registrering af Metroselskabet I/S€™ og Arealudviklingsselskabet I/S€™ rettigheder og pligter kan ske på grundlag af denne lov.

Kapitel 2

Metroselskabet I/S

§ 8. Metroselskabet I/S€™ formål er at varetage projektering og anlæg af en Cityring som en metro, færdiggørelse af anlæg af Østamagerbanen (metroens 3. etape) samt stå for drift og vedligehold af den samlede metro.

Stk. 2. Selskabet kan tillige drive anden virksomhed, som har en naturlig forretningsmæssig sammenhæng med metroaktiviteterne, jf. stk. 1.

Stk. 3. Selskabet skal drives på et forretningsmæssigt grundlag.

Stk. 4. Selskabet foretager offentligt udbud af drift og vedligehold af metroen.

§ 9. Metroselskabet I/S ledes af en bestyrelse på 9 medlemmer.

Stk. 2. Københavns Kommune udpeger 3 bestyrelsesmedlemmer. Frederiksberg Kommune udpeger 1 bestyrelsesmedlem samt 1 suppleant til bestyrelsen. Transport- og energiministeren udpeger 3 bestyrelsesmedlemmer. Medarbejderne i Metroselskabet I/S vælger 2 bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 3. Udpegningen af formand og to næstformænd sker efter enig beslutning mellem de tre ejere blandt de af ejerne udpegede bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 4. Formanden og næstformændene for bestyrelsen må ikke udføre hverv for selskabet, der ikke er en naturlig del af hvervet som bestyrelsesformand og næstformand, bortset fra enkeltstående opgaver, som den pågældende bliver anmodet om at udføre for bestyrelsen.

Stk. 5. Bestyrelsesmedlemmer vælges for en periode af 4 år. Dog vælges medlemmerne af selskabets første bestyrelse fra selskabets stiftelse til den 31. december 2009. Genudpegning kan ske. Et bestyrelsesmedlem kan til enhver tid afsættes af den, som har udpeget den pågældende.

§ 10. Den daglige ledelse varetages af en direktion, der ansættes af bestyrelsen efter forudgående orientering af selskabets ejere.

§ 11. Transport- og energiministeren fastsætter sammen med Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune en vedtægt for Metroselskabet I/S.

Stk. 2. Metroselskabet I/S skal på begæring stille enhver oplysning om sin virksomhed til rådighed for Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune samt transport- og energiministeren.

Stk. 3. Metroselskabet I/S skal anmeldes og registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter reglerne i kapitel 19 i lov om aktieselskaber, herunder bestemmelserne, der gælder for statslige aktieselskaber. Regler om anmeldelse, registrering og gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen gælder for Metroselskabet I/S.

Stk. 4. Aktieselskabslovens regler om indsendelse af meddelelser m.v. fra statslige aktieselskaber finder tilsvarende anvendelse på Metroselskabet I/S.

§ 12. Årsregnskabslovens regler, herunder bestemmelserne, der gælder for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for Metroselskabet I/S med de ændringer, der følger af denne lov.

Stk. 2. Metroselskabet I/S udarbejder adskilte regnskaber for anlægs- og driftsopgaverne.

Stk. 3. Metroselskabet I/S€™ årsrapport revideres af rigsrevisor og en af Københavns Kommune udpeget revisor samt en revisor udpeget af Frederiksberg Kommune.

§ 13. Metroselskabet I/S kan optage lån til finansiering af selskabets aktiviteter.

Stk. 2. Finansministeren bemyndiges til at dække virksomhedens finansieringsbehov efter stk. 1 gennem statslån. Sådanne lån må ikke ydes på bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå som låntager.

§ 14. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om Folketingets Ombudsmand gælder for Metroselskabet I/S.

Kapitel 3

Arealudviklingsselskabet I/S

§ 15. Arealudviklingsselskabet I/S€™ formål er at forestå udvikling af selskabets arealer samt forestå havnedrift i Københavns Havn.

Stk. 2. Selskabet skal forestå drift og vedligehold af Ørestad Station på Kastrupbanen samt motorvejsramperne ved Center Boulevard. Transport- og energiministeren kan bestemme, at såvel ejerskabet som drifts- og vedligeholdelsesopgaven overdrages til en statslig myndighed, en statsvirksomhed eller et statsligt aktieselskab under Transport- og Energiministeriet.

Stk. 3. Selskabet kan tillige drive anden virksomhed, som har en forretningsmæssig sammenhæng med arealudvikling og havnedrift.

Stk. 4. Selskabet skal drives på et forretningsmæssigt grundlag.

Stk. 5. Selskabet kan helt eller delvis uden vederlag stille arealer til rådighed for kulturelle formål og for fritids- og rekreative formål.

Stk. 6. Selskabet kan efter de to ejeres godkendelse oprette datterselskaber eller erhverve andele i andre selskaber med begrænset ansvar i forbindelse med udøvelsen af sin virksomhed, herunder med andre havne, også i udlandet.

Stk. 7. Selskabet kan indgå samarbejdsaftaler m.v. i forbindelse med udøvelsen af selskabets virksomhed eller virksomhed, som har en forretningsmæssig sammenhæng hermed.

Stk. 8. Selskabet og dets datterselskaber kan i særlige tilfælde erhverve ejendomme med tilknytning til selskabets egne ejendomme, såfremt det vurderes at have en samlet værdiforøgende effekt.

Stk. 9. Selskabet skal bidrage med 700 mio. kr. til en vejforbindelse mellem Helsingørmotorvejen og Nordhavnen, som anlægges af Københavns Kommune.

§ 16. De naturfredningsmæssige hensyn vedrørende arealanvendelsen inden for Ørestadsområdet varetages alene ved denne lov og gennem den fysiske planlægning.

Stk. 2. De på bilag 1 viste naturområder, herunder de kanaler og søarealer, som skal etableres inden for disse områder, må ikke bebygges, benyttes til anlæg eller gøres til genstand for andre indgreb bortset fra naturpleje og anlæg af stier. Miljøministeren kan godkende mindre afvigelser fra afgrænsningen og udformningen af naturområderne.

§ 17. Arealudviklingsselskabet I/S ledes af en bestyrelse bestående af 8 medlemmer.

Stk. 2. Transport- og energiministeren udpeger 3 bestyrelsesmedlemmer. Københavns Kommune udpeger 3 bestyrelsesmedlemmer. Medarbejderne i Arealudviklingsselskabet I/S vælger 2 medlemmer til bestyrelsen.

Stk. 3. Udpegning af formand og næstformand sker efter enig beslutning mellem de to ejere blandt de af ejerne udpegede bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 4. Formanden og næstformanden for bestyrelsen må ikke udføre hverv for selskabet, der ikke er en naturlig del af hvervet som bestyrelsesformand og næstformand, bortset fra enkeltstående opgaver, som den pågældende bliver anmodet om at udføre for bestyrelsen.

Stk. 5. Bestyrelsesmedlemmer udpeges for en periode af 4 år. Dog udpeges medlemmerne af selskabets første bestyrelse fra selskabets stiftelse til 31. december 2009. Genudpegning kan ske. Et bestyrelsesmedlem kan til enhver tid afsættes af den, som har udpeget den pågældende.

§ 18. Den daglige ledelse varetages af en direktion, der ansættes af bestyrelsen efter forudgående orientering af selskabets ejere.

§ 19. Transport- og energiministeren fastsætter sammen med Københavns Kommune en vedtægt for Arealudviklingsselskabet I/S.

Stk. 2. Arealudviklingsselskabet I/S skal på begæring stille enhver oplysning om sin virksomhed til rådighed for Københavns Kommune samt transport- og energiministeren.

Stk. 3. Arealudviklingsselskabet I/S skal anmeldes og registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter reglerne i kapitel 19 i lov om aktieselskaber, herunder bestemmelserne, der gælder for statslige aktieselskaber. Regler om anmeldelse, registrering og gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen gælder for Arealudviklingsselskabet I/S.

Stk. 4. Aktieselskabslovens regler om indsendelse af meddelelser m.v. fra statslige aktieselskaber finder tilsvarende anvendelse på Arealudviklingsselskabet I/S.

§ 20. Årsregnskabslovens regler, herunder bestemmelserne, der gælder for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for Arealudviklingsselskabet I/S med de ændringer, der følger af denne lov.

Stk. 2. Arealudviklingsselskabet I/S€™ årsrapport revideres af rigsrevisor og en revisor udpeget af Københavns Kommune.

Stk. 3. Transport- og energiministeren og Københavns Kommune udarbejder et regnskabsreglement for Arealudviklingsselskabet I/S, som skal sikre, at selskabet udarbejder adskilte regnskaber for konkurrenceudsatte aktiviteter, ikke-konkurrenceudsatte aktiviteter og finansielle aktiviteter.

§ 21. Arealudviklingsselskabet I/S kan optage lån til finansiering af selskabets aktiviteter.

Stk. 2. Finansministeren bemyndiges til at dække virksomhedens finansieringsbehov efter stk. 1 gennem statslån. Sådanne lån må ikke ydes på bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå som låntager.

§ 22. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om Folketingets Ombudsmand gælder for Arealudviklingsselskabet I/S.

§ 23. Arealudviklingsselskabet I/S overtager de medarbejdere ved Københavns Havn A/S, der ved selskabets overtagelse af driften er ansat som tjenestemænd i henhold til vedtægt. Disse medarbejdere er samtidig forpligtet til at gøre tjeneste ved Arealudviklingsselskabet I/S med bevarelse af hidtidige rettigheder og pligter.

Kapitel 4

Københavns Havn

§ 24. Lov om havne finder ikke anvendelse på København Havn. Dog finder kapitel 3 og 5 a-7 i lov om havne anvendelse på driften af Københavns Havn med de afvigelser, der følger af bestemmelserne i denne lov.

Stk. 2. Udvidelser af havnen kræver tilladelse af transport- og energiministeren.

Stk. 3. Uddybning og opfyldning samt etablering af faste anlæg m.v. inden for havnens søområde kræver tilladelse af transport- og energiministeren.

Stk. 4. Der kan fastsættes vilkår i forbindelse med tilladelser efter stk. 2 og 3, herunder om sikkerhedsstillelse for udgifter til fjernelse af de nævnte anlæg, vedligeholdelse og godkendelse af overdragelse m.v.

§ 25. Københavns Havns søområde fastsættes af transport- og energiministeren ved bekendtgørelse.

Stk. 2. Arealudviklingsselskabet I/S har ret til inden for Københavns Havns søområde at opkræve vandarealleje.

Stk. 3. I det omfang, der ved udgravning, fra­skylning el.lign. fra landområder grænsende op til Københavns Havn opstår nye vandområder inden for havnens ydre grænser med sejlbar forbindelse til Københavns Havns søområde, omfattes sådanne vandområder af Københavns Havns søområde og reguleringskompetence, herunder retten til at opkræve vandarealleje.

§ 26. Klage over forvaltningen af Københavns Havn indgives til transport- og energiministeren.

Stk. 2. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. Transport- og energiministeren kan dog se bort fra fristen, når omstændighederne taler derfor.

Kapitel 5

Bemyndigelser, ikrafttræden og konsekvensændringer i anden lovgivning m.v.

§ 27. Transport- og energiministeren kan bemyndige Kystdirektoratet eller andre statslige myndigheder under Transport- og Energiministeriet til at udøve ministerens beføjelser i denne lov.

§ 28. Transport- og energiministeren fastsætter tidspunktet for lovens eller dele af lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Transport- og energiministeren fastsætter tidspunktet for ophævelse af lov nr. 474 af 31. maj 2000 om Københavns Havn A/S og lov nr. 477 af 24. juni 1992 om Ørestaden m.v. eller dele af lovene.

§ 29. I lov nr. 141 af 31. marts 1960 om Københavns frihavn, som ændret ved § 12 i lov nr. 504 af 24. juni 1992 og § 13 i lov nr. 474 af 31. maj 2000, foretages følgende ændring:

1. Overalt i loven ændres »Københavns Havn A/S« til: »Arealudviklingsselskabet I/S«.

§ 30. I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 925 af 28. september 2005, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 564 af 24. juni 2005, § 3 i lov nr. 571 af 9. juni 2006 og senest ved § 2 i lov nr. 1571 af 20. december 2006, foretages følgende ændring:

1. I § 51, stk. 3, nr. 1, ændres »Københavns Havn A/S« til: »Arealudviklingsselskabet I/S«.

§ 31. I lov nr. 582 af 24. juni 2005 om trafikselskaber, som ændret ved § 3 i lov nr. 1422 af 21. december 2005, foretages følgende ændring:

1. I § 4, stk. 1, § 6, stk. 3, og § 7, stk. 3, ændres »Ørestadsselskabet« til: »Metroselskabet I/S«.

§ 32. I lov nr. 578 af 9. juni 2006 om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v., som ændret ved lov nr. 1224 af 6. december 2006, foretages følgende ændring:

1. I § 11, stk. 1, ændres »Ørestadsselskabet« til: »Metroselskabet I/S«.

§ 33. I lov om befordringsrabat til studerende ved videregående uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 628 af 28. juni 2001, som ændret ved § 73 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, § 9 i lov nr. 593 af 24. juni 2005 og § 2 i lov nr. 312 af 19. april 2006, foretages følgende ændring:

1. I § 4, stk. 1, ændres »Ørestadsselskabet« til: »Metroselskabet I/S«.

§ 34. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.


Bilag 1

Naturområder i Ørestad, jf. § 16, stk. 2