L 24 Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register.

(Videregivelse af oplysninger til andre EU-lande m.v.).

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 05-10-2006

Lovforslag som fremsat

20061_l24_som_fremsat (html)

L 24 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register. (Videregivelse af oplysninger til andre EU-lande m.v.).

Fremsat den 5. oktober 2006 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register

(Videregivelse af oplysninger til andre EU-lande mv.)

 

§ 1

I lov nr. 434 af 31. maj 2000 om Det Centrale Dna-profil-register, som ændret ved lov nr. 369 af 24. maj 2005, foretages følgende ændring:

1. I § 5, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nyt nr.:

»2) den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller et tredjeland, der deltager i samarbejdet under Schengen-konventionen, til brug for en kriminalefterforskning eller kriminalefterretningsoperation,«

Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Med lovforslaget foreslås der indsat en ny bestemmelse i lov om Det Centrale Dna-profil-register om videregivelse af oplysninger fra registeret til retshåndhævende myndigheder i andre EU-lande. Dette forslag er en konsekvens af EU€™s rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder. Rammeafgørelsen medfører en pligt for medlemsstaterne til at sikre, at der i national lovgivning ikke opstilles strengere betingelser for videregivelse af oplysninger og efterretninger til andre medlemsstaters retshåndhævende myndigheder, end hvad der gælder for videregivelse til tilsvarende nationale myndigheder. Da det kan give anledning til tvivl, om den gældende lov opfylder denne forpligtelse, foreslås der indsat en ny bestemmelse om adgangen til at videregive oplysninger fra Det Centrale Dna-profil-register til retshåndhævende myndigheder i de lande, der er omfattet af rammeafgørelsen.

Med vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget sit samtykke efter grundlovens § 19, stk. 1, til, at Danmark kan medvirke til at vedtage det udkast til den omhandlede EU-rammeafgørelse, som der blev opnået politisk enighed om i EU i 2005.

2. Rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder

2.1. Baggrund og formål

På baggrund af bl.a. terrorangrebene i Madrid den 11. marts 2004 vedtog Det Europæiske Råd den 25. marts 2004 en erklæring om bekæmpelse af terrorisme. Ved denne erklæring blev Rådet bl.a. pålagt at undersøge, hvilke foranstaltninger der kunne træffes for at forenkle udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder.

I forlængelse heraf fremsatte Sverige den 4. juni 2004 et forslag til rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder. Rådet (Retlige og Indre Anliggender) nåede i december 2005 til politisk enighed om rammeafgørelsen, der i en foreløbig dansk oversættelse er optaget som bilag 1 til dette lovforslag.

Det fremgår af de ledsagende bemærkninger til forslaget til rammeafgørelsen, at de retshåndhævende myndigheders evne til at samarbejde om bekæmpelsen af kriminalitet og terrorisme i vid udstrækning er afhængig af, om de kan indhente og udveksle oplysninger og efterretninger i tide. Praktiske erfaringer viser, at det alt for ofte er for besværligt, tager for lang tid eller i nogle tilfælde endog er umuligt at indhente relevante og nødvendige oplysninger eller efterretninger fra andre medlemsstater.

Hovedindholdet af rammeafgørelsen er en pligt for medlemsstaterne til at sikre, at der i national lovgivning ikke opstilles strengere betingelser for videregivelse af oplysninger og efterretninger til andre medlemsstaters retshåndhævende myndigheder, end hvad der nationalt gælder for videregivelse.

Rammeafgørelsen omfatter videregivelse af oplysninger og efterretninger til andre medlemsstater i EU samt de tredjelande, der deltager i samarbejdet under Schengen-konventionen (for tiden Island, Norge og Schweiz, jf. pkt. 13 og 14 i rammeafgørelsens præambel).

2.2. Pligt til videregivelse af eksisterende oplysninger og efterretninger

2.2.1. I medfør af artikel 1, stk. 3, 1. pkt., jf. artikel 2, litra d, omfatter rammeafgørelsen alle slags oplysninger og data, som en retshåndhævende myndighed er i besiddelse af, eller som andre offentlige myndigheder eller private foretagender er i besiddelse af, og som de retshåndhævende myndigheder har adgang til, uden at der foretages tvangsindgreb.

Rammeafgørelsen pålægger ikke medlemsstaterne nogen pligt til at indsamle eller opbevare bestemte oplysninger eller efterretninger med det formål at videregive dem til de kompetente retshåndhævende myndigheder i andre medlemsstater, jf. artikel 1, stk. 3, 2. pkt.

Rammeafgørelsen pålægger endvidere ikke medlemsstaterne nogen pligt til at meddele oplysninger eller efterretninger, der skal anvendes som bevismateriale ved en myndighed, jf. artikel 1, stk. 4. Rammeafgørelsen giver ligeledes ikke medlemsstaterne ret til at anvende allerede udvekslede oplysninger eller efterretninger til dette formål. Hvis allerede udvekslede oplysninger ønskes anvendt som bevismateriale ved en judiciel myndighed, skal der derfor indhentes samtykke hertil fra den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat - om nødvendigt i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der har videregivet oplysningerne eller efterretningerne via de eksisterende instrumenter om retligt samarbejde mellem medlemsstaterne. Et sådant samtykke er dog ikke nødvendigt, når den anmodede medlemsstat allerede på tidspunktet for fremsendelse af oplysningerne eller efterretningerne har givet sit samtykke til benyttelse af oplysningerne som bevismateriale.

Endelig pålægger rammeafgørelsen ikke den medlemsstat, der modtager en anmodning om oplysninger eller efterretninger, pligt til at fremskaffe eller tilvejebringe nogen form for oplysninger eller efterretninger ved anvendelse af tvangsindgreb defineret i henhold til den nationale lovgivning, jf. artikel 1, stk. 5. Medlemsstaterne skal dog €" hvis den nationale lovgivning giver mulighed herfor €" videregive oplysninger og efterretninger, selv om de tidligere er fremskaffet ved anvendelse af tvangsindgreb, jf. artikel 1, stk. 6.

2.2.2. I medfør af artikel 3, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at de omfattede oplysninger og efterretninger kan meddeles til de kompetente retshåndhævende myndigheder i andre medlemsstater i overensstemmelse med rammeafgørelsen.

Sådanne oplysninger og efterretninger skal således videregives efter anmodning fra en kompetent retshåndhævende myndighed, som handler inden for rammer fastsat i den nationale lovgivning, og som foretager en kriminalefterforskning eller kriminalefterretningsoperation, jf. artikel 3, stk. 2.

»Kompetent retshåndhævende myndighed« defineres i artikel 2, litra a, som en national politimyndighed, toldmyndighed eller anden myndighed, der i henhold til national lovgivning har beføjelse til at afsløre, forebygge og efterforske lovovertrædelser og kriminelle aktiviteter, udøve myndighed og foretage tvangsindgreb i forbindelse med sådanne aktiviteter. Kontorer eller enheder, der specifikt tager sig af nationale sikkerhedsspørgsmål, er ikke omfattet af begrebet »kompetent retshåndhævende myndighed«.

»Kriminalefterforskning« defineres i artikel 2, litra b, som et proceduretrin, inden for hvilken de kompetente retshåndhævende myndigheder eller judicielle myndigheder, herunder anklagemyndigheder, træffer foranstaltninger med henblik på at fastslå og identificere kendsgerninger, mistænkte og omstændigheder i forbindelse med én eller flere identificerede konkrete strafbare handlinger.

»Kriminalefterretningsoperation« defineres i artikel 2, litra c, som et proceduretrin, endnu ikke på kriminalefterforskningsstadiet, inden for hvilken en kompetent retshåndhævende myndighed i henhold til national lovgivning har beføjelse til at indsamle, behandle og analysere oplysninger om kriminalitet eller kriminelle aktiviteter med det formål at fastslå, om der er eller kan være begået konkrete strafbare handlinger.

Det uddybes i artikel 3, stk. 3, at medlemsstaterne skal sikre, at betingelserne for at meddele oplysninger og efterretninger til de andre medlemsstaters retshåndhævende myndigheder ikke er strengere end de betingelser, der gælder nationalt for meddelelse af og anmodning om oplysninger og efterretninger. Medlemsstaterne må navnlig ikke kræve en retskendelse i forbindelse med deres kompetente retshåndhævende myndigheds udveksling af oplysninger eller efterretninger med en anden medlemsstats kompetente retshåndhævende myndighed, når den anmodede kompetente retshåndhævende myndighed i en rent national procedure har adgang til de pågældende oplysninger eller efterretninger uden retskendelse.

Når den anmodede kompetente retshåndhævende myndighed i henhold til den nationale lovgivning kun har adgang til de ønskede oplysninger og efterretninger efter tilladelse fra en judiciel myndighed, er den anmodede myndighed forpligtet til at anmode den kompetente judicielle myndighed om tilladelse til at få adgang til og at udveksle de ønskede oplysninger, jf. artikel 3, stk. 4. I givet fald skal den anmodede stats kompetente judicielle myndighed lægge samme regler til grund for sin afgørelse som i en rent national sag.

2.2.3. Artikel 4, 5 og 7 vedrører den mere praktiske gennemførelse af anmodning om og videregivelse af oplysninger og efterretninger i medfør af rammeafgørelsen.

2.2.4. Efter artikel 7 har medlemsstaterne en pligt til på eget initiativ at videregive oplysninger og efterretninger til retshåndhævende myndigheder i andre medlemsstater, hvis der er faktuelle grunde til at tro, at oplysningerne mv. vil kunne bidrage til afsløring, forebyggelse eller efterforskning af lovovertrædelser omfattet af positivlisten i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre. Denne pligt til uanmodet videregivelse er begrænset til det, der skønnes relevant og nødvendigt for at kunne afsløre, forebygge eller efterforske den pågældende lovovertrædelse eller kriminelle aktivitet.

2.2.5. Efter artikel 10, stk. 1, kan medlemsstaterne afvise at videregive oplysninger og efterretninger, hvis der er faktuelle grunde til at antage, at videregivelsen vil kunne skade vigtige nationale sikkerhedsinteresser, bringe en igangværende efterforskning eller efterretningsoperation i fare eller bringe enkeltpersoners sikkerhed i fare. Medlemsstaterne kan ligeledes afvise videregivelse, hvis videregivelse af oplysningerne vil stå i klart misforhold til eller være irrelevant for det angivne formål.

Artikel 10, stk. 2, fastsætter, at medlemsstaterne kan afvise at videregive oplysninger, der vedrører en lovovertrædelse med en strafferamme på op til 1 års fængsel i henhold til den anmodede medlemsstats lovgivning.

2.3. Databeskyttelse og fortrolighed

Det følger af artikel 8, stk. 2, at anvendelse af oplysninger og efterretninger, der er blevet udvekslet direkte eller bilateralt, er underlagt de nationale bestemmelser om databeskyttelse i den modtagende medlemsstat. Oplysningerne skal således undergives de samme regler, som hvis oplysningerne var blevet indsamlet i den modtagende medlemsstat. Behandling af personoplysninger skal bl.a. ske i overensstemmelse med Europarådets konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger samt €" for de medlemsstater der har ratificeret den €" tillægsprotokollen hertil af 8. november 2001 om tilsynsmyndigheder og grænseoverskridende dataudveksling.

Efter artikel 8, stk. 3, må udvekslede oplysninger og efterretninger kun anvendes af de kompetente retshåndhævende myndigheder til de formål, hvortil de er blevet meddelt i overensstemmelse med rammeafgørelsen, eller med henblik på forebyggelse af umiddelbare og alvorlige trusler mod den offentlige sikkerhed. Brug af oplysningerne til andre formål er kun tilladt med forudgående samtykke fra den medlemsstat, der har meddelt oplysningerne, og er underlagt den nationale lovgivning i den modtagende medlemsstat.

I medfør af artikel 8, stk. 4, kan medlemsstaterne i forbindelse med videregivelse som udgangspunkt pålægge betingelser med hensyn til anvendelsen af bestemte oplysninger og efterretninger samt rapportering om resultatet af den efterforskning mv., der har fundet sted.

Artikel 9 fastslår, at medlemsstaterne skal behandle alle oplysninger og efterretninger med den nødvendige fortrolighed. Med henblik herpå skal de kompetente retshåndhævende myndigheder i overensstemmelse med deres nationale lovgivning sikre, at alle videregivne oplysninger og efterretninger, der er klassificeret som fortrolige, også behandles fortroligt.

3. Gældende ret

Dansk lovgivning indeholder ikke en udtrykkelig generel regulering af danske retshåndhævende myndigheders videregivelse af fortrolige oplysninger til andre landes myndigheder. Om videregivelse af fortrolige oplysninger kan finde sted vil derfor som udgangspunkt bero på de almindelige regler om tavshedspligt.

Det er i administrativ praksis almindeligt antaget, at regeringen inden for de rammer, der følger af grundloven, kan indgå overenskomst med fremmede stater, som bl.a. indebærer, at den danske stat i et vist omfang er forpligtet til at videregive visse fortrolige oplysninger til udenlandske myndigheder. I det omfang en sådan international aftale er indgået, vil videregivelse af fortrolige oplysninger til opfyldelse af den pågældende internationale forpligtelse ikke være uberettiget i relation til de almindelige regler om tavshedspligt. Det må endvidere antages, at danske myndigheder i et vist omfang er berettiget til €" f.eks. som et led i mere uformelt samarbejde €" at videregive fortrolige oplysninger til brug for andre landes myndigheder.

Det er næppe muligt generelt at angive, hvornår en sådan videregivelse må anses for berettiget. Ved den konkrete vurdering af videregivelsens berettigelse må der lægges vægt på formålet med videregivelsen, herunder om videregivelse er af betydning for, at den danske forvaltningsmyndighed kan varetage sine forvaltningsopgaver, eller til varetagelse af danske interesser i øvrigt. I den forbindelse vil det bl.a. indgå, om videregivelse sker som led i et gensidigt samarbejdsforhold og dermed i denne forstand også til varetagelse af danske interesser. Herudover må der lægges vægt på forholdene i modtagerlandet, herunder hvordan de fortrolige oplysninger i praksis må antages at blive anvendt i det pågældende land. Der må også lægges vægt på, hvilken karakter de pågældende oplysninger har, herunder risikoen for at oplysningerne eventuelt misbruges.

Ved vurderingen af, om fortrolige oplysninger kan videregives til udenlandske myndigheder, vil der endvidere kunne søges vejledning i bl.a. forvaltningslovens § 28 (om videregivelse af oplysninger til en anden dansk forvaltningsmyndighed) og €" i det omfang der er tale om edb-behandlede personoplysninger €" reglerne i persondatalovens kapitel 4 (særligt §§ 6-8).

På enkelte retsområder er der i lovgivningen fastsat bestemmelser, hvorved der udtrykkeligt tages stilling til danske myndigheders videregivelse af oplysninger til udenlandske myndigheder. Det gælder således bl.a. for oplysninger i Det Centrale Dna-profil-register, der blev etableret den 1. juli 2000 ved lov nr. 434 af 31. maj 2000 om oprettelse af et centralt dna-profilregister, jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, side 841 ff. Loven blev ændret ved lov nr. 369 af 24. maj 2005 om ændring af lov om oprettelse af et centralt dna-profilregister og retsplejeloven (Udvidelse af dna-profil-registerets persondel, indikationskrav ved legemsundersøgelse mv.), jf. Folketingstidende 2004-05, Tillæg A, side 176 ff. Ved lovændringen blev lovens titel ændret til lov om Det Centrale Dna-profil-register (Dna-profil-registerloven).

Efter lovens § 5, stk. 1, nr. 1 , kan der videregives oplysninger fra Det Centrale Dna-profil-register til politiet, anklagemyndigheden og Justitsministeriet. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen bl.a., at denne adgang til videregivelse er påkrævet af hensyn til registerets anvendelse i overensstemmelse med formålet. Politiet må således have adgang til at anvende oplysninger fra registeret i forbindelse med efterforskningen af straffesager, og anklagemyndigheden må tilsvarende kunne anvende oplysninger fra registeret i forbindelse med den videre strafforfølgning. Videregivelse af oplysninger til Justitsministeriet vil kunne være relevant i forbindelse med behandling af eventuelle klagesager om registrering.

I medfør af lovens § 5, stk. 1, nr. 2 , kan der videregives oplysninger fra Det Centrale Dna-profil-register til udenlandske domstole samt politi- og anklagemyndigheder til brug for offentlige straffesager, såfremt det i det enkelte tilfælde findes ubetænkeligt. Af bemærkningerne til denne bestemmelse fremgår det, at der ved den konkrete vurdering af, om videregivelse vil være berettiget, skal tages hensyn til formålet med videregivelsen, herunder om den sker som led i et gensidigt samarbejdsforhold og således sker som led i en generel varetagelse af danske interesser. Herudover skal der tages hensyn til forholdene i modtagerlandet, herunder hvorledes oplysningerne må antages at blive anvendt i det pågældende land.

Der henvises til Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, side 3061, og side 93 i rapport om etablering af et DNA-profilregister afgivet i 1996 af en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet.

I overensstemmelse med § 5, stk. 1, nr. 2, har Rigspolitichefen, Politiafdelingen, Kriminalteknisk Afdeling, i en række konkrete sager videregivet oplysninger fra Det Centrale Dna-profil-register til udenlandske retshåndhævende myndigheder.

4. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet finder, at den omhandlede EU-rammeafgørelse som udgangspunkt ikke kræver lovændringer. Det bemærkes herved, at rammeafgørelsen ikke pålægger medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder en ubetinget pligt til at videregive bestemte kategorier af oplysninger, men derimod alene indeholder en forpligtelse til, at der i national lovgivning ikke opstilles strengere betingelser for videregivelse af oplysninger til andre medlemsstaters retshåndhævende myndigheder, end hvad der nationalt gælder for videregivelse. Videregivelse af oplysninger fra danske retshåndhævende myndigheder vil derfor fortsat kunne og skulle ske i overensstemmelse med de danske regler om tavshedspligt og videregivelse, herunder persondatalovens videregivelsesregler, og det vil således fortsat bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, om der kan ske videregivelse af oplysninger til brug for efterforskning mv. i andre medlemsstater.

Hertil kommer, at der efter rammeafgørelsen er tale om videregivelse af oplysninger til andre medlemsstaters retshåndhævende myndigheder med henblik på afsløring, forebyggelse eller efterforskning af lovovertrædelser eller kriminelle aktiviteter, og at udvekslede oplysninger som udgangspunkt kun må anvendes til brug for den kriminalefterforskning eller den kriminalefterretningsoperation, til hvilken de er udvekslet, eller til forebyggelse af umiddelbare og alvorlige trusler mod den offentlige sikkerhed. Anvendelsen af oplysningerne til ethvert andet formål forudsætter således et udtrykkeligt forudgående samtykke fra den myndighed, der har meddelt informationerne, og der er desuden en generel adgang til at fastsætte særlige betingelser med hensyn til anvendelsen af bestemte oplysninger og efterretninger, i det omfang det skønnes nødvendigt.

Som nævnt indeholder rammeafgørelsen en forpligtelse til, at der i national lovgivning ikke opstilles strengere betingelser for videregivelse af oplysninger til andre medlemsstaters retshåndhævende myndigheder, end hvad der nationalt gælder for videregivelse. Det kan på den baggrund efter Justitsministeriets opfattelse give anledning til tvivl, om det inden for rammeafgørelsens anvendelsesområde er muligt at opretholde den særlige bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Det Centrale Dna-profil-register, hvorefter der til brug for identifikation af personer kan videregives oplysninger fra registeret til udenlandske domstole, politi- og anklagemyndigheder, såfremt det findes ubetænkeligt. En tilsvarende bestemmelse gælder ikke for videregivelse til danske myndigheder, og det kan derfor anføres, at der med den særlige bestemmelse om videregivelse til udenlandske myndigheder kan synes at være en snævrere adgang til at videregive oplysninger til bl.a. politimyndigheder i andre EU-lande.

På den baggrund foreslås det, at der i Dna-profil-registerlovens § 5, stk. 1, om videregivelse af oplysninger fra registeret indsættes et nyt nummer, hvorefter der kan videregives oplysninger fra registeret til den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller et tredjeland, der deltager i samarbejdet under Schengen-konventionen, til brug for en kriminalefterforskning eller kriminalefterretningsoperation. Forslaget skal sikre, at videregivelse fra registeret til de pågældende myndigheder i andre medlemsstater mv. kan ske i samme omfang, som hvis der er tale om videregivelse til dansk politi og anklagemyndighed mv., jf. herved lovens § 5, stk. 1, nr. 1.

Det forudsættes, at en anmodning fra en anden medlemsstat kan afvises i det omfang, som følger af rammeafgørelsens artikel 10, dvs. hvis der er faktuelle grunde til at antage, at videregivelsen vil kunne skade vigtige nationale sikkerhedsinteresser, bringe en igangværende efterforskning eller efterretningsoperation i fare, bringe enkeltpersoners sikkerhed i fare, eller hvis videregivelse af de ønskede oplysninger vil stå i klart misforhold til eller være irrelevant for det angivne formål. Det forudsættes endvidere, at en anmodning om videregivelse kan afvises, hvis oplysningerne vedrører en lovovertrædelse med en strafferamme på under 1 års fængsel, jf. rammeafgørelsens artikel 10, stk. 2.

I forbindelse med videregivelse efter den foreslåede nye bestemmelse vil der - i overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, i rammeafgørelsen, jf. pkt. 2.3. €" efter en konkret vurdering kunne pålægges betingelser med hensyn til anvendelsen af de videregivne oplysninger fra registeret.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Med lovforslaget tilpasses Dna-profil-registerloven til de forenklede regler om videregivelse af oplysninger, der følger af Rådets rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder.

 

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget tilpasser Dna-profil-registerloven til de forenklede regler om videregivelse af oplysninger, der følger af Rådets rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder.

6. Hørte myndigheder mv.

Et udkast til lovforslaget har sammen med et udkast til lovforslag om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Odense, Århus, Aalborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politiforbundet i Danmark, Dansk Fængselsforbund, Kriminalforsorgsforeningen, HK Landsklubben Kriminalforsorgen, Foreningen af Fængselsinspektører, vicefængselsinspektører og økonomichefer, Dansk Socialrådgiver Forening, Landsforeningen af beskikkede advokater, Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder, Kriminalpolitisk Forening (KRIM), Dansk Retspolitisk Forening, samtlige tjenestesteder under kriminalforsorgen, Datatilsynet, Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet, Retslægerådet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Socialministeriet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Det foreslås, at der i Dna-profil-registerlovens § 5, stk. 1, om videregivelse af oplysninger fra Det Centrale Dna-profil-register, indsættes et nyt nr. 2, hvorefter der kan videregives oplysninger fra registeret til den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller et tredjeland, der deltager i samarbejdet under Schengen-konventionen, til brug for kriminalefterforskning eller en kriminalefterretningsoperation.

Forslaget gennemfører EU-rammeafgørelsen om forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder. Efter denne rammeafgørelse har medlemsstaterne pligt til at sikre, at der i national lovgivning ikke opstilles strengere betingelser for videregivelse af oplysninger til andre medlemsstaters retshåndhævende myndigheder, end hvad der nationalt gælder for videregivelse.

Det forudsættes, at udtrykkene retshåndhævende myndighed, kriminalefterforskning samt kriminalefterretningsoperation forstås i overensstemmelse med definitionerne i artikel 2, litra a-c, i rammeafgørelsen, jf. pkt. 2.2.2. i de almindelige bemærkninger.

Der henvises til pkt. 4 i de almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland ved kongelig anordning.



Bilag 1

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION Bruxelles, den 8. december 2005

Forslag til Rådets rammeafgørelse

om forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger
mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 30, stk. 1, litra a) og b), og artikel 34, stk. 2, litra b),

under henvisning til initiativ fra Kongeriget Sverige,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Et af EU's centrale mål er at give borgerne et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(2) Dette mål skal nås ved at forebygge og bekæmpe kriminalitet gennem et tættere samarbejde mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder, idet de principper og regler vedrørende menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincippet, som EU bygger på, og som medlemsstaterne har til fælles, samtidig skal overholdes.

(3) Udveksling af oplysninger og efterretninger om kriminalitet og kriminelle aktiviteter er grundlaget for samarbejdet på retshåndhævelsesområdet i EU, hvis overordnede mål er at forbedre sikkerheden for EU's borgere.

(4) Rettidig adgang til præcise og aktuelle oplysninger og efterretninger er afgørende for, at det kan lykkes de retshåndhævende myndigheder at afsløre, forebygge og efterforske kriminalitet og kriminelle aktiviteter, navnlig i et område, hvor kontrollen ved de indre grænser er blevet afskaffet. Da kriminelles aktiviteter foregår i det skjulte, må de overvåges, og der er behov for særlig hurtig udveksling af oplysninger om dem.

(5) Det er vigtigt at se horisontalt på de retshåndhævende myndigheders muligheder for at indhente oplysninger og efterretninger om grov kriminalitet og terrorhandlinger fra andre medlemsstater og ikke fokusere på forskelle i typer af kriminalitet eller kompetencefordelingen mellem retshåndhævende myndigheder og judicielle myndigheder.

(6) For øjeblikket hindres en effektiv og hurtig udveksling af oplysninger og efterretninger mellem de retshåndhævende myndigheder i høj grad af formelle procedurer, administrative strukturer og retlige barrierer i medlemsstaternes lovgivning; denne situation er uacceptabel for borgerne i EU, og større sikkerhed og mere effektiv retshåndhævelse, samtidig med at menneskerettighederne beskyttes, er derfor påkrævet.

(7) De retshåndhævende myndigheder må kunne anmode om og modtage oplysninger og efterretninger fra andre medlemsstater på forskellige stadier af efterforskningen, lige fra den fase, hvor der indsamles kriminalefterretninger, til kriminalefterforskningsfasen. Medlemsstaternes systemer er forskellige i den henseende, men denne rammeafgørelse har ikke som mål at ændre disse systemer. Den søger derimod at sikre, at der i forbindelse med bestemte typer oplysninger og efterretninger sker en hurtig udveksling inden for EU af oplysninger, der er af afgørende betydning for de retshåndhævende myndigheder.

(8) Der findes ikke nogen fælles retlig ramme for effektiv og hurtig udveksling af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder, og det er en mangel, der bør udbedres; Rådet for Den Europæiske Union finder det derfor nødvendigt at vedtage et retligt bindende instrument om forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger. Denne rammeafgørelse bør ikke berøre nuværende eller fremtidige instrumenter, som gør det muligt at uddybe eller udvide denne rammeafgørelses mål eller lette procedurerne for udveksling af oplysninger og efterretninger, som f.eks. konventionen af 18. december 1997, udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union, om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne 1) .

(9) I forbindelse med udvekslingen af oplysninger berører denne rammeafgørelse ikke væsentlige nationale sikkerhedsinteresser og bringer ikke gennemførelsen af igangværende undersøgelser eller en persons sikkerhed eller særlig efterretningsvirksomhed, der angår statens sikkerhed, i fare.

(10) Det er vigtigt, i så vid udstrækning som muligt at fremme udveksling af oplysninger, navnlig for så vidt angår lovovertrædelser, der direkte eller indirekte er forbundet med organiseret kriminalitet og terrorisme, og på en måde der ikke er til skade for det niveau af samarbejde mellem medlemsstaterne, der kræves i henhold til de eksisterende ordninger.

(11) Det er i medlemsstaternes fælles interesse at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, og der skal i den forbindelse findes en passende balance mellem et hurtigt og effektivt samarbejde på retshåndhævelsesområdet og fastsættelse af fælles principper og regler inden for databeskyttelse, grundlæggende frihedsrettigheder, menneskerettigheder og individuelle frihedsrettigheder.

(12) I den erklæring om bekæmpelse af terrorisme, som Det Europæiske Råd vedtog den 25. marts 2004, pålagde Det Europæiske Råd Rådet at undersøge, hvilke foranstaltninger der kan træffes for at forenkle udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder.

(13) Med hensyn til Island og Norge udgør denne rammeafgørelse en videreudvikling af bestemmelserne i Schengen-reglerne, der er omfattet af artikel 1 i Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne 2) . Denne rammeafgørelse overholder de procedurer, der er fastsat i nævnte aftale.

(14) For Schweiz' vedkommende er denne rammeafgørelse et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne, der falder ind under det område, der er nævnt i artikel 1, litra H, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelser 2004/860/EF af 25. oktober 2004 om undertegnelse, på Det Europæiske Fællesskabs vegne og midlertidig anvendelse af visse bestemmelser i denne aftale 3) , og med artikel 4, stk. 1 i Rådets afgørelse 2004/849/EF af 25. oktober 2004 om undertegnelse, på Den Europæiske Unions vegne, af og midlertidig anvendelse af visse bestemmelser i aftalen 4)  -

VEDTAGET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE:


 

AFSNIT I

ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Formål og anvendelsesområde

1. Formålet med denne rammeafgørelse er at fastsætte regler for, hvordan medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder effektivt og hurtigt kan udveksle eksisterende oplysninger og efterretninger med henblik på gennemførelse af kriminalefterforskninger eller krimi­nalefterretningsoperationer.

2. Denne rammeafgørelse griber ikke ind i bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger mellem medlemsstater og tredjelande eller i Den Europæiske Unions instrumenter vedrørende gensidig retshjælp eller gensidig anerkendelse af retsafgørelser i straffesager, herunder eventuelle betingelser, som tredjelande måtte have fastsat for anvendelsen af oplysninger, når de er videregivet.

3. Denne rammeafgørelse dækker alle oplysninger og efterretninger som defineret i artikel 2, litra d). Den pålægger ikke medlemsstaterne nogen forpligtelse til at indsamle og opbevare oplysninger og efterretninger med det formål at videregive dem til de kompetente retshåndhævende myndigheder i andre medlemsstater.

4. Denne rammeafgørelse pålægger ikke medlemsstaterne nogen forpligtelse til at videregive oplysninger og efterretninger, der skal anvendes som bevismateriale ved en myndighed, og indebærer heller ikke nogen ret til at anvende sådanne oplysninger og efterretninger til dette formål. Når en medlemsstat har modtaget oplysninger eller efterretninger i henhold til denne rammeafgørelse og ønsker at anvende dem som bevismateriale ved en retslig myndighed, skal den indhente samtykke hertil fra den medlemsstat, der videregav oplysningerne eller efterretningerne, om nødvendigt i henhold til den nationale lovgivning i den medlemsstat, der har videregivet oplysningerne eller efterretningerne via de eksisterende instrumenter vedrørende retligt samarbejde mellem medlemsstaterne. Et sådant samtykke er ikke påkrævet, når den anmodede medlemsstat allerede har givet sit samtykke til benyttelse af oplysningerne eller efterretningerne som bevismateriale på tidspunktet for fremsendelse af oplysningerne eller efterretningerne.

5. Denne rammeafgørelse pålægger ikke den medlemsstat, der modtager en anmodning om oplysninger eller efterretninger, nogen forpligtelse til at fremskaffe nogen form for oplysninger eller efterretninger ved anvendelse af tvangsindgreb defineret i henhold til den nationale lovgivning.

6. Medlemsstaterne videregiver i henhold til den nationale lovgivning, når denne åbner mulighed herfor, oplysninger og efterretninger, der tidligere er fremskaffet ved anvendelse af tvangsindgreb.

7. Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, og de forpligtelser, der i så henseende påhviler de retshåndhævende myndigheder, berøres ikke heraf.

Artikel 2

Definitioner

I denne rammeafgørelse forstås ved

a) »kompetent retshåndhævende myndighed«: en national politimyndighed, toldmyndighed eller anden myndighed, der i henhold til national lovgivning har beføjelse til at afsløre, forebygge og efterforske lovovertrædelser og kriminelle aktiviteter, udøve myndighed og foretage tvangsindgreb i forbindelse med sådanne aktiviteter. Kontorer eller enheder, der specifikt tager sig af nationale sikkerhedsspørgsmål, er ikke omfattet af begrebet »kompetent retshåndhævende myndighed«. Hver medlemsstat meddeler senest den ... 5)  i en erklæring, der deponeres i Generalsekretariatet for Rådet, hvilke myndigheder der er omfattet af begrebet »kompetent retshåndhævende myndighed.« Denne erklæring kan til enhver tid ændres.

b) »kriminalefterforskning«: et proceduretrin, inden for hvilken de kompetente retshåndhævende myndigheder eller judicielle myndigheder, herunder anklagemyndigheder, træffer foranstaltninger med henblik på at fastslå og identificere kendsgerninger, mistænkte og omstændigheder i forbindelse med en eller flere identificerede konkrete strafbare handlinger.

c) »kriminalefterretningsoperation«: et proceduretrin, endnu ikke på kriminalefterforskningsstadiet, inden for hvilken en kompetent retshåndhævende myndighed i henhold til national lovgivning har beføjelse til at indsamle, behandle og analysere oplysninger om kriminalitet eller kriminelle aktiviteter, med det formål at fastslå, om der er eller kan blive begået konkrete strafbare handlinger i fremtiden.

d) »oplysninger eller efterretninger«:

i) enhver form for oplysninger eller data, som de retshåndhævende myndigheder er i besiddelse af, og

ii) enhver form for oplysninger eller data, som offentlige myndigheder eller private foretagender er i besiddelse af, og som de retshåndhævende myndigheder har adgang til, uden at der foretages tvangsindgreb i overensstemmelse med artikel 1, stk. 5.

e) »lovovertrædelser som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/854/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre 6)  (i det følgende benævnt »lovovertrædelser som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584/RIA)«: lovovertrædelser, der i henhold til national lovgivning kan sidestilles med eller svarer til de i samme bestemmelse omhandlede lovovertrædelser.

 

 

AFSNIT II

UDVEKSLING AF OPLYSNINGER OG EFTERRETNINGER

Artikel 3

Videregivelse af oplysninger og efterretninger

1. Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger og efterretninger kan videregives til de kompetente retshåndhævende myndigheder i andre medlemsstater i overensstemmelse med denne rammeafgørelse.

2. Oplysninger og efterretninger videregives efter anmodning fra en kompetent retshåndhævende myndighed, der handler i overensstemmelse med de beføjelser, som den er blevet tillagt i henhold til den nationale lovgivning, og som gennemfører en kriminalefterforskning eller en kriminalefterretningsoperation.

3. Medlemsstaterne sikrer, at betingelserne for videregivelse af oplysninger og efterretninger til andre medlemsstaters kompetente retshåndhævende myndigheder ikke er strengere end de betingelser, der gælder nationalt for videregivelse af og anmodning om oplysninger og efterretninger. En medlemsstat må navnlig ikke kræve godkendelse eller tilladelse fra en judiciel myndighed i forbindelse med sin kompetente retshåndhævende myndigheds udveksling af oplysninger eller efterretninger med en anden medlemsstats kompetente retshåndhævende myndighed, når den anmodede kompetente retshåndhævende myndighed i en intern procedure kan få adgang til de pågældende oplysninger uden en sådan godkendelse eller tilladelse fra en judiciel myndighed.

4. Når den anmodede kompetente retshåndhævende myndighed i henhold til den anmodede medlemsstats nationale lovgivning kan få adgang til de ønskede oplysninger eller efterretninger efter godkendelse eller tilladelse fra en judiciel myndighed, er den anmodede kompetente retshåndhævende myndighed forpligtet til at anmode den kompetente judicielle myndighed om godkendelse eller tilladelse med henblik på at få adgang til og udveksle de ønskede oplysninger. Den anmodede medlemsstats kompetente judicielle myndighed lægger samme regler til grund for sin afgørelse som i en rent intern sag, uden at artikel 10, stk. 1 og 2, berøres heraf.

5. Såfremt de ønskede oplysninger eller efterretninger er fremskaffet hos en anden medlemsstat eller et tredjeland og er omfattet af specialitetsreglen, må de kun videregives til den kompetente retshåndhævende myndighed i en anden medlemsstat med samtykke fra den medlemsstat eller det tredjeland, der har meddelt oplysningerne eller efterretningerne.

Artikel 4

Tidsfrister for videregivelse af oplysninger og efterretninger

1. Medlemsstaterne sikrer, at de har procedurer, der sætter dem i stand til inden for højst otte timer at reagere på hastende anmodninger om oplysninger og efterretninger vedrørende lovovertrædelser som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, når de ønskede oplysninger eller efterretninger er lagret i en database, som en retshåndhævende myndighed har direkte adgang til.

2. Hvis den anmodede kompetente retshåndhævende myndighed ikke er i stand til at svare inden for otte timer, begrunder den dette ved anvendelse af formularen i bilag A. Såfremt videregivelsen af de ønskede oplysninger eller efterretninger inden for højst otte timer udgør en uforholdsmæssig stor byrde for den anmodede retshåndhævende myndighed, kan den udsætte videregivelsen af oplysningerne eller efterretningerne. I så fald underretter den anmodede retshåndhævende myndighed straks den anmodende retshåndhævende myndighed om denne udsættelse, og den videregiver de ønskede oplysninger eller efterretninger så hurtigt som muligt, dog senest inden for tre dage. Anvendelsen af bestemmelserne i henhold til dette stykke, tages op til fornyet overvejelse senest den ... 7)

3. I ikke-hastende sager sikrer medlemsstaterne, at anmodninger om oplysninger og efterretninger vedrørende lovovertrædelser som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, vedrørende tilsvarende lovovertrædelser imødekommes inden for en uge, hvis de ønskede oplysninger og efterretninger findes i en database, som en retshåndhævende myndighed har direkte adgang til. Hvis den anmodede kompetente retshåndhævende myndighed ikke er i stand til at svare inden en uge, begrunder den dette ved anvendelse af formularen i bilag A.

4. I alle øvrige tilfælde sikrer medlemsstaterne, at de ønskede oplysninger fremsendes til den anmodende kompetente retshåndhævende myndighed inden for 14 dage. Hvis den anmodede kompetente retshåndhævende myndighed ikke er i stand til at svare inden for 14 dage, begrunder den dette ved anvendelse af formularen i bilag A.

Artikel 5

Anmodninger om oplysninger og efterretninger

1. Der kan anmodes om oplysninger og efterretninger med henblik på afsløring, forebyggelse eller efterforskning af en lovovertrædelse, når der er faktuelle grunde til at tro, at der findes relevante oplysninger og efterretninger i en anden medlemsstat. Anmodningen skal indeholde de faktuelle grunde samt en redegørelse for det formål, hvortil oplysningerne og efterretningerne ønskes, og for forbindelsen mellem formålet og den person, der er genstand for oplysningerne og efterretningerne.

2. Den anmodende kompetente retshåndhævende myndighed afholder sig fra at anmode om flere oplysninger eller efterretninger eller fastsætte strammere tidsfrister end nødvendigt i forhold til anmodningens formål.

3. Anmodninger om oplysninger eller efterretninger skal mindst indeholde de oplysninger, der er fastlagt i bilag B.

Artikel 6

Kommunikationskanaler og -sprog

1. Udveksling af oplysninger og efterretninger i henhold til denne rammeafgørelse kan finde sted via eksisterende kanaler for internationalt samarbejde om retshåndhævelse. Det sprog, der benyttes i forbindelse med anmodningen og udvekslingen af oplysninger, er det, der gælder for den benyttede kanal. Når medlemsstaterne afgiver deres erklæringer i overensstemmelse med artikel 2, litra a), skal de også meddele Generalsekretariatet for Rådet detaljer om de kontakter, som hastende anmodninger kan sendes til. Disse detaljer kan ændres til enhver tid. Generalsekretariatet for Rådet meddeler medlemsstaterne og Kommis­sionen de modtagne erklæringer.

2. Oplysninger og efterretninger udveksles også med Europol i overensstemmelse med konventionen udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-konventionen) 8)  og med Eurojust i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2002/187/RIA af 28. februar 2002 om oprettelse af Eurojust for at styrke bekæmpelsen af grov kriminalitet 9) , for så vidt udvekslingen angår en lovovertrædelse eller en kriminel aktivitet, der ligger inden for deres mandat.

Artikel 7

Uanmodet udveksling af oplysninger og efterretninger

1. De kompetente retshåndhævende myndigheder videregiver på eget initiativ oplysninger og efterretninger til de kompetente retshåndhævende myndigheder i andre berørte medlemsstater i tilfælde, hvor der er faktuelle grunde til at tro, at oplysningerne og efterretningerne vil kunne bidrage til afsløring, forebyggelse eller efterforskning af lovovertrædelser som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, jf. dog artikel 10. De nærmere regler for sådan uanmodet udveksling af oplysninger fastsættes i den nationale lovgivning i de medlemsstater, som videregiver oplysningerne.

2. Videregivelse af oplysninger og efterretninger begrænses til det, der skønnes relevant og nødvendigt for at kunne afsløre, forebygge eller efterforske den pågældende lovovertrædelse eller kriminelle aktivitet.

Artikel 8

Databeskyttelse

1. Hver medlemsstat sikrer, at de fastsatte regler om databeskyttelse, der gælder ved anvendelse af de kommunikationskanaler, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, også anvendes i forbindelse med den procedure for udveksling af oplysninger og efterretninger, der er fastsat i denne rammeafgørelse.

2. Anvendelse af oplysninger og efterretninger, der er blevet udvekslet direkte eller bilateralt i henhold til denne rammeafgørelse, er underlagt de nationale bestemmelser om data­beskyttelse i den modtagende medlemsstat, idet oplysninger og efterretninger er underlagt de samme bestemmelser om databeskyttelse, som hvis de var indsamlet i den modtagende medlemsstat. De personoplysninger, der behandles i forbindelse med gennemførelsen af denne rammeafgørelse, beskyttes i overensstemmelse med principperne i Europarådets konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger og for de medlemsstater, der har ratificeret den, tillægsprotokollen hertil af 8. november 2001 om tilsynsmyndigheder og grænseoverskridende dataudveksling. Når de retshåndhævende myndigheder håndterer person­oplysninger, som er fremskaffet i medfør af denne rammeafgørelse, bør der også tages hensyn til principperne i Europarådets anbefaling R(87) 15 om politiets brug af personoplysninger.

3. Oplysninger og efterretninger, herunder personoplysninger videregivet i henhold til denne rammeafgørelse, kan kun anvendes af de kompetente retshåndhævende myndigheder i den medlemsstat, de er videregivet til, til de formål, hvortil de er blevet meddelt i overensstemmelse med denne rammeafgørelse eller med henblik på forebyggelse af umiddelbare og alvorlige trusler mod den offentlige sikkerhed; behandling med henblik på andre formål er kun tilladt med forudgående samtykke fra den medlemsstat, oplysningerne stammer fra, og er udelukkende underlagt den nationale lovgivning i den modtagende medlemsstat. Samtykke kan gives, hvis lovgivningen i den medlemsstat, oplysningerne stammer fra, indeholder hjemmel herfor.

4. Når oplysninger og efterretninger videregives i henhold til denne rammeafgørelse, kan den videregivende kompetente retshåndhævende myndighed i henhold til sin nationale lovgivning pålægge den modtagende kompetente retshåndhævende myndighed betingelser med hensyn til anvendelsen af oplysningerne og efterretningerne. Der kan også pålægges betingelser med hensyn til rapportering af resultatet af den kriminalefterforskning eller den kriminalefterretningsoperation, i forbindelse med hvilken udvekslingen af oplysninger og efterretninger har fundet sted. Sådanne betingelser er bindende for den modtagende kompetente retshåndhævende myndighed, bortset fra det særlige tilfælde, hvor der i henhold til national ret skal gøres undtagelser fra begrænsningerne i brugen af oplysningerne til fordel for de judicielle myndigheder, lovgivningsinstanser eller andre uafhængige instanser, der er oprettet ved lov og har til opgave at kontrollere de kompetente retshåndhævende myndigheder. I så fald kan oplysningerne kun anvendes efter forudgående høring af den medlemsstat, oplysningerne stammer fra, og denne stats interesser og synspunkter skal i videst muligt omfang efterkommes. Den modtagende medlemsstat kan i specifikke tilfælde blive anmodet af den medlemsstat, oplysningerne stammer fra, om at orientere den om anvendelse og yderligere behandling af de meddelte oplysninger og efterretninger.

Artikel 9

Fortrolighed

De kompetente retshåndhævende myndigheder tager ved hver enkelt udveksling af oplysninger og efterretninger behørigt hensyn til krav om fortrolighed i efterforskningen. Med henblik herpå sikrer de kompetente retshåndhævende myndigheder i overensstemmelse med deres nationale lovgivning, at alle videregivne oplysninger og efterretninger, der er klassificeret som fortrolige, også behandles fortroligt.

Artikel 10

Grunde til at tilbageholde oplysninger eller efterretninger

1. Med forbehold af artikel 3, stk. 3, kan en kompetent retshåndhævende myndighed kun afvise at videregive oplysninger og efterretninger, hvis der er faktuelle grunde til at antage, at videregivelsen af oplysningerne eller efterretningerne:

a) vil kunne skade vigtige nationale sikkerhedsinteresser i den anmodede stat, eller

b) vil kunne bringe et positivt udfald af en igangværende efterforskning, en krimi­nal­efterretningsoperation eller enkeltpersoners sikkerhed i fare, eller

c) vil stå i klart misforhold til eller være irrelevant for det angivne formål.

2. Såfremt anmodningen vedrører en lovovertrædelse, der straffes med op til et års fængsel i henhold til den anmodede medlemsstats lovgivning, kan den kompetente retshåndhævende myndighed afslå at videregive de ønskede oplysninger eller efterretninger.

3. Den kompetente retshåndhævende myndighed skal afvise at videregive oplysninger og efterretninger, hvis den kompetente judicielle myndighed ikke har tilladt adgang til og udveksling af de ønskede oplysninger i henhold til artikel 3, stk. 4.


 

AFSNIT III

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 11

Gennemførelse

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme denne ramme­afgørelse senest den ... 10)

2. Medlemsstaterne meddeler Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen teksten til de retsforskrifter, som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser, der følger af denne rammeafgørelse, i national ret. På baggrund af disse og andre oplysninger, som medlemsstaterne har fremskaffet efter anmodning, forelægger Kommissionen senest den ... 11)  Rådet en rapport om anvendelsen af denne rammeafgørelse. Senest den ... 12)  undersøger Rådet, om medlemsstaterne har efterkommet denne rammeafgørelse.

Artikel 12

Sammenhængen med andre instrumenter

1. Bestemmelserne i artikel 39, stk. 1, 2 og 3, og artikel 46, i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen 13)  erstattes af bestemmelserne i denne rammeafgørelse, for så vidt de vedrører udveksling af oplysninger og efterretninger med det formål at gennemføre kriminalefterforskninger eller kriminalefterretningsoperationer i overensstemmelse med førstnævnte rammeafgørelses bestemmelser.

2. Schengen-eksekutivkomitéens afgørelse af 16. december 1998 om grænseoverskridende politisamarbejde om forebyggelse og opklaring af strafbare handlinger (SCH/Com-ex (98) 51 rev. 3) 14)  og Schengen-eksekutivkomitéens afgørelse af 28. april 1999 om forbedring af politisamarbejdet om forebyggelse og opklaring af strafbare handlinger (SCH/Com-ex (99) 18) 15)  ophæves hermed.

3. Medlemsstaterne kan fortsat anvende bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger, der er i kraft på det tidspunkt, hvor denne rammeafgørelse vedtages, for så vidt sådanne aftaler eller ordninger giver mulighed for at uddybe eller udvide denne rammeafgørelses mål og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for udveksling af oplysninger og efterretninger, der falder ind under denne rammeafgørelses anvendelsesområde.

4. Medlemsstaterne kan indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger eller sætte dem i kraft efter denne rammeafgørelses ikrafttræden, for så vidt sådanne aftaler eller ordninger giver mulighed for at uddybe denne rammeafgørelses mål og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for udveksling af oplysninger og efterretninger, der falder ind under denne rammeafgørelses anvendelsesområde.

5. De aftaler og ordninger, der er omhandlet i stk. 3 og 4, må på ingen måde berøre forbindelserne med de medlemsstater, der ikke er parter deri.

6. Senest den ... 16)  meddeler medlemsstaterne Rådet og Kommissionen, hvilke eksisterende aftaler og ordninger som omhandlet i stk. 3 de fortsat ønsker at anvende.

7. Medlemsstaterne underretter også Rådet og Kommissionen om eventuelle nye aftaler eller ordninger som omhandlet i stk. 4 senest tre måneder efter deres undertegnelse eller for så vidt angår instrumenter, der allerede er blevet undertegnet, inden denne rammeafgørelse blev vedtaget, deres ikrafttræden.

Artikel 13

Ikrafttræden

Denne rammeafgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

 
 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 

 


1) EFT C 24 af 23.1.1998, s.2.

2) EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31.

3) EUT L 370 af 17.12.2004, s. 78.

4) EUT L 368 af 15.12.2004, s. 26.

5) Et år efter vedtagelsen af denne rammeafgørelse.

6) Et år efter vedtagelsen af denne rammeafgørelse.

7) Et år efter vedtagelsen af denne rammeafgørelse.

8) EFT C 316 af 27.11.1995, s. 2. Senest ændret ved protokollen udarbejdet på grundlag af artikel 43, stk. 1, i Europol-konventionen (EUT C 2 af 6.1.2004, s. 3).

9) EFT L 63 af 6.3.2002, s. 1. Senest ændret ved afgørelse 2003/659/RIA (EUT L 245 af 29.9.2003, s. 44).

10) To år efter denne rammeafgørelses ikrafttræden.

11) To år efter denne rammeafgørelses ikrafttræden.

12) Fem år efter denne rammeafgørelses ikrafttræden.

13) EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1160/2005 (EUT L 191 af 22.7.2005, s. 18).

14) EFT L 239 af 22.9.2000, s. 407.

15) EFT L 239 af 22.9.2000, s. 421.

16) Et år efter denne rammeafgørelses ikrafttræden.


Bilag 2

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

 

Lovforslaget

 

 

§ 1

I lov nr. 434 af 31. maj 2000 om Det Centrale Dna-profil-register, som ændret ved lov nr. 369 af 24. maj 2005, foretages følgende ændring:

1. I § 5, stk. 1, nr. 1, indsættes efter nr. 1 som nyt nr.:

»2) den kompetente retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller et tredjeland, der deltager i samarbejdet under Schengen-konventionen, til brug for en kriminalefterforskning eller kriminalefterretningsoperation, «

Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.