L 24 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om Det Centrale Dna-profil-register. (Videregivelse af
oplysninger til andre EU-lande m.v.).
Fremsat den 5. oktober 2006 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om Det Centrale
Dna-profil-register
(Videregivelse af oplysninger til andre
EU-lande mv.)
§ 1
I lov nr. 434 af 31. maj 2000 om Det
Centrale Dna-profil-register, som ændret ved lov nr. 369 af
24. maj 2005, foretages følgende ændring:
1. I § 5, stk. 1,
indsættes efter nr. 1 som nyt nr.:
»2) den kompetente
retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den
Europæiske Union eller et tredjeland, der deltager i
samarbejdet under Schengen-konventionen, til brug for en
kriminalefterforskning eller
kriminalefterretningsoperation,«
Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 3
Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning sættes i kraft med de afvigelser, som de
særlige færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
1. Indledning
Med lovforslaget foreslås der indsat en
ny bestemmelse i lov om Det Centrale Dna-profil-register om
videregivelse af oplysninger fra registeret til
retshåndhævende myndigheder i andre EU-lande. Dette
forslag er en konsekvens af EU€™s rammeafgørelse
om forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger
mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder.
Rammeafgørelsen medfører en pligt for medlemsstaterne
til at sikre, at der i national lovgivning ikke opstilles strengere
betingelser for videregivelse af oplysninger og efterretninger til
andre medlemsstaters retshåndhævende myndigheder, end
hvad der gælder for videregivelse til tilsvarende nationale
myndigheder. Da det kan give anledning til tvivl, om den
gældende lov opfylder denne forpligtelse, foreslås der
indsat en ny bestemmelse om adgangen til at videregive oplysninger
fra Det Centrale Dna-profil-register til
retshåndhævende myndigheder i de lande, der er omfattet
af rammeafgørelsen.
Med vedtagelse af lovforslaget giver
Folketinget sit samtykke efter grundlovens § 19,
stk. 1, til, at Danmark kan medvirke til at vedtage det udkast
til den omhandlede EU-rammeafgørelse, som der blev
opnået politisk enighed om i EU i 2005.
2. Rammeafgørelse om
forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem
medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder
2.1. Baggrund og
formål
På baggrund af bl.a. terrorangrebene i
Madrid den 11. marts 2004 vedtog Det Europæiske Råd den
25. marts 2004 en erklæring om bekæmpelse af
terrorisme. Ved denne erklæring blev Rådet bl.a.
pålagt at undersøge, hvilke foranstaltninger der kunne
træffes for at forenkle udvekslingen af oplysninger og
efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende
myndigheder.
I forlængelse heraf fremsatte Sverige
den 4. juni 2004 et forslag til rammeafgørelse om forenkling
af udvekslingen af oplysninger og efterretninger mellem
medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder.
Rådet (Retlige og Indre Anliggender) nåede i december
2005 til politisk enighed om rammeafgørelsen, der i en
foreløbig dansk oversættelse er optaget som bilag
1 til dette lovforslag.
Det fremgår af de ledsagende
bemærkninger til forslaget til rammeafgørelsen, at de
retshåndhævende myndigheders evne til at samarbejde om
bekæmpelsen af kriminalitet og terrorisme i vid
udstrækning er afhængig af, om de kan indhente og
udveksle oplysninger og efterretninger i tide. Praktiske erfaringer
viser, at det alt for ofte er for besværligt, tager for lang
tid eller i nogle tilfælde endog er umuligt at indhente
relevante og nødvendige oplysninger eller efterretninger fra
andre medlemsstater.
Hovedindholdet af rammeafgørelsen er
en pligt for medlemsstaterne til at sikre, at der i national
lovgivning ikke opstilles strengere betingelser for videregivelse
af oplysninger og efterretninger til andre medlemsstaters
retshåndhævende myndigheder, end hvad der nationalt
gælder for videregivelse.
Rammeafgørelsen omfatter videregivelse
af oplysninger og efterretninger til andre medlemsstater i EU samt
de tredjelande, der deltager i samarbejdet under
Schengen-konventionen (for tiden Island, Norge og Schweiz, jf. pkt.
13 og 14 i rammeafgørelsens præambel).
2.2. Pligt til videregivelse af
eksisterende oplysninger og efterretninger
2.2.1. I medfør af
artikel 1, stk. 3, 1. pkt., jf. artikel 2, litra
d, omfatter rammeafgørelsen alle slags oplysninger og
data, som en retshåndhævende myndighed er i besiddelse
af, eller som andre offentlige myndigheder eller private
foretagender er i besiddelse af, og som de
retshåndhævende myndigheder har adgang til, uden at der
foretages tvangsindgreb.
Rammeafgørelsen pålægger
ikke medlemsstaterne nogen pligt til at indsamle eller opbevare
bestemte oplysninger eller efterretninger med det formål at
videregive dem til de kompetente retshåndhævende
myndigheder i andre medlemsstater, jf. artikel 1, stk. 3,
2. pkt.
Rammeafgørelsen pålægger
endvidere ikke medlemsstaterne nogen pligt til at meddele
oplysninger eller efterretninger, der skal anvendes som
bevismateriale ved en myndighed, jf. artikel 1,
stk. 4. Rammeafgørelsen giver ligeledes ikke
medlemsstaterne ret til at anvende allerede udvekslede oplysninger
eller efterretninger til dette formål. Hvis allerede
udvekslede oplysninger ønskes anvendt som bevismateriale ved
en judiciel myndighed, skal der derfor indhentes samtykke hertil
fra den kompetente myndighed i den pågældende
medlemsstat - om nødvendigt i henhold til den nationale
lovgivning i den medlemsstat, der har videregivet oplysningerne
eller efterretningerne via de eksisterende instrumenter om retligt
samarbejde mellem medlemsstaterne. Et sådant samtykke er dog
ikke nødvendigt, når den anmodede medlemsstat allerede
på tidspunktet for fremsendelse af oplysningerne eller
efterretningerne har givet sit samtykke til benyttelse af
oplysningerne som bevismateriale.
Endelig pålægger
rammeafgørelsen ikke den medlemsstat, der modtager en
anmodning om oplysninger eller efterretninger, pligt til at
fremskaffe eller tilvejebringe nogen form for oplysninger eller
efterretninger ved anvendelse af tvangsindgreb defineret i henhold
til den nationale lovgivning, jf. artikel 1, stk. 5.
Medlemsstaterne skal dog €" hvis den nationale lovgivning
giver mulighed herfor €" videregive oplysninger og
efterretninger, selv om de tidligere er fremskaffet ved anvendelse
af tvangsindgreb, jf. artikel 1, stk. 6.
2.2.2. I medfør af
artikel 3, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at de
omfattede oplysninger og efterretninger kan meddeles til de
kompetente retshåndhævende myndigheder i andre
medlemsstater i overensstemmelse med rammeafgørelsen.
Sådanne oplysninger og efterretninger
skal således videregives efter anmodning fra en kompetent
retshåndhævende myndighed, som handler inden for rammer
fastsat i den nationale lovgivning, og som foretager en
kriminalefterforskning eller kriminalefterretningsoperation, jf.
artikel 3, stk. 2.
»Kompetent retshåndhævende
myndighed« defineres i artikel 2, litra a, som en national
politimyndighed, toldmyndighed eller anden myndighed, der i henhold
til national lovgivning har beføjelse til at afsløre,
forebygge og efterforske lovovertrædelser og kriminelle
aktiviteter, udøve myndighed og foretage tvangsindgreb i
forbindelse med sådanne aktiviteter. Kontorer eller enheder,
der specifikt tager sig af nationale
sikkerhedsspørgsmål, er ikke omfattet af begrebet
»kompetent retshåndhævende myndighed«.
»Kriminalefterforskning«
defineres i artikel 2, litra b, som et proceduretrin, inden for
hvilken de kompetente retshåndhævende myndigheder eller
judicielle myndigheder, herunder anklagemyndigheder, træffer
foranstaltninger med henblik på at fastslå og
identificere kendsgerninger, mistænkte og
omstændigheder i forbindelse med én eller flere
identificerede konkrete strafbare handlinger.
»Kriminalefterretningsoperation«
defineres i artikel 2, litra c, som et proceduretrin, endnu ikke
på kriminalefterforskningsstadiet, inden for hvilken en
kompetent retshåndhævende myndighed i henhold til
national lovgivning har beføjelse til at indsamle, behandle
og analysere oplysninger om kriminalitet eller kriminelle
aktiviteter med det formål at fastslå, om der er eller
kan være begået konkrete strafbare handlinger.
Det uddybes i artikel 3,
stk. 3, at medlemsstaterne skal sikre, at betingelserne
for at meddele oplysninger og efterretninger til de andre
medlemsstaters retshåndhævende myndigheder ikke er
strengere end de betingelser, der gælder nationalt for
meddelelse af og anmodning om oplysninger og efterretninger.
Medlemsstaterne må navnlig ikke kræve en retskendelse i
forbindelse med deres kompetente retshåndhævende
myndigheds udveksling af oplysninger eller efterretninger med en
anden medlemsstats kompetente retshåndhævende
myndighed, når den anmodede kompetente
retshåndhævende myndighed i en rent national procedure
har adgang til de pågældende oplysninger eller
efterretninger uden retskendelse.
Når den anmodede kompetente
retshåndhævende myndighed i henhold til den nationale
lovgivning kun har adgang til de ønskede oplysninger og
efterretninger efter tilladelse fra en judiciel myndighed, er den
anmodede myndighed forpligtet til at anmode den kompetente
judicielle myndighed om tilladelse til at få adgang til og at
udveksle de ønskede oplysninger, jf. artikel 3,
stk. 4. I givet fald skal den anmodede stats kompetente
judicielle myndighed lægge samme regler til grund for sin
afgørelse som i en rent national sag.
2.2.3. Artikel 4, 5 og 7
vedrører den mere praktiske gennemførelse af
anmodning om og videregivelse af oplysninger og efterretninger i
medfør af rammeafgørelsen.
2.2.4. Efter artikel 7 har
medlemsstaterne en pligt til på eget initiativ at videregive
oplysninger og efterretninger til retshåndhævende
myndigheder i andre medlemsstater, hvis der er faktuelle grunde til
at tro, at oplysningerne mv. vil kunne bidrage til
afsløring, forebyggelse eller efterforskning af
lovovertrædelser omfattet af positivlisten i
rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre. Denne
pligt til uanmodet videregivelse er begrænset til det, der
skønnes relevant og nødvendigt for at kunne
afsløre, forebygge eller efterforske den
pågældende lovovertrædelse eller kriminelle
aktivitet.
2.2.5. Efter artikel 10,
stk. 1, kan medlemsstaterne afvise at videregive
oplysninger og efterretninger, hvis der er faktuelle grunde til at
antage, at videregivelsen vil kunne skade vigtige nationale
sikkerhedsinteresser, bringe en igangværende efterforskning
eller efterretningsoperation i fare eller bringe enkeltpersoners
sikkerhed i fare. Medlemsstaterne kan ligeledes afvise
videregivelse, hvis videregivelse af oplysningerne vil stå i
klart misforhold til eller være irrelevant for det angivne
formål.
Artikel 10, stk. 2,
fastsætter, at medlemsstaterne kan afvise at videregive
oplysninger, der vedrører en lovovertrædelse med en
strafferamme på op til 1 års fængsel i henhold
til den anmodede medlemsstats lovgivning.
2.3. Databeskyttelse og
fortrolighed
Det følger af artikel 8,
stk. 2, at anvendelse af oplysninger og efterretninger,
der er blevet udvekslet direkte eller bilateralt, er underlagt de
nationale bestemmelser om databeskyttelse i den modtagende
medlemsstat. Oplysningerne skal således undergives de samme
regler, som hvis oplysningerne var blevet indsamlet i den
modtagende medlemsstat. Behandling af personoplysninger skal bl.a.
ske i overensstemmelse med Europarådets konvention af 28.
januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse
med elektronisk databehandling af personoplysninger samt €"
for de medlemsstater der har ratificeret den €"
tillægsprotokollen hertil af 8. november 2001 om
tilsynsmyndigheder og grænseoverskridende dataudveksling.
Efter artikel 8, stk. 3,
må udvekslede oplysninger og efterretninger kun anvendes af
de kompetente retshåndhævende myndigheder til de
formål, hvortil de er blevet meddelt i overensstemmelse med
rammeafgørelsen, eller med henblik på forebyggelse af
umiddelbare og alvorlige trusler mod den offentlige sikkerhed. Brug
af oplysningerne til andre formål er kun tilladt med
forudgående samtykke fra den medlemsstat, der har meddelt
oplysningerne, og er underlagt den nationale lovgivning i den
modtagende medlemsstat.
I medfør af artikel 8,
stk. 4, kan medlemsstaterne i forbindelse med
videregivelse som udgangspunkt pålægge betingelser med
hensyn til anvendelsen af bestemte oplysninger og efterretninger
samt rapportering om resultatet af den efterforskning mv., der har
fundet sted.
Artikel 9 fastslår, at
medlemsstaterne skal behandle alle oplysninger og efterretninger
med den nødvendige fortrolighed. Med henblik herpå
skal de kompetente retshåndhævende myndigheder i
overensstemmelse med deres nationale lovgivning sikre, at alle
videregivne oplysninger og efterretninger, der er klassificeret som
fortrolige, også behandles fortroligt.
3. Gældende ret
Dansk lovgivning indeholder ikke en
udtrykkelig generel regulering af danske
retshåndhævende myndigheders videregivelse af
fortrolige oplysninger til andre landes myndigheder. Om videregivelse af fortrolige oplysninger
kan finde sted vil derfor som udgangspunkt bero på de
almindelige regler om tavshedspligt.
Det er i
administrativ praksis almindeligt antaget, at regeringen
inden for de rammer, der følger af grundloven, kan
indgå overenskomst med fremmede stater, som bl.a.
indebærer, at den danske stat i et vist omfang er forpligtet
til at videregive visse fortrolige oplysninger til udenlandske
myndigheder. I det omfang en sådan international aftale er
indgået, vil videregivelse af fortrolige oplysninger til
opfyldelse af den pågældende internationale
forpligtelse ikke være uberettiget i relation til de
almindelige regler om tavshedspligt. Det må endvidere
antages, at danske myndigheder i et vist omfang er berettiget til
€" f.eks. som et led i mere uformelt samarbejde €" at
videregive fortrolige oplysninger til brug for andre landes
myndigheder.
Det er næppe muligt generelt at angive,
hvornår en sådan videregivelse må anses for
berettiget. Ved den konkrete vurdering af videregivelsens
berettigelse må der lægges vægt på
formålet med videregivelsen, herunder om videregivelse er af
betydning for, at den danske forvaltningsmyndighed kan varetage
sine forvaltningsopgaver, eller til varetagelse af danske
interesser i øvrigt. I den forbindelse vil det bl.a.
indgå, om videregivelse sker som led i et gensidigt
samarbejdsforhold og dermed i denne forstand også til
varetagelse af danske interesser. Herudover må der
lægges vægt på forholdene i modtagerlandet,
herunder hvordan de fortrolige oplysninger i praksis må
antages at blive anvendt i det pågældende land. Der
må også lægges vægt på, hvilken
karakter de pågældende oplysninger har, herunder
risikoen for at oplysningerne eventuelt misbruges.
Ved vurderingen af, om fortrolige oplysninger
kan videregives til udenlandske myndigheder, vil der endvidere
kunne søges vejledning i bl.a. forvaltningslovens
§ 28 (om videregivelse af oplysninger til en anden dansk
forvaltningsmyndighed) og €" i det omfang der er tale om
edb-behandlede personoplysninger €" reglerne i
persondatalovens kapitel 4 (særligt
§§ 6-8).
På enkelte retsområder er der i
lovgivningen fastsat bestemmelser, hvorved der udtrykkeligt tages
stilling til danske myndigheders videregivelse af oplysninger til
udenlandske myndigheder. Det gælder således bl.a. for
oplysninger i Det Centrale Dna-profil-register, der blev etableret
den 1. juli 2000 ved lov nr. 434 af 31. maj 2000 om oprettelse af
et centralt dna-profilregister, jf. Folketingstidende 1999-2000,
Tillæg A, side 841 ff. Loven blev ændret ved lov nr.
369 af 24. maj 2005 om ændring af lov om oprettelse af et
centralt dna-profilregister og retsplejeloven (Udvidelse af
dna-profil-registerets persondel, indikationskrav ved
legemsundersøgelse mv.), jf. Folketingstidende 2004-05,
Tillæg A, side 176 ff. Ved lovændringen blev lovens
titel ændret til lov om Det Centrale Dna-profil-register
(Dna-profil-registerloven).
Efter lovens § 5, stk. 1,
nr. 1 , kan der videregives oplysninger fra Det Centrale
Dna-profil-register til politiet, anklagemyndigheden og
Justitsministeriet. Det fremgår af bemærkningerne til
bestemmelsen bl.a., at denne adgang til videregivelse er
påkrævet af hensyn til registerets anvendelse i
overensstemmelse med formålet. Politiet må
således have adgang til at anvende oplysninger fra registeret
i forbindelse med efterforskningen af straffesager, og
anklagemyndigheden må tilsvarende kunne anvende oplysninger
fra registeret i forbindelse med den videre
strafforfølgning. Videregivelse af oplysninger til
Justitsministeriet vil kunne være relevant i forbindelse med
behandling af eventuelle klagesager om registrering.
I medfør af lovens § 5,
stk. 1, nr. 2 , kan der videregives oplysninger fra Det
Centrale Dna-profil-register til udenlandske domstole samt politi-
og anklagemyndigheder til brug for offentlige straffesager,
såfremt det i det enkelte tilfælde findes
ubetænkeligt. Af bemærkningerne til denne bestemmelse
fremgår det, at der ved den konkrete vurdering af, om
videregivelse vil være berettiget, skal tages hensyn til
formålet med videregivelsen, herunder om den sker som led i
et gensidigt samarbejdsforhold og således sker som led i en
generel varetagelse af danske interesser. Herudover skal der tages
hensyn til forholdene i modtagerlandet, herunder hvorledes
oplysningerne må antages at blive anvendt i det
pågældende land.
Der henvises til Folketingstidende 1999-2000,
Tillæg A, side 3061, og side 93 i rapport om etablering af et
DNA-profilregister afgivet i 1996 af en arbejdsgruppe nedsat af
Justitsministeriet.
I overensstemmelse med § 5,
stk. 1, nr. 2, har Rigspolitichefen, Politiafdelingen,
Kriminalteknisk Afdeling, i en række konkrete sager
videregivet oplysninger fra Det Centrale Dna-profil-register til
udenlandske retshåndhævende myndigheder.
4. Lovforslagets udformning
Justitsministeriet finder, at den omhandlede
EU-rammeafgørelse som udgangspunkt ikke kræver
lovændringer. Det bemærkes herved, at
rammeafgørelsen ikke pålægger medlemsstaternes
retshåndhævende myndigheder en ubetinget pligt til at
videregive bestemte kategorier af oplysninger, men derimod alene
indeholder en forpligtelse til, at der i national lovgivning ikke
opstilles strengere betingelser for videregivelse af oplysninger
til andre medlemsstaters retshåndhævende myndigheder,
end hvad der nationalt gælder for videregivelse.
Videregivelse af oplysninger fra danske retshåndhævende
myndigheder vil derfor fortsat kunne og skulle ske i
overensstemmelse med de danske regler om tavshedspligt og
videregivelse, herunder persondatalovens videregivelsesregler, og
det vil således fortsat bero på en konkret vurdering i
den enkelte sag, om der kan ske videregivelse af oplysninger til
brug for efterforskning mv. i andre medlemsstater.
Hertil kommer, at der efter
rammeafgørelsen er tale om videregivelse af oplysninger til
andre medlemsstaters retshåndhævende myndigheder med
henblik på afsløring, forebyggelse eller
efterforskning af lovovertrædelser eller kriminelle
aktiviteter, og at udvekslede oplysninger som udgangspunkt kun
må anvendes til brug for den kriminalefterforskning eller den
kriminalefterretningsoperation, til hvilken de er udvekslet, eller
til forebyggelse af umiddelbare og alvorlige trusler mod den
offentlige sikkerhed. Anvendelsen af oplysningerne til ethvert
andet formål forudsætter således et udtrykkeligt
forudgående samtykke fra den myndighed, der har meddelt
informationerne, og der er desuden en generel adgang til at
fastsætte særlige betingelser med hensyn til
anvendelsen af bestemte oplysninger og efterretninger, i det omfang
det skønnes nødvendigt.
Som nævnt indeholder
rammeafgørelsen en forpligtelse til, at der i national
lovgivning ikke opstilles strengere betingelser for videregivelse
af oplysninger til andre medlemsstaters retshåndhævende
myndigheder, end hvad der nationalt gælder for videregivelse.
Det kan på den baggrund efter Justitsministeriets opfattelse
give anledning til tvivl, om det inden for rammeafgørelsens
anvendelsesområde er muligt at opretholde den særlige
bestemmelse i § 5, stk. 1, nr. 2, i lov om Det
Centrale Dna-profil-register, hvorefter der til brug for
identifikation af personer kan videregives oplysninger fra
registeret til udenlandske domstole, politi- og anklagemyndigheder,
såfremt det findes ubetænkeligt. En tilsvarende
bestemmelse gælder ikke for videregivelse til danske
myndigheder, og det kan derfor anføres, at der med den
særlige bestemmelse om videregivelse til udenlandske
myndigheder kan synes at være en snævrere adgang til at
videregive oplysninger til bl.a. politimyndigheder i andre
EU-lande.
På den baggrund foreslås det, at
der i Dna-profil-registerlovens § 5, stk. 1, om
videregivelse af oplysninger fra registeret indsættes et nyt
nummer, hvorefter der kan videregives oplysninger fra registeret
til den kompetente retshåndhævende myndighed i en
medlemsstat i Den Europæiske Union eller et tredjeland, der
deltager i samarbejdet under Schengen-konventionen, til brug for en
kriminalefterforskning eller kriminalefterretningsoperation.
Forslaget skal sikre, at videregivelse fra registeret til de
pågældende myndigheder i andre medlemsstater mv. kan
ske i samme omfang, som hvis der er tale om videregivelse til dansk
politi og anklagemyndighed mv., jf. herved lovens § 5,
stk. 1, nr. 1.
Det forudsættes, at en anmodning fra en
anden medlemsstat kan afvises i det omfang, som følger af
rammeafgørelsens artikel 10, dvs. hvis der er faktuelle
grunde til at antage, at videregivelsen vil kunne skade vigtige
nationale sikkerhedsinteresser, bringe en igangværende
efterforskning eller efterretningsoperation i fare, bringe
enkeltpersoners sikkerhed i fare, eller hvis videregivelse af de
ønskede oplysninger vil stå i klart misforhold til
eller være irrelevant for det angivne formål. Det
forudsættes endvidere, at en anmodning om videregivelse kan
afvises, hvis oplysningerne vedrører en
lovovertrædelse med en strafferamme på under 1
års fængsel, jf. rammeafgørelsens artikel 10,
stk. 2.
I forbindelse med videregivelse efter den
foreslåede nye bestemmelse vil der - i overensstemmelse med
artikel 8, stk. 4, i rammeafgørelsen, jf. pkt. 2.3.
€" efter en konkret vurdering kunne pålægges
betingelser med hensyn til anvendelsen af de videregivne
oplysninger fra registeret.
5. Lovforslagets
økonomiske og administrative konsekvenser mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have
økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
Med lovforslaget tilpasses
Dna-profil-registerloven til de forenklede regler om videregivelse
af oplysninger, der følger af Rådets
rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af oplysninger
og efterretninger mellem medlemsstaternes
retshåndhævende myndigheder.
| Positive konsekvenser/ mindreudgifter | Negative konsekvenser/ Merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget tilpasser
Dna-profil-registerloven til de forenklede regler om videregivelse
af oplysninger, der følger af Rådets
rammeafgørelse om forenkling af udvekslingen af oplysninger
og efterretninger mellem medlemsstaternes
retshåndhævende myndigheder. |
6. Hørte myndigheder
mv.
Et udkast til lovforslaget har sammen med et
udkast til lovforslag om ændring af lov om fuldbyrdelse af
straf været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer mv.:
Præsidenterne for Østre og
Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og
for retterne i Odense, Århus, Aalborg og Roskilde,
Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København, Foreningen af
Politimestre i Danmark, Politiforbundet i Danmark, Dansk
Fængselsforbund, Kriminalforsorgsforeningen, HK Landsklubben
Kriminalforsorgen, Foreningen af Fængselsinspektører,
vicefængselsinspektører og økonomichefer, Dansk
Socialrådgiver Forening, Landsforeningen af beskikkede
advokater, Advokatrådet, Institut for Menneskerettigheder,
Kriminalpolitisk Forening (KRIM), Dansk Retspolitisk Forening,
samtlige tjenestesteder under kriminalforsorgen, Datatilsynet,
Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet,
Retslægerådet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og
Socialministeriet.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Det foreslås, at der i
Dna-profil-registerlovens § 5, stk. 1, om
videregivelse af oplysninger fra Det Centrale Dna-profil-register,
indsættes et nyt nr. 2, hvorefter der kan videregives
oplysninger fra registeret til den kompetente
retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den
Europæiske Union eller et tredjeland, der deltager i
samarbejdet under Schengen-konventionen, til brug for
kriminalefterforskning eller en kriminalefterretningsoperation.
Forslaget gennemfører
EU-rammeafgørelsen om forenkling af udvekslingen af
oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes
retshåndhævende myndigheder. Efter denne
rammeafgørelse har medlemsstaterne pligt til at sikre, at
der i national lovgivning ikke opstilles strengere betingelser for
videregivelse af oplysninger til andre medlemsstaters
retshåndhævende myndigheder, end hvad der nationalt
gælder for videregivelse.
Det forudsættes, at udtrykkene
retshåndhævende myndighed, kriminalefterforskning samt
kriminalefterretningsoperation forstås i overensstemmelse med
definitionerne i artikel 2, litra a-c, i rammeafgørelsen,
jf. pkt. 2.2.2. i de almindelige bemærkninger.
Der henvises til pkt. 4 i de almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Til § 3
Bestemmelsen vedrører lovens
territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland, men kan
sættes i kraft for Færøerne og Grønland
ved kongelig anordning.
Bilag 1
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION
Bruxelles, den 8. december 2005
Forslag til Rådets
rammeafgørelse
om forenkling af udvekslingen af
oplysninger og efterretninger
mellem medlemsstaternes retshåndhævende
myndigheder
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE
UNION HAR -
under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Union, særlig artikel 30, stk. 1,
litra a) og b), og artikel 34, stk. 2,
litra b),
under henvisning til initiativ fra
Kongeriget Sverige,
under henvisning til udtalelse fra
Europa-Parlamentet, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Et af EU's centrale mål er at
give borgerne et højt tryghedsniveau i et område med
frihed, sikkerhed og retfærdighed.
(2) Dette mål skal nås ved at
forebygge og bekæmpe kriminalitet gennem et tættere
samarbejde mellem medlemsstaternes retshåndhævende
myndigheder, idet de principper og regler vedrørende
menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og
retsstatsprincippet, som EU bygger på, og som medlemsstaterne
har til fælles, samtidig skal overholdes.
(3) Udveksling af oplysninger og
efterretninger om kriminalitet og kriminelle aktiviteter er
grundlaget for samarbejdet på
retshåndhævelsesområdet i EU, hvis overordnede
mål er at forbedre sikkerheden for EU's borgere.
(4) Rettidig adgang til præcise og
aktuelle oplysninger og efterretninger er afgørende for, at
det kan lykkes de retshåndhævende myndigheder at
afsløre, forebygge og efterforske kriminalitet og kriminelle
aktiviteter, navnlig i et område, hvor kontrollen ved de
indre grænser er blevet afskaffet. Da kriminelles aktiviteter
foregår i det skjulte, må de overvåges, og der er
behov for særlig hurtig udveksling af oplysninger om dem.
(5) Det er vigtigt at se horisontalt
på de retshåndhævende myndigheders muligheder for
at indhente oplysninger og efterretninger om grov kriminalitet og
terrorhandlinger fra andre medlemsstater og ikke fokusere på
forskelle i typer af kriminalitet eller kompetencefordelingen
mellem retshåndhævende myndigheder og judicielle
myndigheder.
(6) For øjeblikket hindres en
effektiv og hurtig udveksling af oplysninger og efterretninger
mellem de retshåndhævende myndigheder i høj grad
af formelle procedurer, administrative strukturer og retlige
barrierer i medlemsstaternes lovgivning; denne situation er
uacceptabel for borgerne i EU, og større sikkerhed og mere
effektiv retshåndhævelse, samtidig med at
menneskerettighederne beskyttes, er derfor
påkrævet.
(7) De retshåndhævende
myndigheder må kunne anmode om og modtage oplysninger og
efterretninger fra andre medlemsstater på forskellige stadier
af efterforskningen, lige fra den fase, hvor der indsamles
kriminalefterretninger, til kriminalefterforskningsfasen.
Medlemsstaternes systemer er forskellige i den henseende, men denne
rammeafgørelse har ikke som mål at ændre disse
systemer. Den søger derimod at sikre, at der i forbindelse
med bestemte typer oplysninger og efterretninger sker en hurtig
udveksling inden for EU af oplysninger, der er af afgørende
betydning for de retshåndhævende myndigheder.
(8) Der findes ikke nogen fælles
retlig ramme for effektiv og hurtig udveksling af oplysninger og
efterretninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende
myndigheder, og det er en mangel, der bør udbedres;
Rådet for Den Europæiske Union finder det derfor
nødvendigt at vedtage et retligt bindende instrument om
forenkling af udvekslingen af oplysninger og efterretninger. Denne
rammeafgørelse bør ikke berøre nuværende
eller fremtidige instrumenter, som gør det muligt at uddybe
eller udvide denne rammeafgørelses mål eller lette
procedurerne for udveksling af oplysninger og efterretninger, som
f.eks. konventionen af 18. december 1997, udarbejdet
på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den
Europæiske Union, om gensidig bistand og samarbejde mellem
toldmyndighederne 1) .
(9) I forbindelse med udvekslingen af
oplysninger berører denne rammeafgørelse ikke
væsentlige nationale sikkerhedsinteresser og bringer ikke
gennemførelsen af igangværende undersøgelser
eller en persons sikkerhed eller særlig
efterretningsvirksomhed, der angår statens sikkerhed, i
fare.
(10) Det er vigtigt, i så vid
udstrækning som muligt at fremme udveksling af oplysninger,
navnlig for så vidt angår lovovertrædelser, der
direkte eller indirekte er forbundet med organiseret kriminalitet
og terrorisme, og på en måde der ikke er til skade for
det niveau af samarbejde mellem medlemsstaterne, der kræves i
henhold til de eksisterende ordninger.
(11) Det er i medlemsstaternes
fælles interesse at bekæmpe grænseoverskridende
kriminalitet, og der skal i den forbindelse findes en passende
balance mellem et hurtigt og effektivt samarbejde på
retshåndhævelsesområdet og fastsættelse af
fælles principper og regler inden for databeskyttelse,
grundlæggende frihedsrettigheder, menneskerettigheder og
individuelle frihedsrettigheder.
(12) I den erklæring om
bekæmpelse af terrorisme, som Det Europæiske Råd
vedtog den 25. marts 2004, pålagde Det
Europæiske Råd Rådet at undersøge, hvilke
foranstaltninger der kan træffes for at forenkle udvekslingen
af oplysninger og efterretninger mellem medlemsstaternes
retshåndhævende myndigheder.
(13) Med hensyn til Island og Norge
udgør denne rammeafgørelse en videreudvikling af
bestemmelserne i Schengen-reglerne, der er omfattet af
artikel 1 i Rådets afgørelse 1999/437/EF af
17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser
til den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union har
indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse
to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og den
videre udvikling af Schengen-reglerne 2) . Denne
rammeafgørelse overholder de procedurer, der er fastsat i
nævnte aftale.
(14) For Schweiz' vedkommende er denne
rammeafgørelse et led i udviklingen af de bestemmelser i
Schengen-reglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union,
Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om
Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen,
anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne, der falder ind
under det område, der er nævnt i artikel 1,
litra H, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med
artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelser
2004/860/EF af 25. oktober 2004 om undertegnelse,
på Det Europæiske Fællesskabs vegne og
midlertidig anvendelse af visse bestemmelser i denne aftale 3) , og med
artikel 4, stk. 1 i Rådets afgørelse
2004/849/EF af 25. oktober 2004 om undertegnelse,
på Den Europæiske Unions vegne, af og midlertidig
anvendelse af visse bestemmelser i aftalen 4) -
VEDTAGET FØLGENDE
RAMMEAFGØRELSE:
AFSNIT I
ANVENDELSESOMRÅDE OG
DEFINITIONER
Artikel 1
Formål og
anvendelsesområde
1. Formålet med denne rammeafgørelse
er at fastsætte regler for, hvordan medlemsstaternes
retshåndhævende myndigheder effektivt og hurtigt kan
udveksle eksisterende oplysninger og efterretninger med henblik
på gennemførelse af kriminalefterforskninger eller
kriminalefterretningsoperationer.
2. Denne rammeafgørelse griber ikke ind i
bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger mellem
medlemsstater og tredjelande eller i Den Europæiske Unions
instrumenter vedrørende gensidig retshjælp eller
gensidig anerkendelse af retsafgørelser i straffesager,
herunder eventuelle betingelser, som tredjelande måtte have
fastsat for anvendelsen af oplysninger, når de er
videregivet.
3. Denne rammeafgørelse dækker alle
oplysninger og efterretninger som defineret i artikel 2,
litra d). Den pålægger ikke medlemsstaterne nogen
forpligtelse til at indsamle og opbevare oplysninger og
efterretninger med det formål at videregive dem til de
kompetente retshåndhævende myndigheder i andre
medlemsstater.
4. Denne rammeafgørelse
pålægger ikke medlemsstaterne nogen forpligtelse til at
videregive oplysninger og efterretninger, der skal anvendes som
bevismateriale ved en myndighed, og indebærer heller ikke
nogen ret til at anvende sådanne oplysninger og
efterretninger til dette formål. Når en medlemsstat har
modtaget oplysninger eller efterretninger i henhold til denne
rammeafgørelse og ønsker at anvende dem som
bevismateriale ved en retslig myndighed, skal den indhente samtykke
hertil fra den medlemsstat, der videregav oplysningerne eller
efterretningerne, om nødvendigt i henhold til den nationale
lovgivning i den medlemsstat, der har videregivet oplysningerne
eller efterretningerne via de eksisterende instrumenter
vedrørende retligt samarbejde mellem medlemsstaterne. Et
sådant samtykke er ikke påkrævet, når den
anmodede medlemsstat allerede har givet sit samtykke til benyttelse
af oplysningerne eller efterretningerne som bevismateriale på
tidspunktet for fremsendelse af oplysningerne eller
efterretningerne.
5. Denne rammeafgørelse
pålægger ikke den medlemsstat, der modtager en
anmodning om oplysninger eller efterretninger, nogen forpligtelse
til at fremskaffe nogen form for oplysninger eller efterretninger
ved anvendelse af tvangsindgreb defineret i henhold til den
nationale lovgivning.
6. Medlemsstaterne videregiver i henhold til den
nationale lovgivning, når denne åbner mulighed herfor,
oplysninger og efterretninger, der tidligere er fremskaffet ved
anvendelse af tvangsindgreb.
7. Denne rammeafgørelse indebærer
ikke nogen ændring af pligten til at respektere de
grundlæggende rettigheder og grundlæggende
retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6
i traktaten om Den Europæiske Union, og de forpligtelser, der
i så henseende påhviler de retshåndhævende
myndigheder, berøres ikke heraf.
Artikel 2
Definitioner
I denne rammeafgørelse
forstås ved
a) »kompetent retshåndhævende
myndighed«: en national politimyndighed, toldmyndighed eller
anden myndighed, der i henhold til national lovgivning har
beføjelse til at afsløre, forebygge og efterforske
lovovertrædelser og kriminelle aktiviteter, udøve
myndighed og foretage tvangsindgreb i forbindelse med sådanne
aktiviteter. Kontorer eller enheder, der specifikt tager sig af
nationale sikkerhedsspørgsmål, er ikke omfattet af
begrebet »kompetent retshåndhævende
myndighed«. Hver medlemsstat meddeler senest den ... 5) i
en erklæring, der deponeres i Generalsekretariatet for
Rådet, hvilke myndigheder der er omfattet af begrebet
»kompetent retshåndhævende myndighed.«
Denne erklæring kan til enhver tid ændres.
b) »kriminalefterforskning«: et
proceduretrin, inden for hvilken de kompetente
retshåndhævende myndigheder eller judicielle
myndigheder, herunder anklagemyndigheder, træffer
foranstaltninger med henblik på at fastslå og
identificere kendsgerninger, mistænkte og
omstændigheder i forbindelse med en eller flere
identificerede konkrete strafbare handlinger.
c) »kriminalefterretningsoperation«:
et proceduretrin, endnu ikke på
kriminalefterforskningsstadiet, inden for hvilken en kompetent
retshåndhævende myndighed i henhold til national
lovgivning har beføjelse til at indsamle, behandle og
analysere oplysninger om kriminalitet eller kriminelle aktiviteter,
med det formål at fastslå, om der er eller kan blive
begået konkrete strafbare handlinger i fremtiden.
d) »oplysninger eller
efterretninger«:
i) enhver form for oplysninger eller data, som de
retshåndhævende myndigheder er i besiddelse af, og
ii) enhver form for oplysninger eller data, som
offentlige myndigheder eller private foretagender er i besiddelse
af, og som de retshåndhævende myndigheder har adgang
til, uden at der foretages tvangsindgreb i overensstemmelse med
artikel 1, stk. 5.
e) »lovovertrædelser som omhandlet i
artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/854/RIA
af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre 6) (i
det følgende benævnt »lovovertrædelser som
omhandlet i artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelse
2002/584/RIA)«: lovovertrædelser, der i henhold til
national lovgivning kan sidestilles med eller svarer til de i samme
bestemmelse omhandlede lovovertrædelser.
AFSNIT II
UDVEKSLING AF OPLYSNINGER OG
EFTERRETNINGER
Artikel 3
Videregivelse af oplysninger og
efterretninger
1. Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger og
efterretninger kan videregives til de kompetente
retshåndhævende myndigheder i andre medlemsstater i
overensstemmelse med denne rammeafgørelse.
2. Oplysninger og efterretninger videregives
efter anmodning fra en kompetent retshåndhævende
myndighed, der handler i overensstemmelse med de beføjelser,
som den er blevet tillagt i henhold til den nationale lovgivning,
og som gennemfører en kriminalefterforskning eller en
kriminalefterretningsoperation.
3. Medlemsstaterne sikrer, at betingelserne for
videregivelse af oplysninger og efterretninger til andre
medlemsstaters kompetente retshåndhævende myndigheder
ikke er strengere end de betingelser, der gælder nationalt
for videregivelse af og anmodning om oplysninger og efterretninger.
En medlemsstat må navnlig ikke kræve godkendelse eller
tilladelse fra en judiciel myndighed i forbindelse med sin
kompetente retshåndhævende myndigheds udveksling af
oplysninger eller efterretninger med en anden medlemsstats
kompetente retshåndhævende myndighed, når den
anmodede kompetente retshåndhævende myndighed i en
intern procedure kan få adgang til de pågældende
oplysninger uden en sådan godkendelse eller tilladelse fra en
judiciel myndighed.
4. Når den anmodede kompetente
retshåndhævende myndighed i henhold til den anmodede
medlemsstats nationale lovgivning kan få adgang til de
ønskede oplysninger eller efterretninger efter godkendelse
eller tilladelse fra en judiciel myndighed, er den anmodede
kompetente retshåndhævende myndighed forpligtet til at
anmode den kompetente judicielle myndighed om godkendelse eller
tilladelse med henblik på at få adgang til og udveksle
de ønskede oplysninger. Den anmodede medlemsstats kompetente
judicielle myndighed lægger samme regler til grund for sin
afgørelse som i en rent intern sag, uden at artikel 10,
stk. 1 og 2, berøres heraf.
5. Såfremt de ønskede oplysninger
eller efterretninger er fremskaffet hos en anden medlemsstat eller
et tredjeland og er omfattet af specialitetsreglen, må de kun
videregives til den kompetente retshåndhævende
myndighed i en anden medlemsstat med samtykke fra den medlemsstat
eller det tredjeland, der har meddelt oplysningerne eller
efterretningerne.
Artikel 4
Tidsfrister for videregivelse af
oplysninger og efterretninger
1. Medlemsstaterne sikrer, at de har procedurer,
der sætter dem i stand til inden for højst
otte timer at reagere på hastende anmodninger om
oplysninger og efterretninger vedrørende
lovovertrædelser som omhandlet i artikel 2, stk. 2,
i rammeafgørelse 2002/584/RIA, når de ønskede
oplysninger eller efterretninger er lagret i en database, som en
retshåndhævende myndighed har direkte adgang til.
2. Hvis den anmodede kompetente
retshåndhævende myndighed ikke er i stand til at svare
inden for otte timer, begrunder den dette ved anvendelse af
formularen i bilag A. Såfremt videregivelsen af de
ønskede oplysninger eller efterretninger inden for
højst otte timer udgør en uforholdsmæssig
stor byrde for den anmodede retshåndhævende myndighed,
kan den udsætte videregivelsen af oplysningerne eller
efterretningerne. I så fald underretter den anmodede
retshåndhævende myndighed straks den anmodende
retshåndhævende myndighed om denne udsættelse, og
den videregiver de ønskede oplysninger eller efterretninger
så hurtigt som muligt, dog senest inden for tre dage.
Anvendelsen af bestemmelserne i henhold til dette stykke, tages op
til fornyet overvejelse senest den ... 7)
3. I ikke-hastende sager sikrer medlemsstaterne,
at anmodninger om oplysninger og efterretninger vedrørende
lovovertrædelser som omhandlet i artikel 2, stk. 2,
i rammeafgørelse 2002/584/RIA, vedrørende tilsvarende
lovovertrædelser imødekommes inden for en uge, hvis de
ønskede oplysninger og efterretninger findes i en database,
som en retshåndhævende myndighed har direkte adgang
til. Hvis den anmodede kompetente retshåndhævende
myndighed ikke er i stand til at svare inden en uge, begrunder
den dette ved anvendelse af formularen i bilag A.
4. I alle øvrige tilfælde sikrer
medlemsstaterne, at de ønskede oplysninger fremsendes til
den anmodende kompetente retshåndhævende myndighed
inden for 14 dage. Hvis den anmodede kompetente
retshåndhævende myndighed ikke er i stand til at svare
inden for 14 dage, begrunder den dette ved anvendelse af
formularen i bilag A.
Artikel 5
Anmodninger om oplysninger og
efterretninger
1. Der kan anmodes om oplysninger og
efterretninger med henblik på afsløring, forebyggelse
eller efterforskning af en lovovertrædelse, når der er
faktuelle grunde til at tro, at der findes relevante oplysninger og
efterretninger i en anden medlemsstat. Anmodningen skal indeholde
de faktuelle grunde samt en redegørelse for det
formål, hvortil oplysningerne og efterretningerne
ønskes, og for forbindelsen mellem formålet og den
person, der er genstand for oplysningerne og efterretningerne.
2. Den anmodende kompetente
retshåndhævende myndighed afholder sig fra at anmode om
flere oplysninger eller efterretninger eller fastsætte
strammere tidsfrister end nødvendigt i forhold til
anmodningens formål.
3. Anmodninger om oplysninger eller
efterretninger skal mindst indeholde de oplysninger, der er
fastlagt i bilag B.
Artikel 6
Kommunikationskanaler og
-sprog
1. Udveksling af oplysninger og efterretninger i
henhold til denne rammeafgørelse kan finde sted via
eksisterende kanaler for internationalt samarbejde om
retshåndhævelse. Det sprog, der benyttes i forbindelse
med anmodningen og udvekslingen af oplysninger, er det, der
gælder for den benyttede kanal. Når medlemsstaterne
afgiver deres erklæringer i overensstemmelse med
artikel 2, litra a), skal de også meddele
Generalsekretariatet for Rådet detaljer om de kontakter, som
hastende anmodninger kan sendes til. Disse detaljer kan
ændres til enhver tid. Generalsekretariatet for Rådet
meddeler medlemsstaterne og Kommissionen de modtagne
erklæringer.
2. Oplysninger og efterretninger udveksles
også med Europol i overensstemmelse med konventionen
udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den
Europæiske Union om oprettelse af en europæisk
politienhed (Europol-konventionen) 8) og med Eurojust i
overensstemmelse med Rådets afgørelse 2002/187/RIA af
28. februar 2002 om oprettelse af Eurojust for at styrke
bekæmpelsen af grov kriminalitet 9) , for så vidt
udvekslingen angår en lovovertrædelse eller en kriminel
aktivitet, der ligger inden for deres mandat.
Artikel 7
Uanmodet udveksling af oplysninger
og efterretninger
1. De kompetente retshåndhævende
myndigheder videregiver på eget initiativ oplysninger og
efterretninger til de kompetente retshåndhævende
myndigheder i andre berørte medlemsstater i tilfælde,
hvor der er faktuelle grunde til at tro, at oplysningerne og
efterretningerne vil kunne bidrage til afsløring,
forebyggelse eller efterforskning af lovovertrædelser som
omhandlet i artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelse
2002/584/RIA, jf. dog artikel 10. De nærmere regler for
sådan uanmodet udveksling af oplysninger fastsættes i
den nationale lovgivning i de medlemsstater, som videregiver
oplysningerne.
2. Videregivelse af oplysninger og efterretninger
begrænses til det, der skønnes relevant og
nødvendigt for at kunne afsløre, forebygge eller
efterforske den pågældende lovovertrædelse eller
kriminelle aktivitet.
Artikel 8
Databeskyttelse
1. Hver medlemsstat sikrer, at de fastsatte
regler om databeskyttelse, der gælder ved anvendelse af de
kommunikationskanaler, der er omhandlet i artikel 6,
stk. 1, også anvendes i forbindelse med den procedure
for udveksling af oplysninger og efterretninger, der er fastsat i
denne rammeafgørelse.
2. Anvendelse af oplysninger og efterretninger,
der er blevet udvekslet direkte eller bilateralt i henhold til
denne rammeafgørelse, er underlagt de nationale bestemmelser
om databeskyttelse i den modtagende medlemsstat, idet
oplysninger og efterretninger er underlagt de samme bestemmelser om
databeskyttelse, som hvis de var indsamlet i den modtagende
medlemsstat. De personoplysninger, der behandles i forbindelse med
gennemførelsen af denne rammeafgørelse, beskyttes i
overensstemmelse med principperne i Europarådets konvention
af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i
forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger og
for de medlemsstater, der har ratificeret den,
tillægsprotokollen hertil af 8. november 2001 om
tilsynsmyndigheder og grænseoverskridende dataudveksling.
Når de retshåndhævende myndigheder
håndterer personoplysninger, som er fremskaffet i
medfør af denne rammeafgørelse, bør der
også tages hensyn til principperne i Europarådets
anbefaling R(87) 15 om politiets brug af personoplysninger.
3. Oplysninger og efterretninger, herunder
personoplysninger videregivet i henhold til denne
rammeafgørelse, kan kun anvendes af de kompetente
retshåndhævende myndigheder i den medlemsstat, de er
videregivet til, til de formål, hvortil de er blevet meddelt
i overensstemmelse med denne rammeafgørelse eller med
henblik på forebyggelse af umiddelbare og alvorlige trusler
mod den offentlige sikkerhed; behandling med henblik på andre
formål er kun tilladt med forudgående samtykke fra den
medlemsstat, oplysningerne stammer fra, og er udelukkende underlagt
den nationale lovgivning i den modtagende medlemsstat. Samtykke kan
gives, hvis lovgivningen i den medlemsstat, oplysningerne stammer
fra, indeholder hjemmel herfor.
4. Når oplysninger og efterretninger
videregives i henhold til denne rammeafgørelse, kan den
videregivende kompetente retshåndhævende myndighed i
henhold til sin nationale lovgivning pålægge den
modtagende kompetente retshåndhævende myndighed
betingelser med hensyn til anvendelsen af oplysningerne og
efterretningerne. Der kan også pålægges
betingelser med hensyn til rapportering af resultatet af den
kriminalefterforskning eller den kriminalefterretningsoperation, i
forbindelse med hvilken udvekslingen af oplysninger og
efterretninger har fundet sted. Sådanne betingelser er
bindende for den modtagende kompetente retshåndhævende
myndighed, bortset fra det særlige tilfælde, hvor der i
henhold til national ret skal gøres undtagelser fra
begrænsningerne i brugen af oplysningerne til fordel for de
judicielle myndigheder, lovgivningsinstanser eller andre
uafhængige instanser, der er oprettet ved lov og har til
opgave at kontrollere de kompetente retshåndhævende
myndigheder. I så fald kan oplysningerne kun anvendes efter
forudgående høring af den medlemsstat, oplysningerne
stammer fra, og denne stats interesser og synspunkter skal i videst
muligt omfang efterkommes. Den modtagende medlemsstat kan i
specifikke tilfælde blive anmodet af den medlemsstat,
oplysningerne stammer fra, om at orientere den om anvendelse og
yderligere behandling af de meddelte oplysninger og
efterretninger.
Artikel 9
Fortrolighed
De kompetente retshåndhævende
myndigheder tager ved hver enkelt udveksling af oplysninger og
efterretninger behørigt hensyn til krav om fortrolighed i
efterforskningen. Med henblik herpå sikrer de kompetente
retshåndhævende myndigheder i overensstemmelse med
deres nationale lovgivning, at alle videregivne oplysninger og
efterretninger, der er klassificeret som fortrolige, også
behandles fortroligt.
Artikel 10
Grunde til at tilbageholde
oplysninger eller efterretninger
1. Med forbehold af artikel 3, stk. 3,
kan en kompetent retshåndhævende myndighed kun afvise
at videregive oplysninger og efterretninger, hvis der er faktuelle
grunde til at antage, at videregivelsen af oplysningerne eller
efterretningerne:
a) vil kunne skade vigtige nationale
sikkerhedsinteresser i den anmodede stat, eller
b) vil kunne bringe et positivt udfald af en
igangværende efterforskning, en
kriminalefterretningsoperation eller enkeltpersoners
sikkerhed i fare, eller
c) vil stå i klart misforhold til eller
være irrelevant for det angivne formål.
2. Såfremt anmodningen vedrører en
lovovertrædelse, der straffes med op til et års
fængsel i henhold til den anmodede medlemsstats lovgivning,
kan den kompetente retshåndhævende myndighed
afslå at videregive de ønskede oplysninger eller
efterretninger.
3. Den kompetente retshåndhævende
myndighed skal afvise at videregive oplysninger og efterretninger,
hvis den kompetente judicielle myndighed ikke har tilladt adgang
til og udveksling af de ønskede oplysninger i henhold til
artikel 3, stk. 4.
AFSNIT III
AFSLUTTENDE BESTEMMELSER
Artikel 11
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne træffer de
nødvendige foranstaltninger til at efterkomme denne
rammeafgørelse senest den ... 10)
2. Medlemsstaterne meddeler Generalsekretariatet
for Rådet og Kommissionen teksten til de retsforskrifter, som
de udsteder for at gennemføre de forpligtelser, der
følger af denne rammeafgørelse, i national ret.
På baggrund af disse og andre oplysninger, som
medlemsstaterne har fremskaffet efter anmodning, forelægger
Kommissionen senest den ... 11) Rådet en rapport om
anvendelsen af denne rammeafgørelse. Senest den ... 12)
undersøger Rådet, om medlemsstaterne har
efterkommet denne rammeafgørelse.
Artikel 12
Sammenhængen med andre
instrumenter
1. Bestemmelserne i artikel 39, stk. 1,
2 og 3, og artikel 46, i konventionen om gennemførelse
af Schengen-aftalen 13) erstattes af bestemmelserne i
denne rammeafgørelse, for så vidt de vedrører
udveksling af oplysninger og efterretninger med det formål at
gennemføre kriminalefterforskninger eller
kriminalefterretningsoperationer i overensstemmelse med
førstnævnte rammeafgørelses bestemmelser.
2. Schengen-eksekutivkomitéens
afgørelse af 16. december 1998 om
grænseoverskridende politisamarbejde om forebyggelse og
opklaring af strafbare handlinger (SCH/Com-ex (98) 51
rev. 3) 14) og
Schengen-eksekutivkomitéens afgørelse af
28. april 1999 om forbedring af politisamarbejdet om
forebyggelse og opklaring af strafbare handlinger
(SCH/Com-ex (99) 18) 15) ophæves hermed.
3. Medlemsstaterne kan fortsat anvende bilaterale
eller multilaterale aftaler eller ordninger, der er i kraft
på det tidspunkt, hvor denne rammeafgørelse vedtages,
for så vidt sådanne aftaler eller ordninger giver
mulighed for at uddybe eller udvide denne rammeafgørelses
mål og bidrager til yderligere at forenkle eller lette
procedurerne for udveksling af oplysninger og efterretninger, der
falder ind under denne rammeafgørelses
anvendelsesområde.
4. Medlemsstaterne kan indgå bilaterale
eller multilaterale aftaler eller ordninger eller sætte dem i
kraft efter denne rammeafgørelses ikrafttræden, for
så vidt sådanne aftaler eller ordninger giver mulighed
for at uddybe denne rammeafgørelses mål og bidrager
til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for udveksling
af oplysninger og efterretninger, der falder ind under denne
rammeafgørelses anvendelsesområde.
5. De aftaler og ordninger, der er omhandlet i
stk. 3 og 4, må på ingen måde berøre
forbindelserne med de medlemsstater, der ikke er parter deri.
6. Senest den ... 16) meddeler
medlemsstaterne Rådet og Kommissionen, hvilke eksisterende
aftaler og ordninger som omhandlet i stk. 3 de fortsat
ønsker at anvende.
7. Medlemsstaterne underretter også
Rådet og Kommissionen om eventuelle nye aftaler eller
ordninger som omhandlet i stk. 4 senest tre måneder
efter deres undertegnelse eller for så vidt angår
instrumenter, der allerede er blevet undertegnet, inden denne
rammeafgørelse blev vedtaget, deres ikrafttræden.
Artikel 13
Ikrafttræden
Denne rammeafgørelse træder i
kraft dagen efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den
På Rådets vegne
Formand
1) EFT C 24 af 23.1.1998, s.2.
2) EFT L 176 af 10.7.1999, s.
31.
3) EUT L 370 af 17.12.2004, s.
78.
4) EUT L 368 af 15.12.2004, s.
26.
5) Et år efter vedtagelsen af
denne rammeafgørelse.
6) Et år efter vedtagelsen af
denne rammeafgørelse.
7) Et år efter vedtagelsen af
denne rammeafgørelse.
8) EFT C 316 af 27.11.1995, s. 2. Senest
ændret ved protokollen udarbejdet på grundlag af
artikel 43, stk. 1, i Europol-konventionen (EUT C 2 af 6.1.2004,
s. 3).
9) EFT L 63 af 6.3.2002, s. 1. Senest
ændret ved afgørelse 2003/659/RIA (EUT L 245 af
29.9.2003, s. 44).
10) To år efter denne
rammeafgørelses ikrafttræden.
11) To år efter denne
rammeafgørelses ikrafttræden.
12) Fem år efter denne
rammeafgørelses ikrafttræden.
13) EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19. Senest
ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 1160/2005 (EUT L 191 af 22.7.2005, s. 18).
14) EFT L 239 af 22.9.2000, s. 407.
15) EFT L 239 af 22.9.2000, s. 421.
16) Et år efter denne
rammeafgørelses ikrafttræden.
Bilag 2
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | § 1 I lov nr. 434 af 31. maj 2000 om Det
Centrale Dna-profil-register, som ændret ved lov nr. 369 af
24. maj 2005, foretages følgende ændring: 1. I § 5, stk. 1, nr.
1, indsættes efter nr. 1 som nyt nr.: »2) den kompetente
retshåndhævende myndighed i en medlemsstat i Den
Europæiske Union eller et tredjeland, der deltager i
samarbejdet under Schengen-konventionen, til brug for en
kriminalefterforskning eller kriminalefterretningsoperation,
« Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5. |