L 34 Forslag til lov om ændring af lov om taxikørsel m.v.

(Etablering af kommunale fællesskaber).

Af: Transport- og energiminister Flemming Hansen (KF)
Udvalg: Trafikudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-10-2006

Fremsættelsestale af lovforslag

20061_l34_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2006)

 

 

Transport- og energiministeren (Flemming Hansen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om taxikørsel mv.

(Lovforslag nr. L 34).

Det aktuelle lovforslag skal ses i lyset af kommunalreformen og af de muligheder, som følger af kommunalreformen, ligesom det skal tages i betragtning, at en lang række tekniske krav på taxiområdet allerede er blevet lempet.

Formålet med lovforslaget er således at modernisere og at justere taxiloven i overensstemmelse med den fremtidige kommunale struktur.

Regeringen finder ikke for nuværende anledning til at tage initiativer til en egentlig liberalisering af taxierhvervet.

Dette skyldes dels, at brugerundersøgelser har vist, at kunderne er ret godt tilfredse med taxierhvervet, dels erfaringer fra udlandet, bl.a. Sverige, hvor taxierhvervet er blevet liberaliseret. Her har erfaringerne været lidt blandede.

Kommunerne generelt får efter forslaget mulighed for at etablere kommunale fællesskaber, som kan administrere taxiloven i flere tilgrænsende kommuner. I dag er der alene i hovedstadsområdet en fælles administration, som udføres af Storkøbenhavns Taxanævn.

Kommunale fællesskaber på taxiområdet, som kan omfatte større geografiske områder end den enkelte kommune, kan navnlig være en indlysende fordel for kommuner med store sammenhængende byområder.

Denne mulighed kan samtidig give taxierhvervet stordriftsfordele bl.a. i form af bedre udnyttelse af bilerne, der både kan være bedre for miljøet, og kan give kunderne en mere effektiv kundebetjening.

Kommunerne udenfor hovedstadsområdet får mulighed for at opnå en bedre drift af taxaområdet. Samtidig kan tilsynet med taxierhvervet på denne måde effektiviseres.

Kommunalreformen indebærer videre, at en række kommuner, som er tilsluttet Storkøbenhavns Taxinævn, med virkning fra den 1. januar 2007 bliver lagt sammen med kommuner, som ikke er tilsluttet Storkøbenhavns Taxinævn.

Storkøbenhavns Taxinævn har af historiske årsager hidtil været omfattet af mere lempelige tilsynsregler, end der gælder for kommuner og kommunale fællesskaber. Dette gøres der op med, når Storkøbenhavns Taxinævn erstattes af et kommunalt fællesskab.

Det indgår derfor i lovforslaget, at Storkøbenhavns Taxinævn formelt nedlægges og ændres til et kommunalt fællesskab. Dermed fås lige vilkår og muligheder i hele landet.

Det er vurderingen, at det ikke er muligt at fastholde en sammenhængende og tilfredsstillende taxibetjening af hovedstadsområdet uden en fælles administration af taxiloven. Derfor opretholdes Storkøbenhavns Taxinævn efter kommunalreformens ikrafttræden frem til det tidspunkt, hvor der er oprettet et kommunalt fællesskab, som kan træde i stedet for Storkøbenhavns Taxinævn.

Der er således i lovforslaget hjemmel til, at transport- og energiministeren kan påbyde kommuner at oprette eller at tilslutte sig til kommunale fællesskaber. Det kan ske i tilfælde, hvor det vurderes nødvendigt for at sikre en tilfredsstillende kundebetjening.

Lovforslaget indebærer endelig en ændring af kommunernes adgang til at undtage taxitilladelser fra tilslutningspligten til en bestillingscentral.

Formålet med denne bestemmelse er at fastholde kommunernes muligheder for at gennemføre en fleksibel administration af taxiloven. I dag skal undtagelser fra tilslutningspligten kombineres med krav om, at den pågældende vognmand alene må køre i geografisk begrænsede områder. Kommuner med 20.000 indbyggere eller derover skal efter forslaget ikke længere behæfte fritagelser med vilkår, der indskrænker udnyttelsesmulighederne.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.