L 74 Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

(Tilskud til visse revalidenders elev- og lærlingeløn).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 15-12-2006

Lovforslag som vedtaget

20061_l74_som_vedtaget (html)

L 74 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. (Tilskud til visse revalidenders elev- og lærlingeløn).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 15. december 2006

Forslag

til

Lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

(Tilskud til visse revalidenders elev- og lærlingeløn)

 

§ 1

I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 685 af 29. juni 2005, som ændret senest ved lov nr. 565 af 9. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1.§ 51, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. For personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, er det en betingelse for ansættelse med løntilskud,

1) at der foreligger særlige forhold, herunder f.eks. at personen er over den sædvanlige uddannelsesalder, tidligere har haft tilknytning til arbejdsmarkedet eller har pligt til at forsørge ægtefælle eller børn, jf. § 51, stk. 1, nr. 3, i lov om aktiv socialpolitik, eller

2) at der er tale om personer i elev- eller lærlingeforløb, som på grund af omfattende psykiske, fysiske eller sociale problemer alene er i stand til at yde en meget begrænset arbejdsindsats.«

2.§ 56 affattes således:

»§ 56. Ved ansættelse med løntilskud af personer, der er omfattet af § 51, stk. 3, nr. 1, skal lønnen som minimum svare til den mindste overenskomstmæssige på det aktuelle ansættelsesområde eller den for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende og arbejdsvilkårene svare til de overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende.

Stk. 2. Ved ansættelse i elev- eller lærlingeforløb af personer, der er omfattet af § 51, stk. 3, nr. 2, som ikke opfylder betingelsen i § 51, stk. 3, nr. 1, skal lønnen svare til den mindste overenskomstmæssige elev- eller lærlingeløn og arbejdsvilkårene svare til de overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende.«

3. I § 64, stk. 1, ændres »stk. 2-6« til: »stk. 2-7«.

4.§ 64, stk. 4, 2. pkt., affattes således:

»Ved ansættelse af personer i elev- og lærlingeforløb, hvor lønnen fastsættes efter § 56, stk. 1, skal tilskuddet efter § 63 fastsættes med udgangspunkt i forskellen mellem elev- og lærlingelønnen på området og den mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde eller den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde med tillæg af eventuelt arbejdsgiverbidrag til ATP m.v.«

5. I § 64 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

» Stk. 5. Ved ansættelse i elev- og lærlingeforløb kan der kun ydes tilskud til elev- eller lærlingelønnen, hvis personen på grund af omfattende psykiske, fysiske eller sociale problemer alene er i stand til at yde en meget begrænset arbejdsindsats.«

Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2007.