L 112 Forslag til lov om ændring af lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv.

(Sammenhæng i vejledningsindsatsen, gennemførelsesvejledning m.v.).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 04-06-2008

Lovforslag som vedtaget

20072_l112_som_vedtaget (html)

L 112 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv. (Sammenhæng i vejledningsindsatsen, gennemførelsesvejledning m.v.).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 4. juni 2008

Forslag

til

Lov om ændring af lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv

(Sammenhæng i vejledningsindsatsen, gennemførelsesvejledning m.v.)

§ 1

I lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv, jf. lovbekendtgørelse nr. 770 af 27. juni 2007, som ændret ved § 5 i lov nr. 208 af 31. marts 2008, foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om vejledning om uddannelse og erhverv«

2. Overskriften til kapitel 1 affattes således:

»Mål for vejledningen«

3.§ 1 affattes således:

 »§ 1. Vejledningen efter denne lov skal bidrage til, at valg af uddannelse og erhverv bliver til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet, herunder at alle unge gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Stk. 2. Vejledningen skal i særlig grad målrettes unge, som uden en særlig vejledningsindsats har eller vil få vanskeligheder ved at vælge, påbegynde eller gennemføre en uddannelse eller vælge et erhverv.

Stk. 3. Vejledningen skal inddrage såvel den enkeltes interesser og personlige forudsætninger, herunder uformelle kompetencer og hidtidige uddannelses- og beskæftigelsesforløb, som det forventede behov for uddannet arbejdskraft og selvstændige erhvervsdrivende.

Stk. 4 Vejledningen skal bidrage til, at frafald fra og omvalg i uddannelserne begrænses mest muligt, og at den enkelte elev eller studerende fuldfører den valgte uddannelse med størst muligt fagligt og personligt udbytte. Vejledningen skal desuden understøtte elevens eller den studerendes evne til at træffe de valg, som indgår i den enkeltes uddannelse.

Stk. 5. Vejledningen skal endvidere bidrage til, at den enkelte selv kan søge og anvende informationer, herunder it-baserede informations- og vejledningstilbud, om uddannelse, uddannelsesinstitutioner og fremtidig beskæftigelse.

Stk. 6. Vejledningen skal gives således, at der for den enkelte sikres sammenhæng og progression i vejledningsindsatsen.«

4. I § 7, stk. 1, ændres: »om vejledningens kvalitet« til: »regler om kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af vejledningen«.

5.§ 8 ophæves.

6. I § 12, stk. 3, ændres: »vejledningens kvalitet og kvalitetssikring« til: »kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af vejledningen.«

7. Efter § 12 indsættes:

»Kapitel 3 a

Vejledning om gennemførelse af uddannelse

§ 12 a. Uddannelsesinstitutioner på Undervisningsministeriets område, der udbyder ungdomsuddannelse eller videregående uddannelse, og som tilbyder eleverne og de studerende individuel og kollektiv vejledning om gennemførelse af uddannelsen, skal fastsætte retningslinjer for vejledningen på institutionen.

Stk. 2. Vurderer en uddannelsesinstitution, at der er en risiko for, at en elev eller en studerende afbryder et uddannelsesforløb, skal institutionen tilbyde eleven eller den studerende en individuel vejledningssamtale.

Stk. 3 . Institutioner, som udbyder ungdomsuddannelse, skal tilrettelægge vejledningen på institutionerne i samarbejde med de regionale vejledningscentre (Studievalg), jf. § 11, stk. 2, jf. § 1, stk. 6.

Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter regler om vejledningen efter dette kapitel, herunder regler om kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af vejledningen.

Kapitel 3 b

Underretning om udbytte af undervisningen

§ 12 b. Institutioner, som udbyder ungdomsuddannelser, skal underrette grundskolerne, udbydere af 10. klasseundervisning og Ungdommens Uddannelsesvejledning om de unges forudsætninger for at få udbytte af undervisningen i det første år efter optagelsen. Underretningen skal ske på møder arrangeret af Ungdommens Uddannelsesvejledning for repræsentanter fra alle ungdomsuddannelsesinstitutioner, grundskoler og udbydere af 10.-klasses-undervisning i det i § 5, stk. 4, nævnte område.

Stk. 2 . Møderne skal medvirke til, at grundskolerne, udbyderne af 10.-klasses-undervisning og Ungdommens Uddannelsesvejledning får bedre muligheder for at vurdere, om deres indsats over for tidligere elever har været hensigtsmæssig, såvel fagligt som vejledningsmæssigt, i forhold til de unges valg af ungdomsuddannelse. Endvidere skal møderne medvirke til, at ungdomsuddannelsesinstitutionerne kan tilpasse sine indslusningsaktiviteter, således at de unges overgang til ungdomsuddannelserne foregår bedst muligt for den enkelte unge.«

8.§ 15, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.


9. Efter § 15 indsættes:

 »§ 15 a. Undervisningsministeren sørger gennem et nationalt dialogforum for, at relevante myndigheder, organisationer, foreninger m.v. kan fremsætte og drøfte synspunkter og vurderinger om alle forhold, der har betydning for uddannelses- og erhvervsvejledning.

Stk. 2. Dialogforummet ledes af et formandskab bestående af tre personer med indsigt i uddannelses- og erhvervsvejledning. Undervisningsministeren udpeger formandskabet og udvælger blandt disse dialogforummets formand.

Stk. 3. Dialogforummet omfatter ud over repræsentanterne, jf. stk. 1, ligeledes et antal særligt sagkyndige medlemmer udpeget af ministeren.

Stk. 4. Alle medlemmer, jf. stk. 2 og 3, udpeges af undervisningsministeren for en periode på 3 år ad gangen.

Stk. 5. Formandskabet har til opgave at følge og vurdere samt rådgive undervisningsministeren om forhold vedrørende uddannelses- og erhvervsvejledning og om elevernes og de studerendes udbytte af vejledningen. Rådgivningen sker via udtalelser efter drøftelser i forummet.

Kapitel 4 a

Forsøgs- og udviklingsarbejde

§ 15 b . Undervisningsministeren kan tillade, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning fraviger bestemmelserne i §§ 2, 5, 6, 9 og § 10, stk. 1 og 2, som led i forsøgs- og udviklingsarbejde.«

10.§ 16, stk. 4, ophæves.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2008, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 12 a, stk. 3, i lov om vejledning om uddannelse og erhverv som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7, træder i kraft den 1. august 2009.