L 136 Forslag til lov om ændring af lov om fiskeri og fiskeopdræt.

(Implementering af habitatdirektiv, skærpede bøder ved overtrædelser i forbindelse med erhverv m.v.).

Af: fungerende fødevareminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 10-06-2008

Lovforslag som vedtaget

20072_l136_som_vedtaget (html)

L 136 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om fiskeri og fiskeopdræt. (Implementering af habitatdirektiv, skærpede bøder ved overtrædelser i forbindelse med erhverv m.v.).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 10. juni 2008

Forslag

til

Lov om ændring af lov om fiskeri og fiskeopdræt 1)

(Implementering af habitatdirektiv, skærpede bøder ved overtrædelser i forbindelse med erhverv m.v.)

§ 1

I lov om fiskeri og fiskeopdræt, jf. lovbekendtgørelse nr. 372 af 26. april 2006, som ændret ved § 1 i lov nr. 536 af 24. juni 2005, § 66 i lov nr. 538 af 8. juni 2006 og lov nr. 317 af 31. marts 2007, og som ændres ved § 13 i det af Folketinget den 22. maj 2008 vedtagne forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love. (Implementering af miljøansvarsdirektivet), foretages følgende ændringer:

1. I lovens titel indsættes efter »fiskeopdræt«: »(fiskeriloven)«.

2. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«: », dele af Rådets direktiv nr. 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet) (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1), som ændret senest ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006 (EU-Tidende 2006 nr. L 363, side 368) og Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet) (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som ændret senest ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006 (EU-Tidende 2006 nr. L 363, side 368.)«

3. I § 3 indsættes som nr. 7 :

»7) Internationalt naturbeskyttelsesområde og arter, for hvilke et område er udpeget: Område og dertil knyttede arter, som skal beskyttes ifølge regler fastsat af miljøministeren i henhold til Rådets direktiv nr. 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet) og Rådets direktiv nr. 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet.)«

4. I overskriften til kapitel 3 og i § 10, stk. 1 og 4, ændres »på fiskeriets område« fire steder til: »inden for fiskeri og fiskeopdræt«.

5. I § 10, stk. 3, ændres » fiskeriforhold« til: »fiskeri- og fiskeopdrætsforhold«.

6. Efter § 10 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 3 b

Bevaring og beskyttelse m.v. af visse naturtyper, vilde dyr og planter

§ 10 d. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter regler vedrørende fiskeri og fiskeriopdrætsaktiviteter omfattet af denne lov for at undgå forringelse af naturtyper og levesteder for arterne i internationale beskyttelsesområder samt forstyrrelse af de arter, som områderne er udpeget for, hvis disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for målsætningerne i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter.

Stk. 2. Med henblik på at varetage de i stk. 1 nævnte hensyn træffer ministeren for fødevarer landbrug og fiskeri endvidere passende foranstaltninger over for fiskeri og fiskeriopdrætsaktiviteter omfattet af denne lov, herunder udstedelse af vilkår eller meddelelse af forbud eller påbud.

§ 10 e. Tilladelse til fiskeri og fiskeopdrætsaktiviteter omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov, der må antages i sig selv eller sammen med andre aktiviteter at kunne påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, skal vurderes for aktivitetens virkning på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne (miljøkonsekvensvurdering).

Stk. 2. Miljøkonsekvensvurderingen kan foretages af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller af den, der ansøger om tilladelse til at gennemføre aktiviteten. Ministeren kan dog afvise at foretage en vurdering, hvis det på forhånd vurderes, at den ansøgte aktivitet vil være uforenelig med bevaringsmålsætningerne for lokaliteten, eller hvis omfanget af det ansøgte projekt vurderes at være uproportionalt i forhold til omkostningerne ved en miljøkonsekvensvurdering. Hvis vurderingen ikke foretages af ministeren, vil en eventuel vurdering, som måtte blive tilvejebragt af ansøgeren, indgå i grundlaget for ministerens beslutning om, hvorvidt der kan gives tilladelse til den ansøgte aktivitet.

Stk. 3. Hvis ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri finder det nødvendigt, skal miljøkonsekvensvurderingen gøres til genstand for høring af offentligheden, myndigheder og organisationer, før det besluttes, om der kan meddeles tilladelse.

Stk. 4. Tilladelse til fiskeri og fiskeopdrætsaktiviteter omfattet af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov kan kun meddeles, hvis

1) aktiviteten ikke skader et internationalt naturbeskyttelsesområdes integritet eller

2) væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, gør det bydende nødvendigt at gennemføre aktiviteten og der ikke findes nogen alternativ løsning, jf. dog § 10 f.



§ 10 f. Hvis en aktivitet omfattet af § 10 e i sig selv eller sammen med andre aktiviteter vurderes at kunne skade et særligt bevaringsområde med en prioriteret naturtype eller en prioriteret art, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kun meddele tilladelse til aktiviteten, hvis

1) dette er nødvendigt af hensyn til menneskers sundhed, den offentlige sikkerhed eller opnåelse af væsentlige gavnlige virkninger på miljøet eller

2) andre væsentlige samfundsinteresser gør gennemførelsen bydende nødvendig.



Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan først meddeles efter indhentet udtalelse fra Europa-Kommissionen.

§ 10 g. Når en tilladelse meddeles efter § 10 e, stk. 4, nr. 2, eller § 10 f, stk. 1, fastsætter ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri vilkår om passende nødvendige kompensationsforanstaltninger. Ministeren underretter Europa-Kommissionen om, hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes.

§ 10 h. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om

1) meddelelse og tilladelse til fiskeri og fiskeopdrætsaktiviteter omfattet af denne lov, herunder om miljøkonsekvensvurderingens indhold og omfang,

2) underretning og høring af den berørte offentlighed og de berørte myndigheder og organisationer vedrørende miljøkonsekvensvurderinger foretaget i henhold til § 10 e, stk. 2,

3) vilkår og kompensationsforanstaltninger, som kan knyttes til en tilladelse, og

4) meddelelse af påbud med henblik på at undgå væsentlig forstyrrelse eller forringelse af et bevaringsområde og de arter, der er knyttet hertil.



§ 10 i. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte, at der, forinden der træffes afgørelse i medfør af §§ 10 d-10 f, skal indhentes en udtalelse fra miljøministeren eller en styrelse, som miljøministeren har bemyndiget hertil, vedrørende miljø- eller naturbeskyttelsesforhold.

§ 10 j. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter de regler eller iværksætter de foranstaltninger, som på baggrund af miljøministerens overvågning af bevaringsstatus for vilde dyrearter, der er nævnt i bilag 2, anses for nødvendige for at sikre, at indsamling i naturen af de pågældende vilde dyrearter og udnyttelsen heraf er forenelig med opretholdelsen af en tilfredsstillende bevaringsstatus for disse arter.

Stk. 2. Ministeren kan træffe afgørelse med henblik på at gøre undtagelse fra regler fastsat i medfør af stk.1, for at

1) beskytte vilde dyr og planter og bevare naturtyperne,

2) forhindre alvorlig skade navnlig på afgrøder, besætning, skove, fiskeri, vand og andre former for ejendom,

3) sikre hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed eller andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social og økonomisk art, og hensyn til væsentlige gavnlige virkninger på miljøet,

4) fremme forskning og undervisning og

5) genoprette en bestand og genudsætte eller opdrætte arter, herunder kunstigt at opformere planter.



Stk. 3. Undtagelse efter stk. 2 må ikke hindre opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde.«

7. Overskriften til kapitel 7, afsnit B, affattes således:

»B. Fiskeritilladelser (licenser) og puljefiskeri«

8. Efter § 36 d indsættes:

»§ 36 e. Uanset § 36 a, stk. 2, kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætte regler om, at en fartøjsejer med sine fangstrettigheder kan indtræde i et puljefiskeri efter påbegyndelsen af den 13-måneders-periode, som tilladelsen til puljefiskeriet er givet for, herunder hvis

1) den pågældende som førstegangsetableret efter regler udstedt af ministeren har fået tilladelse til at erhverve kvoteandele fra andre fartøjer eller til at få tildelt kvoteandele på lånebasis eller

2) den pågældende fartøjsejer har overtaget sit fartøj fra en nuværende eller tidligere deltager i det pågældende puljefiskeri.



Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 kan kun meddeles, hvis

1) alle deltagere i det puljefiskeri, der ansøges om tilladelse til at indtræde i, giver samtykke til den ansøgte indtræden og

2) der er foretaget en opgørelse af fangstrettigheder og forpligtelser pr. indtrædelsesdatoen i det puljefiskeri, der ansøges om tilladelse til at indtræde i, som kan godkendes af ministeren.



Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om indsendelse af ansøgning om indtrædelse i puljefiskeri, herunder om dokumentation for opfyldelse af betingelserne i stk. 1 og 2.«

9.§ 56 affattes således:

»§ 56. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri udsteder lystfiskertegn og fritidsfiskertegn.

Stk. 2. Lystfiskertegn kan udstedes med en gyldighedsperiode på 1 dag, 1 uge eller 12 måneder. Fritidsfiskertegn kan udstedes med en gyldighedsperiode på 12 måneder.

Stk. 3. Prisen for lystfiskertegnet for 12 måneder er 125 kr., for 1 uge 90 kr. og for 1 dag 30 kr. Med virkning fra den 1. januar 2009 er prisen for lystfiskertegnet for 12 måneder 140 kr., for 1 uge 100 kr. og for 1 dag 35 kr.

Stk. 4 . Prisen for fritidsfiskertegnet er 250 kr. Med virkning fra den 1. januar 2009 er prisen for fritidsfiskertegnet 275 kr.

Stk. 5. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan under hensyn til pris- og lønudviklingen fastsætter regler om ændring af prisen for lystfiskertegn og fritidsfiskertegn.

Stk. 6 . Ministeren kan fastsætte regler om betalingen for lystfiskertegn og fritidsfiskertegn, herunder om krav til bevis for betalingen og om ordningens administration.«

10.§ 57 ophæves.

11.§ 58 affattes således:

»§ 58. Bevis for betaling for lystfiskertegn, fritidsfiskertegn og legitimation skal medbringes under fiskeri.

Stk. 2. Lystfiskertegn og fritidsfiskertegn og bevis for betaling heraf er personlige og må ikke overdrages til andre.«

12.§ 59 ophæves.

13.§ 60 affattes således:

»§ 60. Personer, der udøver lyst- eller fritidsfiskeri, og som ikke efter anmodning fra kontrolmyndigheden foreviser bevis for betaling samt legitimation, skal senest 14 dage efter påkrav betale et beløb. I 2008 udgør beløbet for lystfiskere 500 kr. I 2008 udgør beløbet for fritidsfiskere 1.000 kr. Fra den 1. januar 2009 udgør beløbet 560 kr. for lystfiskere og 1.100 kr. for fritidsfiskere.

Stk. 2. Hvis lyst- eller fritidsfiskertegn var betalt, da fiskeriet fandt sted, og bevis herfor forevises senest 14 dage efter påkrav, skal der betales et beløb, som i 2008 for lystfiskere udgør 62 kr. og for fritidsfiskere udgør 125 kr. Fra den 1. januar 2009 udgør beløbet 70 kr. for lystfiskere og 137 kr. for fritidsfiskere.«

14. I § 109 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at en fartøjsfører under erhvervsmæssigt fiskeri er forpligtet til at medtage en observatør om bord med henblik på indsamling af data til videnskabeligt brug.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.


15. Efter § 117 a indsættes:

»§ 117 b. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at en person i forbindelse med erhvervelse af fisketegn skal oplyse sit cpr-nummer.«

16. Som bilag 2 til loven indsættes bilag 1 til denne lov.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2008.

 

 

 

Bilag 1

»Bilag 2

Dyrearter af fællesskabsbetydning, hvis indsamling i naturen og udnyttelse vil kunne blive genstand for forvaltningsforanstaltninger

Kun arter relevante i forhold til loven er medtaget

De arter, der er anført i dette bilag, er angivet enten ved


1) den pågældende arts eller underarts navn eller

2) samtlige arter tilhørende en højere systematisk enhed (taxon) eller en nærmere angivet del af denne.



PETROMYZONIFORMES


Petromyzonidae


Lampetra fluviatilis


ACIPENSERIFORMES


Acipenseridae


- Alle arter, der ikke er opført i bilag IV i EF-habitatdirektivet


SALMONIFORMES


Salmonidae


Thymallus thymallus


Salmo salar (kun i ferskvand)


Cyprinidae


Barbus spp. (Forkortelsen »spp.« henviser til samtlige arter tilhørende denne familie eller slægt.)


CLUPEIFORMES


Clupeidae


Alosa spp.


ARTHROPODA


CRUSTACEA - DECAPODA


Astacidae


Astacus astacus«


Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv nr. 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet) (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1), som ændret senest ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006 (EU-Tidende 2006 nr. L 363, side 368) og Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet) (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som ændret senest ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006 (EU-Tidende 2006 nr. L 363, side 368).