L 144 Forslag til lov om ændring af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.

(Fleksibel deltagerbetaling, betaling for sen kursusafmelding og udeblivelse og tillægspris for uopfyldte hold).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 12-06-2008

Lovforslag som vedtaget

20072_l144_som_vedtaget (html)

L 144 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. (Fleksibel deltagerbetaling, betaling for sen kursusafmelding og udeblivelse og tillægspris for uopfyldte hold).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 12. juni 2008

Forslag

til

Lov om ændring af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.

(Fleksibel deltagerbetaling, betaling for sen kursusafmelding og udeblivelse og tillægspris for uopfyldte hold)

§ 1

I lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 956 af 28. november 2003, som ændret ved § 7 i lov nr. 334 af 18. maj 2005, § 4 i lov nr. 593 af 24. juni 2005, § 5 i lov nr. 556 af 6. juni 2007, § 7 i lov nr. 561 af 6. juni 2007, § 77 i lov nr. 562 af 6. juni 2007, § 41 i lov nr. 207 af 31. marts 2008 og § 59 i lov nr. 346 af 14. maj 2008, foretages følgende ændringer:

1.§ 6, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Staten yder tilskud efter 1. pkt. til delvis dækning af udgifter til individuel kompetencevurdering i forbindelse med videregående uddannelser, når uddannelsen afkortes med minimum 15 pct. og ved udstedelse af eksamensbevis.«


2.§ 6, stk. 2, nr. 6 , ophæves .

3. I § 6, stk. 3 , ændres » efter stk. 2, nr. 1-8« til: »efter stk. 2«.

4. Efter § 8 indsættes:

»§ 8 a. Undervisningsministeren fastsætter efter høring af Rådet for Erhvervsrettet Voksen- og Efteruddannelse regler om deltagerbetaling for deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag fra erhvervsrettet uddannelse optaget i en fælles kompetencebeskrivelse og fastlægger en normpris. Deltagerbetaling består af normprisen og kan yderligere tillægges et beløb efter stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at enkelte eller grupper af uddannelser og dagpengeberettigede ledige med ret til selvvalgt uddannelse fritages for deltagerbetaling eller dele heraf.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen kan ved fastlæggelse af deltagerbetaling efter stk. 1 tillægge et beløb som betaling for en særlig tilrettelæggelses- og afholdelsesform ved deltagelse i en af de uddannelser eller et af de enkeltfag, der er nævnt i stk. 1. Det tillagte beløb kan ikke overstige et beløbsloft, som ministeren fastsætter. I annonceringen af udbuddet af en uddannelse eller et enkeltfag med deltagerbetaling, der indeholder et tillæg, skal institutionen specificere, hvad tillægget dækker.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan begrænse en institutions udbud af uddannelser og enkeltfag med særlige tilrettelæggelses- og afholdelsesformer og med deltagerbetaling efter stk. 2 for at sikre, at behovet for udbud af arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse uden særlige tilrettelæggelses- og afholdelsesformer kan dækkes.«

5. Efter § 9 indsættes før overskriften »Forskellige bestemmelser«:

 »Betaling i øvrigt

§ 10 a. Bestyrelsen for en uddannelsesinsti­tution kan beslutte, at institutionen ved tilmeldinger til alle arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en fælles kompetencebeskrivelse skal stille som vilkår, at der skal ske betaling efter stk. 2-6 og regler fastsat i medfør af stk. 7. Vilkårene kan kun gælde for arbejdsgiveres og selvstændigt erhvervsdrivendes tilmelding af deltagere.

Stk. 2. Ved en tilmeldt deltagers udeblivelse fra uddannelsens første dag betaler arbejdsgiveren eller den selvstændige erhvervsdrivende 2.500 kr. for uddannelser med en vejledende varighed på til og med 37 lektioner og 3.500kr. for uddannelser med en vejledende varighed på mere end 37 lektioner.

Stk. 3. Ved en tilmeldt deltagers framelding senere end 1 uge før uddannelsens første dag betaler arbejdsgiveren eller den selvstændigt erhvervsdrivende 1.500 kr. for uddannelser med en vejledende varighed på til og med 37 lektioner og 2.500kr. for uddannelser med en vejledende varighed på mere end 37 lektioner.

Stk. 4. Dokumenterer arbejdsgiveren eller den selvstændigt erhvervsdrivende, at udeblivelse eller framelding skyldes lovligt forfald, fritages denne for betalingen.

Stk. 5. Såfremt en arbejdsgiver eller selvstændigt erhvervsdrivende erstatter en udeblevet eller frameldt deltager med en anden deltager, skal arbejdsgiveren eller den selvstændigt erhvervsdrivende ikke betale for udeblivelsen eller frameldingen. Det samme gælder, når uddannelsen eller enkeltfaget aflyses på institutionens foranledning, medmindre institutionen aflyser på grund af udeblivelse på første undervisningsdag.

Stk. 6. Såfremt en arbejdsgiver betaler tillægspris for afholdelse af et hold med færre deltagere end det annoncerede minimumsantal, jf. § 10 b, skal arbejdsgiveren ikke betale for udeblivelse eller framelding.

Stk. 7. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om vilkår for betaling ved udeblivelse eller framelding.

§ 10 b. Uddannelsesinstitutionen kan aftale med en arbejdsgiver, at denne betaler en tillægspris for, at institutionen gennemfører undervisningen på en arbejdsmarkedsuddannelse eller et enkeltfag inden for en fælles kompetencebeskrivelse med færre deltagere end det antal deltagere, der i annonceringen af udbuddet af uddannelsen eller enkeltfaget er angivet som minimum for gennemførelse. Der kan tidligst indgås en sådan aftale 5 dage før første undervisningsdag. Tillægsprisen kan helt eller delvis dække institutionens meromkostninger ved at gennemføre undervisningen med færre deltagere.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2008.