Justitsministeren (Lene Espersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
retsplejeloven, lov om retsafgifter og arveloven (Retsmægling
m.v.)
(Lovforslag nr. L 17).
Lovforslaget er med enkelte ændringer en
genfremsættelse af det lovforslag nr. L 11, som blev fremsat
den 3. oktober 2007, og som bortfaldt i forbindelse med afholdelse
af valg til Folketinget.
Formålet med lovforslaget er at indføre en
permanent, landsdækkende ordning med retsmægling i
civile sager, baseret på den forsøgsordning, som har
fungeret ved byretterne i København, Århus, Aalborg og
Roskilde samt ved Vestre Landsret siden 2003.
Det grundlæggende formål med at indføre en
permanent, landsdækkende ordning med retsmægling er at
give parterne i sager, der er indbragt for domstolene, en mulighed
for, hvis de ønsker det, at søge tvisten løst
på en anden måde end ved den traditionelle
forligsmægling i retten, der bygger på de
gældende retsregler, eller ved en dom. Retsmægling kan
give mulighed for at nå frem til en aftalt løsning
på konflikten, der opleves som mere tilfredsstillende for
begge parter, fordi løsningen ved retsmægling i
højere grad kan give parterne indflydelse på
forløbet og tage hensyn til parternes underliggende
interesser, behov og fremtid.
Forsøgsordningen er blevet evalueret, og af den
endelige evalueringsrapport fra marts 2005 fra Justitsministeriets
Forskningsenhed fremgår bl.a., at retsmægling samlet
set vurderes meget positivt i langt hovedparten af sagerne og af
langt hovedparten af de involverede. Evalueringen viser, at der
blandt såvel retsmæglerne som parterne og
partsadvokaterne er stor opbakning bag forsøgsordningen, og
at et stort flertal vil anbefale, at ordningen
videreføres.
Lovforslaget bygger på Retsplejerådets
betænkning nr. 1481/2006 om reform af den civile retspleje V
(Retsmægling) og er i det væsentligste udformet i
overensstemmelse med rådets lovudkast.
Den foreslåede ordning vil ikke begrænse parternes
muligheder for at søge bistand fra advokater eller andre til
at opnå forligsmæssige løsninger på en
konflikt uden at anlægge retssag, f.eks. ved udenretlig
mediation.
Forslaget indeholder følgende hovedpunkter:
1) Det foreslås, at retsmægling skal kunne
anvendes i borgerlige sager, der verserer ved byret, landsret eller
Sø- og Handelsretten. Efter forslaget er retsmægling
en generel mulighed i retsplejeloven, som parterne kan anmode
retten om adgang til at benytte sig af. Det er herefter retten, der
beslutter, om retsmægling kan indledes, og i så fald
udpeger en retsmægler til at bistå parterne med selv at
nå frem til en aftalt løsning på deres tvist.
Det er en forudsætning for retsmægling, at der er tale
om en sag, hvor parterne kan indgå gyldig aftale om det eller
de spørgsmål, som tvisten omhandler. Hvis parterne
derimod ikke er rådige over (dele af) en sag, kan
retsmægling efter forslaget ikke finde sted. Som eksempel kan
nævnes ægteskabssager, hvor parterne ikke har
rådighed over - dvs. ikke frit kan aftale - om
skilsmissebetingelserne er opfyldt. Mægling vil derfor ikke
kunne finde sted med hensyn til spørgsmålet om
ophør af et ægteskab ved skilsmisse, hvorimod der
normalt vil kunne ske mægling med hensyn til vilkårene
for en skilsmisse, f.eks. spørgsmålet om bidragspligt
og forældremyndighed.
2) Efter lovforslaget kan domstolsjurister og advokater
udpeges som retsmæglere. Det forudsættes, at alle, der
udpeges til retsmæglere, er skønnet egnet hertil, og
har gennemgået et relevant uddannelsesforløb i
mægling. I forbindelse med høringen over
Retsplejerådets betænkning har det været
anført, at også andre faggrupper end domstolsjurister
og advokater bør kunne udpeges som retsmæglere.
Justitsministeriet er imidlertid enig med Retsplejerådet i,
at der ved retsmægling - dvs. mægling som foregår
i domstolsregi - bør gælde den retssikkerhedsgaranti,
at retsmægleren er forpligtet til at gribe ind og i sidste
ende afslutte retsmæglingen, hvis parternes
løsningsforslag vil indebære strafbare forhold eller
er i strid med præceptiv lovgivning (dvs. lovgivning som ikke
kan fraviges ved aftale). Derfor bør retsmægleren have
juridiske kundskaber og erfaring med behandling af retssager.
3) En dommer vil efter forslaget kunne udpeges som
retsmægler, selv om den pågældende har haft
berøring med sagen under forberedelsen (dvs. efter
sagsanlæg, men inden retsmæglingen), medmindre dommeren
- eksempelvis som led i traditionel forligsmægling - har
udtalt sig om sagens mulige udfald på en sådan
måde, at dommeren er blevet inhabil. Hvis dommeren under
forberedelsen har taget stilling til processuelle tvister mellem
parterne, bør retten dog i almindelighed også
være tilbageholdende med at udpege den pågældende
dommer som retsmægler.
Hvis retsmæglingen afsluttes uden en løsning
på tvisten, vil den civile sag fortsætte den normale
gang ved retten, og den dommer, der har været
retsmægler i sagen, vil ikke kunne dømme i den
fortsatte sag.
4) For så vidt angår retsmæglerens rolle vil
det klare udgangspunkt være, at retsmægleren skal
være forsigtig med at blande sig i den indholdsmæssige
løsning af konflikten. Efter lovforslaget vil
retsmægleren dog ikke være fuldstændig
afskåret fra at komme med forslag til løsning af
sagen, pege på styrker og svagheder i parternes argumentation
mv., men retsmægleren bør være meget
tilbageholdende hermed, og det er forudsat, at det alene sker, hvis
parterne anmoder om det, og retsmægleren finder det
hensigtsmæssigt og forsvarligt.
5) Det foreslås, at retsmæglingen afsluttes, hvis
parterne når frem til en aftalt løsning på
tvisten, retsmægleren bestemmer det, eller én af
parterne anmoder om det. Det foreslås som ovenfor nævnt
endvidere, at retsmægleren skal være forpligtet til at
afslutte retsmæglingen, hvis det er nødvendigt for at
hindre, at parterne indgår en aftale, der indebærer
strafbare forhold eller i øvrigt strider mod ufravigelig
lovgivning, hvorimod det ikke er retsmæglerens opgave at
påse, at en aftalt løsning er "rimelig" eller i
øvrigt svarer til det udfald, som en dom i sagen ville
få. Som eksempel på en aftale, der vedrører
strafbare forhold, kan nævnes, at en part som en del af den
aftalte løsning på en tvist skal udføre "sort
arbejde". At aftalen ikke må være i strid med
ufravigelig (præceptiv) lovgivning betyder, at parterne ikke
kan indgå en aftale, der er i strid med bestemmelser i
lovgivningen, som ikke gyldigt kan fraviges ved aftale. Som
eksempel kan nævnes funktionærlovens § 21,
hvorefter lovens bestemmelser ikke med virkning for fremtiden ved
aftale kan fraviges til ugunst for funktionæren.
6) Det foreslås, at oplysninger, der fremkommer under en
retsmægling, som udgangspunkt skal være fortrolige og
derfor som udgangspunkt ikke må videregives.
7) Udgifterne til honorering af retsmægleren betales
efter forslaget af statskassen. Selve retsmæglingen vil
derfor være gratis for parterne, hvis de ikke har
omkostninger til egen advokat mv., idet en part efter forslaget som
udgangspunkt selv skal bære egne omkostninger i forbindelse
med en retsmægling. De omkostninger, der måtte
være løbet på sagen, inden retsmæglingen
påbegyndes, som f.eks. retsafgift, og de omkostninger, der
løber på sagen efter retsmæglingens afslutning,
hvis retsmæglingen ikke lykkes, og sagen derfor
fortsætter, vil skulle fordeles mellem parterne efter
retsplejelovens almindelige regler om sagsomkostninger.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg herved anbefale forslaget
til Det Høje Tings velvillige behandling.