L 176 Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v.

(Forlængelse af forsøgsordningen med salg af almene familieboliger).

Af: Velfærdsminister Karen Jespersen (V)
Udvalg: Boligudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 01-04-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20072_l176_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (1. april 2008)

Velfærdsministeren (Karen Jespersen) :

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger m.v. (Forlængelse af forsøgsordningen med salg af almene familieboliger)

(Lovforslag nr. L 176).

Lovforslaget forlænger forsøgsordningen med salg af almene familieboliger til lejerne, som Folketinget vedtog i 2004, og som udløb den 31. december 2007. Formålet med forsøgsordningen var at give de almene lejere et tilbud om at købe deres bolig som ejerbolig samt at skaffe midler til nybyggeri. Samtidig var forsøgsordningen et instrument i bestræbelserne på at blande ejerformerne og sikre en varieret beboersammensætning i de almene boligområder.


Interessen fra kommuner og boligorganisationer til at deltage i forsøgsordningen med salg af almene familieboliger til lejerne har været begrænset. Først med Højesterets dom af 7. november 2007 om forsøgsordningens forhold til grundloven er der skabt afklaring af de juridiske rammer.


Med forslaget forlænges forsøgsordningen fra den 1. juli 2008 frem til og med den 31. december 2009 med henblik på at kunne vurdere forsøget på et rimeligt grundlag. Den forlængede forsøgsperiode skal samtidig bruges til med udgangspunkt i den gennemførte evaluering af forsøgsordningen og de efterfølgende erfaringer i forlængelsen at afklare, hvordan en fremtidig salgsordning kan udformes.


Lovforslaget skønnes med betydelig usikkerhed at medføre et salg i størrelsesordenen 50 boliger i 2008 og 250 boliger i 2009. Salget vil medføre beskedne mindreudgifter for staten og kommunerne.


De kommunaløkonomiske konsekvenser af lovforslaget skal forhandles med de kommunale parter.


Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.


Efter forslaget træder loven i kraft den 1. juli 2008.


Samtidig med fremsættelsen i Folketinget sendes lovforslaget i høring.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.