L 30 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om fleksydelse.

(Justering af fortrydelsesordningen i efterlønsreglerne og i fleksydelsesordningen).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-12-2007

Fremsættelsestale af lovforslag

20072_l30_fremsaettelsestale (html)

Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om fleksydelse (Justering af fortrydelsesordningen i efterlønsreglerne og i fleksydelsesordningen)

(Lovforslag nr. L 30).

Forslaget indeholder følgende elementer:


1) Indførelse af en karensperiode på 2 år for tilmelding til fortrydelsesordningen i efterlønsreglerne for en afgrænset aldersgruppe.


2) Forbrug af uafholdte bidragsfrie perioder efter tilmelding til fortrydelsesordningen i efterlønsreglerne for samme afgrænsede aldersgruppe.


3) Ændring af reglerne om reduktion af efterlønssats og skattefri præmie i fortrydelsesordningen i efterlønsreglerne.


4) Præcisering af tidspunktet for opgørelse af den skattefri præmie.


5) Ændring af reglerne om reduktion af satsen i fortrydelsesordningen i fleksydelsesreglerne.


Regeringen ønsker at sikre, at der ikke er en utilsigtet mulighed for at benytte sig af fortrydelsesordningen til at opnå fuld efterlønsydelse eller skattefri præmie eller fuld fleksydelse efter fortrydelsesordningerne og samtidig opnå en besparelse ved at betale efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag i kortere tid end efter de ordinære ordninger.


Forslaget har endvidere til formål at præcisere tidspunktet for opgørelse af den skattefri præmie.


Forslaget om en karensperiode og forbrug af uafholdte bidragsfrie perioder samt ændringen af reduktionsreglerne sikrer, at fortrydelsesordningen ikke anvendes utilsigtet. Derved forhindres et fremtidigt utilsigtet provenutab.


Forslaget vedrørende præcisering af opgørelsestidspunktet for den skattefri præmie har ingen nævneværdige økonomiske konsekvenser for borgerne og tilsvarende heller ikke for det offentlige.


Forslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Forslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne. Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser. Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.


Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, og at reglerne om karensperiode, forbrug af uafholdte bidragsfrie perioder samt ændringen af bestemmelsen om opkrævning af efterlønsbidrag, får virkningstidspunkt fra den 1. januar 2008.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.