Paragrafområde:
§
7
Finansministeriet
Tiltrådt den 25. juni 2009 af et flertal i Finansudvalget (Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer).
Dansk Folkepartis medlem af udvalget tiltræder aktstykket, idet det bemærkes, at aktstykket udmønter de økonomiske konsekvenser af de indgåede aftaler mellem henholdsvis regeringen og KL samt regeringen og Danske Regioner.
Dansk Folkeparti har ikke i forbindelse med voteringen af aktstykket taget stilling til de af aftalerne senere nødvendige lovændringer og andre forhold som eksempelvis strukturen indenfor sundhedssektoren, som særskilt vil komme til politisk behandling.
Et mindretal i udvalget (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) undlader at stemme.
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget udtaler, at kommuner og regioner spiller en afgørende rolle i det danske velfærdssamfund. Det er ofte her, at borgerne møder den offentlige sektor, og det er her, at der bliver truffet mange beslutninger af afgørende og konkret betydning for borgernes liv:
Hvordan skal daginstitutionerne indrettes, hvilken service skal de ældre medborgere have, hvilke behandlinger skal vi tilbyde syge danskere, og hvor skal den lokale folkeskole ligge henne?
Det er en gammel dansk tradition, at sådanne spørgsmål afgøres lokalt – i nærheden af borgerne. På den måde sikres det, at borgerne har indflydelse på egen hverdag og tager medansvar for de beslutninger, der træffes.
Et andet ord for den tradition er lokalt selvstyre. Socialdemokraterne har altid bakket op om det lokale selvstyre, som er meget stærkt i Danmark. Det sikrer demokratisk medindflydelse og nærhed, og det sikrer en effektiv drift af velfærdssamfundet.
Aftalesystemet udgør en kerne i denne danske tradition for lokalt selvstyre. Det er i forbindelse med den årlige aftale om kommunernes og regionernes økonomi, at de grundlæggende rammer for den velfærd, kommuner og regioner kan tilbyde borgerne fastlægges. Socialdemokraterne er af den holdning, at aftalesystemet er rigtigt, fordi det på den ene side muliggør et reelt lokalt selvstyre, mens det på den anden side sikrer muligheden for at føre en afbalanceret og fornuftig økonomisk politik.
Socialdemokraterne vil derfor som udgangspunkt altid støtte op om en indgået økonomiaftale mellem kommuner, regioner og regeringen såfremt den er blevet til på rimelige vilkår, og såfremt den sikrer en acceptabel udvikling i den velfærd, som kommuner og regioner får mulighed for at tilbyde borgerne det kommende år.
Det er ikke Socialdemokraternes opfattelse, at de indgåede økonomiaftaler for 2010 lever op til det. Socialdemokraterne kan derfor ikke bakke op om aktstykket.
Helt afgørende er det, at der intet er i aftalerne, der sikrer, at velfærden bringes op på et tilfredsstillende niveau, eller som kan rette op på den årelange manglende prioritering af velfærden. VK-regeringen har år efter år lovet bedre og mere velfærd samtidig med, at man sammen med Dansk Folkeparti har valgt at give milliardstore skattelettelser. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har derved bevidst valgt at prioritere det private forbrug over velfærden samtidig med, at de samme partier forsøger at foregøgle danskerne, at de også samtidig kan forvente bedre daginstitutioner, sygehuse, ældrepleje og skoler.
For Socialdemokraterne er det afgørende at kommuner og regioner får mulighed for at investere i den grundlæggende velfærd. Det er ikke nok med tomme løfter uden, at der reelt følger handling bag ordene. For Socialdemokraterne var økonomiaftalerne for 2010 netop en mulighed for at bygge bro henover den kløft, som regeringen igennem mange år har skabt mellem store løfter og stigende forventninger, og den virkelighed som borgerne oplever som et konstant pres på velfærden.
Aftalerne for 2010 understreger endnu en gang, at regeringen ikke har tænkt sig at leve op til valgløfterne fra 2007 om mere og bedre velfærd. I forbindelse med lanceringen af den såkaldte ”Kvalitetsreform” ville regeringen ”skabe det 21. århundredes velfærdsmodel”. Samtidig skulle der gives et ”historisk løft” til den offentlige sektor, og daværende finansminister Thor Pedersen mente, at kvalitetsreformen ville være et mega-løft til velfærden.
Aftalerne for 2010 er det endelige bevis for, at regeringen ikke lever op til sine løfter. I stedet for en reel saltvandsindsprøjtning til velfærden har regeringen lanceret en skattereform med store ufinansierede skattelettelser. Dermed har regeringen endnu en gang valgt at lade danskernes private forbrugsmuligheder gå forud for en nødvendig prioritering af vores fælles velfærd.
Socialdemokraterne er uenige i regeringens prioriteringer. En fortsat udhuling af den basale velfærd betyder på sigt, at flere og flere danskere vil vælge den fælles velfærd fra til fordel for private løsninger. Det er konsekvensen når kommuner og regioner ikke får mulighed for at stille en tilfredsstillende offentlig velfærd til rådighed for borgerne. Resultatet er et mere ulige og mere usammenhængende Danmark. Et Danmark hvor sammenhængskraften svækkes.
Hertil kommer, at aftalerne for 2010 slet ikke håndterer de store problemer med stigende arbejdsløshed, som Danmark står midt i.
Aftalerne for 2009 bygger på en udsigt til historisk lave vækstrater i velfærden. Samlet set er der i perioden 2009 – 2015 ifølge regeringens 2015-plan råd til at lade den offentlige service vokse med 0,9 pct. om året. Det skal ses på en baggrund af, at der i årene 1994 – 2001 var 2,1 pct. til rådighed og i perioden 2001-2008 har været 1,5 pct. til rådighed.
Derfor kan det ikke undre, at aftalen for kommunerne betyder, at der endnu en gang ikke bliver så meget som én ny krone til mere og bedre velfærd. Regeringen taler om et ”løft” på 500 mio. kr., men faktum er, at kommunerne får færre penge til almindelig velfærd i 2010, når det tages i betragtning, at kommunerne ikke er blevet kompenseret for den demografiske udvikling med flere ældre, som ellers både Finansministeriet og KL tidligere har påvist medfører flere udgifter i disse år. Af svar på spørgsmål nr. 10 til aktstykket fremgår tydeligt, at de demografiske udgifter i kommunerne alene i 2010 udgør over 400 mio. kr. Det skal ses i lyset af, at kommunerne heller ikke sidste år blev kompenseret for stigende demografiske udgifter.
Den almindelige velfærd vil også blive ramt af, at udgiftsudviklingen på det specialiserede socialområde er i eksplosiv vækst. De seneste år er udgifterne til dette område vokset med omtrent 1 mia. kr. om året. Kommunerne er i aftalen blevet kompenseret i 2009 for den stigning i udgifterne, der allerede har fundet sted. Kommunerne er derimod stort set ikke blevet kompenseret for den forventede udvikling i 2010, og hvis udviklingen fortsætter som hidtil, er det derfor åbenlyst, at det er de almindelige velfærdsområder, der endnu en gang kommer til at holde for.
Helt konkret betød aftalen for 2009, at kommunerne har måttet skære i udgifterne til daginstitutions- og skoleområdet. Det fremgår sort på hvidt af KL’s budgetoversigt for 2009. Økonomiaftalen for 2010 indeholder intet, der vender denne udvikling. Nedskæringerne på skole- og daginstitutionsområdet skal også ses i lyset af, at investeringerne på folkeskoleområdet er faldet med 1,2 mia. kr. siden 2001 på trods af, at antallet af børn og unge i alderen 7-15 år er steget med 52.000 i perioden 2001-2007.
Hertil kommer, at regeringen med kommuneaftalen for 2010 endnu en gang har forpasset muligheden for at leve op til sine valgløfter og for at igangsætte helt nødvendige og tiltrængte initiativer i kommunerne:
•Regeringens løfte om at afskaffe lukkedage er stadig ikke indfriet. Dette bliver der ikke ændret på med aftalen for 2010.
•Regeringens løfte om en plejeboliggaranti, der skulle sikre alle ældre, der er visiteret til en plejehjemsplads højst skal vente 2 måneder skulle være trådt i kraft 1. januar 2009, men er stadig ikke indfriet.
•Regeringen lovede i 2005, at forældrebetalingen for daginstitutioner skulle nedsættes til 25 pct. Med økonomiaftalen for 2010 bliver madordningen rykket til 2011, men det ændrer ikke ved, at forældrebetalingen stiger til 30 pct.
•Regeringen lovede store forbedringer af velfærden i forbindelse med kvalitetsreformen. Kvalitetsreformen er imidlertid pist væk og kommuneaftalen indebærer endnu en gang en nedprioritering af velfærden.
•Kvalitetsfonden som regeringen ville bruge til at løfte investeringerne i den offentlige sektor er rent bluff. Kvalitetsfonden hæver ikke investeringsniveauet i den offentlige sektor.
•Regeringen har gang på gang lovet mindre bureaukrati i kommuner og regioner på trods af, at alle undersøgelser viser, at det siden 2001 er gået i den helt forkerte retning: Der er kun kommet flere regler og mere administration og de ansatte har fået mindre tid til borgerne. Kommuneaftalen for 2010 indfører nu endnu en gang mere bureaukrati i form af akkreditering, brugerundersøgelser og kvalitetsindikatorer.
For så vidt angår de vanskeligt stillede kommuner, forsøger regeringen i aftalen at lappe på deres dårlige økonomi ved at forøge den økonomiske særtilskudspulje med 180 mio. kr., samt ved at give de vanskeligt stillede kommuner mulighed for at lade skatterne stige med 500 mio. kr. Det meste finansieres dog af kommunerne selv: Den økonomiske særtilskudspulje finansieres af kommunerne ved at bloktilskuddet reduceres tilsvarende, og en evt. skattestigning på 500 mio. kr. medfinansieres af kommunerne ved en reduktion af bloktilskuddet på 250 mio. kr. Aftalens tiltag for de vanskeligt stillede kommuner er en ren tilståelsessag fra regeringens side og understreger den kritik, der har været af udligningssystemet. En række kommuner er simpelthen ikke blevet ordentligt kompenseret i forbindelse med udligningsreformen og står nu med store demografiske udfordringer, som presser dem på økonomien. Det gør aftalen meget lidt for at ændre på.
På anlægsområdet er kommuneaftalen for 2010 heller ikke tilstrækkelig. Regeringen valgte selv at betegne aftalen for 2010 som ”anlægsaftalen”. Det er der ikke noget at sige til, når det tages i betragtning, hvor stram en økonomisk aftale kommunerne har fået på driftssiden i 2010.
Isoleret betragtet er Socialdemokraterne tilfredse med, at kommuneaftalen fremrykker investeringer for samlet set omtrent 5 mia. kr. i forhold til i 2009. Princippet om at fremrykke investeringer er Socialdemokraterne enige i, og Socialdemokraterne har længe foreslået regeringen, at man i den nuværende økonomiske situation bør fremrykke offentlige investeringer.
Det er imidlertid med stor utilfredshed, at Socialdemokraterne må konstatere, at regeringens ambitionsniveau er alt, alt for lavt. For Socialdemokraterne er der den største fare, at der ikke bliver gjort nok for at løse den økonomiske krise og ikke, at der bliver gjort for meget. Socialdemokraterne mener, at kommuneaftalen for 2010 er alt for uambitiøs i forhold til at bekæmpe den hastigt stigende arbejdsløshed. Kommuneaftalen gør for lidt og den gør det for sent.
Aftalens anlægsside vil maksimalt betyde 4.000 – 5.000 flere i beskæftigelse i 2010, jf. svar på spørgsmål nr. 24 til aktstykket. Det er minimalt, når der tænkes på, at AE-rådet har påpeget, at ledigheden samlet set risikerer at stige med 125.000 personer set i forhold til bundniveauet i 2008. Til sammenligning med den begrænsede indsats i kommuneaftalen, voksede arbejdsløsheden fra marts til april med hele 10.600 personer. Fremrykningen af investeringer i kommuneaftalen vil altså modgå, hvad der svarer til 2 ugers stigning i ledigheden. Hertil kommer, at kommunerne først får denne mulighed i 2010, hvilket Socialdemokraterne vurderer til at være alt for sent, når det tages i betragtning, at arbejdsløsheden allerede nu er hastigt stigende. Fra der træffes beslutninger om at igangsætte investeringsarbejder, til der rent faktisk stikkes en spade i jorden, kan der gå lang tid. En del af anlægsprojekterne vil derfor sandsynligvis først bidrage til en reduktion i ledigheden hen mod slutningen af 2010, hvilket er alt for sent.
Herudover er der er grund til at være bekymret over kommunernes reelle muligheder for at igangsætte de investeringer, de rent faktisk nu har fået mulighed for. Kombinationen af at kommunerne selv skal bidrage med finansiering, og at kommunerne sandsynligvis vil stå i en ekstremt dårlig likviditetsmæssig situation, dels på grund af den økonomiske krise i 2010, dels på grund af den manglende finansiering af driftssiden, vil kunne betyde, at kommunerne – for at konsolidere deres likvide beholdninger – slet ikke tør igangsætte de anlægsinvesteringer som aftalen lægger op til. Denne problemstilling håndteres slet ikke i kommuneaftalen.
Kommuneaftalen for 2010 løser derfor ikke de akutte vækstproblemer, Danmark står overfor. Aftalen er ganske enkelt alt for uambitiøs i forhold til at håndtere den økonomiske krise. Ikke alene er det alt for sent at igangsætte investeringer i 2010, hvis den meget bratte stigning i ledigheden skal brydes. Men de 5 mia. kr. må også vurderes at have en meget begrænset beskæftigelseseffekt, hvis de kommer til at stå alene i 2010. Socialdemokraterne har fremlagt en langt mere ambitiøs vækstplan med fremrykning af investeringer for op til 36 mia. kr. over 2 år, og de økonomiske vismænd har også talt for, at der er behov for at fremrykke investeringer af langt større omfang end det, kommuneaftalen lægger op til. Set i det lys må regeringen endnu en gang siges at have fejlvurderet omfanget af den økonomiske krise samt behovet for at sætte ind for at begrænse den stigende arbejdsløshed.
Beskæftigelsesminister Inger Støjbjerg citeres ofte for at sige, at regeringen gør alt hvad der står i dens magt for at hindre stigende arbejdsløshed, og at ”én arbejdsløs er én for meget”. Kommunernes økonomiaftale for 2010 beviser endnu en gang, at det simpelthen ikke passer, at regeringen bekymrer sig om de danskere, der mister deres job: Regeringen gør langt mindre end den burde gøre for at dæmme op for den økonomiske krise.
Om den regionale økonomi for 2010 finder Socialdemokraterne særlig grund til at fremhæve, at aftalen med regionerne ikke tager grundlæggende fat på de reelle problemer.
Der er i aftalen afsat 1,9 mia. kr. til øget aktivitet, men heraf finansieres 1,1 mia. kr. af krav om produktivitetsstigninger på 2 procent og samtidig vil flere ældre påføre regionerne øgede udgifter på 544 mio. kr., selv ved et uændret serviceniveau. Dermed er der reelt ingen penge til at øge serviceniveauet på sundhedsområdet. Aftalen er ude af trit med den virkelighed, der findes på sygehusene, hvor mange års produktivitetskrav og et stadig stigende antal ældre resulterer i overbelægning og nedslidte medarbejdere.
Aftalen løser dermed ikke en række graverende problemer i sundhedsvæsenet:
1)Der er ikke afsat ekstra midler til pakkeforløb for patienter med livstruende sygdomme eller til medicinske patienter til at løse problemerne med patienter på gangene.
2)Processen omkring investeringer i nye sygehuse trækkes i langdrag og regionerne har ikke fået mulighed for at låne i det omfang regeringen havde stillet dem i udsigt, så valgløfterne om enestuer og at halvdelen af sygehusenes etagekvadratmetre skal være nye i 2018 ikke kan nås.
3)Regionerne har ikke fået mulighed for at sende det udvidede frie sygehusvalg i udbud og dermed høste den fulde gevinst ved konkurrence mellem de private sygehuse. Taksterne er ikke engang blevet sænket 25 procent sådan som selv vicestatsminister Lene Espersen indrømmede, at der er mulighed for. Regeringen har dermed sikret, at de private sygehuse fortsat vil modtage overbetaling for behandlingerne.
4)Mange borgere føler sig tvunget til at tegne private forsikringer for at føle sig sikre på at få den nødvendige behandling.
5)Der er ikke afsat penge til en ligeværdig udvikling og modernisering mellem det somatiske behandlingsområde og det psykiatriske.
Når regeringen demonstrerer en så tydelig manglende vilje til at investere i det offentlige sygehusvæsen, og at tage fat på de helt grundlæggende problemer, bliver konsekvensen, at vi ikke kan nå den fælles ambition om at skabe verdens bedste sygehusvæsen. Socialdemokraterne er bekymrede for, at der ikke er afsat ressourcer nok til pakkeforløb til patienter med livstruende sygdomme. Socialdemokraterne finder det uforståeligt, at regeringen accepterer, at mange patienter med livstruende sygdomme ikke vil komme til at gå gennem pakke-forløbene med minimal ventetid, på grund af problemerne med at diagnosticere patienter med uklare symptomer.
Socialdemokraterne er også bekymrede for den del af aftalen, der handler om fremtidens sygehusstruktur. Aftalen giver ikke regionerne mulighed for at igangsætte de investeringsplaner, som allerede ligger klar, og som skal sikre et sygehusvæsen i verdensklasse, men trækker processen i langdrag. Aftalen giver ikke regionerne mulighed for at investere i nye sygehuse i det omfang som Socialdemokraterne ønsker og som blandt andet Venstre lagde op til i valgkampen, hvor man lovede at halvdelen af alle sygehus etagekvadratmetre skulle være nye i 2018.
I aftalen mangler der endvidere midler til den kollektive trafik så sammenhængen i den kollektive trafik over kommunegrænserne kan sikres og udbygges efter behov. Tværtimod er regionernes eneste mulighed for at skabe økonomisk balance for den regionale kollektive trafik at lukke ruter eller skære i antallet af afgange, med den økonomiske spændetrøje som den regionale kollektive trafik er pålagt af regeringen.
Uden en aftale mellem regeringen, KL og Danske Regioner var der således gode grunde til at stemme imod finansministerens aktstykke. Aftalesystemets principielle betydning for det kommunale selvstyre og for at styre samfundsøkonomien betyder dog, at socialdemokraterne vælger hverken at stemme for eller imod aktstykket.
Det Radikale Venstres medlem af udvalget er tilfreds med, at det i de økonomisk svære tider er lykkedes at opnå en aftale om de økonomiske rammer.
Radikale Venstre finder imidlertid, at de skitserede initiativer til regelforenkling er for langsommelige og utilstrækkelige til at sikre kommunerne og de kommunale institutioner et reelt råderum og mere tid til kerneopgaverne.
Radikale Venstre vurderer desuden, at de økonomiske rammer der fastsættes i aftalen ikke er tilstrækkelige til at imødegå konsekvenserne af den økonomiske krise
Radikale Venstre finder ikke at der skabes nok og bedre sundhed for pengene, med de midler, der i aftalen anvendes til genindførelse af den udvidede fri sygehusvalg.
Radikale Venstre konstaterer, bl.a. med udgangspunkt i Rigsrevisionens beretning om pris, kvalitet og adgang til behandling på private sygehuse, at prisen for at opbygge en privat kapacitet har været unødvendig høj.
Radikale Venstre ønsker at de midler afsættes til sygehusene anvendes til at skabe bedre og hurtigere behandling for patienter med alvorlige og kritiske sygdomme.
Et andet mindretal i udvalget (SF og EL) stemte imod bevillingsansøgningen.
Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget stemmer nej til aktstykket med følgende bemærkninger:
Vedrørende aftalen om kommunernes økonomi i 2010:
Mange af de penge, der indgår i den økonomiske aftale mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen, er kompensation for ekstra udgifter i 2009 samt ubetalte regninger fra sidste års aftale. Dermed er der ikke tilstrækkeligt med ekstra midler til kommunerne i 2010.
Problemerne er særligt følgende:
•Kommunerne har fået 400 mio.kr. ekstra til madordningerne i 2010. Det svarer til beløbet for fripladser og søskenderabat. Dermed er alene regningen fra sidste års aftale betalt. Der er ikke ekstra penge i aftalen, og der er fortsat ikke tale om en frivillig ordning, sådan som SF også har ønsket det.
•Der er aftalt et løft i anlægsinvesteringerne, men der er kun aftalt anlægsinvesteringer for 2010, så der er altså ikke tale om et flerårigt perspektiv. Det begrænser kommunernes muligheder for at planlægge investeringer og vil formentlig medføre, at nogle vil være tilbageholdende ift. investeringerne. Desuden er finansieringsandelen i kommunerne på 50 pct. ikke ændret, mange kommuner har ikke de penge. Endelig er der lagt op til for få energiinvesteringer i den aftale, der ligger.
•I aftalen sættes der 800 mio.kr. af til det sociale område til dækning af øget udgifter i 2009. har vurderet, at der var behov for 1,5 mia.kr. Derudover forventer KL øgede udgifter på 700 mio.kr. i 2010, men der er ikke blevet givet ekstra penge til 2010.
•Den kollektive trafik indgår slet ikke i aftaleteksten. Der er behov for forbedringer på området, og derfor er den manglende prioritering af området ikke acceptabelt.
•Der er med finansministerens egne ord ikke i aftalen "taget særskilt stilling til demografisk udgiftstræk" - men erkender samtidig at en alt andet lige beregning af stigende udgifter ved ændret befolkningssammensætning viser, at der vil være et øget udgiftsbehov på 420 mio.kr. i 2010. Penge kommunerne altså ikke er blevet kompenseret for.
•Ifølge aftalen er der 500 mio.kr. til bedre service i 2010 til kommunerne. Pengene skal finansiere både de stigende udgifter på det sociale område og det demografiske udgiftspres i 2010. Det er langt fra tilstrækkeligt. Dermed vil der være behov for at spare indenfor andre områder for at dække de øgede udgifter ind med yderligere velfærdsforringelser i 2010.
Vedrørende aftalen om regionernes økonomi i 2010
Problemerne ved aftale er særligt følgende:
•Aftalen låser regionerne ift. investeringer i nye sygehuse – så de ikke kan bruge effektivitetsgevinster til at finansiere sygehus- eller andre investeringer med. De effektiviseringsgevinster, man opnår ved nye investeringer – bedre logistik, ny teknologi og mere moderne løsninger – kan altså ikke bruges til at tilbagebetale lån til selve investeringerne. Sådan som vi har foreslået i SF. De skal bruges til at finansiere drift fremover.
•Den 1. juli 2009 genindføres det udvidede frie sygehusvalg automatisk og dermed patientens ret til behandling efter én måned. Der er altså ikke nogle ændringer i ift. behandlingsgarantien – og der sondres fortsat ikke mellem mere eller mindre alvorlige sygdomme.
•Endelig står der ikke et ord om kollektiv trafik i aftalen om regionernes økonomi i 2010. Sammenhængen i den kollektive trafik skal sikres og udbygges. Det sker ikke med aftalen for 2010.