B 132 Forslag til folketingsbeslutning om pligt til at bære cykelhjelm for børn under 12 år.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2008-09
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 17-03-2009

Beslutningsforslag som fremsat

20081_b132_som_fremsat (html)

B 132 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om pligt til at bære cykelhjelm for børn under 12 år.

Fremsat den 17. marts 2009 af Pia Olsen Dyhr (SF), Anne Baastrup (SF), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Ole Sohn (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om pligt til at bære cykelhjelm for børn under 12 år

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, der indfører et påbud om at bære cykelhjelm gældende for cyklister i alderen 0-11 år.


Det foreslås, at børn under 12 år, der ikke har en korrekt fastspændt cykelhjelm, kan stoppes af politiet, men ikke pålægges bøde. Forældre eller andre over 18 år, som har et barn under 12 år som passager på deres cykel, eller som cykler sammen med barnet, kan stoppes og pålægges en bøde.


Derudover forudsættes det, at påbuddet følges op med informationskampagner, der sigter mod at øge bevidstheden omkring cykelhjelmspligten blandt skolebørn og deres forældre samt øget kontrol med cyklister i den pågældende aldersgruppe med mulighed for at sanktionere forældrene. Derudover foreslås det, at brugen af cykelhjelme fortsat monitoreres, ligesom cykeltrafikarbejdet for de pågældende aldersgrupper følges nøje.


Bemærkninger til forslaget

Undersøgelser viser, at Danmark er det land i Skandinavien, som har den laveste andel cykelhjelmsbrugere blandt cyklister. Med kun 11 pct. cykelhjelmsbrugere er der meget, der bør gøres for at sikre, at flere bruger cykelhjelm i trafikken. I 2007 var der 24 trafikdræbte børn under 15 år, et tal, der er steget siden 2004.


Den mest udsatte gruppe af trafikanter er uden sammenligning børn. Det er den gruppe, der er mest afhængig af cyklen som transportmiddel, den gruppe, der er mest utrænet med hensyn til at færdes i trafikken, og den gruppe, der er mest skrøbelig i ulykkessituationer.


Vi ved fra Sverige, Australien, New Zealand, Canada og USA, at det har været muligt at øge brugen af cykelhjelme markant ved at gøre det lovpligtigt at køre med cykelhjelm. Sverige har som flere andre af disse lande indført et påbud alene for børn og unge under 15 år. Dette har medført en stigning i brugen af cykelhjelme fra 40 pct. til 60 pct. for personer under 15 år.


Der findes på nuværende tidspunkt ikke et entydigt svar på, hvorvidt et påbud fører til en nedgang i cykeltrafikarbejdet. Nogle undersøgelser viser en mindre nedgang i cykelaktivitet efter påbud, ligesom der også findes undersøgelser, der konkluderer, at der ikke har været nogen effekt. Derfor foreslås det også, at cykeltrafikarbejdet monitoreres således, at mulige nedgange i cykelaktivitet kan undersøges.


Hensigten med dette beslutningsforslag er ikke at øge antallet af cyklister, om end det naturligvis også er afgørende for trængsels- og sundhedsproblemer i Danmark. Hensigten med dette forslag er derimod at gøre det mere sikkert at bruge cyklen. SF har allerede flere gange fremsat forslag om fremme af cyklisme, så der er ikke tale om et enten eller. Undersøgelser viser, at over halvdelen af dødsfald og alvorlige hovedskader blandt børn og unge kunne være undgået eller minimeret, hvis alle havde brugt hjelm.


Et additionelt virkemiddel til oplysningskampagner kunne være, at Rådet for større Færdselssikkerheds trafikklub for børn ændrer 3-års-pakken til en cykelhjelm i stedet for at indeholde en madkasse med Split, bogen »Split på eventyr« og en trafikske.


Skriftlig fremsættelse

Pia Olsen Dyhr (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:


Forslag til folketingsbeslutning om pligt til at bære cykelhjelm for børn under 12 år.

(Beslutningsforslag nr. B 132).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.