L 99 (som vedtaget): Forslag til lov om projektering
af fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende
landanlæg i Danmark.
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling
den 26. marts 2009
Forslag
til
Lov om projektering af fast forbindelse over
Femern Bælt med tilhørende landanlæg i
Danmark
Ratifikation
§ l.
Traktat af 3. september 2008 mellem Kongeriget Danmark og
Forbundsrepublikken Tyskland om en fast forbindelse over Femern
Bælt kan ratificeres på Danmarks vegne.
Projektering
§ 2.
Transportministeren bemyndiges til at foretage den forberedelse,
undersøgelse og projektering og de andre dispositioner, som
er nødvendige med henblik på etablering af en fast
forbindelse over Femern Bælt samt tilhørende
landanlæg i Danmark.
§ 3.
Den faste forbindelse over Femern Bælt projekteres som en
kombineret jernbane- og vejforbindelse bestående af en
dobbeltsporet, elektrificeret jernbane og en firesporet motorvej.
Projekteringen skal i øvrigt ske i overensstemmelse med de
øvrige forudsætninger, som fremgår af den
traktat, der er nævnt i § 1. Den faste forbindelse over
Femern Bælt etableres mellem Puttgarden i Tyskland og
Rødbyhavn med tilhørende betalingsanlæg, der
placeres i Danmark, og diverse driftsfaciliteter.
Stk. 2. I
tilslutning til den faste forbindelse, der er nævnt i stk. 1,
foretages en projektering af en udbygning af de eksisterende
jernbanelandanlæg i Danmark bestående af
1) en udbygning af
jernbanen til dobbeltspor på strækningen fra
Vordingborg til Storstrømsbroen og fra Orehoved til
Rødbyhavn og
2) elektrificering
af jernbanen på strækningen mellem Ringsted og
Rødbyhavn.
Stk. 3.
Transportministeren kan endvidere i tilslutning til den faste
forbindelse, der er nævnt i stk. 1, foretage projektering af
de nødvendige opgraderinger og miljømæssige
forbedringer af den eksisterende motorvej på
strækningen mellem Sakskøbing og Rødbyhavn.
§ 4.
Transportministeren skal efter forhandling med
miljøministeren udarbejde VVM-redegørelser for
såvel den faste forbindelse som de tilhørende
landanlæg i Danmark, herunder foretage høring, og
andre nødvendige miljøvurderinger af projektet.
Organisation
§ 5.
Transportministeren bemyndiges til at organisere forberedelsen,
undersøgelsen og projekteringen og til at træffe andre
nødvendige dispositioner vedrørende de anlæg,
der er nævnt i § 3, og de miljøvurderinger, der
er nævnt i § 4, herunder ved at etablere selskaber, der
direkte eller indirekte er fuldt ejet af staten, og til at
henlægge opgaver til disse eller til eksisterende selskaber,
der direkte eller indirekte er fuldt ejet af staten.
§ 6.
For selskaberne, jf. § 5, gælder lovgivningen om
aktieselskaber med de undtagelser, der følger af stk.
2-4.
Stk. 2.
Vedtægter for selskaberne, jf. § 5, og ændringer i
disse vedtægter skal godkendes af transportministeren.
Stk. 3.
Transportministeren kan om spørgsmål af
væsentlig betydning give selskaberne, jf. § 5, generelle
eller specielle instrukser for udøvelsen af deres
virksomhed.
Stk. 4.
Aktieselskabslovens § 49, stk. 2, 3. pkt., og
stk. 3, 1. pkt., finder ikke anvendelse ved medarbejdernes
valg af medlemmer af bestyrelsen og suppleanter for disse.
§ 7.
Selskaberne, jf. § 5, kan optage lån og benytte andre
finansielle instrumenter til finansiering af forberedelse,
undersøgelse, projektering og andre nødvendige
dispositioner vedrørende den faste forbindelse over Femern
Bælt og landanlæggene i Danmark.
Lån optages efter finansministerens nærmere
bestemmelse.
Stk. 2.
Transportministeren kan indskyde en aktiekapital på op til
500 mio. kr. i det eller de fuldt statsejede selskaber, hvortil der
i henhold til § 5 henlægges opgaver. Såfremt det
eller de selskaber, hvortil der i henhold til § 5
henlægges opgaver, er datterselskaber af et allerede
eksisterende fuldt statsejet selskab, kan dette allerede
eksisterende selskab selv foretage indskud på op til 500 mio.
kr. i disse datterselskaber.
Stk. 3.
Finansministeren bemyndiges til at yde garanti af statskassen for
betaling af renter og afdrag.
Stk. 4.
Finansministeren bemyndiges til at dække selskabernes
finansieringsbehov ved ydelse af statslige genudlån til
selskaberne, jf. § 5. Genudlånet må ikke ydes
på bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå
som låntager.
Stk. 5. Den danske
stat garanterer for de økonomiske forpligtelser, der
følger af aktiviteterne nævnt i stk. 1, som
udøves af selskaberne, jf. § 5.
§ 8.
Et selskab, som har optaget lån i medfør af
§ 7, kan vederlagsfrit helt eller delvis viderelåne
og overføre de optagne lån til de øvrige
selskaber, hvortil der i henhold til § 5 henlægges
opgaver. Lån, inklusive eventuelle påløbne
renter, provisioner el.lign., ydet af og til selskaber, hvortil der
i henhold til § 5 henlægges opgaver, eller
overførsel af de optagne lån mellem selskaberne,
beskattes ikke efter skattelovgivningen.
§ 9.
Hvis den skattepligtige indkomst, som er opgjort for et
indkomstår for selskaberne, jf. § 5, udviser underskud,
kan dette underskud fradrages i selskabernes skattepligtige
indkomst for de følgende indkomstår. Fradraget kan dog
kun overføres til et senere indkomstår, i det omfang
det ikke kan rummes i tidligere års indkomst.
Byggelinjer, forbud og
overtagelse af arealer m.v.
§ 10.
Transportministeren kan pålægge byggelinjer, når
det er nødvendigt for at sikre gennemførelse af de
anlæg, der er nævnt i § 3. Byggelinjer kan
pålægges for en periode af højst 15 år.
Byggelinjepålægget kan ved et nyt pålæg
forlænges med op til yderligere 10 år.
Stk. 2. På
arealer, der ligger inden for byggelinjen, må der ikke uden
tilladelse fra transportministeren opføres ny bebyggelse,
herunder ved tilbygning eller ved genopførelse af
nedbrændt eller nedreven bebyggelse, ligesom der ikke uden
tilladelse fra transportministeren må foretages
væsentlige forandringer i eksisterende bebyggelse. På
sådanne arealer må der heller ikke indrettes andre
anlæg af blivende art.
§ 11.
Transportministeren kan som en midlertidig foranstaltning forud for
et eventuelt pålæg af byggelinjer nedlægge forbud
mod, at der på en ejendom, der berøres af de
anlæg, som er nævnt i § 3, foretages de
foranstaltninger, der er nævnt i § 10, stk. 2.
Et sådant forbud kan kun nedlægges for et tidsrum af 1
år og kan ikke nedlægges mere end én gang.
Stk. 2. Vedkommende
kommune skal indberette til transportministeren, inden der meddeles
tilladelser til byggeri på ejendomme, der ikke er
pålagt byggelinjer, men berøres af projekteringen.
Hvis transportministeren ikke inden for 2 måneder efter at
have modtaget en sådan indberetning nedlægger forbud i
henhold til stk. 1, kan byggetilladelse meddeles.
§ 12.
Transportministeren skal i stedlige nyhedsmedier
offentliggøre byggelinjepålæg efter
§ 10. Transportministeren skal endvidere sende meddelelse
til de ejere og brugere, hvis ejendomme direkte berøres af
pålægget, og hvis adkomst fremgår af
tingbogen.
Stk. 2. Klage over
pålæg af byggelinjer skal ske, senest 4 uger efter at
meddelelsen er kommet frem til den pågældende.
Stk. 3. Når
fristen for klage er udløbet og der er truffet
afgørelse i eventuelle klagesager, skal
byggelinjepålægget tinglyses med angivelse af
hjemmel.
Stk. 4. Klage over
en afgørelse om byggelinjepålæg fritager ikke
klageren for at efterkomme pålægget.
Transportministeren kan dog bestemme, at klagen skal have
opsættende virkning.
Stk. 5.
Byggelinjepålægget skal fra offentliggørelsen
respekteres af ejendommenes ejere og brugere og af panthavere og
andre indehavere af rettigheder over ejendommene, uanset
hvornår rettighederne er erhvervet.
Stk. 6. Forinden
byggearbejder iværksættes på en ejendom,
hvorpå der er pålagt byggelinjer efter § 10,
skal bygherren indhente oplysning hos transportministeren om,
hvorvidt arbejdets udførelse vil komme i strid med
byggelinjepålægget.
§ 13.
Hvis ejeren af et areal, der er pålagt byggelinjer efter
§ 10, afskæres fra en udnyttelse af arealet, og
hvis denne er økonomisk rimelig og forsvarlig under hensyn
til arealets beliggenhed og øvrige beskaffenhed og svarer
til den udnyttelse, der finder sted af andre tilgrænsende
eller omliggende arealer, kan ejeren på ethvert tidspunkt
kræve, at transportministeren overtager arealet mod
erstatning.
Stk. 2. Ejeren af
et areal, der i væsentligt omfang er pålagt byggelinjer
efter § 10, kan på ethvert tidspunkt desuden
kræve, at transportministeren overtager arealet mod
erstatning, når byggelinjerne hindrer afhændelse af
arealet på normale vilkår og ejeren af særlige
personlige grunde ønsker at afstå arealet før
det tidspunkt, hvor der kan foretages ekspropriation.
Stk. 3.
Udgør det areal, der er pålagt byggelinjer efter
§ 10, kun en del af en ejendom, kan ejeren kræve hele
ejendommen overtaget, hvis den tilbageværende del af
ejendommen bliver så lille eller af en sådan
beskaffenhed, at ejendommen ikke skønnes
hensigtsmæssigt at kunne bevares som selvstændig
ejendom eller udnyttes på rimelig måde. Tilsvarende
gælder, hvis byggelinjepålægget hindrer
afhændelse af hele ejendommen på normale vilkår i
de situationer, der er nævnt i stk. 2.
Stk. 4.
Afslår transportministeren ejerens anmodning om overtagelse
efter stk. 1-3, eller opnås der ikke enighed om
erstatningens størrelse, kan ejeren påklage
transportministerens afgørelse til de taksationsmyndigheder,
der er nævnt i §§ 57 og 58 i lov om offentlige
veje. Taksationsmyndighederne afgør, om ejernes krav efter
stk. 1-3 skal imødekommes, og fastsætter i
så fald erstatning for arealets overtagelse efter reglerne i
§ 51, stk. 1 og 2, i lov om offentlige veje. Ved
taksationsmyndighedernes behandling finder bestemmelserne i
§§ 58 a-62 i lov om offentlige veje tilsvarende
anvendelse.
Stk. 5.
Afgørelser, der kan påklages efter stk. 4, kan
ikke indbringes for domstolene, før klageadgangen er
udnyttet. Søgsmål skal være anlagt, inden for 6
måneder efter at afgørelsen er kommet frem til
klageren.
§ 14.
Transportministeren kan efter anmodning fra ejeren forlods overtage
en ejendom, der berøres særlig indgribende af
projekteringen, når ejeren af særlige personlige grunde
ønsker at afstå ejendommen før det tidspunkt,
hvor der kan foretages ekspropriation, og ejendommen ikke kan
afhændes på normale vilkår.
Stk. 2.
Overtagelsessummen fastsættes af ekspropriations- og
taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden
ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Adgang til
undersøgelser
§ 15.
Transportministeren har, hvis det skønnes nødvendigt,
til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse
adgang til at foretage jordbundsundersøgelser,
opmålinger, afmærkninger og andre undersøgelser
af udendørs arealer med henblik på at foretage
undersøgelse og projektering af de anlæg, der er
nævnt i § 3.
Stk. 2. Ejeren af
arealet skal underrettes skriftligt senest 8 dage inden
gennemførelsen af undersøgelsen m.v. efter
stk. 1.
Stk. 3. Erstatning
for skade, som måtte blive påført ejeren ved de
foranstaltninger, der er nævnt i stk. 1, fastsættes,
hvis der ikke kan indgås aftale med ejeren herom, ved
taksation efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved
ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Øvrige bestemmelser
§ 16.
Staten stiller vederlagsfrit de vandområder og den havbund,
hvorover staten udøver højhedsret, og som er
nødvendige for forberedelse, undersøgelse og
projekteringen af den faste forbindelse over Femern Bælt, til
rådighed for selskaberne, jf. § 5.
§ 17.
Selskaberne afholder efter aftale med transportministeren alle
udgifter til det arbejde, der i henhold til § 5
henlægges til disse selskaber, herunder omkostninger i
forbindelse med pålæg og offentliggørelse af
byggelinjer og overtagelse af arealer i medfør af denne
lov.
§ 18.
Transportministeren kan bemyndige selskaberne, jf. § 5, til at
udøve ministerens beføjelser i denne lov.
Stk. 2.
Selskaberne, jf. § 5, vil kunne overlade opgaver
vedrørende undersøgelses- og projekteringsarbejdet
vedrørende tilhørende jernbanelandanlæg i
Danmark, jf. § 3, stk. 2, herunder VVM-undersøgelser og
andre relevante opgaver, til Trafikstyrelsen og Banedanmark.
Stk. 3.
Selskaberne, jf. § 5, vil kunne overlade opgaver
vedrørende undersøgelses- og projekteringsarbejdet
vedrørende tilhørende vejlandanlæg i Danmark,
jf. § 3, stk. 3, herunder VVM-undersøgelser og andre
relevante opgaver, til Vejdirektoratet.
Stk. 4.
Selskaberne, jf. § 5, vil kunne overlade opgaver
vedrørende undersøgelses- og projekteringsarbejdet
vedrørende den faste forbindelse med tilhørende
landanlæg i Danmark, herunder VVM-undersøgelser og
andre relevante opgaver, til institutioner under
Miljøministeriet.
Stk. 5.
Transportministeren kan fastsætte regler om adgangen til at
klage over afgørelser, der træffes efter denne lov,
for så vidt bestemmelser herom ikke er fastsat i loven,
herunder om klagefrister og om, at afgørelserne ikke kan
påklages til transportministeren.
§ 19.
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.