L 90 Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register.

(Frist for sletning af oplysninger om dna-profiler vedrørende sigtede, men ikke dømte personer).

Af: Justitsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 16-03-2010

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 16. marts 2010

20091_l90_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 16. marts 2010

1. Ændringsforslag

Der er stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget. Socialdemokratiets medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 4. Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1-3.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 16. december 2009 og var til 1. behandling den 26. januar 2010. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 7. september 2009 dette udkast til udvalget, jf. REU alm. del - bilag 733 (folketingsåret 2008-09). Den 17. december 2009 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlig henvendelse fra Stephan Engberg. Justitsministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 15 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, SF, RV, EL og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 4 stillede ændringsforslag.


Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget udtaler, at ministeren i svar på spørgsmål 7 skriver, at det bl.a. er hensyn til politiets arbejde, der ligger til grund for tidsgrænsen på 10 år. I S og RV er vi enige i, at det er vigtigt at finde en balance mellem retssikkerhed og politiets muligheder for at gennemføre effektiv efterforskning, men i en sag af så vigtig retssikkerhedsmæssig karakter, har vi svært ved at se, hvilke politimæssige hensyn der taler for så lang en periode. Ministeren oplyser selv i svaret på spørgsmål 9, at man i Sverige og Norge sletter oplysningerne umiddelbart efter frifindelse eller påtaleopgivelse med undtagelse af visse tilfælde, hvor særlige betingelser gør sig gældende. Sverige og Norge er lande, vi normalt sammenligner os med på det retspolitiske område, og det kan derfor undre, at behovet for efterforskningsmæssige hensyn i Danmark er større end i vores nordiske nabolande. I S og RV støtter vi lovforslaget, der er et skridt på vejen i den rigtige retning, men vi forholder os kritisk til den høje tidsgrænse og ønsker, at der følges op på omfanget af registreringer, senest efter 5 år fra loven træder i kraft.


Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget anerkender, at dna-profiler er et væsentligt bidrag til politiets opklaring af kriminalitet, og at det tillige må anses for værende af nogen værdi, at politiet også har adgang til profiler, der vedrører sigtede, men ikke dømte personer, idet disse senere kan vise sig at blive involveret i kriminalitet. Imidlertid finder SF, at Danmark skal beskytte retten til privatlivets fred, og at domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol skal efterleves. Det er derfor positivt, at justitsministeren nu nedsætter slettefristen vedrørende dna-profiler fra sigtede, ikke dømte personer fra 80 til 10 år, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 4. december 2008 (S. og Marper mod Storbritannien).


SF stemmer for konkrete forbedringer af den enkelte borgers retssikkerhed, og borgeren vil i princippet være at betegne som uskyldig, når sigtelsen opgives. SF tilslutter sig den nye frist, der indebærer en forbedring, men finder dog ikke, at justitsministeriet har godtgjort, at fristen ikke også bør være lavere end 10 år. SF noterer sig, at de nordiske lande, med hvem Danmark normalt sammenligner sig, har lavere slettefrister eller sletter dna-profiler vedrørende sigtede, ikke dømte med det samme, når sigtelsen opgives.


Sluttelig bemærkes, at SF ønsker reglerne vedrørende opbevaring af biologisk materiale reguleret i lovgivningen og ikke fortsat administrativt af justitsministeren alene.


Et mindretal i udvalget (V og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret og vil stemme imod de stillede ændringsforslag.


Et andet mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de af dette mindretal stillede ændringsforslag.


Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag om, at personer sigtet for dyremishandling også skal kunne optages i dna-registeret. I dag er det kun personer, som i andengangstilfælde sigtes for dyremishandling, der optages i dna-registeret. Dansk Folkeparti ønsker, at dette også skal gælde sigtede for dyremishandling i førstegangstilfælde. Hvis en person f.eks. banker sin hund ihjel med et bræt og bliver sigtet for dyremishandling, viser det i høj grad, hvad pågældende person er i stand til, og derfor ser vi ingen grund til, at en sådan person ikke skal kunne optages i registeret. I dag medfører sigtelser for overtrædelser af straffelovens voldsparagraffer, at man optages i dna-registeret. Men dette gælder altså ikke, hvis det er et dyr, som er voldsofferet. Dette vil Dansk Folkeparti rette op på, hvorfor vi har stillet ændringsforslag til lovforslaget.


Dansk Folkeparti kan ikke støtte lovforslaget i sin helhed, idet lovforslaget indskrænker muligheden for at opbevare dna-profiler for sigtede personer i politiets register til kun at være i en 10-årig periode. Dansk Folkeparti ønsker et landsdækkende dna-register, og at alle danskere som nyfødte bliver ført ind i registeret. For politiet er dna-registeret et rigtig godt værktøj, som bruges til at opklare forbrydelser. Flere og flere forbrydelser bliver i dag opklaret via dna-registeret. Det er godt for samfundet og for retsfølelsen. Derfor ser Dansk Folkeparti gerne dna-registeret udvidet. Da nærværende lovforslag indskrænker dna-registeret, kan Dansk Folkeparti ikke støtte lovforslaget.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til titlen

Af et mindretal (DF):

1) Titlen affattes således:

»Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register og retsplejeloven

(Frist for sletning af oplysninger om dna-profiler vedrørende sigtede, men ikke dømte personer og optagelser af dna-profiler fra personer, som sigtes for dyremishandling i førstegangstilfælde)«

[Konsekvensændring]

Til § 1

Af et mindretal (DF):

2) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 2, stk. 2, nr. 1, indsættes efter »straffelovens § 235, stk. 2,«: »eller dyreværnslovens § 28, stk. 1, 3. pkt.,«

»[Optagelse af dna-profiler fra personer, som sigtes for dyremishandling i førstegangstilfælde]«


Ny paragraf

Af et mindretal (DF):

3) Efter § 1 indsættes som ny paragraf:

Ȥ 01

Af et mindretal (DF):

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29. oktober 2009, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 73 af 26. januar 2010, foretages følgende ændring:


Af et mindretal (DF):

1. I § 792 b, stk. 1, indsættes efter »straffelovens § 235, stk. 2,«: »eller dyreværnslovens § 28, stk. 1, 3. pkt.,«.

[Optagelse af dna-profiler fra personer, som sigtes for dyremishandling i førstegangstilfælde]

Til § 2

Af et mindretal (S), tiltrådt af et mindretal (SF, RV, EL og LA):

4) Som stk. 2 indsættes:

»Stk. 2. Justitsministeren oversender 5 år efter lovens ikraftræden en redegørelse til Folketinget, hvoraf det fremgår, hvor mange personer med frifindelse eller påtaleopgivelse der er registreret i Det Centrale Dna-profil-register.«


Af et mindretal (S), tiltrådt af et mindretal (SF, RV, EL og LA):

[Redegørelse til Folketinget om registreringerne i registeret]

Bemærkninger

Til nr. 1-3

Ændringsforslagene indebærer, at der indføres hjemmel til i dna-profil-registerets persondel at optage dna-profiler af personer, som sigtes for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 3. pkt., i førstegangstilfælde.


Endvidere udvides bestemmelsen om kriminalitetskravet i retsplejelovens § 792 b, stk. 1, således, at der kan optages fingeraftryk og personfotografi og udtages spyt eller blodprøver af personer, der med rimelig grund er mistænkt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 3. pkt., i førstegangstilfælde.


Til nr. 4

Forslagsstillerne forholder sig kritisk til den høje tidsgrænse og ønsker, at der følges op på omfanget af registreringer, senest efter 5 år fra loven træder i kraft.


Kim Andersen V Kristian Pihl Lorentzen V Karsten Nonbo V Peter Skaarup DF fmd. Marlene Harpsøe DF Pia Adelsteen DF Tom Behnke KF Vivi Kier KF Simon Emil Ammitzbøll LA Karen Hækkerup S Maja Panduro S Mogens Jensen S Julie Skovsby S Anne Baastrup SF nfmd. Karina Lorentzen Dehnhardt SF Lone Dybkjær RV Line Barfod EL

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
 
Liberal Alliance (LA)
3
Socialdemokratiet (S)
45
 
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
 
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
 
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
 
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
 
Uden for folketingsgrupperne
2
Enhedslisten (EL)
4
 
(UFG)
 


 

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 90


Bilagsnr.


Titel


1
Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren
2
Henvendelse af 5/10-09 fra Stephan Engberg
3
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Godkendt tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
1. udkast til betænkning
6
Revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
7
Revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
8
2. udkast til betænkning
9
Revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
10
3. udkast til betænkning
11
4. udkast til betænkning
  


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 90


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentar til henvendelse af 5/10-09 fra Stephan Engberg, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om redegørelse for, hvorfor det kun er personer, der er sigtet eller dømt efter straffelovens bestemmelser, der kan optages i dna-registeret, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om hvorfor en person, der banker sin hund ihjel med et bræt, ikke bliver optaget i dna-registeret, mens en person, der stikker en anden person et blåt øje, gør, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om redegørelse for, hvilke overtrædelser af straffeloven som i dag ikke medfører, at sigtede bliver optaget i dna-registeret, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, idet den i lovforslaget omtalte dom fra Menneskerettighedsdomstolen omhandler Storbritannien, og at denne dom ikke er forpligtende for Danmark, bedes ministeren redegøre for, hvorfor ministeren stiller det pågældende lovforslag, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, idet den i lovforslaget omtalte dom fra Menneskerettighedsdomstolen faldt, på baggrund af at Storbritannien havde en tidsubegrænset opbevaring af dna-profiler, og at dommen medførte, at Storbritannien skulle fastsætte en tidsfrist, bedes ministeren forklare, hvorfor ministeren mener, at Danmark skal skærpe tidsfristen for opbevaring af dna-profiler, når Danmark allerede har en tidsbegrænset opbevaring af dna-profiler og derved ikke står i samme situation som Storbritannien gjorde, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om, hvorfor ministeren har fastsat en tidsfrist på netop 10 år, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm., om ministeren agter at åbne op for, at overtrædelser af relevante regler i særlovgivningen også kan blive omfattet af regelsættet om optagelse og opbevaring af dna-profiler, som forslaget vedrører, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om, hvilken tidsfrist de andre europæiske lande har valgt eller forventer at vælge efter den afsagte dom i Menneskerettighedsdomstolen af 4. december 2008 vedrørende opbevaring af dna-profiler, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om begrundelse for, at en tidsfrist på 10 år fra afgørelsesdatoen forventes at kunne leve op til konventionen, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm., om det er ministerens hensigt, at de administrative regler for cellemateriale og fingeraftryk udarbejdes med en sammenlignelig tidshorisont i forhold til de 10 år i forslag om opbevaring af dna, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm., om der er formelle forhold, der forhindrer, at regler for cellemateriale og fingeraftryk indskrives i en lov, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm., om ministeren vil fremlægge dokumentation for, hvordan man er kommet frem til 10-års-grænsen, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om redegørelse for slettefristen i resten af EU og begrundelsen bag, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, der får den virkning, at der i sager om grov dyremishandling på samme vis sker registrering i politiets dna-register, til justitsministeren, og ministerens svar herpå