B 55 Forslag til folketingsbeslutning om tillæg til unge under 25 år med psykiske lidelser, der modtager starthjælp.

Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Vedtaget

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 11-01-2011

Fremsat den 11. januar 2011 af Morten Østergaard (RV), Lennart Damsbo-Andersen (S), Özlem Cekic (SF), Anne Marie Geisler Andersen (RV), Margrethe Vestager (RV), Line Barfod (EL), Per Ørum Jørgensen (KD), Juliane Henningsen (IA), Lars-Emil Johansen (SIU), Høgni Hoydal (T), Pia Christmas-Møller (UFG) og Christian H.

20101_b55_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 11. januar 2011 af Morten Østergaard (RV), Lennart Damsbo-Andersen (S), Özlem Cekic (SF), Anne Marie Geisler Andersen (RV), Margrethe Vestager (RV), Line Barfod (EL), Per Ørum Jørgensen (KD), Juliane Henningsen (IA), Lars-Emil Johansen (SIU), Høgni Hoydal (T), Pia Christmas-Møller (UFG) og Christian H. Hansen (UFG)

Forslag til folketingsbeslutning

om tillæg til unge under 25 år med psykiske lidelser, der modtager starthjælp

Folketinget pålægger regeringen, senest med virkning fra den 1. januar 2012, at fremsætte forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, således at unge under 25 år med psykiske lidelser, der modtager starthjælp, tildeles et tillæg, der sidestiller dem med unge under 25 år med psykiske lidelser, der modtager kontanthjælp, jf. lov nr. 88 af 30. januar 2007.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 132, folketingsåret 2007-08, 2. samling (se Folketingstidende, forhandlingerne side 5893 og tillæg A side 6414-6415), beslutningsforslag nr. B 75, folketingsåret 2008-09 (se Folketingstidende, forhandlingerne side 3481 og 5387, tillæg A side 3016 og 3018 og tillæg B side 620) og beslutningsforslag nr. B 141, folketingsåret 2009-10 (se Folketingstidende 2009-10, A, B 141 som fremsat, side 1 ff. og F, møde 82, side 80 ff. , og møde 99, side 9-10).

Med lovforslag nr. L 91 (folketingsåret 2006-07) som stadfæstet ved lov nr. 88 af 30. januar 2007, som var en udmøntning af beslutningsforslag nr. B 116 fra folketingsåret 2005-06, vedtog Folketinget at tildele unge under 25 år med psykiske lidelser på nedsat kontanthjælpsydelse et særligt tillæg af hensyn til de unges muligheder for at modtage behandling og for at forebygge en negativ udvikling af de unges lidelser. Forslagsstillerne ønsker med dette beslutningsforslag at sikre, at unge under 25 år med psykiske lidelser, der modtager starthjælp, tildeles samme tillæg, således at denne gruppe ikke diskrimineres. Denne gruppe var nemlig ikke omfattet af regeringens lovforslag nr. L 91 og lov nr. 88 af 30. januar 2007, og en række eksperter, herunder Institut for Menneskerettigheder, har efterfølgende karakteriseret den nuværende ordning som diskriminerende og i strid med internationale regler og konventioner.

Gældende regler

Unge under 25 år, som er udeboende, kan i 2011 modtage 6.472 kroner i kontanthjælp om måneden. Det er dette beløb, som et bredt flertal i Folketinget fandt uhensigtsmæssigt lavt for unge med psykiske lidelser, hvorfor man indførte et tillæg for denne gruppe.

Unge under 25 år på starthjælp, som ikke bor hos deres forældre, kan i 2011 modtage 5.367 kr. i ydelse om måneden.

Forslagsstillerne finder ikke, at der er saglige begrundelser for, at unge med psykiske lidelser på starthjælp skulle have mindre behov for tillæg end unge med psykiske lidelser på kontanthjælp. Begge grupper unge bør nemlig sikres muligheder for behandling, så en negativ udvikling af deres psykiske lidelser kan forebygges. Behovet for et tillæg til unge med psykiske lidelser på starthjælp understreges yderligere af, at starthjælpen for unge under 25 år er mere end 1.000 kr. lavere om måneden end kontanthjælp for unge under 25 år.

Beslutningsforslaget skønnes økonomisk at være ganske ubetydeligt, da målgruppen er særdeles begrænset. Og det forudsættes derfor, at det vil kunne finansieres inden for de skønsmæssigt fastsatte rammer for de forventede samlede udgifter til kontante ydelser på Beskæftigelsesministeriets område.

Skriftlig fremsættelse

Morten Østergaard (RV)::

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om tillæg til unge under 25 år med psykiske lidelser, der modtager starthjælp.

(Beslutningsforslag nr. B 55)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.