L 126 Forslag til lov om ændring af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v.

(Udvidet mulighed for hensyntagen til teologisk retningsbestemte mindretal og øget mulighed for mobiliet blandt præster).

Af: Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V)
Udvalg: Kirkeudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-01-2011

Skriftlig fremsættelse (27. januar 2011)

20101_l126_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (27. januar 2011)

Kirkeministeren (Birthe Rønn Hornbech)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (Udvidet mulighed for hensyntagen til teologisk retningsbestemte mindretal samt øget mulighed for mobilitet blandt præster).

(Lovforslag nr. L 126)

Formålet med lovforslaget er for det første at udvide muligheden for at tage hensyn til teologisk retningsbestemte mindretal i pastoratet, således at hensynet også vil kunne inddrages ved ansættelse af overenskomstansatte sognepræster. Det forudsættes dog, at ansættelsen har en varighed af mindst 1 år og en beskæftigelsesgrad mindst svarende til halvtidsbeskæftigelse.


For det andet er det formålet at skabe øget mulighed for mobilitet blandt præster. Dette formål søges bl.a. imødekommet ved at gøre det lettere for sognepræster at foretage stillingsskifte til pastorater med flere præstestillinger, såfremt sognepræsterne opfylder en række nærmere angivne kriterier. Endvidere søges formålet imødekommet ved at indføre mulighed for, at præster under nærmere betingelser kan foretage indbyrdes stillingsbytte for en periode på mindst 1 år.


Indførelsen af øget mulighed for mobilitet for sognepræster medfører i visse tilfælde en begrænsning af menighedsrådenes inddragelse i ansættelsesproceduren. Lovforslaget lægger op til, at dette alene kan ske, såfremt pastoratets menighedsråd aftaler dette med biskoppen.


Der er ingen økonomiske udgifter forbundet med lovforslaget.


Det bemærkes, at lovforslaget har været i høring, hvor Landsforeningen af Menighedsråd, biskopperne, Danmarks Provsteforening, Den danske Præsteforening, Danske Sømands- og Udlandskirker samt Personalestyrelsen har haft mulighed for at give deres mening til kende i perioden fra 18. oktober 2010 til 1. december 2010. Høringssvarene er herefter indgået i den endelige udformning af lovforslaget.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.