L 173 Forslag til lov om ændring af lov om taxikørsel m.v.

(Tilladelser til offentlig servicetrafik og krav til beklædning af førere af taxier).

Af: Transportminister Hans Christian Schmidt (V)
Udvalg: Trafikudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 23-03-2011

Skriftlig fremsættelse (23. marts 2011)

20101_l173_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (23. marts 2011)

Transportministeren (Hans Christian Schmidt)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om taxikørsel m.v. (Tilladelser til offentlig servicetrafik og krav til beklædning af førere af taxier)

(Lovforslag nr. L 173)

Der har i en længere periode været fokus på taxierhvervets bekymring for, at de såkaldte EP-tilladelser truer taxivognmændenes forretning ved at skabe konkurrenceforvridning.


Fra taxierhvervets side har der været peget på, at forskellene i konkurrenceforholdene kan have en række negative konsekvenser for taxivognmændenes økonomi, hvorfor flere taxivognmænd har ophørt med at drive taxiforretning, specielt i tyndt befolkede områder. Kommunerne, regionerne og trafikselskaberne finder, at ordningen med EP-tilladelser er en velfungerende ordning.


Lovforslaget indebærer, at administrationen af de såkaldte EP-tilladelser, der i dag administreres efter buskørselsloven, flyttes til taxiloven.


Det drejer sig om tilladelser, som omfatter motorkøretøjer indrettet til befordring af højst 9 personer, føreren medregnet, i tilknytning til kontrakt med et trafikselskab om almindelig rutekørsel. Tilladelserne foreslås fremover benævnt som "tilladelser til offentlig servicetrafik".


Lovforslaget har til formål at give mulighed for, i lighed med på taxiområdet, en decentral behovsvurdering på området for tilladelser til offentlig servicetrafik, i det omfang kommunerne ønsker det.


Herudover tilstræbes en konkurrencemæssig ligestilling mellem tilladelser til offentlig servicetrafik og taxitilladelser, hvor det er praktisk muligt.


Endelig indebærer forslaget, at der i taxiloven indsættes en bestemmelse om, at transportministeren bemyndiges til at fastsætte krav til beklædning af førere af taxier. Kravet indføres for at sikre og fastholde en høj kvalitet inden for taxierhvervet og for at lette genkendeligheden af førere.


Ifølge forslaget skal der stilles energi- og miljøkrav til køretøjer, der udfører kørsel på grundlag af tilladelser til offentlig servicetrafik, i lighed med køretøjer, der anvendes til taxikørsel, limousinekørsel og sygetransport.


Ifølge forslaget skal der endvidere stilles de samme uddannelsesmæssige krav, der i dag stilles til førere af taxier, limousiner og sygetransportkøretøjer, til førere af køretøjer, der udfører kørsel på grundlag af tilladelser til offentlig servicetrafik.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.