L 198 Forslag til lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner ved forhøjelser af kommunale parkeringsindtægter.

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 29-04-2011

Skriftlig fremsættelse (29. april 2011)

20101_l198_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (29. april 2011)

Indenrigs- og sundhedsministeren (Bertel Haarder)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner som følge af kom-munale indtægter fra parkering.

(Lovforslag nr. L 198)

Lovforslaget er et led i udmøntningen af finanslovsaftalen for 2011 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne. Parterne er enige om fremadrettet at sikre, at kommunerne ikke opkræver betaling for parkering af fiskale hensyn. Lovforslaget ændrer ikke på kommunernes mulighed for fortsat at opkræve betaling for parkering, herunder af trafikale hensyn, men det understøtter, at kommunerne ikke også lægger fiskale hensyn til grund herfor.


Lovforslaget regulerer kommunale parkeringsindtægter således, at kommunens indtægter fra betalingsparkering, der overstiger 70 pct. af indtægtsniveauet i 2007, modregnes i den enkelte kommunes bloktilskud. I den forbindelse indføres en overgangsordning, der indebærer, at det i 2011 er hele kommunens indtægtsniveau i 2007, og at det i 2012 er 85 pct. af kommunens indtægtsniveau i 2007, der fratrækkes førend en modregning.


Der indføres et bundfradrag opgjort pr. indbygger for kommuner med få eller ingen indtægter fra betalingsparkering i 2007.


Hertil kommer, at kommunens udgifter til husleje, afskrivning og forrentning vedrørende parkeringsanlæg efter 2007 kan fratrækkes førend en modregning.


Der foretages ikke en modregning i bloktilskuddet, såfremt kommunen vælger at drive betalingsparkering i en balanceordning. En sådan balanceordning forudsætter, at kommunens samlede bruttodriftsindtægter fra betalingsparkering ikke overstiger kommunens samlede bruttoomkostninger til betalingsparkering i det pågældende regnskabsår. Hvis kommunens betalingsparkering giver overskud, vil der ske en tilsvarende modregning, som hvis kommunens betalingsparkering ikke havde indgået i en balanceordning.


Reguleringen omfatter driftsindtægter fra parkeringsbilletter (betaling for parkering og licenser), mens parkeringsafgifter (bøder) holdes uden for reguleringen.


Loven har første gang virkning for regnskabsåret 2011, hvorefter der første gang vil kunne ske en modregning i bloktilskuddet i oktober-december 2012.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.