L 203 Forslag til lov om ændring af lov om statens byggevirksomhed m.v.

(Udvidelse af lovens anvendelsesområde til også at omfatte regioners og kommuners byggevirksomhed).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Boligudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 29-04-2011

Skriftlig fremsættelse (29. april 2011)

20101_l203_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (29. april 2011)

Økonomi- og erhvervsministeren (Brian Mikkelsen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om statens byggevirksomhed m.v. (Udvidelse af lovens anvendelsesområde til også at omfatte regioners og kommuners byggevirksomhed)

(Lovforslag nr. L 203)

Lovforslaget er et led i udmøntningen af aftale om Konkurrencepakken af 11. april 2011 mellem regeringen og Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne, som har til formål at fremme konkurrencen og produktiviteten i den private og offentlige sektor.


Formålet med lovforslaget er at skabe større effektivitet i byggeriet ved at lade større kommunalt og regionalt byggeri omfatte af de kvalitets-, produktivitets- og innovationsfremmende regler, som det statslige byggeri i dag er omfattet af. Dermed skabes en større volumen for den innovation og udvikling, der i dag foregår som en del af det statslige byggeri. Dette vil medvirke til at øge produktiviteten og kvalitet i byggesektoren generelt.


Med lovforslaget indsættes en hjemmel i lov om statens byggevirksomhed m.v. til, at økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at regler udstedt i medfør af statsbyggeloven også skal gælde for:


- Bygninger og dertil knyttede anlæg, hvor en region eller kommune er bygherre, fx sygehusbyggeri, institutioner, idrætsanlæg og skoler.

- Bygninger og dertil knyttede anlæg, der helt eller delvist finansieres ved lån eller tilskud fra regioner og kommuner.

- Bygninger til brug for institutioner, hvis drift helt eller delvist betales af regioner og kommuner, fx selvejende institutioner.



Forslaget omfatter kommunalt og regionalt byggeri med en entreprisesum over 20 mio. kr. Lovændringen vil blive evalueret to år efter ikrafttrædelsen.


Det vurderes, at lovforslaget vil gavne erhvervslivet i form af en øget udvikling af nye produkter, teknologier og samarbejdsformer. Erhvervslivet vil dermed kunne opleve positive økonomiske effekter af lovforslaget. For kommuner og regioner vurderes lovforslaget at medføre bedre mulighed for at fremme en mere effektiv og omkostningsbesparende tilrettelæggelse af byggeprocessen og efterfølgende drift af bygninger.


I forbindelse med lovændringen ændres lovens titel fra »lov om statens byggevirksomhed m.v.« til »lov om offentlig byggevirksomhed«.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.