L 28 Forslag til lov om ændring af lov om social service.

(Loft over ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste og nedsættelse af tilskuddet til høreapparater).

Af: Socialminister Benedikte Kiær
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Delt

Betænkning

Afgivet: 09-12-2010

Betænkning afgivet af Socialudvalget den 9. december 2010

20101_l28_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Socialudvalget den 9. december 2010

1. Ændringsforslag

Socialministeren har stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget, herunder ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 13. oktober 2010 og var til 1. behandling den 4. november 2010. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Socialudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og socialministeren sendte den 7. september 2010 dette udkast til udvalget, jf. SOU alm. del - bilag 363 (2009-10). Den 13. oktober 2010 sendte socialministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:


ABAforeningen,


Dansk Handicap Forbund,


Dansk HøreCenter,


Danske Handicaporganisationer,


Bent Gottlieb, Vedbæk,


Hjernebarnet,


Landsforeningen LEV og


Spastikerforeningen.


Herudover har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra en privat familie. Henvendelsen er omdelt anonymiseret.


Socialministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.


Deputationer

Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget:


ABAforeningen,


Dansk Handicap Forbund,


Dansk HøreCenter,


Hjernebarnet,


Landsforeningen LEV og


Spastikerforeningen.


Derudover har en privat familie redegjort mundtligt for deres holdning til lovforslaget over for udvalget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 29 spørgsmål til socialministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


3. Indstillinger

Et flertal i udvalget (V, DF, KF og KD) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.


Et mindretal i udvalget (S, RV og EL) indstiller det under A nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for det under nr. 2 stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med det under nr. 3 stillede ændringsforslag. Mindretallet støtter ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget.


Et andet mindretal i udvalget (SF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet stemmer for de stillede ændringsforslag.


4. Politiske bemærkninger

Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget finder det helt urimeligt, at man vil sætte loftet for refusion af tabt arbejdsfortjeneste så lavt for de familier, der i forvejen kæmper en svær kamp for at opretholde en dagligdag med et sygt barn eller et barn med handicap. Det at få et handicappet eller alvorligt sygt barn er en situation, som familierne på ingen måde har kunnet forberede sig på, og lovændringen vil have fatale konsekvenser for både de børn, det drejer sig om, deres forældre og deres eventuelle søskende. Forslaget er i modstrid med det kompensationsprincip, som bør være bærende i indsatsen for mennesker med funktionsnedsættelser.


Samtidig stiller partierne sig tvivlende over for, hvorvidt forslaget vil medføre en reel besparelse. Som mange organisationer på området har peget på, må det forventes, at flere forældre, især de svage grupper, vil føle sig tvunget til at sende deres børn i dag- eller døgninstitution med flere anbringelser uden for hjemmet til følge. Noget, der desuden kan give et øget pres på kommunale tilbud.


Det er partiernes hensigt at genoprette retstilstanden, så snart der bliver politisk flertal for det.


Venstres, Dansk Folkepartis, Det Konservative Folkepartis og Kristendemokraternes medlemmer af udvalget finder, at Danmark med gennemførelsen af den del af forslaget, der omhandler tabt arbejdsfortjeneste, fortsat har en rimelig kompensationsordning, der ligger over, hvad der gælder i de lande, vi normalt sammenligner os med, herunder også de øvrige nordiske lande.  Partierne lægger vægt på, at de familier, der allerede er i ordningen i dag, ikke bliver omfattet af forslaget. Disse familier vil således have uændrede økonomiske forhold efter forslagets vedtagelse, og nye familier, der søger ind i ordningen efter den 1. januar 2011, kender vilkårene for ordningen, inden de søger, og kan indrette sig derefter.


I forbindelse med ændringen i ordningen omhandlende tabt arbejdsfortjeneste har det været vigtigt, at de laveste indkomster sikres med aftalen, og det har været vigtigt, at der ikke skabes unødvendig usikkerhed for dem, der i dag modtager tabt arbejdsfortjeneste. Det er vanskeligt at sætte sig ind i, hvor svært det kan være med f.eks. et handicappet barn, og det har ikke været nogen nem løsning. Med hensyn til økonomien og dermed i sidste ende af hensyn til mulighederne for også i fremtiden at sikre velfærden, også for de mest udsatte borgere, har det været nødvendigt at genoprette dansk økonomi. Hvis det danske samfund i fremtiden skal sikre de dårligst stillede, kræver det en sund økonomi, fordi det netop giver midler til, at velfærden fortsat kan løfte indsatsen over for udsatte borgere.


I forhold til den del af lovforslaget, der omhandler høreapparater, finder partierne det positivt, at det med gennemførelsen af forslaget fortsat vil være muligt for borgerne at få udleveret et høreapparat hos en privat leverandør på en hurtig og fleksibel måde uden den lange ventetid, der kan forekomme i det offentlige system. Partierne finder det væsentligt, at der med forslaget sker en tilpasning af prisudviklingen på tilskuddet til privat udleverede høreapparater til prisudviklingen på høreapparater generelt.  Partierne bakker op om den kulegravning, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Socialministeriet har igangsat, og partierne vil være positive over for en drøftelse af yderligere tiltag på området, såfremt det vurderes at være nødvendigt.


Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget støtter ikke regeringens forslag vedrørende høreapparater, da forslaget blot vil medføre en større brugerbetaling og ikke minimere de private høreapparatklinikkers fortjeneste. Der er tale om skjult brugerbetaling. Hvis regeringen ville nedsætte taksten, som SF forslår, ved at prisen for et høreapparat fremover skal være ens i det offentlige og i det private, ville SF gerne være med. SF foreslår endvidere, at kommunerne skal have mulighed for at gå sammen med regionerne i en stor fælles indkøbsaftale, ligesom i Sverige, hvor de formår at presse prisen ned på 1.300 kr. pr. høreapparat. Dermed kan kommunerne betale den reelle pris og ikke de private høreklinikkers overpris. Når kommunerne går sammen med sygehusene og køber stort ind, vil parterne nemlig have lettere ved at få en bedre rabataftale og få priserne ned. Dermed kan kommunerne spare millioner, som bl.a. kan bruges til at levere en hurtigere og bedre offentlig service på høreområdet.


Liberal alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af socialministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af lov om social service (Loft over ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste)« omfattende § 1, indledningen, nr. 1 og 3, og § 2.


B. »Forslag til lov om ændring af lov om social service (Nedsættelse af tilskuddet til høreapparater)« omfattende § 1, indledningen, nr. 2 og 4, og § 2, stk. 1 og 2.


[Forslag om deling af lovforslaget]

b

Ændringsforslag til det under A nævnte lovforslag

Til § 2

Af socialministeren, tiltrådt af udvalget:

2) Stk. 2 affattes således:

»Stk. 2. Ansøgninger om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 i lov om social service indgivet før lovens ikrafttræden behandles efter hidtil gældende regler.«

[Konsekvensrettelse som følge af deling af lovforslaget]

c

Ændringsforslag til det under B nævnte lovforslag

Til § 2

Af socialministeren, tiltrådt af udvalget:

3) Stk. 2 affattes således:

»Stk. 2. Ansøgninger om tilskud til høreapparater efter § 112, stk. 5, i lov om social service indgivet før lovens ikrafttræden behandles efter hidtil gældende regler.«

[Konsekvensrettelse som følge af deling af lovforslaget]

Bemærkninger

Til nr. 1-3

Under 1. behandling blev der ytret ønske om en opdeling af lovforslaget, således at forslaget om at lægge loft over ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste og forslaget om nedsættelse af tilskuddet til høreapparater behandles hver for sig. Lovforslaget foreslås derfor delt op i to selvstændige lovforslag, der kan vedtages hver for sig. Ændringsforslag nr. 2 og 3 er konsekvensrettelser som følge af delingen af lovforslaget.


Ellen Trane Nørby (V) Erling Bonnesen (V) nfmd. Peter Madsen (V) Sophie Løhde (V) Martin Henriksen (DF) fmd. Tina Petersen (DF) René Christensen (DF) Vivi Kier (KF) Per Ørum Jørgensen (KD) Mette Frederiksen (S) Orla Hav (S) Julie Skovsby (S) Lise von Seelen (S) Özlem Sara Cekic (SF) Astrid Krag (SF) Anne Marie Geisler Andersen (RV) Line Barfod (EL)

Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)24
Socialistisk Folkeparti (SF)23
Det Konservative Folkeparti (KF)17
Radikale Venstre (RV)9
Enhedslisten (EL)4
Liberal Alliance (LA)3
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldisflokkurin (TF)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)2

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 28


Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra socialministeren
2
Anonymiseret henvendelse af 31/10-10
3
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Henvendelse af 5/11-10 fra Bent Gottlieb, Vedbæk
5
Henvendelse af 9/11-10 fra ABAforeningen
6
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
7
Ændringsforslag, fra socialministeren
8
Henvendelse af 14/11-10 fra Hjernebarnet
9
Henvendelse af 14/11-10 fra Bent Gottlieb, Vedbæk
10
Henvendelse af 27/10-10 fra Dansk HøreCenter vedr. foretræde for udvalget
11
Henvendelse af 4/11-10 fra Dansk Handicap Forbund vedr. fortræde for udvalget
12
Henvendelse af 4/11-10 fra Spastikerforeningen vedr. foretræde for udvalget
13
Henvendelse af 4/11-10 fra Landsforeningen LEV vedr. foretræde for udvalget
14
Materiale til foretræde, fra Hjernebarnet
15
Bilag 5 fra materiale til foretræde, fra Hjernebarnet
16
Cases vedr. hjemmetræning, fra Hjernebarnet
17
Talepapir fra foretræde, fra ABAforeningen
18
PowerPoint-præsentation fra foretræde, fra Dansk HøreCenter
19
Henvendelse af 29/11-10 fra ABAforeningen
20
1. udkast til betænkning
21
Arbejderbevægelsens Erhvervsråds rapport: »VKO skærer hårdt i levevilkårene for alvorligt syge børn«
22
Henvendelse af 6/12-10 fra Danske Handicaporganisationer
23
2. udkast til betænkning
24
Henvendelse af 8/12-10 fra Hjernebarnet


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 28


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentar til anonymiseret henvendelse af 31/10-10, til socialministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om kommentar til henvendelse af 5/11-10 fra Bent Gottlieb, Vedbæk, til socialministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. , om ministeren kan fremlægge beregninger, der viser, hvor stor en årlig besparelse, man kunne opnå, hvis man, i stedet for at indføre loftet over tabt arbejdsfortjeneste, indførte egenbetaling af den første ugentlige times tabt arbejdsfortjeneste m.v., til socialministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. , om ministeren kan fremlægge beregninger, der viser, hvor stor en besparelse man kunne opnå, hvis man i stedet for at indføre et loft over tabt arbejdsfortjeneste på 235.356 kr. årligt, indførte et loft på 480.000 kr. årligt m.v., til socialministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om kommentar til henvendelse af 14/11-10 fra Bent Gottlieb, Vedbæk, til socialministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. , om ministeren kan redegøre for de økonomiske konsekvenser, hvis 10 pct. af modtagerne af tabt arbejdsfortjeneste fravælger ydelsen og i stedet må anbringe deres barn på en døgninstitution m.v., til socialministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. , om ministeren kan give en generel beskrivelse af udbuddet af døgninstitutioner m.v., til socialministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. , om ministeren vil redegøre for gennemsnitsprisen for en dagplads i specialinstitution for børn, hvis forældre kan modtage tabt arbejdsfortjeneste m.v., til socialministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. , om ministeren kan redegøre for, hvor mange forældre det antages vil fravælge at modtage tabt arbejdsfortjeneste, som følge af de ændringer lovforslaget medfører m.v., til socialministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. , om ministeren kan redegøre for kommunernes DUT-kompensation for de afledte økonomiske konsekvenser af lovforslaget m.v., til socialministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. , om ministeren kan oplyse det gennemsnitlige udbetalte beløb m.v., til socialministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. , om ministeren kan oplyse den gennemsnitlige varighed for modtagelsen af tabt arbejdsfortjeneste, til socialministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. , om ministeren kan oplyse antal timer pr. uge, der modtages tabt arbejdsfortjeneste i gennemsnit, til socialministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om kommentar til Hjernebarnets materiale til foretrædet d. 25/11-10, til socialministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om kommentar til Hjernebarnets fortroligt omdelte materiale til foretrædet d. 25/11-10, til socialministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. om kommentar til ABAforeningens materiale til foretrædet d. 25/11-10, til socialministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. , om ministeren kan give en vurdering af, hvor de familier, der modtager tabt arbejdsfortjeneste, økonomisk befinder sig m.v., til socialministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. , om ministeren kan give en vurdering af den sociale profil ved foreningens forslag m.v., til socialministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. , om ministeren kan tilkendegive sin holdning til det principielle i ABAforeningens forslag om »egenbetaling« ved tabt arbejdsfortjeneste m.v., til socialministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. , om ministeren kan tilvejebringe beregninger af, hvor loftet over tabt arbejdsfortjeneste skal ligge for at opnå samme besparelse som i lovforslaget m.v., til socialministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm. om ministerens kommentar til artiklen »Ny lov sender flere handicappede børn på kommunale institutioner« fra kommunen.dk den 23. november 2010, til socialministeren, og ministerens svar herpå
22
Spm. om kommentar til henvendelse af 29/11-10 fra ABAforeningen, til socialministeren, og ministerens svar herpå
23
Spm. om, at ministeren bedes bekræfte, at forældre, der modtager kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, befinder sig inden for de indtægtsintervaller og i de antal, der angives i rapporten »VKO skærer hårdt i levevilkårene for alvorligt syge børn« fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd den 3. december 2010, til socialministeren, og ministerens svar herpå
24
Spm. om, at ministeren bedes bekræfte, at hvis forældrene modtager kompensation for hhv. 100/50 procents fravær fra deres arbejde, vil deres nedgang i indtægt stemme overens med oplysningerne fra rapporten »VKO skærer hårdt i levevilkårene for alvorligt syge børn« fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd den 3. december 2010, og ministerens svar herpå
25
Spm. om, at ministeren bedes bekræfte, at det er korrekt, at Socialministeriet ikke er i stand til at give oplysninger med tilstrækkelige detaljer til at belyse de økonomiske konsekvenser for de enkelte familier af de foreslåede lovændringer, til socialministeren, og ministerens svar herpå
26
Spm. om, at ministeren bedes bekræfte, at det er muligt/sandsynligt, at der vil være tale om en efterfølgende merudgift, hvis forældrene ikke ser sig i stand til at klare sig for den nye udmåling, til socialministeren, og ministerens svar herpå
27
Spm. om, at ministerens bedes kommentere bilag 21, Arbejderbevægelsens Erhvervsråds rapport, til socialministeren, og ministerens svar herpå
28
Spm. om kommentar til henvendelse af 6/12-10 fra Danske Handicaporgansationer, til socialministeren, og ministerens svar herpå
29
Spm. om kommentar til henvendelse af 8/12-10 fra Hjernebarnet, til socialministeren, og ministerens svar herpå