L 28 Forslag til lov om ændring af lov om social service.

(Loft over ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste og nedsættelse af tilskuddet til høreapparater).

Af: Socialminister Benedikte Kiær
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 13-10-2010

Skriftlig fremsættelse (13. oktober 2010)

20101_l28_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (13. oktober 2010)

Socialministeren (Benedikte Kiær)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om social service (Loft over ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste og nedsættelse af tilskuddet til høreapparater)

(Lovforslag nr. L 28)

Lovforslaget fremsættes som led i udmøntningen af aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om genopretningen af dansk økonomi. Forslaget indeholder to elementer. For det første et forslag om indførelse af et loft over ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste. For det andet et forslag om nedsættelse af tilskuddet til privat udleverede høreapparater.


Vedrørende tabt arbejdsfortjeneste fremsættes forslaget med henblik på at indføre et loft over ydelsen for tabt arbejdsfortjeneste på 19.613 kr. om måneden svarende til 235.356 kr. om året for modtagere, der får udbetalt ydelsen for hele deres hidtidige arbejdstid. Hvis borgerens bruttoindkomst uanset det timetal, hvori borgeren arbejder forud for overgangen til tabt arbejdsfortjeneste, er lavere end det foreslåede ydelsesloft, påvirkes borgeren ikke af den foreslåede ændring. Hvis borgeren visiteres til et lavere antal timer end borgerens hidtidige arbejdstid, reduceres maksimumbeløbet i forhold til den andel, som de visiterede timer udgør af den hidtidige arbejdstid.


Ifølge forslaget skal ydelsesloftet alene gælde for ansøgninger, der indgives efter den 1. januar 2011. Endvidere vil borgere, der har fået udbetalt tabt arbejdsfortjeneste i løbet af 2010 uanset hjælpens omfang, være omfattet af nugældende beregningsregler, hvis betingelserne for at modtage ydelsen i øvrigt er opfyldt.


Vedrørende høreapparater fremsættes forslaget med henblik på en nedsættelse af tilskuddet til høreapparater, der udleveres fra en privat, godkendt høreapparatleverandør, med 10 pct. Tilskuddet, som i 2010 udgør 6.230 kr. pr. høreapparat, foreslås dermed nedsat til 5.607 kr. pr. apparat. Herudover vil tilskuddet ifølge forslaget blive fastfrosset i 3 år, således at der foretages en regulering første gang den 1. januar 2014. Endvidere foreslås det, at reguleringen fra denne dato sker på baggrund af forbrugerprisindekset.


Ændringerne i tilskuddet foreslås at gælde for ansøgninger, der indgives efter den 1. januar 2011.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.