L 99 Forslag til lov om ændring af lov om social service.

(Alarm- eller pejlesystemer over for børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne anbragt i døgninstitution eller på opholdssted).

Af: Socialminister Benedikte Kiær
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 22-02-2011

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 22. februar 2011

20101_l99_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 22. februar 2011

Forslag

til

Lov om ændring af lov om social service

(Alarm- eller pejlesystemer over for børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne anbragt i døgninstitution eller på opholdssted)

§ 1

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011, som ændret senest ved § 1, nr. 1, 3, 6 og 10-13, i lov nr. 629 af 11. juni 2010, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 123 c indsættes før overskriften »Voksne«:

»§ 123 d. Kommunalbestyrelsen kan efter ansøgning fra døgninstitution eller opholdssted i særlige tilfælde træffe afgørelse om for en afgrænset periode at anvende personlige alarm- eller pejlesystemer over for børn og unge, der er anbragt i døgninstitution eller på opholdssted, og som har betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne, når

1) der er risiko for, at barnet eller den unge ved at forlade døgninstitutionen eller opholdsstedet udsætter sig selv eller andre for at lide personskade,

2) det personlige alarm- eller pejlesystem kan bidrage til at afværge denne risiko og

3) forældremyndighedsindehaveren har givet samtykke til anvendelsen af det personlige alarm- eller pejlesystem.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om afgrænsning af den periode, hvor der kan anvendes personlige alarm- eller pejlesystemer, om behandling af ansøgninger om iværksættelse af foranstaltninger efter stk. 1 og om, hvilke typer alarm- eller pejlesystemer der lovligt kan anvendes m.v.«

2. § 167, stk. 1, affattes således:

»Følgende afgørelser kan af barnet eller den unge, der er fyldt 12 år, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område:

1) Forebyggende foranstaltninger samt anbringelse uden for hjemmet efter § 52, stk. 3.

2) Ungepålæg efter § 57 b.

3) Hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter § 68, stk. 2.

4) Valg af anbringelsessted efter § 68 b, stk. 1.

5) Ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse, samvær med personer fra netværket m.v. efter § 69, stk. 1.

6) Samvær og kontakt efter § 71, stk. 2. I det omfang afgørelsen angår den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, kan afgørelsen af denne på samme måde indbringes for det sociale nævn.

7) Anvendelse af alarm- eller pejlesystemer efter § 123 d.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. marts 2011.

§ 3

Forslag til revision af lovens § 123 d fremsættes senest i folketingsåret 2013-14.