L 39 Forslag til lov om ændring af færdselsloven.

(Forbud mod visse konstruktive ændringer af køretøjer, tilladelse til påhængsvogn til stor knallert og venstregående sidevogn til veteranmotorcykel).

Af: Transportminister Henrik Dam Kristensen (S)
Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 26-01-2012

Betænkning afgivet af Transportudvalget den 26. januar 2012

20111_l39_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Transportudvalget den 26. januar 2012

1. Ændringsforslag

Der er stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget. Enhedslisten har stillet ændringsforslag nr. 1-3. Transportministeren har stillet ændringsforslag nr. 4.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 23. november 2011 og var til 1. behandling den 6. december 2011. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Transportudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og transportministeren sendte den 17. oktober 2011 dette udkast til udvalget, jf. TRU alm. del - bilag 27. Den 30. november 2011 sendte transportministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Post Danmark A/S.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 6 spørgsmål til transportministeren til skriftlig besvarelse, hvoraf ministeren har besvaret spørgsmål 1-5. Spørgsmål 6 forventes besvaret inden 2. behandling.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af transportministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af Enhedslisten stillede ændringsforslag.


Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.


Enhedslisten finder det principielt forkert at sætte tre vidt forskellige lovændringer til behandling under samme »hat«, som det sker med forslaget L 39. Der opstår nemt den situation, at man er for dele af lovforslaget og imod andre dele, som man ender med at stemme for, fordi man jo er for dele af lovforslaget. Den situation er opstået for Enhedslisten med L 39.


Enhedslisten kan stemme for første del af lovforslaget om konstruktive ændringer. Enhedslisten finder det fornuftigt, at man udstrækker ansvaret for konstruktive ændringer til også at gælde den, som foretager disse, således at vedkommende (enkeltpersoner eller værksteder) kan idømmes straf for at medvirke til konstruktive ændringer.


Derimod har Enhedslisten stillet ændringsforslag til lovforslagets anden del om muligheden for at tilkoble en påhængsvogn til stor knallert. Ændringsforslaget har til hensigt at fjerne denne foreslåede bestemmelse fra lovforslaget. I de stillede spørgsmål har Enhedslisten ikke kunnet få svar på forholdene vedrørende store knallerter. Politiet ligger således ikke inde med statistisk materiale, der belyser, hvor mange af de store knallerter der kører ulovligt, hvor mange politiet »fanger« i deres kontroller, og hvor meget de ulovlige store knallerter efter politiets skøn kører for stærkt. Det er Enhedslistens klare opfattelse, at der er tale om et betydeligt antal overtrædelser af færdselsloven, og at maksimumsfarten på de ulovlige knallerter ofte ligger meget høj (70-80 km/t). I den situation finder Enhedslisten det uansvarligt og en alvorlig svækkelse af færdselssikkerheden at tillade tilkobling af en påhængsvogn til en stor knallert.


Den sidste del af lovforslaget, der vedrører venstremonterede sidevogne på motorcykler registreret første gang før 1955, kan Enhedslisten stemme for, da Enhedslisten ikke finder, at de udgør nogen fare for færdselssikkerheden - alene på grund af deres antal. Venstremonterede sidevogne er således et fænomen for ganske få veteranmotorcyklister, som må formodes at være opmærksomme og hensynsfulde trafikanter.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til titlen

Af et mindretal (EL):

1) I undertitlen udgår », påhængsvogn til stor knallert og«.

[Konsekvensændring af ændringsforslag nr. 2]

Til § 1

Af et mindretal (EL):

2) Nr. 2 udgår.

[Muligheden for at koble én påhængsvogn til stor knallert udgår]

Af et mindretal (EL):

3) Nr. 3 udgår.

[Konsekvensændring af ændringsforslag nr. 1]

Af transportministeren, tiltrådt af udvalget:

4) Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 70, stk. 3, 3. pkt., ændres »stk. 1, 3. pkt.« til: »stk. 1,

4. pkt.««


[Konsekvensændring]

Bemærkninger

Til nr. 1-3

Enhedslisten foreslår, at forslaget om at gøre det muligt at koble én påhængsvogn til stor knallert udgår af lovforslaget.


Til nr. 4

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringen i lovforslagets § 1, nr. 2, hvorefter 3. pkt. i § 70, stk.1, bliver 4. pkt.


Benny Engelbrecht (S) fmd. Karin Gaardsted (S) Magnus Heunicke (S) Mette Reissmann (S) Orla Hav (S) Rasmus Prehn (S) Torben Hansen (S) Andreas Steenberg (RV) Rasmus Helveg Petersen (RV) Lone Loklindt (RV) Jesper Petersen (SF) Anne Baastrup (SF) Henning Hyllested (EL) Per Clausen (EL) Lars Dohn (EL) Thomas Danielsen (V) Martin Geertsen (V) Flemming Damgaard Larsen (V) nfmd. Lars Christian Lilleholt (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) Hans Christian Schmidt (V) Kim Christiansen (DF) Morten Marinus (DF) Jørn Dohrmann (DF) Leif Mikkelsen (LA) Villum Christensen (LA) Lars Barfoed (KF) Tom Behnke (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)44
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)16
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedr. L 39


Bilagsnr.
Titel
1
Høringsnotat og høringssvar, fra transportministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Ændringsforslag, fra transportministeren
5
Udkast til betænkning
6
2. udkast til betænkning
7
3. udkast til betænkning
8
Henvendelse af 25/1-12 fra Post Danmark A/S
  


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 39


Spm.nr.
Titel
1
Spm. , om køretøjer, som ikke lovligt kan køre på færdselslovens områder i øvrigt, f.eks. speedwaycykler, ikke er omfattet af lovforslaget, til transportministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om bødestraffene, til transportministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvor mange store knallerter (knallert-45) politiet de sidste 5 år har standset for at køre for stærkt, til transportministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om en opgørelse over, hvor meget de store knallerter (knallert-45), politiet har standset, har kørt for stærkt, til transportministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om en vurdering af, hvor mange procent af de store knallerter (knallert-45) på de danske veje der efter politiets opfattelse har fået foretaget ulovlige ændringer, til transportministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om kommentar til henvendelse af 25/1-12 fra Post Danmark A/S